På vores ferie i Sønderjylland besøgte vi naturligvis også Dybbøl Mølle og skanserne.
Dybbøl Mølle ligger højt oppe med udsigt ned over Sønderborg. Hvidkalket og velholdt og stadig i drift – dog på amatør- og museumsbasis i dag. Man kan købe Dybbøl Mel i butikken.
John Mogensen mente nok, at Dybbøl Mølle malede ad h*** til (jeg kan altså ikke bande på nettet – ikke engang i et citat), men melet derfra er rigtig godt og groft som bøndernes vadmelstøj dengang, det var før. Og følelsen af historiens vingesus på Dybbøl er ikke aftaget det mindste. Heller ikke i vores ellers ret historieløse tid.
Jeg har sjældent følt mig mere dansk end lige der. For dansk er jo, hvad jeg er. Ikke verdensborger eller multikulturel. Jo da – jeg læser gerne bøger fra andre lande. Jeg besøger dem også gerne. Jeg spiser gerne mad fra andre lande og inspireres af nye og andre råvarer – og tanker. Og jeg køber ind hos min kurdiske grønthandler med stor fornøjelse og holder meget af mit alter ego, Colorado Kate.
Men jeg er altså dansk. Helt igennem. Og at stå foran mindestenene for de faldne på skanserne i stilheden og solskinnet og næsten fysisk fornemme deres angst, da kanonerne bragede, er en stærk og ikke spor rar følelse. Det løber en koldt ned ad ryggen.
I grænselandet fornemmer man historien. Der er blevet kæmpet så mange gange. Land er mistet, genvundet, mistet igen og vundet tilbage igen. Hver gang med grusomt tab af liv til følge. Det får en til at tænke sig om. Er der virkelig noget, der sådan er værd at dø for? Umiddelbart tænker man nej – det skulle da være for at redde ens egen familie. Men så tænker man, at det er der nu nok. At ens land ikke skal overtages af en fremmed magt, og ens kultur knuses og erstattes af sejrherrernes, er nok en af dem. Tænk bare på anden verdenskrig.
Men det er nu bedre at leve for noget end at dø for det.
At gå rundt på skanserne og besøge Dybbøl Mølles hyggelige butik og museum, hvor hunden gerne måtte komme med indenfor, at købe mel med hjem, bage brød af det – og mens man ælter at tænke på de helt almindelige menneskers liv i grænselandet dengang – det er – om jeg så må sige – at spise lidt af historien og at gøre den til en del af en selv og ens egen identitet. At leve sig ind i historien og forstå, at de mennesker dengang var præcis, som vi er nu.
Jeg så aldrig serien 1864. Efter det første afsnit, syntes jeg, den var for ringe. Et besøg på Dybbøl Mølle sagde mig meget, meget mere, og synet af Dannebrog mod den blå himmel var et stærkt symbol, der faktisk rørte mig.
Man kan nemlig godt være glad for sit land uden at afsky alle de andre.
Vi har måske nok uduelige, luskede og dårlige politikere med alt for meget magt helt ned på detaljeniveau. Vi har korruption, ‘vennetjenester’, luskebukse og snydepelse blandt både høj og lav. Skidte folk findes der allevegne.
Men det er ingen grund til at skamme sig over at være dansk. Det trælse må vi gøre så meget ved, som vi nu kan, så vi med Grundtvigs ord – Grundtvig, som jeg opfatter som noget af det mest danske overhovedet – kan få lov at leve ‘et jævnt og muntert, virksomt liv på jord’. Det vil jeg gerne kæmpe for – men helst ikke dø før tiden, som man kunne risikere det så mange andre steder i verden.
Og en opskrift på brødet? Det må vente til i morgen, for nu har jeg vist vævet længe nok for i dag…
God tirsdag.
