Fra rødbedeglas til alfehus

Alfehus

Et tomt rødbedeglas. Materialer fra have og hegn, mos, grene, bark, lærkekogler, mariebær, visne bregner og tørre frøstande. Et bukket stykke pap og to grydesvampe. Det er, hvad du skal bruge for at lave dit eget, lille alfehus.

Alfehus

Det fortalte Alfefar mig en dag, hvor jeg var ved at plukke ærter. Han fortalte, at da han byggede huset til Alfemor og deres små alfeunger, alfehunde og alfekatte – for slet ikke at snakke om alfekanariefuglen, der som den eneste havde fjer på vingerne og ikke tryllestøv – var huset strømlinet og moderne. Murene var dækket af den fineste, lyse birkebark, vinduerne var klare og tætte, Alfemors køkken blev vist i adskillige boligreportager, og Alfefars hjemmebyggede designmøbler blev der undervist i på Alfe-arkitektskolen.

Årene gik, og det lille hus i skovbunden groede mere og mere sammen med sine omgivelser, som huse jo gør. Mos og bregner dækkede mure og tag, og ingen, der tilfældigt kom forbi, lagde længere mærke til det lille hus, der puttede sig ved en træstub.

Alfehus

Kun om aftenen, når det varme lys strømmede ud fra de små vinduer, når der lød alfesang og spinkel musik som fra havrebjælder, når der duftede fortryllende af smør, sukker og kanel fra køkkenet, hændte det, at en forbipasserende studsede over et uventet lysglimt og tænkte: “Hvorfor får jeg pludselig lyst til kanelsnegle?

Alfehuset ligger her i Skivholme. Jeg siger ikke hvor, for alfer holder meget af deres stille hjemmehygge og vil ikke være turistattraktioner. Men alfefamilien kommer tit ud og fortæller historier, når jeg luger og ellers nusser i haven.

Alfefar er glad for at fortælle om dengang, han byggede familiens hus. Han har tit fortalt mig om, hvordan husets fundament er et tomt rødbedeglas, og at vinduesrammerne er lavet af stængler fra de hvide hulsvøb, der står som kniplinger langs vejen i juni.

Alfehus

Murene er beklædt med barkstykker, han har fundet i brændestakken, og taget er af pap fra en pakke fra Amazon, den som deres små lamper i huset kom i (alfer elsker bare at shoppe på nettet). Også taget er beklædt med bark fra brændestablen. Alfefar er nemlig en haj til at svinge limpistolen.

Jeg spurgte ham, hvordan han havde fået den fine hældning på taget, og han spurgte med et glimt i øjet: “Har du aldrig savnet nogle køkkensvampe? De har den helt rigtige vinkel til alfetage, når man klipper dem lidt til og limer dem fast som spær. Kan du huske dengang, du mente at have mus i køkkenet? Det var i virkeligheden mig, der puslede under vasken for at hapse to køkkensvampe. Nu, hvor du har set, hvor fint det er, gør det vel ikke noget? Vi kendte jo ikke hinanden så godt dengang.”

Jeg mente bestemt, det var ok at afgive et par køkkensvampe som spær, og vi er lige gode venner for det.

Alfehus

Alfemor er meget kreativ, og hun elsker blomster. Derfor har hun også altid en krukke med blomster stående foran huset. Her i efteråret er den fyldt med Mariebær, de der flotte kæmpehyben, som hun kalder dem.

Så det er ikke kun i drivhuset, der er poesi, hygge og glæde. Næh også i skovbunden i alfernes hus, og selvfølgelig i elverpigernes eng, hvor der danses hele den lyse sommernat, når mosekonen brygger.

Skivholme er nemlig et ganske forunderligt sted, og det er der, hvor du bor sikkert også. Man skal bare stå helt stille og lytte godt efter, så er der ingen grænser for, hvad man kan opleve af små undere.

God onsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.