Marineret flanksteak på grill (eller pande)

Flanksteak er et rigtig godt stykke kød. Det kan grilles, eller det kan steges på panden. Alt efter vejr og lyst.

En rigtig god marinade til flanksteak er den her næsten klassiske med blandt andet soya, hvidløg, chiliflager og frisk koriander.

Du skal bruge:
1 flanksteak
1/2 dl soya
2-3 fed presset hvidløg
2 tsk brun farin
1/2 tsk chiliflager
2 spsk olie
Hakket frisk koriander.

Sukkeret i marinaden giver den lækre skorpe, og det fremhæver smagen af de andre krydderier.

Rør det hele sammen og mariner flanksteaken i et par timer. Steg den 10 minutter på hver side for jævn varme, hvis du steger den på panden. På grillen skal den steges med låget på i en 20 minutters tid og så lige brunes færdig over kullene.

Lad kødet stå og samle sig et kvarter til tyve minutter og skær så skiver på tværs af fibrene.

Vi fik salat fra haven og nye kartofler til – slet ikke så ringe endda.

God lørdag.

Cantaloupe-salat

Cantaloupe melon er min yndlingsmelon. Orange, sød, saftig og med mere smag end de gule meloner.

En salat med cantaloupe, frisk koriander, rødløg, chili og limesaft er en skøn sommersalat.

Den er hurtigt lavet, men den har godt af at stå og trække en times tid.

Gør melonen i stand og skær den i store tern. Hak rødløg, en frisk chili med lidt spark i og en god håndfuld koriander og bland det sammen. Dryp med limesaft og lad salaten trække en times tid, så den safter, og melonsaften blandes med limesaften.

Er melonen ikke helt moden og derfor ikke helt så sød og saftig – man kan jo blive snydt – så drys lidt sukker over og vend det rundt i salaten. Det gør underværker.

Salaten kan spises til grillmad – eller bare som den er som en forfriskende sommer-godbid.

God onsdag.

Kornblomstblå

Er der noget i verden, der er så blåt som kornblomster? Måske – men står man foran en mark med kornblomster i, er de det mest blå og dejlige syn, man kan forestille sig.

For et par år siden kørte jeg forbi en mark, der var fuld af kornblomster. En mark nær toppen af Borum Eshøj med udsigten ud over Lading Sø.

Det er sjældent, man kommer forbi så mange kornblomster på én gang, og jeg måtte stoppe og tage billeder.

I år kørte jeg forbi igen i håb om, at miraklet havde gentaget sig. Der var ikke nær så mange. Men nogle var der, og jeg nappede mig en lille buket med hjem.

Jeg plukkede kun nogle få – for måske når resten at sætte frø, så der kommer flere næste år?

Man kan da håbe.

God mandag.

Sommerkrydret svinekam med sprød svær

Da jeg stod og kiggede i fryseren efter weekendmad, fik jeg øje på en svinekam. Man har det med at tænke på svinekam som vintermad. Vintermad med rødkål. Men – kødet er jo egentlig ganske neutralt. Krydringen og tilbehøret bestemmer, hvad retten smager af.

Op kom stegen og ud kom jeg for at plukke krydderurter. Salvie og rosmarin fra højbedene og så et par fed hvidløg. Sommersmag fra middelhavsområdet.

Nye kartofler, dampede forårsløg og spidskålssalat som tilbehør. En lækker sommersteg.

Rids sværen, hvis det ikke er gjort på forhånd. Gnid godt med salt ned mellem sværene. Gnid resten af stegen med hvidløg og drys med krydderurter – lad resterne ende i fadet. Læg stegen i fadet, tilsæt 1 cm vand og sæt stegen i en kold ovn og sæt termostaten på 175 grader.

Så kan du godt gå ud i haven og lave noget andet i en halvanden times tid.

Når stegen er klar – kernetemperatur på 70-75 grader – hælder du stegeskyen fra og skummer den for fedt. Skyen er til sovsen, og den kommer til at smage fortryllende af krydderurterne. Skyen skal bare jævnes med lidt Maizena. Er den for salt, kan lidt fløde hurtigt gøre noget ved det.

Er sværen ikke sprød, kan du smøre den med lidt af det fedt, du har skummet af, og bruge grill med varmluft. Hold øje, for den er hurtigt klar.

Nu skal den trække, mens kartoflerne koger, og du laver tilbehør. Pak stegen ind i folie, så den kan holde varmen – kun stegen, ikke sværen.

God sommerlørdag.

Grænsekontrol mod skvalderkål

På skrænten bag skovhaven mellem haven og marken, hvor vi ryddede en del træer og buske væk i foråret, vokser masser af efeu og bregner. Begge dele er kommet af sig selv.

Der vokser selvfølgelig også skvalderkål. De er også kommet af sig selv. Man kan sige, at det er Dalsgaards signaturplante, og en stor del af min energi bliver brugt i kampen mod dem. Vi har virkelig meget skvalderkål – se bare, hvad der vokser rundt om udsigtshaven…

Inde i bedene vil jeg altså ikke have dem. Og jeg har prøvet et nyt fif. Jeg har gravet en rende mellem bedet og skrænten i skovhaven. En rende cirka 25 cm dyb.

Den rende skulle være dyb nok til, at skvalderen ikke kan sende rodskud ind i bedet. Renden skal graves længere og gå hele vejen langs skrænten i skovhaven. Grænsekontrol.

Jeg læste om den teknik sidste år, og i år prøver vi den af. Det ser ud til at virke. Skvalderkålens rødder ligger i de øverste 15-20 cm af jorden. Længere nede er der ikke flere. Nu går jeg langs renden og fjerner de skvaldere, der forsøger at komme over.

Vi holder nemlig et skarpt øje med forsøget, for det er da så dejligt med et bed uden skvalderkål. Ret eksotisk på de her kanter.

Billederne blev taget for en tid siden, mens rododendronerne stadig blomstrede. Det er midt i juli nu, og det virker stadig.

Der skal altså graves render…

God fredag.

Fredløs i kamp mod skvalderkål

Kampen mod skvalderkålene er en evig kamp. For nogle år siden skrev jeg om, hvordan vi flyttede store klumper af gule fredløs fra højbedene foran B&B’en ud i det vilde område mellem haven og engen, hvor de måtte tage chancen for overlevelse mellem skvalderkål og brændenælder. Det kan du læse om her.

De første år skete der ikke meget. Men nu – nu begynder de at brede sig.

De får kamp til stregen. Der er både skvalderkål og brændenælder at slås mod. Men de breder sig, og det andet utøj må efterhånden vige. Næste år er der nok endnu flere.

Skulle der komme til at mangle, er jeg langt fra færdig med at tynde ud i junglen i bedene, hvor der er masser at tage af endnu.

Men – det kan altså lade sig gøre at lade fredløs tage kampen op mod skalderkål. Og man må da sige, at de pynter der i det vilde.

May the best plant win!

God onsdag.

Juli – dovne dage og sydstatsmad

Når ferietiden starter for alvor, falder der en ro over landskabet og over mig. Forsommerens hektiske vækst, de mange gæster i B&B’en samtidig med travlhed på arbejdet – det er overstået nu. Myldretidstrafik er der ikke meget af. Fred hviler over land og by.

I juli – i ferietiden – laver vi en del sydstatsmad. Det passer så godt til den afslappede tid.

For eksempel sydstatskål med sydstatshakkedrenge til. Fantastisk, at så enkle ingredienser kan have så stor smag.

Og så er der alle Colorado Kates opskrifter – prøv dem, hvis du er i westernhumør. Colorado Kate kan både lave mad, styre vildheste, køre pick-up truck over prærien og ramme plet med riflen hver gang. Og så er hun altid god for en historie fra sit prærieliv.

Tryk på linket for at komme til Colorado Kates fem bedste opskrifter.

De omfatter blandt andet det lækre majsbrød, der også kan tilsættes hakkede jalapenos, hvis du har lyst.

Der er den skønne, sprøde salsa-salat med majs og koriander…

… og den evige favorit: kærnemælkskylling paneret med knuste cornflakes.

Jeg håber, du også nyder sommeren – byger, der går og kommer – og forhåbentligt mange, lange, dovne, lune dage.

God mandag – forhåbentlig en FERIEmandag!

Der må være en kant

At bede bliver der, hvor de skal blive, kræver en kant. Bede skal afgrænses af et eller andet – sten, en skåret kant, træ – et eller andet. De to bede foran huset i blomsterhaven har fået ny kant i går. En kant af brosten.

Det ser ret kurfyrsteligt ud, og det får også planterne til at tage sig bedre ud, at kanten er i orden. Det har givet et stort løft til den del af haven.

Der er sået græs i den bare jord, gravearbejdet efterlod. Nu får vi se, hvor meget græs der kommer, for der er en, der synes rigtig godt om at lege i den tørre jord…

… og om at rulle sig i den tørre jord.

Pyt – det skal nok komme – og vi skal jo alle sammen være der, ikke?

God fredag – den sidste inden ferien for mit vedkommende. Slet, slet ikke så ringe.

Hjemme i haven

At komme ud og se andres haver er rigtig godt. Også for ens egen have, fordi man kommer hjem fyldt med inspiration til forandringer og forbedringer.

Af og til kan man godt blive sådan lidt gnavende utilfreds med, hvad man har nået derhjemme, når man kommer hjem fra et smukt, toptunet og inspirerende sted.

Travlhed på arbejde og i B&B’en i den sæson, hvor det hele vokser så vildt, og man slet ikke kan følge med er en del af frustrationen. Så er det, man har godt af at gå en tur rundt i blomsterhaven mellem bygningerne og bare kigge. For der er jo skønt.

Solen skinner på et væld af frodige stauder, og himlen er blå, selvom det blæser.

Roserne blomstrer…


i  alle bedene.

Tæppepileurten blomstrer, som om den var betalt for det. Godt med sådan nogle trofaste slidere.

Udsigten er som altid skøn fra alle dele af haven.

Og det nye ‘Fru Pedersen-skilt’ er hængt op på det (skal vi kalde det ‘rustikke’ i stedet for ‘faldefærdige’) bindingsværk.

Det er ikke perfekt, men gør det egentlig noget? Man kan jo ikke sprede sig mere tyndt, end man nu engang kan – og det er godt at have noget at stræbe efter.

Der er jo dejligt i haven på trods af ‘ugræs, der er føget over hegnet’ og et rodet hjørne hist og her, ikke? Den slags er bare det, der hedder livet – det er ikke perfekt, men det er da godt – og slet ikke til at undvære…

God onsdag.

‘Forfulgt af held’ – krukkerne i Claus Dalbys have

Aldrig har jeg set så mange krukker med skønne planter som i Claus Dalbys have i lørdags. De er der i hundredevis. Netop overfloden i alt er så betagende – overflod af planter, overflod af krukker, overflod af skønne vaser, kander og potter. Med Ole Henriksens ord: I love it!

Men tilbage til krukkerne. Der er krukker med varme, glødende farver,

og krukker med kølige, rolige, hvide og grå farver.

Opstillet i smukke kombinationer overalt i haven – her i ‘The Sunken Garden’.

Og her som ‘lager’ klar til brug, når der skal fyldes ud der, hvor der opstår huller i bedene i løbet af sommeren.

Claus Dalby fortalte os gæster, at det er hans princip altid kun at plante én slags plante i hver krukke

og så at stille mange krukker sammen i opstillinger, der kan flyttes omkring og udskiftes efter lyst og behov.

Gentagelse er et hovedprincip – flere potter med samme slags plante i hver opstilling. At det virker, ser man tydeligt her i den smukke hvide og grønne opstilling på trappen. Gentagelserne giver harmoni  og ro til øjnene.

Jeg kom hjem ør i hovedet, med øjnene fulde af farver og hovedet fuldt af ideer. Der er mængder af inspiration, der skal tilpasses vores egen have. Jeg gik rundt i haven, rev hækafklip sammen og tænkte muligheder. Så plukkede jeg en buket og satte den i vores Old English vase…

… inspireret af de smukke og halvvilde buketter, der stod på bordene i Claus Dalbys have. Man skal jo starte et sted. Vores roser blomstrer også – og skvalderkål har vi nok af.

Jeg indledte de tre indlæg om besøget i haven med Claus Dalbys bemærkning om at være ‘forfulgt af held’. Jeg elsker den slags ordgymnastik, og jeg elsker gode valgsprog. Et andet Dalby bon mot er: ’Held opstår, når flid og muligheder krydser hinanden’. Det er værd at skrive sig bag øret. For en have som den – og egentlig succes i alle sammenhænge – kræver både flid, muligheder, og ikke mindst: evnen til at se mulighederne.

Det var alt fra Claus Dalbys have i denne omgang. Håber, du ikke er blevet træt af at se billeder derfra? Nej – det kan man da ikke blive?

God tirsdag.