Valnøddepesto

På vej hjem fra brunch i søndags kom jeg forbi Gartnergården i Skødstrup. Ja – forbi og forbi – Suzukien nægtede at køre videre, før jeg havde været inde og købe en bakke danske jordbær. Sådan er det med gamle biler, de begynder at vide bedre end en selv, hvad man gerne vil, og så drejer de bare af og åbner ens tegnebog. Sådan er de.

Men tilbage til Gartnergården. Der havde de – udover de fineste danske jordbær – masser af andre lækkerier og fristelser. Blandt andet valnøddepesto. Den var fantastisk – men dyr – så nu har jeg eksperimenteret mig frem til en opskrift, der ligner den rigtig meget. Laver man den selv kan man få en hel skålfuld for det, en lille (meget lille) bøtte kostede.

Billede6

Fortsæt med at læse “Valnøddepesto”

Fru Lauridsens Saftige Ølboller

Øl og havregryn – klassiske ingredienser, der indgår i enhver stor og stærk dansk dreng – og har gjort det gennem århundreder. Tænk Foska-drenge, små Ota bøger og Morten Korch. Klassisk nordisk køkken. Øl og havregryn. Gode danske landbrugsprodukter – uændrede gennem årene og fra før verden gik af lave. Og rigtig gode at blande til de lækreste, saftige ølboller.

Billede2

Fortsæt med at læse “Fru Lauridsens Saftige Ølboller”

Dressing med sennep og honning – to gode venner

Honey and Mustard dressing som i USA – og har jeg hørt – Australien. En dressing, der kan få salathadere til grædende at omvende sig og så mindeligt bede om en portion mere.

Billede2

Overdrevet? Nix. Det er en dressing, der kan redde en lidt kedsommelig salat fra hukommelsens skraldespand og vække de døsige smagsløg. Fortsæt med at læse “Dressing med sennep og honning – to gode venner”

Svinekam med kirsebær

I England fik vi en gang stegt ungand i en sovs af friske kirsebær – og vi ved jo fra julemaden, at det, der passer til and, også passer til gris. Til jul er det rødkålen, men til en sommersteg er kirsebær en rigtig god ide. Fortsæt med at læse “Svinekam med kirsebær”

Fiskefad med grønt og sprød citrontopping

I dag får du opskriften på et dejligt fiskefad – en slags ‘fiske-crumble’ med et sprødt låg. Under låget gemmer der sig først i bunden et lag kogte kartofler, så et lag fisk og til sidst en lækker grøntsagsblanding med spinat, løg og gulerødder.

Fortsæt med at læse “Fiskefad med grønt og sprød citrontopping”

Forårsfrisk pasta med tun

Første gang jeg hørte om tunsovs til pasta var jeg lidt tvivlende. Tun er da noget, man putter på rugbrød ikke? Eller noget man griller som steaks. Men nej – ikke kun. Tunsovs til pasta med kapers, peberfrugt og hakkede oliven er rigtig lækkert – og billigt.

Billede8

Man skal bruge:

1 dåse tun
1 hakket løg
1 peberfrugt i små tern
1 spsk hakkede kapers (hak dem for at få smagen ud)
20 grofthakkede oliven – uden sten
Chiliflager efter ønske og behov eller lidt sambal oelek
1 dl fløde
1 dl vand
1 dl hvidvin
Salt og peber
Lidt olie til at stege i

Billede6

Sauter det hakkede løg, til det bliver blødt og klart, tilsæt tun, peberfrugt, kapers, oliven og et skud chili, hvis du kan lide det. Hæld vin og vand på og lad det koge igennem. Tilsæt fløden og lad det koge igennem igen – jævn evt. med lidt Maizena. Smag til med salt og peber.

Billede7

Bland med friskkogt pasta og spis med overraskende glæde.

Eventuelle rester smager godt kolde i et pitabrød til madpakken – men de er også meget populære hos hunden og katten, så….. Jeg har en gang lavet retten med tern af resterne af en stegt tunsteak – det blev også godt – og det så lidt pænere ud. Men den slags rester har man jo sjældent.

Det regner nu. Og de hårdt tiltrængte dråber vil få træer og buske til at springe ud i eksplosionsagtig fart. Snart skal græsset slås. Nede i skoven er bøgetræerne begyndt at springe ud, mirabellerne blomstrer, og i morgen er det Kristi Himmelfartsdag. Man kan næsten sige, at i aften er ‘virtuel fredag’.

God onsdag.

Gammeldags Pariserbøf, som de nok aldrig har fået i Paris

Ligesom dem fra Wien ikke spiser wienerbrød og dem fra Hamburg ikke spiser hamburgerryg, spiser dem fra Paris nok heller ikke pariserbøf. Det er nu lidt synd for dem, for det er en lækker og nem ret. Selvom den er blevet lidt glemt. Jeg vil gerne lave lidt reklame for sådan en god gang herremad og hjælpe med at få den ud af glemselens skygge. Det fortjener den.

I går var det blevet sent, før vi var klar til at lave mad. Vi var trætte og sultne, og det virkede helt uoverskueligt at skulle i gang med at skrælle og snitte, bage, brase og – ikke mindst – vente. At lave en pariserbøf stod lige for – maden færdig på 10 minutter.

Til en rigtig pariserbøf skal man bruge en mængde tilbehør:

Billede1

Revet peberrod
Hakket løg
Hakkede syltede rødbeder
Kapers
Rå æggeblommer (pasteuriserede, hvis du ikke kender hønen)

Og man skal bruge:

Godt brød
Hakket oksekød
Salt, peber og smør til at stege i

Rist brødet på brødristeren på den ene side, smør med et godt lag hakket oksekød på den anden. Steg kødsiden på panden i lidt smør.

Anret bøfferne med tilbehøret inde ved bordet.

Billede3

Det var let at gå til for os, for vi havde alle ingredienserne klar. Kapers og løg i køleskabet. Kød fra egne køer, peberrod i haven, hjemmesyltede rødbeder i glasset og hjemmebagte boller i fryseren.

Og så de gode landæg, som vi ikke frygter at spise blommerne fra. Hvis du synes, at blommerne ser lidt for orange ud på billedet, er det ikke billedsnyd. De er orange for tiden, for hønsene har spist rød peber. Det er de helt vilde med, og hvem vil stå en hønes lykke i vejen? Men det giver den sjove farve til blommerne.

God torsdag.

Pasta med italiensk skinke, artiskokhjerter og citronfløde

En gang i mellem må det gerne være lidt nemt. Nemt og hurtigt. Som for eksempel den her pastaret. Man køber italiensk skinke og artiskokhjerter, og så laver man lige en hurtig sovs af fløderesterne fra weekendens vildtsovs.

Citronskallen giver en lækker frisk smag – og italiensk mad smager bare af forår – især når der er citronskal i. Jeg mindes med længsel den store pose citroner, vi havde med hjem fra Sicilien sidste år – se DET var citroner.

Billede2

Men mindre kan også gøre det. Faktisk er frosne økocitronskaller, man har gemt i fryseren efter at have brugt saften, en rigtig god og økonomisk ide. De kan sagtens rives, og de smager præcis, som de skal.

Man skal bruge:

1 pk frisk pasta
1,5 dl fløde
1 lille hakket løg
2 fed hakket hvidløg
Revet skal fra en økocitron
Italiensk lufttørret skinke efter lyst, smag og pengepung
Artiskokhjerter (fra dåse eller glas)
Olivenolie til at stege løgene i
Salt og peber
Og – et lille drys fintrevet parmesan – friskrevet

Steg løgene klare sammen med hvidløget. Hæld fløde på, smag til med salt, peber og citronskal. Sådan. Lettere kan det ikke blive.

Skær artiskokhjerterne i mindre stykker og varm dem i sovsen, mens pastaen koger.

Bland den kogte pasta med sovsen, riv skinken i stykker og bland også den i.

Billede1

Så er der serveret. Og godt nok er det bare en hverdag – men sådan en ret fortjener et glas rødvin. Og det gør du sikkert også.

God onsdag.