Stort og småt fra hverdagen på landet
Med et lille Fie-vilddyr i huset skal al pynt beskyttes. Enten skal det anbringes over hendes synsfelt, eller også skal det bag glas. Ellers bliver det til legetøj.
Og legetøj har det med at blive lidt hærget – nej, meget hærget – meget hurtigt. Fortsæt med at læse “Vinterpynt i drivhuset”
Når man ikke selv passer sit drivhus, er det da godt, at andre gør det.
For drivhuset har været lidt forsømt. Fortsæt med at læse “En tudse, der ikke er tudsegammel”
Hver gang man glæder sig til at komme i gang med et eller andet, er der altid noget andet, man skal gøre først. Skal man male, skal man først vaske ned og tape af. Skal man plante noget, skal man flytte noget andet – eller luge, eller vaske potter af – først. Fri som fuglen er man aldrig.
Vores drivhus står beskyttet i læ af skrænten og de høje træer. Det er gammelt. Mindst 20 år gammelt, for det var langt fra nyt, da vi kom hertil i 2003. Det har holdt til orkaner og storme uden ulykker. Det er et rigtig godt drivhus.
Men – i et af de høje træer på skrænten har der i mange år været en stor kragerede. I vinden i går rev den sig løs fra sin plads der højt oppe i trækronen, og den faldt meget målbevidst lige ned i – og igennem – drivhuset. Fortsæt med at læse “En kragerede ned gennem drivhuset”
I dag skulle jeg have været til København. Til et møde. To timers møde og 7 timer i toget. Jeg slap. Søde kolleger har lovet at tage over for mig – sådan nogle kolleger er man nu heldig med. Så jeg skal ingen steder udover på arbejde helt almindeligt. Se det er en dejlig overraskelse.
Var tidligt nok oppe til at nå toget og står nu med en hel ekstra time, før jeg skal køre. Tror, den skal bruges på en havetur med kræene – med blik ud over landskabet, som solen i dag skinner så gavmildt på.
Der er alligevel ikke tid nok til at begynde at ordne alt det her…
… så de her og alle chilierne kan blive plantet.
Det må blive i weekenden. De står såmænd også fint i potterne indtil da.
Nej – jeg sætter lige lidt vasketøj over og fejer foran B&B’en – og så tager vi en hyggehavetur – hunden, katten og jeg.
God torsdag!
I dag er det efterårsjævndøgn, og natten begynder så småt at blive længere end dagen. Hvor er det gået hurtigt.
Allerede før forårsjævndøgn såede jeg rosenslynger, en af mine absolutte yndlingsblomster. En af dem kom i en vældig fart, blomstrede hurtigt og var klar til at forære væk i slutningen af maj. De andre skrantede lidt og blev ved med at være ret pistne i lang, lang tid. Det lod jeg mig nu ikke gå på af, for de har det med at vokse til i sensommeren. Det har de også gjort denne gang.
I sidste uge kvindede jeg mig voldsomt op og tog ud i IKEA for at købe nye glas til B&B’en. På vej ud gik jeg igennem de mange tilbud, de anbringer mellem afhentningshylderne og de lange køer ved kasserne. Og der stod det. Det sødeste lille træbord – et konsolbord – på havemøbeludsalg til 49 kroner.
Det kom med hjem. Ikke at jeg lige vidste, hvor det skulle stå, men småborde kan man da aldrig få for mange af. Allerede på vejen hjem vidste jeg, hvor det skulle bruges. Inde i drivhuset, hvor det kunne stå i læ med pynt og planter.
Det er sent, de begynder at blomstre i år, de skønne, duftende ærteblomster. De blev sået til normal tid i foråret, og på den her tid plejer der at være masser af dem. Nok til at plukke i store bundter, for lathyrus skal man helst plukke af. Det får dem til at sætte flere blomster.
I år er de første blomster kommet her i weekenden. De kommer fra ydmyge kår – såmænd bare fra en blandet pose frø fra Lidl til to kroner, men sikke da nogle farver de har.
Som om de siger, ‘sent, men godt!’. Fortsæt med at læse “Liflige lathyrus”
Når tomatplanterne i drivhuset er fyldt med modne tomater,
er det lige før, drivhussæsonen lakker mod enden. Planterne er trætte, de får gule blade, og de kollapser om sig selv. Festen er ved at være slut for deres vedkommende. Fortsæt med at læse “Modne tomater i drivhuset”
Det er nu så hyggeligt med et drivhus. Det strækker havesæsonen i begge ender, og det er en frodig oase, hvor vinden ikke når ind, og hvor regnen ikke vælter noget. Hvis der er nogen, der vælter noget, er det nok mig selv, for der er ikke meget plads at gerere sig på.
Drivhuset er ikke det største, man kan få. Det er heller ikke det mindste, Fortsæt med at læse “Peruvian Purple – drivhusets hotte prinsesse”
