Stort og småt fra hverdagen på landet
Med et lille Fie-vilddyr i huset skal al pynt beskyttes. Enten skal det anbringes over hendes synsfelt, eller også skal det bag glas. Ellers bliver det til legetøj.
Og legetøj har det med at blive lidt hærget – nej, meget hærget – meget hurtigt. Fortsæt med at læse “Vinterpynt i drivhuset”
Når man ikke selv passer sit drivhus, er det da godt, at andre gør det.
For drivhuset har været lidt forsømt. Fortsæt med at læse “En tudse, der ikke er tudsegammel”
Hver gang man glæder sig til at komme i gang med et eller andet, er der altid noget andet, man skal gøre først. Skal man male, skal man først vaske ned og tape af. Skal man plante noget, skal man flytte noget andet – eller luge, eller vaske potter af – først. Fri som fuglen er man aldrig.
Vores drivhus står beskyttet i læ af skrænten og de høje træer. Det er gammelt. Mindst 20 år gammelt, for det var langt fra nyt, da vi kom hertil i 2003. Det har holdt til orkaner og storme uden ulykker. Det er et rigtig godt drivhus.
Men – i et af de høje træer på skrænten har der i mange år været en stor kragerede. I vinden i går rev den sig løs fra sin plads der højt oppe i trækronen, og den faldt meget målbevidst lige ned i – og igennem – drivhuset.
Fire ruder røg som en eksplosion, og der var glas overalt. Sikke et held, der ikke var nogen i huset, da det skete…
Det tog meget lang tid at rydde op, og jeg tænkte ikke ligefrem pæne ting om krager imens – ikke andet end, at de da er ret kvikke til det der med at bygge.
For sikke et bygningsværk. Et par hundrede pinde er samlet og flettet sammen. Dernæst er der bygget en indre rede af birkekviste, og til sidst er alt kittet sammen med jord – med mudder. Som et lerklinet hus. Det har taget kragerne lang tid at flyve næbfuld efter næbfuld jord op til reden.
Nu er der ryddet op, fjernet glas, fejet og dækket af med plast.
Og nu ved jeg, hvordan en kragerede er bygget. Slet ikke uinteressant – selvom det måske er en viden, jeg godt kunne undvære?
God mandag.
I dag skulle jeg have været til København. Til et møde. To timers møde og 7 timer i toget. Jeg slap. Søde kolleger har lovet at tage over for mig – sådan nogle kolleger er man nu heldig med. Så jeg skal ingen steder udover på arbejde helt almindeligt. Se det er en dejlig overraskelse.
Var tidligt nok oppe til at nå toget og står nu med en hel ekstra time, før jeg skal køre. Tror, den skal bruges på en havetur med kræene – med blik ud over landskabet, som solen i dag skinner så gavmildt på.
Der er alligevel ikke tid nok til at begynde at ordne alt det her…
… så de her og alle chilierne kan blive plantet.
Det må blive i weekenden. De står såmænd også fint i potterne indtil da.
Nej – jeg sætter lige lidt vasketøj over og fejer foran B&B’en – og så tager vi en hyggehavetur – hunden, katten og jeg.
God torsdag!
I dag er det efterårsjævndøgn, og natten begynder så småt at blive længere end dagen. Hvor er det gået hurtigt.
Allerede før forårsjævndøgn såede jeg rosenslynger, en af mine absolutte yndlingsblomster. En af dem kom i en vældig fart, blomstrede hurtigt og var klar til at forære væk i slutningen af maj. De andre skrantede lidt og blev ved med at være ret pistne i lang, lang tid. Det lod jeg mig nu ikke gå på af, for de har det med at vokse til i sensommeren. Det har de også gjort denne gang.
De har vokset i det skjulte bag de efterhånden ret trælse tomatplanter. Tomaterne røg ud i weekenden (altid sådan en lettelse at slippe af med dem), og da drivhuset blev ryddet op og fejet, fik rosenslyngerne den opmærksomhed, de fortjener.
De kønne hjerteformede blade med de fine klokker klatrer på bagvæggen i drivhuset, og holder de tempoet, vil væggen snart være helt dækket.
Der vokser en mindre rosenslynger i drivhusets anden side.
Det er svært at få for mange rosenslyngere.
Rosenslynger kan sagtens vokse udenfor drivhuset. Men de trives rigtig godt derinde, og der holder de længere. Den første frost, den der plejer at komme omkring efterårsferien, når sjældent ind i drivhuset. Frost kan rosenslynger ikke tåle, så lad bare frosten vente til jul, så vi kan nyde synet af de kønne klokker længe endnu.
God torsdag.
I sidste uge kvindede jeg mig voldsomt op og tog ud i IKEA for at købe nye glas til B&B’en. På vej ud gik jeg igennem de mange tilbud, de anbringer mellem afhentningshylderne og de lange køer ved kasserne. Og der stod det. Det sødeste lille træbord – et konsolbord – på havemøbeludsalg til 49 kroner.
Det kom med hjem. Ikke at jeg lige vidste, hvor det skulle stå, men småborde kan man da aldrig få for mange af. Allerede på vejen hjem vidste jeg, hvor det skulle bruges. Inde i drivhuset, hvor det kunne stå i læ med pynt og planter.
Drivhuset skal være hyggeligt. Det er mit fredhellige sted. Der kan jeg kan rode med planter, skud og stiklinger, binde kranse, lave dekorationer og falde i staver. Det er der, hvor man gerne må spilde jord på gulvet, og der hvor al pynt bliver endnu mere pyntelig af den grønne ramme lige udenfor. Og så dufter der så dejligt af jord, krydderurter og tomatplanter.
Det tog knap 10 minutter at pakke bordet ud og samle det. 5 skruer og en unbrakonøgle. Før der kunne pyntes, skulle der ryddes op. Det skal der altid. Blade skal klippes af, potter stables (hvor kommer de fra???), sideskud nippes… der er altid noget, der trænger til at blive gjort.
Sikke en forskel det gjorde, det lille bord. Den store kogle, der før stod ude (den er af terrakotta og derfor ikke frostsikker), blev anbragt som centrum, og så arrangerede resten nærmest sig selv.
For 49 kroner forandring – det ligner en million, hvis jeg skal sige det selv. I al beskedenhed, selvfølgelig.
God mandag.
Det er sent, de begynder at blomstre i år, de skønne, duftende ærteblomster. De blev sået til normal tid i foråret, og på den her tid plejer der at være masser af dem. Nok til at plukke i store bundter, for lathyrus skal man helst plukke af. Det får dem til at sætte flere blomster.
I år er de første blomster kommet her i weekenden. De kommer fra ydmyge kår – såmænd bare fra en blandet pose frø fra Lidl til to kroner, men sikke da nogle farver de har.
Som om de siger, ‘sent, men godt!’.
Nu skal vi bare have et langt, lunt efterår. Så kan det være, der er lathyrus endnu til efterårsferien.
Et langt, lunt efterår ville i det hele taget være en god ide – så når tomaterne i drivhusets grønne jungle måske også at modne.
God mandag.
Når tomatplanterne i drivhuset er fyldt med modne tomater,
er det lige før, drivhussæsonen lakker mod enden. Planterne er trætte, de får gule blade, og de kollapser om sig selv. Festen er ved at være slut for deres vedkommende.
Også agurkerne ser miserable ud, og der kommer ikke længere så mange agurker på planterne.
Så er det tid til at rydde op og rydde ud. I eftermiddag skal tomaterne plukkes, og tomatplanterne ud. Det samme gælder agurkerne.
For der er stadig liv i chilierne. De står med masser af frugt. Både modne, umodne, helt ny og små hvide chili blomster. Og de bliver ved, til frosten kommer. De skal have mere lys og luft omkring sig.
Rosenslyngeren og de andre blomster i drivhuset har det også fint. De er vokset vildt, så de kan også få mere plads.
Der skal altså ryddes ud og flyttes om, så drivhuset igen bliver min hyggelige, lille oase. Et par potter med lyng og nogle pyntegræskar bliver der nok også plads til. Og et par lanterner til nu, hvor det igen bliver mørkt om aftenen. Det ser så hyggeligt ud med lys i drivhuset, når det begynder at blive mørkt, og lidt levende lys holder luften i bevægelse og forhindrer de første, lette omgange nattefrost i at slå sig ned på planterne.
Når det er gjort, er det hele klar til den sidste slutspurt, før vi går i vinterhi – men lad det nu bare vente et par måneder endnu.
God torsdag.
Det er nu så hyggeligt med et drivhus. Det strækker havesæsonen i begge ender, og det er en frodig oase, hvor vinden ikke når ind, og hvor regnen ikke vælter noget. Hvis der er nogen, der vælter noget, er det nok mig selv, for der er ikke meget plads at gerere sig på.
Drivhuset er ikke det største, man kan få. Det er heller ikke det mindste, men det er i den lille ende. Og det er fyldt til bristepunktet.
Der er masser af chili, masser af agurker og masser af tomater. Og så en hel masse blomster. Flere, end der egentlig er plads til. Men det går lige, når man kun vender sig forsigtigt og passer på, hvor man træder.
Den kønneste chili er den lille Peruvian Purple.
En rigtig lille prinsesse. Lilla stængler. Lilla blomster
og lilla frugt.
Den står så fint til rosenslyngeren. Og til de små hvide stjerneblomster, jeg ikke ved, hvad hedder.
Mine Peruvian Purple er sået den første weekend i februar, men er ret små sammenlignet med de andre, der blev sået samme weekend. Selve chilien er middelstærk, og det er egentlig ikke så meget for frugten, jeg dyrker den. Det er, fordi den er så køn. I drivhuset skal der nemlig være kønt og hyggeligt både inde og ude. Og det synes jeg, der er. Lidt rodet og lidt tøset i indretningen – men med herrestærke chilier.
God mandag.
