Hvid romantik og hvide damer

I kælderen stod der to kagedåser, jeg har brugt som ‘reservedåser’. De var fra færdigkøbte småkager, og de var alt andet end kønne. Nu er de kommet til ære og værdighed efter en omgang kalkmaling og decoupage.

billede6

Motivet på låget er fra papirservietter, og dåserne ligner nu noget raffineret og næsten antikt i stedet for bare gammelt. For at dåserne skal kunne tåle forsigtig vask, brugte jeg lak i stedet for voks til efterbehandlingen.

billede10

Jeg holder meget af den hvide, romantiske stil. Hvidt giver lys, og her i senvinteren kan man bruge alt det lys, man kan få. Ikke mindst, når sneen smelter og efterlader alt derude i mudret gråt og brunt.

Og her er det, vi kommer til det med overskriftens hvide damer. Ikke hvide damer, der spøger på en ødeliggende, vindomsust herregård, men to skønne og kreative kvinder, der begge er ret farverige personer – og som altså udtrykker deres kreativitet i primært hvidt. Hos begge er der masser af gør-det-selv projekter til inspiration.

Lone Hall med bloggen Frk. Hall og Charlotte Neve Grün med bloggen Hos Villa Fryd er eksperter i det gennemførte, hvide look, og det ser noget så vindunderligt ud hos dem begge to. Fint, let, lyst og romantisk.

Her et glimt fra Lones gæsteværelse.

frk-hall-1

Og et fra køkkenet.

frk-hall-2

Her er et glimt fra Charlottes køkken – saltkværnen er et af de mange gør-det-selv projekter med en god vejledning.

villa-fryd-3

Et kig fra Charlottes badeværelse.

villa-fryd-1

Rendyrket romantik, ikke? Er du til det hvide look i stort eller småt, er de to hvide damer bestemt et besøg værd. Der er som sagt masser af inspiration til ting, man selv kan lave. Også selvom man ikke har tænkt sig et helt hvidt hjem.

Sådan er det hos os. Den hvide stil bliver aldrig den bærende i vores hjem. Ligegyldigt hvor glad jeg er for hvid romantik, elsker jeg varme farver – ja, farver i det hele taget. Med årstidernes skiften, skifter jeg ud i farverne på blomster, lys, puder og tæpper og glæder mig over hvert skift.

billede5

Men hvidt skal der også til hele året, for hvidt giver ro til øjnene – og som sagt giver det tiltrængt lys her i den nu så gråbrune senvinter.

God Fredag.

Save

Save

Save

Save

3 slags fastelavnsboller

Søndag den 26. februar er det fastelavn. Fastelavn er en af de højtider, der ligesom påsken flytter sig hvert år, og fastelavn er altid søndagen 7 søndage før påskedag. Og påskedag? Det er altid den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Det er bare med at huske det, så man ikke kommer til at glemme fastelavnsbollerne. Og dog. Skulle man komme til at bage fastelavnsboller på en forkert dag, skal de nu nok blive spist alligevel.

Mine yndlingsfastelavnsboller er de gammeldags. Søde boller fyldt med en lækker creme. Her er opskrifter på tre af den slags.

Først den helt klassiske med blød vanillecreme. Dem bliver man aldrig træt af.

Billede1
Den næste slags er med appelsincreme og chokoladeglasur. De er lidt friskere, men stadig søde og bløde – chokolade og appelsin klæder hinanden så godt.

Billede7
Den sidste slags er luksusudgaven – dem med både vanillecreme og marcipan remonce. De er en lillebitte smule mere omstændelige at lave, men ikke nok til, at det kan skræmme en, der virkelig har lyst til en lækker fastelavnsbolle.

Billede2
Prøv én – prøv to – eller prøv dem alle tre… Du kan bage dem, mens du prøver at komme i tanke om, hvornår det nu er, det er fastelavn.

God torsdag.

Save

Save

Save

Save

Hilsen fra en dybfrossen have

Rododendron-termometeret viser frost. Har man ikke et termometer, kan man bare se på rododendronbladene. Jo koldere det er, jo mere hænger de.

billede5

Sidste år på den her tid skrev jeg et forsvar for en udskældt årstid, hvor jeg forsvarer vinteren i al dens skønhed. Det vil jeg gerne stå ved igen i år. Ingen ved deres fulde fem kan da hade vinter, når vinter ser ud som i dag? Så er det i hvert fald deres egen skyld, at de går rundt og har det skidt, er det så. Ude er det lige så smukt som en sommerdag.

Rim og sol på bakkerne.

billede9

Hvert et strå pakket ind i hvidt.

billede8

Sol gennem pavillonens ruder.

billede7

Flotte istapper på vognportens gamle jerntag.

billede6

Sne om englens små fødder. Det er koldt – ja da – men det er smukt, lyst og opløftende.

billede4

Hvem der bare havde vinterferie i dag…

God onsdag.

Be My Valentine

Valentins dag er endnu en importeret festdag, og den slags dage har jeg et lidt ambivalent forhold til. På den ene side har dagen rod i lang tradition – på den anden side er det altså ikke vores tradition, og den bliver brugt – eller misbrugt – på det skammeligste af forretningerne, der sælger det mest smagløse skrammel i dagens anledning. Alt går, bare det er noget med røde hjerter.

Tag nu ikke fejl – jeg elsker hjerter. Bare ikke røde plyshjerter.

billede4

Som barn gik jeg et år i skole i USA, og der var hård kamp mellem pigerne om at være den, der fik flest Valentine’s Day kort. Det var i anden klasse. Benhård konkurrence blandt børn er ikke nyt.

I går, da jeg købte ind på vej hjem, så jeg plysdyr, jeg så buketter af røde roser med et plyshjerte på en pind, og plyspuder med ‘Be My Valentine’. Hmmm – klassisk elegance, tænkte jeg, købte en pose kartofler og kørte hjem.

anettes-hjerter

På vejen tænkte jeg over, hvorfor voksne kvinder formodes at synes om plysdyr? Er det noget med at signalere, at man selv er sød og blød – ung og nuttet? Jeg ved det ikke. Jeg synes, det er lidt aparte, hvis man er meget over 10 år gammel.

For nogle år siden arbejdede jeg i et IT firma. Der havde jeg en chef (den slags har man jo med skiftende held gennem en lang karriere), der kom hjem fra en længere forretningsrejse og glad fortalte mig, at han havde en gave med hjem til mig. Wow, tænkte jeg.  Jeg elsker gaver. Og gaven gjorde mig da også ganske overvældet. Af undren. Det var en plyskat. Ja – et tøjdyr. Jeg var 40. Ikke 4.  Jeg var lige ved at spørge, om han ikke havde fået byttet om på gaven til sin datter og den til mig.

Jobbet blev snart skiftet ud med et andet og betydeligt bedre, og ingen har givet mig tøjdyr siden. Det kan jeg kun være taknemmelig over.

billede2

Jeg vil nu gerne fejre, at biskop Valentin i Rom viede de unge par på trods af kejserens ordre om, at de unge mænd skulle forblive ugifte og være soldater i stedet for ægtemænd og fædre, der gik hen og blev blødsødne.  Det var en glimrende ide.

Og ude i haven her til morgen i frosten fandt jeg lige mit Valentinshjerte. Lidt afskallet og med patina – og i dag ganske frossent – men smukkere end en hel lastbil fyldt med plyshjerter.

billede3

God Valentins dag.

Nippemad: Oliventapenade

Den krydrede oliventapenade, den med hvidløg, kapers, citron og olivenolie, den der smager så godt af ferie et sted ved Middelhavet, kan man købe i små glas – små dyre glas – eller man kan lave det selv. I torsdags lavede jeg halvandet kilo til en reception, men til husbehov kan mindre gøre det.

billede1

Man skal bruge:
300 g sorte oliven uden sten (køb bare de billige i de store glas)
3 spsk kapers
2 fed hvidløg
Ca. 1 spsk citronsaft
Ca. 1/2 dl olivenolie

billede10

Put alle ingredienserne – men kun halvdelen af olivenolien – i en blender eller minihakker og hak det fint. Tilsæt olivenolie, til massen har den rigtige konsistens. Når den ligesom folder sig ind over knivene, mens hakkeren kører – som softice nærmest. Så er konsistensen rigtig.

billede2

Så let er det faktisk. Hvem skulle så gå hen og købe dyr tapenade, når det kan gøres så enkelt? Små stykker ristet flutes er perfekte til, og det kan også bruges i sandwiches. Tapenade kan holde sig en uges tid i køleskabet.

God mandag.

Solskin, sne og stille ro

Sidste uge var egentlig ret hård, og fredag aften var jeg træt som et helt alderdomshjem efter søndagsfrokosten. Derfor var det endnu skønnere at vågne stille op lørdag morgen (efter otte timer i koma) til lys fra sol og sne. Til en solskinsdag, hvor sneen dækker alt det, der trænger til en kærlig hånd derude, så man passende kan ignorere det fuldstændigt.

billede7

Hvor der er tid til at tusse lidt rundt, være hjemme, ordne potteplanter og ordne vindueskarme. Der er en særlig ro over sådan en solskinsdag i weekenden, hvor lyset strømmer ind, og der ikke er noget, man skal.

billede2

Hvor man kan nyde freden og det smukke vejr – ude lidt af tiden, men mest inde fra varmen – helt uden dårlig samvittighed.

billede1

Nyde orkideerne, der bliver helt gennemsigtige af sollyset.

billede4

Arrangere de forvoksede multiflorahyacinter i en vase og dufte til dem.

billede3

Nyde blomsterne i buketten, jeg fik i fredags.

billede6

Og senere smelte sammen med sofaen med en god bog allerede om eftermiddagen, mens lyset stadig strømmer ind.

Den slags dage burde alle få lov at have en gang imellem. De er rigtig gode for sjælen.

God søndag.

Spurven sidder stum bag kvist?

Jeppe Aakjær må da vist have haft problemer med hørelsen. Spurven sidder stum bag kvist? Det gør den altså ikke. Der er mindst 50 af dem, og de kvidrer og blafrer og flagrer og kvidrer. Og så spiser de. Meget. Der er solsikkefest derude.

billede1

Det er ikke kun spurvene, der er med til gildet. De andre er der også. Hr. og Fru Dompap, rødhalsen og bogfinkerne,

billede3

sumpmejsen, blåmejsen, spætmejsen og musvitterne og alle de andre rødder.

billede2

De mange, smukke vintersange om kulde, sne og lange, hårde vintre blev skrevet under det, vi i dag kalder den lille istid. En kold periode, der varede fra ca. 1300 til ca. 1850 plus/minus en træskohæl. Vintrene var koldere og længere – måske på grund af Golfstrømmen, måske på grund af solaktivitet og måske på grund af vulkanudbrud – det vides ikke med sikkerhed. Men det er helt sikkert, at det ikke har været så nemt at være til dengang. Hverken for fugle, dyr eller mennesker. Der blev nok ikke fodret dagligt med masser af solsikkefrø. Så måske sad spurven virkelig alene og stum bag kvist?

I dag har jeg kunnet kigge ud på fuglene i haven, mens jeg har arbejdet hjemmefra. Det er dejligt at kunne det en gang i mellem.

God torsdag aften.

En forårsengel i snevejret

Der ligger faktisk en del sne derude her til morgen. Ikke et tykt lag, men det sner endnu, så hvem ved, hvad dagen bringer?

Billede11

Sneen sætter sig i klumper under hundens poter, og hun beder venligst om at få kortet turen af, så hun kan komme ind og tø op. Når man er en 13 år gammel hund, gider man ikke så meget snepjat længere.

Billede3

Inde i varmen er det hyggeligt at blive mødt af en forårsengel. En lille forårsengel, der ser ud til at være på vej ud for at hænge fuglehuse op.

billede4

Fuglene kan da også godt bruge et sted at lune sig i dag i den stride østenvind. Vi må hellere huske at give dem lidt ekstra solsikkekerner i dag.

God onsdag.

En beskeden, lille bitte vintergæk

Det var trist og koldt derude
Vinterklædt stod mark og vang.
Sneen hvirvled´ vildt ved rude.
Stormen sang sin klagesang.
Men bag præstegårdens hække.
Titted´ frem bag sneens dække
En beskeden, lille bitte vintergæk.

Billede3

Den gamle sang om vintergækken, der bliver plukket af en lille dreng og sat ved moderens sygeleje, faldt jeg over i går aftes. Jeg kendte den ikke, og det første vers greb mig med sine poetiske rim. Det er en rigtig sentimental tåreperser. En sang af den slags, der var så populære dengang i starten af 1900 tallet, som vi smiler af nu, men alligevel røres lidt af.

Moderen bliver rask, skulle jeg hilse og sige, så den ender godt. Den ender med liv og glæde, og liv og glæde er jo lige det, vi ser, når vi ser de små hvide vinterblomster. Ja, allerede, når vi ser de første spirer. Liv og glæde forude.

Billede5

På det lille bord ved lejet,
dér fik vintergækken plads.
Den blev fredet, den blev plejet,
i et lille blomsterglas.
Håbet hos den syge vaktes,
ved det sommerbud der bragtes,
gennem barnet, og den lille vintergæk.

billede4

I dag ligger der lidt frosne snefnug i alle revner og sprækker derude. Der skal komme mere sne, siger de, og vinden vil føles kold, kold, kold. Det er februar, dyb vinter – men den lille vintergæk er kommet, og den fortæller os, at det kun er en overgang. Det bliver forår, når det bliver den tid.

billede1

God tirsdag.

 

Italienske benløse fugle

Det er mere end tyve år siden, vi første gang smagte de toscanske oksekødsruller på restauranten Il Frantoio i Marcialla – en lille by i Toscana. Vi har besøgt byen og restauranten flere gange siden.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kødrullerne er – såvidt vides – stadig på menukortet. I hvert fald så jeg et billede, nogen havde lagt på Trip-Advisor, der netop viste de lækre ruller.

billede3

Hvis man ikke kan nå til Toscana inden aftensmaden, kan man da bare lave dem selv. Man skal bruge:

500 g  okseyderlår – i skiver som til benløse fugle
1/2 skive italiensk lufttørret skinke til kødskive
Friske salvieblade
1 hakket løg
1 dåse tomater
1 glas vand
Olivenolie til at brune kødet i
Tandstikkere til at holde rullerne sammen
Salt, peber, en anelse chili, en 1/2 tsk sukker og et dryp æbleeddike

Bank hver skive flad og læg en halv skive italiensk lufttørret skinke på. Læg et par salvieblade på hver rulle. Rul skiverne sammen til ruller og stik en tandstikker i, så de ikke ruller sig ud igen.

Brun dem grundigt i olivenolie og læg dem over i en gryde. Steg det hakkede løg klart. Put løgene over til kødet og hæld vand og tomater ved. Tilsæt en anelse chili – og her mener jeg virkelig en anelse, sukker og æbleeddike. Retten skal ikke være stærk. Chili giver bare en dybere smag end sort peber, og den passer fortrinligt i retten.

billede1

Lad rullerne simre i halvanden times tid. De skal være smørmøre, og det tager lidt tid.

Når rullerne er møre, smager man sovsen til med salt, og så er der italienske benløses fugle.

billede2

Og tilbehør? På Il Frantoio i Marcialla er der en hel side på spisekortet, som man vælger tilbehør fra. Kartofler, hvide bønner, grønne bønner, krydrede gulerødder, salater – der er frit valg på alle hylder.

Det er vist ved at være for længe siden, vi har været i Italien…

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

God mandag.