Kvan

Nede ved bækken vokser vilde kvan.

Billede1

Høje, kraftige, statelige og med de flotteste skærmblomster. Nogle af dem er på højde med mig, andre over to meter høje.

Det er svært at se bækken på den her årstid, hvor alt vokser vildt, men man kan høre den klukke bag det grønne.

Billede3

Inde i blomsterhaven gror der også kvan. Både mørke og meget mørke kvan. De er lige smukke, men forskellige.

Billede8

De lyseste af dem har jeg fået af Lisbeth i Høneballehaven. Skærmene består af de fineste små kugler med masser af blomster.

Billede7

De andre, de helt mørke, lidt mindre og mere spinkle, har jeg fået af Gitte med den smukke blog Fra frø til blomst.

Billede6

Tak, Lisbeth og tak, Gitte. Dejligt at have så skønne havevenner.

I år blomstrer de begge, og da kvan er toårig, vil jeg tage frø fra dem, når de er klar, så der kan blive sået nye. For har man dem først, er de ikke til at undvære. Hverken i haven eller ved bækken. Dem ved bækken sår sig selv, men dem i haven, der er en lidt mere civiliseret – og dermed mere sart – udgave skal have en hjælpende hånd.

God søndag.

Hjertegræs

Jeg har fundet et sted, hvor der vokser hjertegræs.

Billede2

Ikke bare en enkelt tue, men en hel skrænt fuld. Lige nedenfor en stor bestand af blæresmælde, der var det, der først fangede mit blik.

Billede4

Hjertegræs vokser bedst på lysåbne voksesteder med tør, næringsfattig og kalkrig jord. Det er ikke så almindeligt i Østjylland, hvor jorden som hovedregel er leret. Men af og til skaber mennesker helt utilsigtet de rigtige vokseforhold for planter, der ellers er sjældne på egnen. Når de bygger huse og veje.

Billede2

En af de mange skrænter, der er skabt der, hvor man har ført E45 over de små veje, vi kører på, har åbenbart fået den helt rigtige jordsammensætning til hjertegræs.

Billede1

Og så er det kommet der. Med en fugl, måske? Eller var frøene i jorden? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der var nok til, at jeg ikke var ked af at plukke en lille buket af de lette, fine strå med de små, hjerteformede aks.

Billede3

God onsdag.

Nu blomstrer æbletræet

Det enorme, gamle vildæbletræ i hegnet blomstrer. Hvert år er det et fantastisk syn. Millioner af hvide blomster, der får træet til at svæve som en sky over marken.

Billede1

Træet er meget gammelt og har flere stammer. Det er sikkert sået af en fugl engang og har anbragt sig med naturens vanlige sans for kreativt design. Under træet har vi stillet en stenbænk, hvor man kan sidde lidt og nyde udsigten gennem de blomstrende grene, når man går tur. Det er en dejlig plads.

Billede2

Knopperne har et rosa skær, og når blomsterne springer rigtigt ud, er de hvide. Kridhvide.

Billede9

Æblerne, når de kommer, er små og ofte lidt plettede. De smager godt. Små og intense.

Billede12

Men det er nu, lige nu, hvor træet blomstrer, det er allersmukkest.

Billede8

God onsdag.

Kvidren i tågen

Morgenen startede med frost. Rim på tagene, rim på drivhuset og rim på de små erantis.

Billede3

Mens temperaturen sneg sig op mod nul, steg tågebankerne op fra engen og slugte landskabet.

Billede1

Koldt og fugtigt. Hænderne dybt begravet i lommerne, løbende næse og vand i øjnene.

Billede3

Forår? Man kan næsten komme i tvivl. Og alligevel ikke. Fra træerne ved bækken, fra træerne på skrænten, fra skoven og fra haven er der en kvidren, en pippen og en fløjten. Fuglene ved, det er forår. De er begyndt at synge igen. Solsorten synger fra toppen af et grantræ. Spætmejsen fløjter, bogfinkerne siger deres evige ‘det det det det kan jeg sige ligeså tit det skal vær’, spurvene pipper, lærken synger og mejserne kvidrer. En flok stære skræpper i kastanjen.

Sangen varer lige til engang hen i juli, hvor de – efter masser af slåskampe, flere kuld unger,  op mod 50.000 ture ud efter mad til ungerne, og sang i alle de mange lyse timer – bruger den sidste del af sommeren på restituere sig lidt, så de kan overleve vinteren og starte forfra til marts.

Og i løbet af formiddagen tør marken, husene og de små gule forårsbebudere op igen.

Billede10

God onsdag.

På jagt efter forårstegn og andet spændende

På jagt efter foråret i haven. Erantis er dukket op hist og her.

Billede10

Ved siden af dem står en baby-helleborus – en foetidus – en stinkende nyserod. Men hvad med vintergækkerne? Og Dorothealiljerne? Og alle de andre?

Vintergækker fandt vi – hunden og jeg. De er kun ganske små endnu, men de er der.

Billede5

Og således veltilfredse med tingenes tilstand, gik vi ud på græsmarken for at gå en tur. Mine øjne havde nu indstillet sig på at kigge ned  – efter små ting, og så fik jeg øje på dem. Nogle af naturens små skjulesteder.

Billede6

Under lidt strå, et musehul. Og pludselig kunne jeg se mange flere – marken er fuld af musehuller.

I den store dynge grene fra de prikne slåen ovenfor skoven (en bunke, der har ligget der længe, og som langsomt synker sammen, mens den giver læ til småkræ) er der et hul og en tydelig veksel, der fører hen til hullet. Jeg tror, det er haren, der gemmer sig derinde. Der er trygt og godt, og der er mad lige udenfor.

Billede8

Det kunne også være ræven, men der lugter ikke af ræv, og så – ja – så er det ikke ræven.

Billede7

Man skal nu ikke gå og kigge ned hele tiden. Man skal også kigge op – og ud. I hvert fald, når udsigten er til det. Det er den – selv en grå dag i februar.

Billede9

Men sjovt var det nu at få øje på de små verdener, der gemmer sig i vores store.

God tirsdag.

Jævndøgnstanker

I dag, den 23. september, er det jævndøgn. Efterårsjævndøgn. Mærkeligt at tænke på, at den mørke tid begynder i morgen? Vi er jo slet ikke færdige med sommeren. Og alligevel har vi mærket det. Det er ikke længere lyst, når vækkeuret ringer. Sommeren er vist ved at være færdig med os i denne omgang.

Ahornen smider sine blade på drivhusets duggede tag.

Billede1

Der skal snart ryddes op – og ud – derinde. Der trænger til en oprydning. Og så skal der efterårspyntes. For – som jeg plejer at sige – ingen årstid uden pynt (og ingen måltider med kedelig mad).

Naturen har efterårspyntet. Der er lysende hyben på de vilde roser i hegnet.

Billede5

Georginerne lyser og vil blomstre, lige til frosten kommer.

Billede4

Det store kongelys i haven er heller ikke færdigt med at lyse.

Billede6

Så selvom følelsen af efterårsjævndøgnet er en del mindre optimistisk en den følelse, man har ved forårsjævndøgn, hvor det bare går fremad, er der nu masser af lys derude. Og nu er det vel også ved at være tid til at sætte lys i lanternene?

God lige lang onsdagsdag og -nat.

Sig månen langsomt hæver…

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid;
vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.

Billede4

Det er nymåne, og månen står som en babynegl på himlen, mens det sidste genskin fra solen – nu sent, sent om aftenen – stadig farver horisonten rød. Man kan se hele månens omkreds, selvom det kun er det lille segl, der lyser.

Som taget ud af ‘Sig månen langsomt hæver’. Det er en gammel sang. En salme. Poetisk og smuk – både tekst og melodi. Og med nogle ret kloge ord, der nok er værd at huske sig selv på i ny og næ – for nu at blive i måne-terminologien:

Betragter månens bue,
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund;
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun.

Tekst: Matthias Claudius, 1783
Melodi: J. A. P. Schulz, 1790

God onsdag

Du skønne, gamle træ

Af alle træerne i og omkring haven, eg, ahorn, ask, røn og bøg, holder jeg mest af kastanjetræet. Det blev plantet af dem, der havde huset før, for omkring 50 år siden. Og det har vokset sig kæmpestort.

kastanje

Det giver glæde hele året, fra det i foråret, som det allerførste af træerne, begynder at folde sine knopper ud.

Billede1

Når det står med de fine, hvide lys.

Billede3

De fine hvide lys, der så ofte får en gang rusk, når forårets uvejr trækker ind over.

Billede1

Det er også smukt i juli, når bladene er blevet mørkere, og man kan sidde i skyggen under det på en varm dag. Og når det lader sine kastanjer regne ned i efteråret til stor glæde for børn og barnlige sjæle, der simpelthen ikke kan lade være med at samle de blanke frugter op.

Billede8

Hvor lang tid siden er det, at du har haft en kastanje i din jakkelomme? Hvis du ikke kan huske det, så skynd dig at finde en. Det er nemlig sådan en glad følelse, man får, når man stikker hånden i lommen og finder sin kastanje, sin smukke, rødbrune, blanke kastanje, som man helt havde glemt.

God torsdag.

Så rigt er årets sidste flor…

Så rigt er årets sidste flor,
Oktobers offergave.

Her på kanten til oktober blomstrer georginerne, så det er en fryd, og jeg plukker og plukker. Georginer er så gode til de overdådige blomsterdekorationer, jeg elsker.

Billede4

Georginer, sankthansurt og køberoser – ja, jeg faldt altså for en buket med 10 for en tier, selvom jeg egentlig er imod at købe den slags roser. De kommer som regel fra Afrika, og så mange kilometer med fly bare for, at jeg kan få roser på bordet? Det, synes jeg, er lidt umoralsk sådan rent miljømæssigt. Og dyrkningsmetoderne er heller ikke helt så…., men de var så kønne, med deres rosa og grønne farver – de passede perfekt til sankthansurten. Øjet vandt 1-0 over hjernen.

Centrum i dekorationen er en Stolze von Berlin. En georgine fra Claus Dalby sortimentet.

Billede5

Der er en kugleformet georgine mere i dekorationen, og den er en overraskelse. I juli købte jeg 10 georgineknolde på restudsalg for en krone stykket, og havde slet ikke regnet med blomster i dem i år. Kun større knolde til næste år. Det er der bare kommet alligevel – i nogle af planterne.

Sådan nogle her:

Billede7

Så heldig kan man være.

Dekorationen skal gerne holde i morgen med. Der er det Bondemandens fødselsdag – en halvrund en af slagsen, og jeg må hellere komme ud og finde æbler til mos, inden jeg kører på arbejde. I morgen skal han nemlig have sit fødselsdagsønske opfyldt: gammeldags æblekage – komplet med rasp, flødeskum og gele. Med flag i. Ingen lys – tænk på brandfaren.

God mandag.

Brydningstid

I anden halvdel af september ser man årstiderne strides. Sommer kæmper tappert for at holde ved, men Efterår sniger sig alligevel lige så stille ind på Sommer, der er ved at være lidt træt.

Det bliver mørkere og mørkere om aftenen. Stjernerne kommer frem igen. Duggen ligger i lange striber på bilruderne om morgenen.

Billede3

Æblerne modnes – der dufter af Philippa æbler i vores baggang – og i frugthaven.

Billede9

Skoven er så småt begyndt at skifte farve.

Billede2

Og på græsplænen drysser der blade ned fra de store træer. Det er svært at finde det rigtige tidspunkt at slå græs, for græsset er vådt langt hen på eftermiddagen, og duggen falder tidligt. Fordampning er der ikke meget af i september.

Billede6

En selvsået tallerkensmækker har viklet sig ind i rosenhækken, hvor fuglene holder hybenfest.

Billede7

Høstanemonerne nikker for enden af de lange stilke.

Billede4

Georginerne gløder,

Billede5

og roserne blomstrer ufortrødent videre.

Billede1

Sådan er anden halvdel af september og for den sags skyld også første halvdel af oktober:  en smuk brydningstid, der rummer både sommer og efterår.

Billede8

God torsdag.