Stort og småt fra hverdagen på landet
En af de dejligste ting ved blomster er at følge deres udvikling. Jeg kan følge en rose fra knop til bladdrys ude i haven og være lige lykkelig, hver gang jeg ser den – også otte gange om dagen. Det samme gælder blomster i buketter.
Nu har blomsterne fra FLOWR aftenen pyntet hos os i hele 12 dage. Fortsæt med at læse “Grøn udvikling”
Jeg må indrømme det – vores stue er simpelthen for lille til den mængde blomster, jeg af og til bringer ind i den.
De to store FLOWR buketter var mere, end stuen alene kunne rumme. Fortsæt med at læse “Fra én stor til flere små”
I går aftes var jeg sammen med en flok dejlige mennesker inviteret ud til FLOWR for at lære at binde den klassiske FLOWR buket.
– og selv få lov at kreere en. Fortsæt med at læse “En aften i blomsternes tegn”
Egentlig skulle jeg bare ind efter nogle grøntsager og et bundt hyacinter til vasen i køkkenet. Men… så var der et tilbud, jeg ikke kunne modstå.
12 stængler amaryllis for 50 kroner. Vildt. Jeg faldt for de fine koralfarvede med den lyse bagside og det glødende indre. Fortsæt med at læse “Amaryllisspam”
Det er lørdag, og det er virkelig blevet forår. Solen skinner skarpt gennem de bare grene og afslører alt det, som trænger til at blive gjort.
Men solen skinner også på Dorothealiljerne, der solbader fornøjet.
Og den skinner både på og gennem de gule krokus.
Et af fuglebadene er revnet her i vinter. Det holder ikke vand længere, men til gengæld har det jo så naturligt dræn, og man kan plante hornvioler i det.
Det bliver rigtig fint, når blomsterne vokser ud over kanten, og det gør de jo, når de først får rigtigt fat.
Der er en pippen og en kvidren, og vi kan høre bækken bruse. Jeg vil slet ikke tænke på, at det sagtens kan blive frost masser af gange endnu – jeg vil bare glæde mig over, at foråret er her i dag.
Rigtig god weekend.
Efter gårsdagens indlæg om at være ‘perfekt’, mødte jeg her til morgen en, der bare var perfekt helt af sig selv. Ikke på nogen demonstrativ måde, nærmest tværtimod. Ikke selv-iscenesat perfekt, men bare helt naturligt perfekt, fordi den ikke kan andet. En lille hornviol.
Årets første hornvioler er så stor en glæde, og den her med sine sart lysegule yderblade – måneskinsgule, som Claus Dalby kalder det – og den stærkt gule midte med de fine tegninger er helt uimodståelig.
De står på en bakke og venter på, det bliver weekend, så jeg kan arrangere og plante.
Deres søde ansigter vil lyse op i lang tid fremover.
Naturlige, livlige, hårdføre. Glimt af farve i en tid, hvor det meste ellers er lidt træt at se på. En start på den jublende glæde, der kommer med foråret.
Jeg tror, jeg må ind efter lidt flere på vejen hjem i dag. Hornvioler kan man næsten ikke få nok af. Vejrudsigten byder på let nattefrost hos os, men det kan de sagtens tåle. De er skabt til at lave forår, før vejret helt er med på det.
God fredag.
Sidste uge var egentlig ret hård, og fredag aften var jeg træt som et helt alderdomshjem efter søndagsfrokosten. Derfor var det endnu skønnere at vågne stille op lørdag morgen (efter otte timer i koma) til lys fra sol og sne. Til en solskinsdag, hvor sneen dækker alt det, der trænger til en kærlig hånd derude, så man passende kan ignorere det fuldstændigt.
Hvor der er tid til at tusse lidt rundt, være hjemme, ordne potteplanter og ordne vindueskarme. Der er en særlig ro over sådan en solskinsdag i weekenden, hvor lyset strømmer ind, og der ikke er noget, man skal.
Hvor man kan nyde freden og det smukke vejr – ude lidt af tiden, men mest inde fra varmen – helt uden dårlig samvittighed.
Nyde orkideerne, der bliver helt gennemsigtige af sollyset.
Arrangere de forvoksede multiflorahyacinter i en vase og dufte til dem.
Nyde blomsterne i buketten, jeg fik i fredags.
Og senere smelte sammen med sofaen med en god bog allerede om eftermiddagen, mens lyset stadig strømmer ind.
Den slags dage burde alle få lov at have en gang imellem. De er rigtig gode for sjælen.
God søndag.
Når man er på indkøb, er der dage, hvor intet ser indbydende ud, og der er dage, hvor næsten alt gør det. Blomsterne, man går forbi på vej ind, lyser mere, bjergene af grøntsager i grøntafdelingen har klarere farver og ser saftigere ud. Man får kreative køkkenideer af at kigge i kølediskene. Alt funkler bare lidt mere, og fristelser er svære at modstå.
Sådan en dag har jeg lige haft, og jeg faldt for et bundt store, lyserøde krysantemum. De var ret uimodståelige.
Der er noget med lyserødt på den her årstid. En farve så sart og spæd som det lys, der så småt begynder at komme igen. Man bliver glad af at se på den. Det er en optimistisk farve.
De tre store krysantemum blev anbragt i min mandelgaveskål – ja, jeg vandt mandelgaven for tredje år i træk. Når man er så heldig at have en søster – en søster, som både står for mandelgaven, og som arbejder hos Georg Jensen – er man ekstra heldig, når man vinder mandelgaven.
De tre fylder skålen sammen med lidt efeu og broget benved, og buketten spejler sig i skålens blanke sider.
Den slags dage handler nok mere om, hvordan man selv har det, når man går ind i butikken, end de handler om, at alle varerne bare er bedre den dag. Det siger logikken. Men – logik er jo bare datid af lad gå, så lad gå – man må gerne nyde det, når alt er ekstra godt, og man må gerne falde for en lille, men uimodståelig, fristelse.
God mandag.
Er man glad for blomster, skal man kaste sig over enhver plante med ‘multiflora’ i navnet. Multiflora betyder jo ganske enkelt mange blomster, og det er ikke så ringe.
Lige nu har jeg et par multiflora hyacinter stående i den lille terrin fra Moster Annas arvestel, og de kommer med masser af blomster.
Blomsterne er umiskendeligt hyacinter, de er lidt lettere og spinklere end de almindelige hyacinter, og de blomstrer over lang tid. Man har glæde af dem længe.
Jeg har ikke haft held med at plante dem ud i haven, selvom jeg har prøvet. De er ikke kommet igen. Det kan være et tilfælde, og det kan være, fordi de ikke er egnede til det. Jeg vil nu alligevel forsøge igen, og så vil jeg se at få lidt flere af dem og sætte dem i drivhuset til erstatning for julepynten.
Jeg tror helt sikkert, at englene derude går og savner lidt hyacintselskab, nu hvor rosenslyngeren drog sit sidste suk i sidste omgang frostvejr.
God onsdag.
Hvor man end sig vender hen i butikker fra blomsterbutikker, via Dagligbrugsen til kiosken på tanken, er der tulipaner til salg. Det er ikke så mærkeligt.
I det kolde vinterlys som det, vi har i dag, er der ikke noget skønnere end tulipaner i stuen. De hører til inde i vintermånederne og ude i foråret. Det giver faktisk fem måneder med tulipaner. Regner man de små juletulipaner med, er det et helt, halvt år. Det viser da, hvor vigtige tulipaner er for civilisationens beståen.
Den første buket i år var en overdådig, broget samling af knitrende skønheder. Et nytårsfyrværkeri.
Aalto vasen, som vi fik i bryllupsgave for mange herrens år siden, er som skabt til tulipaner. Der skal bare mange til at fylde den, så den ser ud, som det er meningen, den skal se ud.
I årets anden uge, hvor den barske økonomiske virkelighed efter julen ramte, blev det derfor et mindre bundt, jeg havde med hjem. Men mindre kan sagtens gøre det, hvis man kombinerer tulipanerne med blåbærris. De er smukt grønne, giver buketten lethed, og de holder blomsterne godt på plads. Nærmest som et gitterværk, man kan stikke tulipanerne ned i.
I stedet for 30 tulipaner, er 15 nok, og 10 kunne endda have gjort det. Nu var der 15 i bundtet, og det kan man jo ikke klage over. Det ser stadig dejligt og overdådigt ud – også med færre tulipaner.
Lige nu står der sartrosa tulipaner i vasen. De er så lyse og rene i farven, at man tydeligt kan mærke det første spæde forår lidt på forskud.
Stiller man buketten ud i den kolde baggang om natten, holder den en uges tid. Jeg regner med, at risene kan holde til flere omgange tulipaner – nu får vi se. Bliver de kedelige at se på, kan man finde andre ris i haven – troldhassel kunne sikkert også bruges – eller birkegrene.
God mandag.
