Tretten et halvt

I går, på den skønneste sommerdag man kan tænke sig, kom dyrlægen hjem til os. Til Christie, vores søde hund, som vi har haft i over 13 år. Det var blevet tid. Vi havde lovet hinanden, at hun ikke skulle komme til at lide, og at når tiden kom, hvor medicinen ikke længere kunne holde hende gående, ville vi ikke tøve.

Vi er helt knuste, også selvom vi har vidst, at dagen ville komme, og at den nærmede sig hurtigere og hurtigere.

I går var det tid, og vi har sagt farvel til den dejligst tænkelige hund.

Hun var kun en uge gammel, da vi så hende første gang, og 8 uger på dato, da vi fik hende hjem. Vi hentede hende på Fyn, og hun sov i Bondemandens arme hele vejen hjem – bortset fra et lille tissestop på en rasteplads.

Lige siden har hun været en kæmpestor del af vores liv. Altid tænkt ind i alle planer. Et levende, blødt og kærligt hundevæsen, der med sin glæde, entusiasme og livslyst har lyst op i dagligdagen.

Vi har oplevet meget sammen gennem årene. Vi har gået utallige ture på marken. Hun ivrigt svansende i forvejen, og os vandrende mere adstadigt – bagefter ét brunt og ét hvidt bagben og en evigt logrende hale.

Hun har gået i skole og har været en dygtig jagthund, indtil hun gik på pension som 11 årig, hvor hørelsen begyndte at svigte. Hun har haft hvalpe – hele syv små krudtugler. Hun har hygget sig med – og drillet – katten.

Vi har kastet utallige bolde, øst utallige portioner hundemad op, givet utallige godbidder

og haft utallige dejlige øjeblikke sammen.

Nu er hun begravet oppe ved den store hæg – der, hvor vi altid er vendt på hundeturene, før vi begyndte hjemturen. Et meget smukt sted.

Mere end 13 år er godt gået for en hund, og vi skal ikke sørge. Hun har haft et dejligt og langt hundeliv. Men… det kan vi nu ikke lade være med. Vi har et hundeformet hul i hjertet begge to – ja, alle tre, for katten savner hende også.

Trods alt – god tirsdag.

Grønne fødder

Hvad kan der dog være sket her?

Billede4

Har Christie været ude og gøre sine hoser grønne? Eller har hun jokket i spinaten?

Det er meget enklere end det. Hun har hjulpet med at slå græs. Dygtig hund.

Billede5

Der er så mange ting, man får hjælp til, når man har hund. Vi henter post. Vi reder seng. Vi laver mad. Vi slår græs. Vi fejer køkkengulvet, går tur, spiser æbler i hegnet og hygger i sofaen. Alt med lige stor glæde, spænding og begejstring. Der er en hel del ting, det tager lidt længere tid at gøre, når man sådan får ‘hjælp’. Men hjælpen er nu påskønnet alligevel. Vi knuselsker vores lille makker – og hun er uhyre stolt af sin indsats.

God søndag 🙂

Det er dejligt at få gæster.

Som hund har man meget at se til. Der skal sniffes spor. Der skal graves muldvarpeskud. Der skal leges og spilles bold. Der skal holdes øje med posten.

Der skal tigges godbidder. Der skal ventes. Ventes på mad, ventes på mere mad, ventes på, at katten går gennem køkkenet, så man kan skubbe den ud gennem kattelemmen, ventes på, at far kommer hjem. Og der skal soves. Soves igennem.

Et hundeliv. Hårdt arbejde det hele. Pligter, pligter, pligter.

En gang i mellem skal man have et afbræk fra det daglige slid. Man skal have gæster.

Gæster at grave muldvarpeskud med. Gæster at sniffe spor med.

Gæster at lege og spille bold med.

Gæster at tigge godbidder med.

Og gæster at slappe af med – i et uautoriseret øjeblik.

Det er dejligt at få gæster.

God og gæstfri onsdag.