Stort og småt fra hverdagen på landet
Husbonden og Rosie kom ind fra aftentur med sne i pelsen. I maj. Det er usædvanligt og ikke ligefrem charmerende, men det er langt fra første gang, det sker. Jeg kan huske flere gange at have set magnolieblomster i snevejr tilbage i firserne. Og husker iskolde fingre på cykelstyret helt tilbage i læseferierne i 70’erne.
Men rapsen blomstrer, selvom der er hagl i bygerne.
Hvis man hører til de opmærksomme, vil man se, at skovkanten og hegnene mellem markerne blomstrer i den ene hvide bølge efter den anden hen over foråret. Det er slet ikke de samme træer og buske, der står hvide hele foråret.
Skærtorsdag, morgenkølighed, men for første gang i lang tid uden frost. Normalt er mine påskeindlæg fyldt med påskeliljer. Men i dag er det tulipanernes tur. For nu er de gule Claus Dalby tulipaner sprunget fuldt ud. Det er tidligt, men de står altså også godt i deres lille, runde højbed ved pavillonen.
I fuld sol og i læ for den kolde østenvind – Påskeøsten, kalder man den kolde forårsvind, der kommer susende fra Sibirien i foråret. Fortsæt med at læse “Påsketulipaner”
Når april virkelig strammer sig an, kan det være det skønnest tænkelige vejr. Den her weekend har da været overvældende, og vi har nået rigtig meget derude – ligesom de fleste andre, vil jeg gætte på.
Pavillonen er blevet gjort klar til sæsonen og taget i brug. Fortsæt med at læse “Når april virkelig strammer sig an”
Når Rosie og jeg kommer hjem efter markturen, skal vi altid lige en lille tur rundt i haven og se, hvad der er sket siden i går. Og selvom det blæser, er der stille i skovhaven. Der er læ fra skrænten, vinden føles ikke så meget dernede, og skrænten dæmper også lyden af suset.
Det blomstrer i skovhaven. Krokus, påskeklokker, små påskeliljer og primula. Fortsæt med at læse “Forårsfornemmelser i skovhaven”
Der er en pippen uden lige, når vi går tur ud på græsmarken. Hundreder af fugle har slået sig ned i elletræerne ved bækken. Når man lytter, skiller de enkelte stemmer sig ud. Spætmejsens fløjt, musvitternes pippen, bogfinkens staccato og sangdroslens melankolske kald.
Det er forår. Umiskendeligt forår. På trods af de mørke skyer, på trods af den kolde vind og på trods af de isnende byger. Forår. Fortsæt med at læse “Forårsfornemmelser i det åbne land”
De fleste steder i haven er der egentlig blomster nok. Hvis man da kan få blomster nok. Det er ret svært at få nok her i det tidlige forår/den sene vinter.
Alle de små løg, der lyser op og får haven til at ligne en have – også i februar/marts. De er så vigtige. Fortsæt med at læse “Mangelliste”
Når lærken slår triller over bakkerne, spætten hakker i træerne ved bækken, og jeg fylder den ene trillebør efter den anden med blade (ja, der er blæst et nyt læs ned fra skrænten…), er det forår.
Også selvom det kun er februar. Fortsæt med at læse “En fridag en forårsdag i februar”
Bladene fra sidste år, der har givet læ til påskeklokkernes knopper, skal tages væk nu, hvis man ikke allerede har gjort det.
Ja, det burde nok være sket i sidste uge, for bladene havde fået nogle af de grimme, sorte pletter. Fortsæt med at læse “Påskeklokker i bar figur – årets første rigtige havearbejde”
Nu er de lyse nætter rigtig begyndt. I går, da solen nærmede sig sengetid, tog Fie og jeg en lille tur ud til udsigtshaven for at sige godnat til den.
Nu kan vi igen se aftenlys. Det lys, der spreder guld ud over landskabet, lige før solen går om bag bakkerne, og lyset falmer til blåt og svinder til nattegråt. Fortsæt med at læse “Aftensol på ranunkelbusken”
