Naturlig farvekoordinering

Det sker tit. Jeg går lige så stille rundt i haven og opdager, at blomster ikke har helt den farve, jeg forventede. Og at blomsten ved siden af faktisk har samme farve.

Og jeg tænker, om det mon er overgartneren i det høje, der har været ude med farveladen? Andre forklaringer er der næppe? Fortsæt med at læse “Naturlig farvekoordinering”

Målepinde i juni

Juni er blomster og vækst. I juni går det hele så hurtigt. Det er da også derfor, næsten halvdelen af juni er gået, før jeg fik skrevet om junis målepinde. For den væsentligste er, at alt vokser, som om det blev betalt for det. Også ukrudtet.

Og det blomstrer overalt. Jeg ved, det er juni, når vores blå storkenæb blomstrer. Fortsæt med at læse “Målepinde i juni”

Stemmekvæg?

Det er sådan et grimt ord: stemmekvæg. Det er så højnumset at bruge, at jeg næsten ikke rummer det. Ordet dækker over personer, der kan lokkes til at stemme uden at tænke. Altså – nogen, der mener noget andet og stemmer på nogle andre end en selv, kort og godt.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg beundrede de fine, hvide Charolais kvier, der er flyttet ind på marken hos os. De er bestemt ikke stemmekvæg, der kan lokkes til hvad som helst. De ved godt, hvad de vil. De vil have græs, vil de.  Fortsæt med at læse “Stemmekvæg?”

Det hjælper altså at vande

I de seneste måneder har jeg troligt travet rundt med vandslangen og omhyggeligt vandet de planter, der enten var nyplantede, eller som var af den særligt tørstige slags.

Andre har fået lov til at klare sig selv – med den bagtanke, at hvis de gik til,  kunne de let erstattes. Fortsæt med at læse “Det hjælper altså at vande”

Lange dage og dejlige morgener og aftener

Midt på dagen er der ingen steder, man kan være. Det er varmt, og der er kriblekrable-insekter, der gnaver, bider og stikker. Men om morgenen, hvor der stadig er kølighed i luften fra natten, er det til at holde ud.

Man skal altså tidligt op. Fortsæt med at læse “Lange dage og dejlige morgener og aftener”

Det pureste guld

I disse dage flyder nettet over af rosenbilleder. Ikke mindst billeder af  store, smukke og stærke rose, Alchymist. Jeg vil tilslutte mig jubelkoret. For den er fantastisk. Det pureste guld.

Blomsterne er uendeligt smukke. Fyldte og med farver, der changerer fra lyseste gul, over rosa toner til dyb abrikos.

Den vokser kraftigt og blomstrer rigt – om end kun én gang.

Vores Alchymist står op ad væggen ved B&B’en. Et udsat sted, hvor solen bager, og regn og blæst pisker ind fra sydvest. Alligevel strutter den, og det er nogle gevaldige skud, den sender ud.

Den blev købt i 2014, midt om sommeren på rosens dag, der blev fejret hos Rosenposten nede ved Harlev. Dengang var den ret lille og undseelig, som den stod der i sin potte.

Det har den rådet bod på, efter den er kommet i voksealderen, og jeg er helt sikker på, den kommer til at dække hele væggen – og måske noget af taget med. Prøv bare at se den hos Claus Dalby – der vokser den helt op på førstesalen…

Derfor: hvis nettet oversvømmes af smukke billeder og begejstrede beretninger om Alchymist, er der altså god grund til det.

Hedder den nu Alchymist eller Alkymist? Tja, det afhænger vel af sproget, man taler. Lidt ligesom Hamborg og Hamburg…

Rigtig god onsdag.

Hjemme, hvor alt kører på de høje nagler

Det er ikke meget, jeg har tid til at skrive for tiden. Det er heller ikke meget spændende mad, vi får lavet for tiden. Om vi overhovedet holder hovedet oven vande, er måske også lidt til debat.

Der er travlt. Meget travlt. Det ene hold gæster afløser det andet, arbejdet står ikke stille, selvom jeg kunne bruge at holde helt fri fra det om sommeren. Der skal bages i en uendelighed, købes juice og kaffe, laves syltetøj og vaskes, vaskes og atter vaskes.

Alligevel fik jeg lige et par minutter til at gå ud i den morgenfriske have og se på det, der blomstrer.

Junifloret. Frisk, sprødt og lækkert. De tidlige stauder er på toppen, og roserne står klar til at overtage med rigtig mange knopper. Også den røde hyld, Black Lace, er på vej med sine yndige, lyserøde blomster.

De første prydløg er færdige, men de sene står flot. Kæmpestore er de. En rigtig showstopper.

Bierne elsker dem.

Og så var der noget gult, der lyste op i hjørnet ved de store staudekongelys, der først blomstrer senere.

Iris. Jeg havde helt glemt, jeg havde sat dem der i efteråret. En dejlig overraskelse midt i kaffebrygningen.

Nå – ikke mere pjat – der skal hænges vasketøj op, ryddes af bordet hos gæsterne, og så skal jeg da ellers på arbejde.

Juniglæder…

God onsdag.