Kan man lide fiskefrikadeller, kan man helt sikkert også lide tunfrikadeller. De er faktisk overraskende lækre, og så kan de laves af ingredienser, man som regel har på lager. Nogle smager dem til med forskellige krydderurter, og det kan man da også gøre, men jeg har altid syntes, at tun og kapers er sådan et godt makkerpar.
Når man bare ikke orker at købe ind, men alligevel gerne vil have noget lækkert, må man en tur i prepperlageret, som vi kalder vores ‘dåseskab’. For helt ærligt: de fleste har vel sådan et skab med flåede tomater, kokosmælk, diverse bønner, pasta, ris – og altså også fiskepålæg. Et lager, man bruger af og fylder op i løbende, når der er tilbud. Amerikanerne kalder den slags varer ‘pantry staples’ – skabsforsyninger – og det er lidt af en sport at lave mad af pantry staples, når det skal gå lidt tjept.

Jeg kom i tanke om tunfrikadeller, da jeg stod på hovedet i skabet og ledte efter gode ideer (de står i øverste trådskuffe). Jeg var lige kommet hjem fra arbejde, og jeg havde bare ikke orket at handle på vejen, selvom der var lavvande i køleskabet.
Du har sikkert også et par dåser tun, løg, havregryn og æg på lager uden at skulle i Brugsen, ikke? Og æg, kapers og citron i køleskabet?
Du skal bruge:
2 dåser tun – afdryppet
2 æg
1 revet løg
4 spsk havregryn
3-4 spsk kapers
Revet citronskal fra en hel citron
Der skal ikke salt i. Tunen er salt nok i sig selv, og kapers er også ret salte.
- Hæld tunen over i en sigte og lad den dryppe af. Pres den lidt med bagsiden af en ske, så du får mere vand/olie ud af fisken. Det er ikke så væsentligt, om det er tun i vand eller tun i olie. Brug det, du har. En dåse af hver kan også gå an.
- Mos tunen med en gaffel, så der ikke er større klumper, og rør den så med resten af ingredienserne.
- Steg frikadellerne i olie eller smør (jeg synes, smør er bedst) i cirka fem minutter på hver side for god varme, så de får lidt stegeskorpe.

Du kan lave en citrondressing til af creme fraiche, krydderurter og citron, hvis du har lyst. Vi fik en fyldig salat af ‘hvad køleskabet gemte’. En rest kogte kartofler, tomater, peberfrugt, hakkede oliven, en rest feta, rødløg og grøn salat. Det var rigtig godt tilbehør til de små tunfrikadeller.
Der blev nogle stykker til overs, som vi og hundene spiste til frokost. Det var de også meget velegnede til.

Nu skal jeg huske at købe tun til prepperlageret, for jeg vil gerne kunne gribe et par dåser til frikadeller en anden gang, hvor der føles meget langt til Brugsen.
God mandag.