Om at se op i tide

‘Når jeg siger, at du skal kigge, skal du altså gøre det med det samme – ellers er det bare for sent.’ Den hører jeg af og til fra Bondemanden. Og han har ret. Vil man se katten stå på ét ben, glenten svæve forbi eller en træløber i det store ahorntræ, skal man virkelig være hurtig.

Det kan godt være svært at være hurtig nok Continue reading “Om at se op i tide”

Store træer – lykke eller forbandelse?

I og omkring haven er der mange, store træer. Rigtig mange. Rigtigt store. På arealkortet over ejendommen er det meste af det, vi kalder haven, markeret som skov.

Skov er det, når man kigger op. Når man kigger op i udsigtshaven, ser det sådan ud. Store ask, eg og ahorn.

Kigger man lige ud, er det det her, man ser.

Continue reading “Store træer – lykke eller forbandelse?”

Hvidt forneden, hvidt foroven

Det er hvidt derude. Ikke af sne, som i den triste, men smukke vintersang, men af blomster. En overdådighed af blomster. Mirabellerne blomstrer i hegnet og langs vejen, så man får helt åndenød af fryd og glæde. Hvidt foroven.

Her et kig ned ad vejen mod der, hvorfra min verden går. Hjemme. Altid et skønt syn, men særlig smukt lige nu.

Der er mange mirabelletræer i hegnene omkring os, og i den smukke dag i går lyste de om kap med solen. Tusinder og atter tusinder af de spinkle blomster.

I den vilde del af skovhaven – i den helt vilde del, hvor naturen går sin gang,

lyser skovbunden også hvidt. Hvidt forneden.

Anemonerne blomstrer også helt overdådigt lige nu. Hver for sig som de fineste små stjerner,

og sammen som et hvidt tæppe.

Klatter af anemoner har også sneget sig ind i havens bede. I bedene har de selskab af de gule anemoner og af de hvide, fyldte anemoner, der lige knapt er sprunget ud endnu. De fyldte og de gule er haveblomster hos os, men de vilde er alle vegne. De charmer sig ind, hvor de har lyst, og det er de velkomne til.

Lidt tilfældighed og glade overraskelser gør kun godt – både i haven og i resten af livet.

God mandag.

Kvan

Nede ved bækken vokser vilde kvan.

Billede1

Høje, kraftige, statelige og med de flotteste skærmblomster. Nogle af dem er på højde med mig, andre over to meter høje.

Det er svært at se bækken på den her årstid, hvor alt vokser vildt, men man kan høre den klukke bag det grønne.

Billede3

Inde i blomsterhaven gror der også kvan. Både mørke og meget mørke kvan. De er lige smukke, men forskellige.

Billede8

De lyseste af dem har jeg fået af Lisbeth i Høneballehaven. Skærmene består af de fineste små kugler med masser af blomster.

Billede7

De andre, de helt mørke, lidt mindre og mere spinkle, har jeg fået af Gitte med den smukke blog Fra frø til blomst.

Billede6

Tak, Lisbeth og tak, Gitte. Dejligt at have så skønne havevenner.

I år blomstrer de begge, og da kvan er toårig, vil jeg tage frø fra dem, når de er klar, så der kan blive sået nye. For har man dem først, er de ikke til at undvære. Hverken i haven eller ved bækken. Dem ved bækken sår sig selv, men dem i haven, der er en lidt mere civiliseret – og dermed mere sart – udgave skal have en hjælpende hånd.

God søndag.

Hjertegræs

Jeg har fundet et sted, hvor der vokser hjertegræs.

Billede2

Ikke bare en enkelt tue, men en hel skrænt fuld. Lige nedenfor en stor bestand af blæresmælde, der var det, der først fangede mit blik.

Billede4

Hjertegræs vokser bedst på lysåbne voksesteder med tør, næringsfattig og kalkrig jord. Det er ikke så almindeligt i Østjylland, hvor jorden som hovedregel er leret. Men af og til skaber mennesker helt utilsigtet de rigtige vokseforhold for planter, der ellers er sjældne på egnen. Når de bygger huse og veje.

Billede2

En af de mange skrænter, der er skabt der, hvor man har ført E45 over de små veje, vi kører på, har åbenbart fået den helt rigtige jordsammensætning til hjertegræs.

Billede1

Og så er det kommet der. Med en fugl, måske? Eller var frøene i jorden? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der var nok til, at jeg ikke var ked af at plukke en lille buket af de lette, fine strå med de små, hjerteformede aks.

Billede3

God onsdag.

Nu blomstrer æbletræet

Det enorme, gamle vildæbletræ i hegnet blomstrer. Hvert år er det et fantastisk syn. Millioner af hvide blomster, der får træet til at svæve som en sky over marken.

Billede1

Træet er meget gammelt og har flere stammer. Det er sikkert sået af en fugl engang og har anbragt sig med naturens vanlige sans for kreativt design. Under træet har vi stillet en stenbænk, hvor man kan sidde lidt og nyde udsigten gennem de blomstrende grene, når man går tur. Det er en dejlig plads.

Billede2

Knopperne har et rosa skær, og når blomsterne springer rigtigt ud, er de hvide. Kridhvide.

Billede9

Æblerne, når de kommer, er små og ofte lidt plettede. De smager godt. Små og intense.

Billede12

Men det er nu, lige nu, hvor træet blomstrer, det er allersmukkest.

Billede8

God onsdag.

Kvidren i tågen

Morgenen startede med frost. Rim på tagene, rim på drivhuset og rim på de små erantis.

Billede3

Mens temperaturen sneg sig op mod nul, steg tågebankerne op fra engen og slugte landskabet.

Billede1

Koldt og fugtigt. Hænderne dybt begravet i lommerne, løbende næse og vand i øjnene.

Billede3

Forår? Man kan næsten komme i tvivl. Og alligevel ikke. Fra træerne ved bækken, fra træerne på skrænten, fra skoven og fra haven er der en kvidren, en pippen og en fløjten. Fuglene ved, det er forår. De er begyndt at synge igen. Solsorten synger fra toppen af et grantræ. Spætmejsen fløjter, bogfinkerne siger deres evige ‘det det det det kan jeg sige ligeså tit det skal vær’, spurvene pipper, lærken synger og mejserne kvidrer. En flok stære skræpper i kastanjen.

Sangen varer lige til engang hen i juli, hvor de – efter masser af slåskampe, flere kuld unger,  op mod 50.000 ture ud efter mad til ungerne, og sang i alle de mange lyse timer – bruger den sidste del af sommeren på restituere sig lidt, så de kan overleve vinteren og starte forfra til marts.

Og i løbet af formiddagen tør marken, husene og de små gule forårsbebudere op igen.

Billede10

God onsdag.

På jagt efter forårstegn og andet spændende

På jagt efter foråret i haven. Erantis er dukket op hist og her.

Billede10

Ved siden af dem står en baby-helleborus – en foetidus – en stinkende nyserod. Men hvad med vintergækkerne? Og Dorothealiljerne? Og alle de andre?

Vintergækker fandt vi – hunden og jeg. De er kun ganske små endnu, men de er der.

Billede5

Og således veltilfredse med tingenes tilstand, gik vi ud på græsmarken for at gå en tur. Mine øjne havde nu indstillet sig på at kigge ned  – efter små ting, og så fik jeg øje på dem. Nogle af naturens små skjulesteder.

Billede6

Under lidt strå, et musehul. Og pludselig kunne jeg se mange flere – marken er fuld af musehuller.

I den store dynge grene fra de prikne slåen ovenfor skoven (en bunke, der har ligget der længe, og som langsomt synker sammen, mens den giver læ til småkræ) er der et hul og en tydelig veksel, der fører hen til hullet. Jeg tror, det er haren, der gemmer sig derinde. Der er trygt og godt, og der er mad lige udenfor.

Billede8

Det kunne også være ræven, men der lugter ikke af ræv, og så – ja – så er det ikke ræven.

Billede7

Man skal nu ikke gå og kigge ned hele tiden. Man skal også kigge op – og ud. I hvert fald, når udsigten er til det. Det er den – selv en grå dag i februar.

Billede9

Men sjovt var det nu at få øje på de små verdener, der gemmer sig i vores store.

God tirsdag.

Jævndøgnstanker

I dag, den 23. september, er det jævndøgn. Efterårsjævndøgn. Mærkeligt at tænke på, at den mørke tid begynder i morgen? Vi er jo slet ikke færdige med sommeren. Og alligevel har vi mærket det. Det er ikke længere lyst, når vækkeuret ringer. Sommeren er vist ved at være færdig med os i denne omgang.

Ahornen smider sine blade på drivhusets duggede tag.

Billede1

Der skal snart ryddes op – og ud – derinde. Der trænger til en oprydning. Og så skal der efterårspyntes. For – som jeg plejer at sige – ingen årstid uden pynt (og ingen måltider med kedelig mad).

Naturen har efterårspyntet. Der er lysende hyben på de vilde roser i hegnet.

Billede5

Georginerne lyser og vil blomstre, lige til frosten kommer.

Billede4

Det store kongelys i haven er heller ikke færdigt med at lyse.

Billede6

Så selvom følelsen af efterårsjævndøgnet er en del mindre optimistisk en den følelse, man har ved forårsjævndøgn, hvor det bare går fremad, er der nu masser af lys derude. Og nu er det vel også ved at være tid til at sætte lys i lanternene?

God lige lang onsdagsdag og -nat.