blomster – Dalsgaard i Skivholme

Forår, solskin og lørdag

Det er lørdag, og det er virkelig blevet forår. Solen skinner skarpt gennem de bare grene og afslører alt det, som trænger til at blive gjort.

Men solen skinner også på Dorothealiljerne, der solbader fornøjet.

Og den skinner både på og gennem de gule krokus.

Et af fuglebadene er revnet her i vinter. Det holder ikke vand længere, men til gengæld har det jo så naturligt dræn, og man kan plante hornvioler i det.

Det bliver rigtig fint, når blomsterne vokser ud over kanten, og det gør de jo, når de først får rigtigt fat.

Der er en pippen og en kvidren, og vi kan høre bækken bruse. Jeg vil slet ikke tænke på, at det sagtens kan blive frost masser af gange endnu – jeg vil bare glæde mig over, at foråret er her i dag.

Rigtig god weekend.

Efter gårsdagens indlæg om at være ‘perfekt’, mødte jeg her til morgen en, der bare var perfekt helt af sig selv. Ikke på nogen demonstrativ måde, nærmest tværtimod. Ikke selv-iscenesat perfekt, men bare helt naturligt perfekt, fordi den ikke kan andet. En lille hornviol.

Årets første hornvioler er så stor en glæde, og den her med sine sart lysegule yderblade – måneskinsgule, som Claus Dalby kalder det – og den stærkt gule midte med de fine tegninger er helt uimodståelig.

De står på en bakke og venter på, det bliver weekend, så jeg kan arrangere og plante.

Deres søde ansigter vil lyse op i lang tid fremover.

Naturlige, livlige, hårdføre. Glimt af farve i en tid, hvor det meste ellers er lidt træt at se på. En start på den jublende glæde, der kommer med foråret.

Jeg tror, jeg må ind efter lidt flere på vejen hjem i dag. Hornvioler kan man næsten ikke få nok af. Vejrudsigten byder på let nattefrost hos os, men det kan de sagtens tåle. De er skabt til at lave forår, før vejret helt er med på det.

God fredag.

Solskin, sne og stille ro

Sidste uge var egentlig ret hård, og fredag aften var jeg træt som et helt alderdomshjem efter søndagsfrokosten. Derfor var det endnu skønnere at vågne stille op lørdag morgen (efter otte timer i koma) til lys fra sol og sne. Til en solskinsdag, hvor sneen dækker alt det, der trænger til en kærlig hånd derude, så man passende kan ignorere det fuldstændigt.

Hvor der er tid til at tusse lidt rundt, være hjemme, ordne potteplanter og ordne vindueskarme. Der er en særlig ro over sådan en solskinsdag i weekenden, hvor lyset strømmer ind, og der ikke er noget, man skal.

Hvor man kan nyde freden og det smukke vejr – ude lidt af tiden, men mest inde fra varmen – helt uden dårlig samvittighed.

Nyde orkideerne, der bliver helt gennemsigtige af sollyset.

Arrangere de forvoksede multiflorahyacinter i en vase og dufte til dem.

Nyde blomsterne i buketten, jeg fik i fredags.

Og senere smelte sammen med sofaen med en god bog allerede om eftermiddagen, mens lyset stadig strømmer ind.

Den slags dage burde alle få lov at have en gang imellem. De er rigtig gode for sjælen.

God søndag.

Store, lyserøde krysantemum

Når man er på indkøb, er der dage, hvor intet ser indbydende ud, og der er dage, hvor næsten alt gør det. Blomsterne, man går forbi på vej ind, lyser mere, bjergene af grøntsager i grøntafdelingen har klarere farver og ser saftigere ud. Man får kreative køkkenideer af at kigge i kølediskene. Alt funkler bare lidt mere, og fristelser er svære at modstå.

Sådan en dag har jeg lige haft, og jeg faldt for et bundt store, lyserøde krysantemum. De var ret uimodståelige.

Der er noget med lyserødt på den her årstid. En farve så sart og spæd som det lys, der så småt begynder at komme igen. Man bliver glad af at se på den. Det er en optimistisk farve.

De tre store krysantemum blev anbragt i min mandelgaveskål – ja, jeg vandt mandelgaven for tredje år i træk. Når man er så heldig at have en søster – en søster, som både står for mandelgaven, og som arbejder hos Georg Jensen – er man ekstra heldig, når man vinder mandelgaven.

De tre fylder skålen sammen med lidt efeu og broget benved, og buketten spejler sig i skålens blanke sider.

Den slags dage handler nok mere om, hvordan man selv har det, når man går ind i butikken, end de handler om, at alle varerne bare er bedre den dag. Det siger logikken. Men – logik er jo bare datid af lad gå, så lad gå – man må gerne nyde det, når alt er ekstra godt, og man må gerne falde for en lille, men uimodståelig, fristelse.

God mandag.

Multiflora

Er man glad for blomster, skal man kaste sig over enhver plante med ‘multiflora’ i navnet. Multiflora betyder jo ganske enkelt mange blomster, og det er ikke så ringe.

Lige nu har jeg et par multiflora hyacinter stående i den lille terrin fra Moster Annas arvestel, og de kommer med masser af blomster.

Blomsterne er umiskendeligt hyacinter, de er lidt lettere og spinklere end de almindelige hyacinter, og de blomstrer over lang tid. Man har glæde af dem længe.

Jeg har ikke haft held med at plante dem ud i haven, selvom jeg har prøvet. De er ikke kommet igen. Det kan være et tilfælde, og det kan være, fordi de ikke er egnede til det. Jeg vil nu alligevel forsøge igen, og så vil jeg se at få lidt flere af dem og sætte dem i drivhuset til erstatning for julepynten.

Jeg tror helt sikkert, at englene derude går og savner lidt hyacintselskab, nu hvor rosenslyngeren drog sit sidste suk i sidste omgang frostvejr.

God onsdag.

Tulipaner i januar

Hvor man end sig vender hen i butikker fra blomsterbutikker, via Dagligbrugsen til kiosken på tanken, er der tulipaner til salg. Det er ikke så mærkeligt.

I det kolde vinterlys som det, vi har i dag, er der ikke noget skønnere end tulipaner i stuen. De hører til inde i vintermånederne og ude i foråret. Det giver faktisk fem måneder med tulipaner. Regner man de små juletulipaner med, er det et helt, halvt år. Det viser da, hvor vigtige tulipaner er for civilisationens beståen.

Den første buket i år var en overdådig, broget samling af knitrende skønheder. Et nytårsfyrværkeri.

Aalto vasen, som vi fik i bryllupsgave for mange herrens år siden, er som skabt til tulipaner. Der skal bare mange til at fylde den, så den ser ud, som det er meningen, den skal se ud.

I årets anden uge, hvor den barske økonomiske virkelighed efter julen ramte, blev det derfor et mindre bundt, jeg havde med hjem. Men mindre kan sagtens gøre det, hvis man kombinerer tulipanerne med blåbærris. De er smukt grønne, giver buketten lethed, og de holder blomsterne godt på plads. Nærmest som et gitterværk, man kan stikke tulipanerne ned i.

I stedet for 30 tulipaner, er 15 nok, og 10 kunne endda have gjort det. Nu var der 15 i bundtet, og det kan man jo ikke klage over. Det ser stadig dejligt og overdådigt ud – også med færre tulipaner.

Lige nu står der sartrosa tulipaner i vasen. De er så lyse og rene i farven, at man tydeligt kan mærke det første spæde forår lidt på forskud.

Stiller man buketten ud i den kolde baggang om natten, holder den en uges tid. Jeg regner med, at risene kan holde til flere omgange tulipaner – nu får vi se. Bliver de kedelige at se på, kan man finde andre ris i haven – troldhassel kunne sikkert også bruges – eller birkegrene.

God mandag.

Farveglæde i efterårsbedet

Den 13. oktober var på trods af sit tal slet ikke nogen uheldig dag. Nu ved jeg godt, at et tal i sig selv ikke kan betyde ulykke. Det er ren overtro, og alle ved jo, at det bringer uheld at være overtroisk.

Men er man ikke heldig, når man den 13. oktober kan gå ud i markbedet, hvor georginerne står, og plukke til sådan en skål?

Georginer er en stor sensommer- og efterårsglæde.

I skålen er der også frøstande fra tæppepileurt. Det er en plante, der skal styres lidt, men de fine aks er så pyntelige. De kan tørres og være lige så fine i juledekorationerne.

Og så er der uldtotterne fra klematis.

De små trolde pynter på de visne ranker derude, og de er rigtig gode i dekorationer. Claus Dalby viser i en af sine bøger en krans, der udelukkende består af de små, strithårede frøstande. Han skriver, at han giver dem en gang hårlak – så drysser de ikke. Værd at huske.

Er der nu nogen, der tænker: “Ja, ja. Det er godt nok med blomster på bordet, men skal der ikke også noget mad på bordet? Hvor bliver opskrifterne af?” Jamen, så kan jeg berolige dem med, at der bliver tid til at lave mad i weekenden, og sikkert også til at finde på noget nyt.

De seneste dage (læs: uger) har været tætpakket med aktiviteter, og at der overhovedet er blevet tid til at åbne en dåse baked beans og lave et spejlæg ind imellem, er lidt af et mirakel.

Der er også næsten et mirakel, at det er fredag i dag. Nogle gange trænger man meget til, at det bliver fredag.

Så: God fredag!

Lidt royal er man vel altid

Kongelys. Jeg elsker kongelys. Både de vilde i naturen, de fine hvide staudekongelys, der blomstrer i juli

og de gule staudekongelys med de meget mørke blade og de fine, næsten lilla blomstermidter. Mere royal end et kongelys er det da svært at blive.

Den er købt på grønttorvet i Aarhus for en del år siden. Flere gange har jeg troet, at den aldrig ville komme igen, for der var hverken skud eller blade langt hen i juli. Men så pludselig er den kommet hen i august. Liggende hen ad jorden, vokset op på få dage.

Så siger jeg hjerteligt velkommen og tøjrer den til den pind, den har at støtte sig til, og så er der blomsterfest i den næste måneds tid.

Den er sen. Meget sen. Sidste år lovede jeg Rita fra Blomstertøsens Have frø fra den. Men den nåede ikke at få modne frø. En tidlig lynfrost i oktober tog den, og den visnede ned, før frøene var modne.

I år håber jeg, at det lune vejr fortsætter, så vi får et langt, lunt efterår, og jeg håber på modne frø. Så kan Rita få frø, og jeg kan selv så nogle flere. For sentblomstrende stauder er nu en dejlig ting i haven.

God tirsdag.

Blomsterstyling hos Iben Riis

Ind gennem godsets port, over gården og op ad trappen.

Der bor Iben Riis, Frk. Iberis, og der har hun sit kreative værksted og sin yndige butik med blomster, dekorationer og spændende lopper.

Iben kan noget, ikke mange andre kan. Blomsterstyling. I lørdags var Margit Bruun og jeg på besøg, så Iben kunne finde vores indre diva/dronning/skovfe frem for os. Det var den hyggeligste lørdag, man kan forestille sig.

Vi fik sat hår, lagt makeup og kronen på værket: bundet blomsterkranse i håret. Bagefter tog Iben en forfærdelig masse billeder – så mange, at man næsten holdt op med at være selvbevidst foran kameraet.

Her fandt Margit sit romantiske jeg.

Det gjorde jeg også.

Og så fandt jeg to nye best buddies.

Hos Iben er der hjerte- og husrum, plads til dyr og mennesker. Iben har en evne til at kunne se, hvad der passer til folk og til at finde det frem af gemmerne. Hun har en helt særlig sans for det dekorative og romantiske. Både når det gælder blomster

og stof. Jeg tror, hun ser med hjertet.

Kommer du forbi Brenderup en torsdag eftermiddag, skal du kigge ind og besøge den hyggelige butik med de smukke inden- og udendørs dekorationer. Og har du lyst til at få fundet din egen indre diva/fe/dronning kan du ringe og bestille tid til en blomsterstyling. Det er en fortryllende oplevelse.

Rigtig god mandag.

Disney i drivhuset

Inde i drivhuset bor Skønheden og Udyret. Og som i Disneyfilmen – en af mine yndlings Disneyer – er Udyret en rigtig prins, og Skønheden en rigtig skønhed af den ikke helt almindelige slags. De lever lykkeligt sammen derinde i deres lune verden.

Alting står så smukt inde i drivhuset. Det er ikke regnet eller blæst i stykker, og sneglene har ikke ædt det hele. Det står, som det skal, og det er en fornøjelse at gemme sig for vind og regn derinde under glastaget, hvor der dufter af tomater.

Det synes Udyret, vores tudse – altså prinsen – også. Han bor i en væltet potte, hvorfra han betragter mig med sine tudseøjne, når jeg pusler og planter. Men kommer jeg med kameraet, bliver han genert, vralter om bag plantesækkene og gemmer sig i det grønne.

Vores drivhus er ikke kun fyldt med spiselige afgrøder, selvom de store aubergineplanter, chilierne og tomaterne fylder en del og laver en urskov, hvor en tudse kan forsvinde fuldstændigt.

Der er også blomster, der bare er til pynt. Rosenslyngeren slynger sig sammen med sommerblomster og potteplanter på ferie.

Og Skønheden nyder sin vinduesplads. Hun er en underskøn kalla, som jeg købte løg til i Aldi, da der var restsalg på løg i foråret. Der gik lang tid, før de første spirer dukkede op fra potten, og jeg havde næsten opgivet. Det var jo lidt sent på sæsonen, så måske var det for sent? Det var det ikke. Her er hun i al sin pragt. Skønheden.

For nogle år siden, havde vi en tudse, der overvintrede i en sæk med så- og priklemuld inde i drivhuset. Mon det er den samme tudse, der er der endnu? De siges jo at kunne blive gamle. Jeg skal i hvert fald sørge for, at han har et sted at gemme sig igen i år. Og løget til kallaen vil jeg også passe godt på, så de sammen kan finde ud af deres vinterhi næste år og igen nyde sommeren i drivhuset.

God fredag.

Save