dekorationer – Dalsgaard i Skivholme

Nu juler vi i haven

Efter besøget i Fru Pedersens julehave gik jeg længe rundt i vores egen have og vurderede, hvor der skulle sættes ind med julepynt, og hvor jeg ville lade haven gå lige så stille i vinterhi.

Jeg startede det luneste sted, nemlig i drivhuset. Drivhuset er oplagt, for det går vi forbi hundrede gange om dagen. Der blev ryddet op – (Hvorfor er der altid så meget at rydde op i et drivhus??? Jeg syntes lige, jeg havde gjort det…) og der blev pyntet.

Engle og gran – og engle og gran. Efterhånden er der en del engle, der er flyttet hertil.

Den Dalgaardske Engleflok kunne man fristes til at kalde dem…

Helt utroligt blomstrer rosenslyngeren endnu på trods af frosten i sidste uge. Et lille mirakel, men drivhuset ligger også godt i læ af skrænten, så der har ikke været så koldt som oppe på marken.

Der er stadig meget, der skal pyntes derude – resten af drivhuset, juletræ i pavillonen og gran og lanterner på de steder, hvor vi kommer forbi ofte. Og der skal hænges lyskæder op. Men – jeg vil nu lade det vokse stille og roligt frem. Selve pynteprocessen er så dejlig, at den skal der ikke jawwes med.

I eftermiddag skal jeg på kursus hos Anettes Flora – det glæder jeg mig meget til, og mon ikke, det vil få en vis indflydelse på, hvordan jeg vil pynte op andre steder i haven?

God søndag.

Glæde ved glas til pynt og planter

Den smukke og ret store krystalvase fik jeg i fødselsdagsgave. Så snart jeg så den, tænkte jeg: Orkideer. Miniorkideer.

Det er en af den slags vaser, der passer til en enorm buket, og som kræver et stort og luftigt rum, som hallen i et engelsk herresæde. Bor man en anelse mere beskedent, passer tre miniorkideer lige ned i vasen med dens brede bund og dens smallere åbning. Det er næsten som et minidrivhus i luksusudgave.

Der er noget ved planter bag glas. I glasset findes en lille verden med sit eget landskab og klima. Det behøver ikke at være en krystalvase, et stort sylteglas har samme effekt. Amaryllisløg i bunden af et stort sylteglas med lidt mos og naturpynt kan nydes gennem glasset først, og senere kan glasset hjælpe med at holde de lange stængler.

Små kaktus bor også godt bag glas.

Der har de deres helt egen lille, private ørken.

Glas er godt, også når man er en helgen. Sankt Therese står oftest bag glas til jul. Det giver hende lidt mere pondus, og en glaskuppel er en måde at samle småpynt, så der ikke går helt Gertrud Sand i det…

Der er nu kun under tre uger til første søndag i advent. Det er nok ikke for tidligt at begynde at gøre sig lidt tanker om det – og tænke lidt over, hvad der så skal puttes i den store, nye vase? Og i glaskuplen? En lille cypres, lidt mos og små kogler, måske? Lykkelig forberedelsestid forude.

God fredag.

Save

Farveglæde i efterårsbedet

Den 13. oktober var på trods af sit tal slet ikke nogen uheldig dag. Nu ved jeg godt, at et tal i sig selv ikke kan betyde ulykke. Det er ren overtro, og alle ved jo, at det bringer uheld at være overtroisk.

Men er man ikke heldig, når man den 13. oktober kan gå ud i markbedet, hvor georginerne står, og plukke til sådan en skål?

Georginer er en stor sensommer- og efterårsglæde.

I skålen er der også frøstande fra tæppepileurt. Det er en plante, der skal styres lidt, men de fine aks er så pyntelige. De kan tørres og være lige så fine i juledekorationerne.

Og så er der uldtotterne fra klematis.

De små trolde pynter på de visne ranker derude, og de er rigtig gode i dekorationer. Claus Dalby viser i en af sine bøger en krans, der udelukkende består af de små, strithårede frøstande. Han skriver, at han giver dem en gang hårlak – så drysser de ikke. Værd at huske.

Er der nu nogen, der tænker: “Ja, ja. Det er godt nok med blomster på bordet, men skal der ikke også noget mad på bordet? Hvor bliver opskrifterne af?” Jamen, så kan jeg berolige dem med, at der bliver tid til at lave mad i weekenden, og sikkert også til at finde på noget nyt.

De seneste dage (læs: uger) har været tætpakket med aktiviteter, og at der overhovedet er blevet tid til at åbne en dåse baked beans og lave et spejlæg ind imellem, er lidt af et mirakel.

Der er også næsten et mirakel, at det er fredag i dag. Nogle gange trænger man meget til, at det bliver fredag.

Så: God fredag!

Skønne dahlia

Dahliaerne – georginerne, som jeg nu stadig kalder dem for mig selv – blomstrer stort i markbedet. Jeg satte de knolde, der ikke var blevet spist af mus eller var gået til på anden måde, i tre rækker i markbedets bredde. Cirka 15 meter georginer lige til at plukke af.

Det er de lilla og mørkerøde, der er flest overlevende af. Jeg havde suppleret med nogle nye knolde i blandede farver, og de blomstrer også smukt. Der er bare ikke så mange af dem – endnu. Alligevel er der nok at plukke af, for jo flere man plukker, jo flere kommer der. Deres hoveder er tunge, så de bliver sat i Oasis i skåle rundt omkring i huset.

Det grønne drys er umodne hyldebær. Sådan en buket i en skål kan man have glæde af længe. De står op mod en uges tid.

Dahlia er eftersommerens skønneste, tror jeg…

God lørdag.

Sensommerkurv

Den smukke jernkurv, jeg købte hos Anette fra Anettes Flora, var kommet til at se lidt trist ud. De gule margueritter, der ellers havde pyntet siden starten af juni,

var efterhånden blevet livstrætte, og de endte deres dage på de evige kompostmarker.

Nu er kurven opdateret til sensommerversionen med lyng og sølvgråt.

Den lille, fine krybende læbeløs med de brogede blade passer perfekt til både lyngen og de grå planter.

Det grå løv fremhæver lyngens farve.

Vi er gået ind i den sidste del af august, og efteråret er lige om hjørnet. Først skal vi vist have et par endda meget varme dage, og så er det tid til at synge om den blå septemberhimmel.

God mandag.

Forårsløg i nyt og gammelt

Syv små potter med forårsløg. Krokus, perlehyacinter, hyacinter og små påskeliljer. Nok til to forårsskåle. De små forårsløg er så glade at have stående inde, når det er vinter med rusk og regn derude – og det skal jeg da lige love for, at det er. Både rusk og regn.

I Old English skålen, som jeg fik i julegave, kom der krokus, perlehyacinter og en enkelt stor hyacint. Der blev dækket med mos og bark og stukket lidt troldegrene i til at give højde og lethed.

Resten af de små løgplanter kom i arvestellets store terrin og pynter nu på spisebordet.

En lille, spirende skovbund.

Det var min mormors søster, Moster Anna, der oprindeligt havde det kønne Rosenthal stel med de små rosenranker på.

Låget til terrinen

er klinket,

og hver gang jeg ser det, smiler jeg og tænker på min mormor, og hvordan hun opgivende slog ud med hænderne og fortalte, hvorfor man aldrig skulle lade Anna vaske op. Hun slog nemlig tingene i stykker, sagde hun og rystede på hovedet med sammenknebne læber.

Når man arver noget, arver man ikke kun tingen. Man arver også historien – og de minder, tingene fremkalder. Havde skålen været perfekt, ville der ikke være noget at smile af, og Moster Anna kunne altså meget andet end at slå skår i postelinet. Hun var grundenergisk og også en meget talentfuld porcelænsmaler. Især blomster var hun god til – man kunne næsten dufte dem, ligesom man om et par dage vil kunne dufte hyacinterne, der nu står i terrinen.

God torsdag.

Roser i januar

I julegave var jeg så heldig at få en af de kønne skåle fra Holmegaard. Old English hedder den, og som de fleste nok ved, er det Claus Dalby design. Det har han nu gjort godt.

Den kan bruges til utallige dekorationer, og det skal den også nok blive.

Jeg mødte et bundt roser, der meget gerne ville med hjem og prøve skålen, og det fik de lov til. De var ikke til at modstå. Store, tætte og dejligt klare i farven.

De blev klippet meget korte og sat i oasis sammen med lidt af det grå løv fra julebuketten og nogle af deres egne blade. Oasisklumpen er dækket af store efeublade fra haven. Så var der grenene tilbage. De var så flotte, at de fik deres helt egen plads. Det ville da være synd at smide dem ud. De kan genbruges i en ny dekoration på et tidspunkt, tror jeg.

Det blev den første dekoration i Old English skålen – helt sikkert den første af mange.

God søndag.

Julestjerner

Snebolden ruller hurtigere og hurtigere ned ad bakken mod jul. I går blev der lavet brunkagedej – efter Camilla Plums opskrift (bare uden sukat og kun halv portion) – og købt julestjerner. Mørkerøde julestjerner, ja næsten bordeaux julestjerner.

De står i køkkenvinduet og passer smukt til den betonskål, jeg fik af Margit Bruun fra Bruuns Have, da de besøgte os i sommer. Det er kun nogle få måneder siden. Men som en helt anden verden. En sommerverden med lys, lange dage og lyse aftener. Blade på træerne og blomster i bedene.

På den her årstid må vi selv skabe lys. Naturen er mildest talt usamarbejdsvillig. Men så gør vi det. Sætter lys alle vegne udenfor,

og pynter med dekorationer og levende lys inde.

Så kan den lære nemlig lære det. Naturen altså. Jeg tror, den bliver nødt til at høre efter. Det skulle ikke overhovedet ikke undre mig, om lyset fandt på at vende. Snart. Om en uges tid vil jeg tro? Man skal jo heller ikke give sig for let.

God fredag.

Årets adventskrans

Så blev jeg færdig. Nu står adventskransen bare der og venter. Venter på, at det bliver i morgen. Første søndag i advent.

Jeg havde gjort mig mange overvejelser. Først havde jeg tænkt en krans bundet af lærkegrene og kun lidt pyntet. Men helt ærligt – det blev for minimalistisk. Kedeligt. Pænt, men uden den overdådighed, jeg elsker. Der skal være lidt at gå på opdagelse i.

Kransen er lavet på en våd oasiskrans, hvor det grønne er stukket i og nålet, så det bliver, hvor det skal. Blød ene, cypres, buksbom, fyrrenåle og efeublade. Jeg startede med at markere med mos, hvor lysene skulle stå. Så blev mellemrummene fyldt op med grønt, og til sidst blev der pyntet med barkstykker, små æblekviste, lærkekogler og nogle søde små kobberblomster og blade. Til sidst røg der altså også lige et par små kobberfarvede julekugler i – for det er jo en adventskrans, ikke? Der må godt være et par kugler.

Lysene er ret store. Også lidt for store til kransen, der ellers har en diameter på godt 40 cm. Det er med velberåd hu, for i den første adventsuge tænder vi lyset hver aften. I den anden adventsuge brænder der to, osv. Til sidst, når det første lys er brændt ned, lader vi de andre brænde ned et efter et, og så er det nytår.

Er der mon noget, der hedder Lille-adventsaften? For det må jo så være i aften. Aftenen før aftenen, dagen før dagen, hvor vi må tænde det første lys.

God lørdag.

På kursus hos en mester – anden del

Vi nåede skam mere end det, jeg viste i går. Et lille træ af hvidtjørn.

Og denne lille vase, der er flettet af stangmos på et af Else-Maries jernstativer. Den er lille, den er yndig, og den tog en krig at lave.

Her ser du den i virkeligheden og i Else-Maries nye bog, Et Blomsterliv, hvor der også er vejledning i, hvordan man laver den. Det er en rigtig god bog, jeg vil vende tilbage til igen og igen. Også bare for at kigge på noget smukt.

Min vase mangler stadig at få en gang lak. Else-Marie foreslog, at man lavede nogle stykker og satte dem sammen. Det ville da også se godt ud. Men… jeg tror nu nok, min skal hedde ‘den eneste ene’. Der er jo ikke ubegrænsede mængder af tid til rådighed, hvis man gerne vil nå lidt af det hele. Og det vil jeg gerne. Der skal også læses bøger, ordnes have, passes arbejde, bages brød, laves lækker mad og meget, meget mere.

Og lørdag aften, da jeg kom hjem fra kursus, lavede vi da også lækker lørdagsmad:

En kalve roastbeef af egen avl (lavet på ‘den sædvanlige måde’) med sellerisalat til. Mennesket lever ikke af pynt alene – men heller ikke ret godt uden, vel?

God tirsdag.