Stort og småt fra hverdagen på landet
Kimer, I klokker, ja kimer før dag i det dunkle… I december er vi oppe længe ‘før dag’ og helt bestemt ‘i det dunkle’. Klokkerne – både vækkeuret og kirkeklokken – ringer længe før solen får øjne, og vi tror ikke rigtigt på dem, for vi sov jo lige så godt i mørket.
Men op skal vi, op og i gang. Så er det godt at tænde morgenlys i alle de mørke hjørner. Fortsæt med at læse “Før dag i det dunkle”
Jeg ved godt, hvad jeg skal lave i august. Det myldrer nemlig ind med bookinger til B&B’en.
Og i år ser det ud til, at der kommer rigtig mange havefolk. Fortsæt med at læse “Der bliver nok at se til…”
En af de mest irriterende ting – ikke mindst til møder på arbejdet – er, når nogen konsekvent kommer for sent. Bevares. Det kan smutte for enhver. Men sker det hver gang, er det møgirriterende.
Det gælder også årstider. Fortsæt med at læse “Om at komme for sent”
I dag er det Valentine’s Day. Det er ikke noget, vi gør noget særligt ud af derhjemme, men det er nu en ganske fin og varmende ide at fejre kærlighed midt i den kolde vinter.
For når VINTERsolen skinner, bli’r jeg glad… En let omskrivning af Svantes sang, Hilsen til forårssolen. Svante, forklædt som Poul Dissing (eller også var det omvendt), synger om forårssolen, og der er da heller ikke noget dejligere.
Det er hvidt derude i dag, og nordenvinden farer isnende omkring hjørnerne på bygningerne. Kyndelmisse slår sin knude.
Vi er lige kommet hjem fra Fortsæt med at læse “Midvinter og Kyndelmisse”
Det sner derude, og jeg arbejder hjemmefra i dag. Det er hyggeligt – og effektivt. Jeg når det hele på den halve tid, fordi der ingen forstyrrelser er, og så er udsigten til vintermarker nu en hel del bedre end udsigten til byggepladsen inde ved universitetet.
Alle, der har læst med bare siden sidste vinter, ved, at jeg elsker frostmorgener. Frost og sol er for mig lige så skønt som en sommerdag. Sådan en dag er det i dag, og så snart solen dukkede op over horisonten, var jeg ude og gå tur med knasende rim under støvlerne.
Fortsæt med at læse “Solskinssøndag med knas under støvlerne”
Sidste uge var egentlig ret hård, og fredag aften var jeg træt som et helt alderdomshjem efter søndagsfrokosten. Derfor var det endnu skønnere at vågne stille op lørdag morgen (efter otte timer i koma) til lys fra sol og sne. Til en solskinsdag, hvor sneen dækker alt det, der trænger til en kærlig hånd derude, så man passende kan ignorere det fuldstændigt.
Hvor der er tid til at tusse lidt rundt, være hjemme, ordne potteplanter og ordne vindueskarme. Der er en særlig ro over sådan en solskinsdag i weekenden, hvor lyset strømmer ind, og der ikke er noget, man skal.
Hvor man kan nyde freden og det smukke vejr – ude lidt af tiden, men mest inde fra varmen – helt uden dårlig samvittighed.
Nyde orkideerne, der bliver helt gennemsigtige af sollyset.
Arrangere de forvoksede multiflorahyacinter i en vase og dufte til dem.
Nyde blomsterne i buketten, jeg fik i fredags.
Og senere smelte sammen med sofaen med en god bog allerede om eftermiddagen, mens lyset stadig strømmer ind.
Den slags dage burde alle få lov at have en gang imellem. De er rigtig gode for sjælen.
God søndag.
Jeppe Aakjær må da vist have haft problemer med hørelsen. Spurven sidder stum bag kvist? Det gør den altså ikke. Der er mindst 50 af dem, og de kvidrer og blafrer og flagrer og kvidrer. Og så spiser de. Meget. Der er solsikkefest derude.
Det er ikke kun spurvene, der er med til gildet. De andre er der også. Hr. og Fru Dompap, rødhalsen og bogfinkerne,
sumpmejsen, blåmejsen, spætmejsen og musvitterne og alle de andre rødder.
De mange, smukke vintersange om kulde, sne og lange, hårde vintre blev skrevet under det, vi i dag kalder den lille istid. En kold periode, der varede fra ca. 1300 til ca. 1850 plus/minus en træskohæl. Vintrene var koldere og længere – måske på grund af Golfstrømmen, måske på grund af solaktivitet og måske på grund af vulkanudbrud – det vides ikke med sikkerhed. Men det er helt sikkert, at det ikke har været så nemt at være til dengang. Hverken for fugle, dyr eller mennesker. Der blev nok ikke fodret dagligt med masser af solsikkefrø. Så måske sad spurven virkelig alene og stum bag kvist?
I dag har jeg kunnet kigge ud på fuglene i haven, mens jeg har arbejdet hjemmefra. Det er dejligt at kunne det en gang i mellem.
God torsdag aften.
