vinter – Dalsgaard i Skivholme

Solskin, sne og stille ro

Sidste uge var egentlig ret hård, og fredag aften var jeg træt som et helt alderdomshjem efter søndagsfrokosten. Derfor var det endnu skønnere at vågne stille op lørdag morgen (efter otte timer i koma) til lys fra sol og sne. Til en solskinsdag, hvor sneen dækker alt det, der trænger til en kærlig hånd derude, så man passende kan ignorere det fuldstændigt.

Hvor der er tid til at tusse lidt rundt, være hjemme, ordne potteplanter og ordne vindueskarme. Der er en særlig ro over sådan en solskinsdag i weekenden, hvor lyset strømmer ind, og der ikke er noget, man skal.

Hvor man kan nyde freden og det smukke vejr – ude lidt af tiden, men mest inde fra varmen – helt uden dårlig samvittighed.

Nyde orkideerne, der bliver helt gennemsigtige af sollyset.

Arrangere de forvoksede multiflorahyacinter i en vase og dufte til dem.

Nyde blomsterne i buketten, jeg fik i fredags.

Og senere smelte sammen med sofaen med en god bog allerede om eftermiddagen, mens lyset stadig strømmer ind.

Den slags dage burde alle få lov at have en gang imellem. De er rigtig gode for sjælen.

God søndag.

Spurven sidder stum bag kvist?

Jeppe Aakjær må da vist have haft problemer med hørelsen. Spurven sidder stum bag kvist? Det gør den altså ikke. Der er mindst 50 af dem, og de kvidrer og blafrer og flagrer og kvidrer. Og så spiser de. Meget. Der er solsikkefest derude.

Det er ikke kun spurvene, der er med til gildet. De andre er der også. Hr. og Fru Dompap, rødhalsen og bogfinkerne,

sumpmejsen, blåmejsen, spætmejsen og musvitterne og alle de andre rødder.

De mange, smukke vintersange om kulde, sne og lange, hårde vintre blev skrevet under det, vi i dag kalder den lille istid. En kold periode, der varede fra ca. 1300 til ca. 1850 plus/minus en træskohæl. Vintrene var koldere og længere – måske på grund af Golfstrømmen, måske på grund af solaktivitet og måske på grund af vulkanudbrud – det vides ikke med sikkerhed. Men det er helt sikkert, at det ikke har været så nemt at være til dengang. Hverken for fugle, dyr eller mennesker. Der blev nok ikke fodret dagligt med masser af solsikkefrø. Så måske sad spurven virkelig alene og stum bag kvist?

I dag har jeg kunnet kigge ud på fuglene i haven, mens jeg har arbejdet hjemmefra. Det er dejligt at kunne det en gang i mellem.

God torsdag aften.

En forårsengel i snevejret

Der ligger faktisk en del sne derude her til morgen. Ikke et tykt lag, men det sner endnu, så hvem ved, hvad dagen bringer?

Sneen sætter sig i klumper under hundens poter, og hun beder venligst om at få kortet turen af, så hun kan komme ind og tø op. Når man er en 13 år gammel hund, gider man ikke så meget snepjat længere.

Inde i varmen er det hyggeligt at blive mødt af en forårsengel. En lille forårsengel, der ser ud til at være på vej ud for at hænge fuglehuse op.

Fuglene kan da også godt bruge et sted at lune sig i dag i den stride østenvind. Vi må hellere huske at give dem lidt ekstra solsikkekerner i dag.

God onsdag.

En beskeden, lille bitte vintergæk

Det var trist og koldt derude
Vinterklædt stod mark og vang.
Sneen hvirvled´ vildt ved rude.
Stormen sang sin klagesang.
Men bag præstegårdens hække.
Titted´ frem bag sneens dække
En beskeden, lille bitte vintergæk.

Den gamle sang om vintergækken, der bliver plukket af en lille dreng og sat ved moderens sygeleje, faldt jeg over i går aftes. Jeg kendte den ikke, og det første vers greb mig med sine poetiske rim. Det er en rigtig sentimental tåreperser. En sang af den slags, der var så populære dengang i starten af 1900 tallet, som vi smiler af nu, men alligevel røres lidt af.

Moderen bliver rask, skulle jeg hilse og sige, så den ender godt. Den ender med liv og glæde, og liv og glæde er jo lige det, vi ser, når vi ser de små hvide vinterblomster. Ja, allerede, når vi ser de første spirer. Liv og glæde forude.

På det lille bord ved lejet,
dér fik vintergækken plads.
Den blev fredet, den blev plejet,
i et lille blomsterglas.
Håbet hos den syge vaktes,
ved det sommerbud der bragtes,
gennem barnet, og den lille vintergæk.

I dag ligger der lidt frosne snefnug i alle revner og sprækker derude. Der skal komme mere sne, siger de, og vinden vil føles kold, kold, kold. Det er februar, dyb vinter – men den lille vintergæk er kommet, og den fortæller os, at det kun er en overgang. Det bliver forår, når det bliver den tid.

God tirsdag.

I morgen er det Kyndelmisse

I morgen er det Kyndelmisse. Kjørmes Knud, som det hedder i sangen om sneflokkene, der kommer vrimlende. Dem har vi ikke set meget til i denne vinter, og det ser ud til, at Kjørmes Knud kommer med vandkoldt vejr og skyer, der hænger helt nede over bakkerne. Ikke opløftende.

Så er det, jeg må finde mit indlæg om, hvordan man undgår vinterdepressioner frem for at minde mig selv om, hvad man kan bruge sådan en første februar til.

For vi kan ikke fremskynde foråret, og vi kan ikke trylle en god og fyndig snestorm frem.

Man kan kigge på billeder af vinter med knitrende frost og sol på sne.

Man kan også kigge i frøkataloger og på nettet og drømme lidt om det forår, der snart er på vej.

Men ikke for meget drømmeri, for så hænger man bare med mulen og bliver utålmodig – uden at kunne gøre noget ved det.

Jeg vil sy nye gardiner til køkkenet. Og nye hynder til køkkenstolene. Jeg vil købe nogle flere tulipaner. Jeg vil lave mad, der gløder af chili og fjernøstlige dufte. Jeg vil forbi biblioteket og finde en rigtig god bog – en eskapistbog med både mord og kærlighed. Og jeg vil se Badehotellet, hvor alting lyser sommerskønt, og jeg vil slukke igen før TV avisen – og især før vejrudsigten.

God første februar.

En overspringshandling

Når himlen får den der stålgrå farve allerede om morgenen, ved man godt, der er et uvejr på vej. Det er afsindigt flot, men også lidt foruroligende.

Solen stod op i går – sent selvfølgelig – solen er B-sol om vinteren,

men inden længe var den slugt af skyer, og vinden strøg koldt gennem ådalen.

Aftenen bød på årets første snevejr, og jeg må nok indrømme, at jeg håbede så inderligt på at sne inde. Som Krumme siger i Krummes Jul: Sne helt op til tagrenden. Sådan gik det ikke. Der er faldet lidt sne, og det er stadig hundekoldt.

Men der er ikke faldet mere, end at jeg må se at få læst korrektur på den artikel, jeg skal læse hjemmefra og så komme ind til Aarhus på arbejde. Jeg nyder nu lige at sidde her lidt og læse korrektur – og lave en lille overspringshandling ved at vise jer billederne. Det er bare mere hyggeligt herhjemme end alle andre steder.

God torsdag.

En sær fornemmelse…

Der manglede ligesom noget i stuen her til morgen. Lyset var rigtigt, følelsen af morgenfred var rigtig, men – hvor var juletræet? Og julepynten? Vinterlys, snelys… juleferielys.

Snelyset i stuen siger helt klart juletid, selvom det kun er november. Og endda kun første halvdel af november. Det giver en sær fornemmelse af tidsforskudthed. Har vi sovet over os? Er der gået en måned?

Et kig op ad vejen fra køkkenet siger også vinter. Det sner. Men der er grønne og gule blade på hækken under sneen.

Ude i haven står oktoberstormhatten med sne på de fine, tynde blomsterblade.

Verden er vist lidt af lave, men det har den vel altid været. I dag måske lidt mere end normalt, eftersom det ser ud til, at Trump er den nye amerikanske præsident. Og dog – amerikanerne har denne gang valgt en selvcentreret forretningsmand og reality stjerne. Da de valgte Reagan i firserne, valgte de en falleret B-skuespiller. Det er vel noget af det samme, bare i opdateret version, og det gik jo alt sammen alligevel. Det gør det nok også denne gang.

God onsdag.

10 tips mod vinter-nedtrykthed

Ikke alle dage i det sene efterår og vinteren er smukke og solrige med sprød frost under fødderne.

Der er mange flere dage som i dag, hvor det blæser, regner og bare er grundtrist at se på. Nogle får deciderede vinterdepressioner af det, mange andre går bare og har det småskidt i hele den mørke tid. Føler sig slatne og uenergiske og sukker efter sommer og lys.

Sådan har jeg det sjældent. Jo, jeg kan godt blive lidt utålmodig, når vi når februar, men ligefrem depression? Nej. Jeg tror, det er fordi, der er så meget at hygge sig med i den mørke tid.

Jeg har prøvet at tænke lidt over, om jeg kan give nogle tips videre. 10 af dem kommer her, og så kan du jo se, om der er en ide eller to, du kan bruge, hvis du er vinterked.

1.
Vær så meget ude som muligt om dagen. Frisk luft og den smule lys, der er, løfter humøret. Det er svært i hverdagen, når man går på arbejde, men bare en lille tur ud i frokosten kan gøre en forskel. I hvert fald er det skønt at komme ind igen…

En tur i haven, marken, skoven eller stranden i weekenden er den rene livseliksir.

2.
Gå i gang med at lære noget nyt. Noget indendørs hyggenyt, der kan engagere dig og få dig ud af dig selv. Kan du hækle? Strikke? Male med kalkmaling? Bage? Snakke fransk? Ellers er det nu, du har tid til at lære det.

3.
Tænd lys. Både lamper og levende lys. Ude og inde. Du står ikke ved dødens port, fordi du tænder et par stearinlys.

4.
Bøger. Uden bøger går man kold. Bøger indeholder verdener, du ikke har besøgt endnu. Du har garanteret en læseliste så lang som en arm, fordi du har været i haven hele sommeren og ikke nået at læse alle de nye bøger, der er kommet. Så afsted til biblioteket!

5.
Mad. Gør noget ud af det. Varm simremad. Krydderier. Rodfrugter. Peberrod. Kartoffel- og rodfrugtmos. Vintergrøntsager passer til vinteren. Glem alt om tomater og salatblade. De smager ikke af noget, før solen kommer igen.

6.
Tæpper. Hav lune tæpper i sofaen og i lænestolen. De varmer mentalt og hygger, også selvom du måske har både gulvvarme og 21 grader.

7.
Sov meget. Så meget du kan komme til. Søvn er sundt, modvirker både rynker og deller, og man har brug for mere søvn i den mørke tid.

8.
Film. Gå en tur i biografen, eller optag de gode film, fjernsynet altid viser umuligt sent om natten, så du kan se dem på et mere menneskeligt tidspunkt. Film er ligesom bøger – de bringer dig ud af dig selv.

9.
Tanker. Tænk ’hvor skal jeg hygge mig i aften med at…’ i stedet for at tænke ’øv, hvor er det mørkt’. Det er ligesom at smile, når man er sur. Man bliver gladere af det – det er vist bare kemi, men det virker.

10.
Blomster. Hyacinter, tulipaner, buketter og grønt. Blomster inde lyser op i den mørke tid, og alt det, der lyser op omkring dig, lyser op i dig.

Når jeg tænker efter, handler de fleste af tipsene om at glemme sig selv og være optaget af noget andet. Det gør vi vel alle sammen på hver sin måde, men pluk bare en håndfuld ideer, hvis du har lyst – og se så, om ikke det bliver en dejlig vinter også for dig i år. Uanset vejret.

God søndag.

Atter vinden om til nord

Den helt usædvanlige lørdag, hvor der både var solskin og vindstille, blev hurtigt afløst af en isnende vind fra nord, der nu går til marv og ben. Det er lidt træls.

Det syntes St. St. Blicher vist også, da han skrev ‘Det er hvidt derude’ i 1838.

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Der er så meget, man gerne vil derude. Men det er for koldt til at begynde at fjerne staudetoppe og visne blade – jeg vil ikke rykke dynen af haven i den kulde. Ventetiden kan så bruges på at rydde op, forspire chili i minidrivhusene

og på at tænke lidt over tidens gang.

1838. Det var et andet Danmark. Der boede omkring en million mennesker i hele landet. Der var så meget, de ikke havde, som vi har nu. Vejene var horrible. Det tog et par dage at komme fra Aarhus til Viborg – og det meste af en dag at komme fra Skivholme til Aarhus. Alligevel syntes de, at de levede i moderne tider. Det har man nok altid gjort.

Vores gamle stald, hvor pillefyret nu står, var allerede godt 50 år gammel på den tid.

Vores hus var ikke bygget – der stod et andet og ældre hus på grunden dengang. Mon et som det her? Billedet er fra Skivholme fra 1800-og-et-eller-andet.

Jeg har læst i lokalhistorien, at præsten i byen dengang samlede på fortidsminder. Og at han havde en væsentlig rolle i, at Borum Eshøj blev udgravet. Jeg forestiller mig, hvordan han i februardagene sad og læste, skrev og katalogiserede. Ilden buldrede i kaminen, så han var varm på den ene side og kold på den anden. Der var ikke konvektionsovne, og han havde ikke nogen bærbar eller internet. Det var helt, helt anderledes dengang.

Og dog. De mennesker, der levede dengang, var ikke anderledes end os, der lever nu. De var også godt og grundigt trætte af frost, af vinter, mudder og mørke, når de nåede hen i februar. Med meget større grund, for de havde, som sagt, ikke de bekvemmeligheder, vi har nu. Eller blomsterbutikker i nærheden, hvor de kunne, og endda havde råd til, at købe lidt forår.

Faktisk er vi nogle forkælede brokkehoveder. Men det er nok gået over i den genetiske hukommelse, at februar er kort, men lang!

God mandag.

Den kedsom vinter gik sin gang

Sneen forsvandt. Mudderet genopstod. Og nu blæser det igen. Man kunne måske nok gå hen og blive lidt småtræt af det hele. Og dog. Der, hvor sneen endnu ikke var helt væk, rejste tågen sig og smøg sig ind mellem træerne.

En anden form for eventyrlandskab.

Fuglene gik helt over gevind, der var en fløjten og en piften, og spurvene glemte helt at spise, fordi de skulle slås i stedet for.

Falske forårsfornemmelser? Det kan man godt få, når temperaturen går fra minus 14 til plus 7 på så kort tid.

På vej hjem i dag vil jeg forbi Billigblomst og købe løgplanter. De er den sene vinters store glæde indendørs – og udendørs, hvis temperaturen holder sig på den lune side af frysepunktet. Og mens jeg arrangerer de små løg, vil jeg synge den her:

Den kedsom vinter gik sin gang,
den dag så kort, den nat så lang
forandrer sig så lempelig;
den barske vind, den mørke sky
må fly.
Man frygter ej, at sne og slud
skal møde dem, som vil gå ud:
ti lad os gå,
at skue på,
hvor smukt naturen sig beter
og ler.

God onsdag.