Forfatter: Karen Engell Dalsgaard

Pip: Dalsgaard i Skivholme — hvor man finder vinstokke i affaldsbunker, bager gulerødder med parmesan og følger næsen ud til syrenerne. En travl uge.

Mara: Karen Engell Dalsgaard har skrevet om køkkenets enkle glæder, drivhusets nye beboere og havens kamp med majfrosten. Lad os starte med gulerødderne.

Bagte gulerodsstave — enkelt og italiensk

Pip: Gulerødder er ikke ligefrem det første man forbinder med et festmåltid — og alligevel er det præcis den ambition, der er på spil her.

Mara: Opskriften på bagte gulerodsstave med hvidløg og parmesan sætter tonen med det samme: "Enkelt og lækkert, som de fleste gode italienske retter."

Pip: Og det er jo pointen. Femhundrede gram gulerødder, lidt olie, presset hvidløg og en håndfuld friskrevet parmesan — og så serveres de til vildandebryst og smørdampet strandkål. Det er hverdagsgrønt løftet til noget, man faktisk husker.

Mara: Der er også en hel samling supplerende opskrifter knyttet til indlægget — spicy glaserede gulerødder, gulerodssuppe, cremet risotto med gulerod og gulerodsbrud — hvis man har en skuffe fuld og ikke ved, hvad man skal stille op.

Pip: Fra køkkenet til drivhuset — der er også kommet nye beboere udefra.

Italien lever videre i drivhuset

Pip: Drivhuset i Skivholme er åbenbart ved at blive et lille italiensk hjørne — og det er ikke kun på grund af klimaanlægget.

Mara: Udgangspunktet er den gule dipladenia, købt i et plantecenter i Silvano d'Orba, som trives i drivhusets varme og sætter knopper og blomster hele tiden. Men den har fået selskab.

Pip: Selskab i form af en gammel vinstok fundet i en affaldsbunke ved en italiensk vinmark — kidnappet, som det selv hedder, og slæbt hjem i en pose.

Mara: Undervejs på markvejen dukker der også en duskhyacint op, en Muscari comosum, som Google Lens identificerer som slægtning til perlehyacinten — bare mindst dobbelt så stor. Løgene beskrives som en delikatesse.

Pip: Og nu ligger vinstokken i drivhuset og fortæller historier. Bogstaveligt talt — den deler bord med Frøken Thorvaldsen og en violinspillende kerub.

Mara: Indlægget beskriver det sådan: "Nu ligger den på bordet og fortæller historier til Frøken Thorvaldsen og den violinspillende kerub, hendes hengivne beundrer gennem mange år. Om den lange rejse han og den gule dipladenia (Dipla, som han altid kalder hende) gjorde for at komme hele vejen nordpå til drivhuset i Skivholme for at pynte."

Pip: Det er en vinstok med et helt liv bag sig — og tilsyneladende et godt publikum. Udenfor drivhuset er historien en anden.

Syrener i blomst, hæk med frostskader

Pip: Maj i Danmark er ikke altid det, man håber på — og det er præcis den spænding, der åbner dette indlæg.

Mara: Syrenerne er sprunget ud, og de markerer noget. Som det hedder: "Når syrenerne blomstrer, føler jeg altid, at vi går fra forår til forsommer."

Pip: Det er en fin distinktion — og den følges straks op af en koldere virkelighed. Bøgehækken har fået frostskader i toppen, og de store bronzeblad ligeså.

Mara: Begge dele forventes at komme sig igen, og udsigten til 24 grader lørdag giver grund til optimisme. Det sættes i relief med billeder fra samme sted i januar — det er svært at tro, det er den samme have med få måneders mellemrum.

Pip: Der er noget meget dansk ved at have seks navne til sommeren — forsommer, tidlig sommer, midsommer, højsommer, sensommer, eftersommer — fordelt over tre måneder. Man strækker det, man har.

Mara: Det er præcis formuleringen: "Vores korte somre har så mange navne — måske for at strække dem lidt ud?"

Pip: Frosten giver, frosten tager — men syrenerne er der. Det er nok til at kalde det forsommer.

Mara: Gulerødder med parmesan, en vinstok med rejsehistorier og syrener der endelig springer ud — det er en uge, der bevæger sig fra køkken til drivhus til mark.

Pip: Og næste gang følger vi måske næsen et andet sted hen. Vi ses.