Stort og småt fra hverdagen på landet
Nu er de lyse nætter rigtig begyndt. I går, da solen nærmede sig sengetid, tog Fie og jeg en lille tur ud til udsigtshaven for at sige godnat til den.
Nu kan vi igen se aftenlys. Det lys, der spreder guld ud over landskabet, lige før solen går om bag bakkerne, og lyset falmer til blåt og svinder til nattegråt. Fortsæt med at læse “Aftensol på ranunkelbusken”
Alt bliver grønnere og grønnere derude, og med gøgens kukken i baggrunden er der i weekenden skabt nogenlunde orden i haven.
Det gør ret ondt i ryg, hænder, arme, skuldre, ben – øh, er der noget, jeg ikke har nævnt? Der gør det sikkert også ondt. Det har været en af de weekender, som kiropraktorerne glæder sig over. Fortsæt med at læse “En travl forårsweekend”
Nu dækker anemonerne skrænten og den gamle frugthave. I tusindtal.
Det er et dejligt syn. Anemonetæpper med solpletter. Fortsæt med at læse “Mirabeller og anemoner”
Nu springer hyacinterne ud i haven. Dem, der står på solsiden kommer først.
Omme i skovhaven, hvor skrænten skygger for solen, er de kun lige ved at stikke blomsterknopperne frem. Det giver en dejlig og lang sæson Fortsæt med at læse “Forårsløg i sol og skygge”
Den er god nok. De fås også i lyserød. Man ser dem ikke så tit, men de findes.
I søndags så jeg årets første anemoner i haven.
På de få dage fra i søndags til i dag er der kommet mange, mange flere. Der er små grupper i alle bede, for de spreder sig ind i haven fra skoven på skrænten, hvor de står som hele tæpper. De er velkomne. Fortsæt med at læse “Anemonernes poesi”
Solen og det lune vejr har lokket de flittige bier frem. De samler pollen fra alle havens blomster. Især fra krokus og juleroser/påskeklokker.
Havearbejde er sjovt.
Og det bliver da ikke mindre sjovt, når man finder en gammel bold bag buskene. Fortsæt med at læse “Havearbejde”
Man kan godt opleve noget stort, når man går ud efter avisen en tidlig lørdag morgen. Klokken var knap syv, men der var allerede en smal stribe lys mod øst oppe over bakken.
Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)
Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.
Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.
Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.
Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.
Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.
Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.
Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?
God søndag aften.
