forår – Dalsgaard i Skivholme

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

Gult, hvidt og grønt i forårshaven

I haven, i hegnene, på markerne – alle vegne lyser det gult. Sådan en diset morgen i maj er udsigten fra min computerplads ovenpå et studie i gult og grønt.

Rapsen blomstrer, så luften er tyk af pollen. Man kan dufte den helt ind i stuen. Mælkebøtterne lyser gult i græsmarkerne (til Bondemandens store fortrydelse) og ranunkelbusken er sprunget ud i al sin solskinsgule pragt.

Også Mahoniebusken blomstrer.

Det er som om blomsterne vil minde solen om, at den gerne må skinne. Og alligevel er det regnen, der har kaldt alt det grønne frem. Det er næsten overvældende, som alt er blevet grønt i de sidste dage. Som en grøn eksplosion. Selv egetræerne langs vejen er ved at springe ud.

Hægen med den dejlige duft af forsommer blomstrer i hegnet. Fine, hvide klaser af duftende blomster.

Duften af hæg bliver til ‘duften’ af kattetis, hvis man tager den ind. Hæg skal nydes i det fri.

Tulipanen Spring Green er sprunget ud i det hvide bed.

Der er forårsfest derude. I haven og i hegnet. Det er lige skønt hvert år. Lige overvældende og fantastisk. Planter, blomster, græs og træer – mild luft og fuglesang. Som der står i andet vers af den dejlige ‘Det dufter lysegrønt af græs’:

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Det er sådan det er lige nu. Solen ved at bryde igennem disen her i Skivholme, og endnu en dejlig majdag ligger forude. Det er da næsten synd at tage på arbejde…

God onsdag.

De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.

Morgen i maj, hvor det grønnes..

Så startede en af årets skønneste måneder. Det er blevet maj. Der er mælkebøtter i græsmarkerne, bøgen springer ud, og det hele bliver grønt igen.

En strofe har kørt rundt i hovedet på mig de sidste dage: Morgen i maj, hvor det grønnes.

Google hjalp mig med at finde den sang, strofen kommer fra – det er selvfølgelig Grundtvig… Her er verset – meget apropos, ikke?

Skin over vang som en morgen med sang,
morgen i maj, når det grønnes.
Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,
så på Guds nåde der skønnes.
Tonerne dybe i gry og kvæld
røre selv hjertet så hårdt som fjeld.

Hvor vi kender følelsen – solen skinner over markerne, morgenen er frisk og kølig med løfte om en lun eftermiddag.

Åndens vinterblund, som det hedder i en anden sang, er for alvor slut. Fra dorskhed til opvakthed, fordi man slet ikke kan lade være.

Fuglene synger, så det er en lyst, og vi fløjter med, når vi går i haven, der i maj forsøger at vokse os over hovedet. En dejlig, dejlig tid.

Velkommen til maj – og god mandag til dig.

Potter og en smule drama i luften

I efteråret lagde jeg løg i en potte – i etager, som jeg havde set hos Haveselskabet, at det skulle gøres. Først tulipaner, så hyacinter og til sidst hvide perlehyacinter. Du kan se, hvordan det blev gjort lige her.

Nu er løgene kommet op. Ikke i pæn nummerorden, som de skulle, men hulter til bulter.

Kun en af hyacinterne er kommet, og de små perlehyacinter har kun grønne knopper endnu – bittesmå nede blandt tulipanbladene.

Til gengæld står tulipanerne fint og er lige på nippet til at springe ud. Men pyt. Tulipanerne bliver flotte, og hele miseren skyldes sikkert det helt forkerte forårsvejr.

Lige nu er det en kold, smuk og klar morgen. Rødhalsen synger det bedste, den har lært, og solen skinner på de stadig frosne marker. Det lyder som en dag først i marts, selvom vi er i slutningen af april.

Fredeligt er det dog i forhold til i går, hvor lyset indtil flere gange blev helt slukket udenfor – midt på dagen – og hagl og slud piskede ned.

Det så dramatisk ud – ret flot, men bedst set indefra.

Billederne tog jeg ud af hoveddøren, som jeg skyndte mig at smække i igen, før de første hagl kom piskende.

Drama er altid bedst med en smule afstand.

God onsdag.

Den hyggeligste indgang

Hos os er det som de fleste andre steder på landet. Det er bagdøren, der bliver brugt mest.

Man kan se, den bliver brugt. Både på slid, på sorte potespor på kattelemmen og på mængden af pynt og potter omkring døren. Derfor er det også den indgang, der virker mest levende.

Det gamle ‘våbenhus’ – den knast i sortmalet træ, der er bygget til huset som baggang engang i 70erne, giver et hyggeligt hjørne til pynt hele året. Bagdøren er mest af glas, og man kan ikke hænge en krans på den, som vi altid gør på hoveddøren. Men heldigvis kan der da hænge noget på trævæggen.

Lige nu er der lyserøde bellis og hornvioler i den fine hængepotte fra Bonderosen. Den har efterhånden fået lidt patina – men sådan går det jo med os alle sammen…

De lyserøde bellis siger forår som få kan gøre det.

Men – hvor går det dog hurtigt med det forår. De første forårsblomster er allerede afblomstret – hvordan skete det egentlig? Mirabellerne er sprunget ud, og den sædvanlige ‘når mirabellerne blomstrer’-storm har hærget i går og især i nat. I dag er det stilnet lidt af – lad os nu bare sige, at vi har haft forårsstorm nok for i år.

God fredag.

PS:ave

Påskeliljetid og blomstrende mirabeller

En kold og tåget morgen er ved at forandre sig til en solrig dag. Det har da været de smukkeste dage.

Hunden og jeg har været på havetur for at kigge på påskeliljer og for at inspicere alt det, der skal gøres i påskeferien. Jeg er frygteligt bagud efter at have været slået af pinden i tre uger. Tre uger, hvor alt er vokset, og hvor mirabellerne er sprunget ud.

Påskeliljerne står i grupper hist og her i de vilde områder omkring haven. De lyser på en baggrund af grønne skvalderkål. Løgplanterne er ligeglade med skvalderkål. Deres løg ligger dybt, og de er i god vækst, før skvalderne begynder vokse for alvor.

De fleste af påskeliljerne i det vilde område er knaldgule, gammeldags påskeliljer.

De passer ikke så godt ind i blomsterhaven, hvor deres gule farve virker lige lovligt grel, men der i det vilde, der passer de perfekt. Den gamle ‘påskeblomst, hvad vil du her’ påskelilje. Gul som solen, gul som den vorterod, der også blomstrer på skråningerne nu – påskegul.

Det ser så rigtigt ud. Hvert år tænker jeg, at der skal plantes flere, og hvert år kommer der da også flere til. Men der er plads til mange flere endnu.

I Skotland står påskeliljerne som et tæppe op mod Edinburgh Castle – du kan se billeder på en skotsk blog her – sådan måtte det også gerne være hos os – for selvom det er uden slot, er det da med pavillon. Og lidt har vel også ret.

Jeg kan næsten ikke vente. I påskeferien skal haven ordnes for alvor. Aldrig har jeg været så sent på den. Og selvom jeg ved, at det er der ikke noget at gøre ved, piner det mig alligevel. Så: Påskeferie – kom nu!

God tirsdag.

Påskepynt til døren

Påskekransen er på plads og hængt op på døren. På den fine, hvide og nymalede dør. Der er ikke meget, der hygger som en krans på døren, synes jeg. Den i år er lavet på samme krans som sidste år.

Sidste år havde jeg limet vagtelæg på kransen, men grådige fugle prikkede hul på æggene, så der hurtigt kun var en krans med æggeskaller tilbage. Skidt måde at behandle naboens børn på, må man vel synes…

I år skulle der derfor mere hårdfør pynt til. I en lille rede bundet af de stive stængler fra pletter i luften og foret med kokosfiber og mos, ligger der en lille ælling af keramik.

Sød og blød ser den ud, men den skal nok give æggetyve og andre rovfugle ondt i næbbet, hvis de forsøger sig.

Jeg håber, de erkender det i tide, så den får lov at hænge.

Det har været en travl weekend med masser af gøremål. Fredag var der landsbydag (mere om det ved en senere lejlighed), lørdag gik med at gøre pavillonen ren: vaske træværk, pudse vinduer og give gulvet olie. Pavillonen skal jo også gøres påskeklar. I dag er smuldret med masser af praktiske ting, der skulle gøres. Nu er det ved at være tid til en kop te, og så er den weekend brugt op. Dejligt at kunne se frem til påskeferien.

God søndag.

Forår, solskin og lørdag

Det er lørdag, og det er virkelig blevet forår. Solen skinner skarpt gennem de bare grene og afslører alt det, som trænger til at blive gjort.

Men solen skinner også på Dorothealiljerne, der solbader fornøjet.

Og den skinner både på og gennem de gule krokus.

Et af fuglebadene er revnet her i vinter. Det holder ikke vand længere, men til gengæld har det jo så naturligt dræn, og man kan plante hornvioler i det.

Det bliver rigtig fint, når blomsterne vokser ud over kanten, og det gør de jo, når de først får rigtigt fat.

Der er en pippen og en kvidren, og vi kan høre bækken bruse. Jeg vil slet ikke tænke på, at det sagtens kan blive frost masser af gange endnu – jeg vil bare glæde mig over, at foråret er her i dag.

Rigtig god weekend.

Jeg elsker, når det ender godt.

Kampen mellem modstridende kræfter er den, der bærer alle vores historier. I film, skuespil, folkeeventyr, litterære klassikere eller moderne krimier. Kampen mellem godt og ondt, mellem lys og mørke… Potter og Voldemort, trolden og prinsessen, detektiven og morderen, Jesus og djævelen og de sorte hatte mod med de hvide hatte i de gamle westerns.

Det er svært ikke at overføre det tankesæt til det, der sker lige udenfor nu.

Starten af hver ny årstid bærer lidt af den foregående i sig, og således kæmper vinter og forår lige nu om at få overtaget. Kampen bølger frem og tilbage og vil gøre det resten af måneden – mindst.

Det sner lige nu – men fuglene synger.

Forårsblomsterne blomstrer –

men rododendronbladene er klappet sammen af frost.

Solen får mere magt, men der ligger rim i skyggen. Det er marts måned, som vi kender den. Den eneste forskel på årstidernes kamp og historiernes er, at her er vi fra starten sikre på, hvem der vinder.

Det bliver lunt, der kommer blade på træerne,

buskene vil blomstre,

og haven vil dukke ud af sit vinterhi.

Det er nu rart at vide, for jeg elsker, når det ender godt.

God mandag.