Stop op og se på småt og stort

Når man bor, som vi gør, og har så mange projekter i gang hele tiden, må man prøve at lære, at man aldrig bliver færdig, og at man – hvis man også skal have glæde af det hele – er nødt til at stoppe op og kigge på blomsterne undervejs.

Man tænker nok, at ‘når vi er færdige, så…’

Men færdig er man aldrig. Så tvangsstop skal der til. Og så skal man selvfølgelig også kigge og nyde både udsigt og blomster, mens man graver og går med trillebøren.

I dag har vi samlet og fyldt højbede. Og jeg har nydt synet af de små blomstrende stenbedsplanter hver gang, jeg er gået forbi pavillonen. Stenbedsplanterne fra Den Alpine Have i Herskind.

Langt mindre en planteskiltet er den. Måske kun 5 centimeter med blomst. Men dens blomstrende krone fanger blikket. Mon ikke den blomstrende del går ud efter blomstring? Det plejer de jo, den slags. Men der er nye små sideskud, og så er det jo bare deres tur til at tage over.

Små skønheder som den lille floks, Miss Daisy hedder den, og den lille sedum glæder faktisk øjet lige så meget, som de store skønheder gør. De seks smukke og store damer har fulgt vores arbejde på sikker afstand hele dagen. Det er da hyggeligt.

God Kristi Himmelfarts aften.

 

Bloglovin’

Det der med, at få Bloglovin til at virke? Det kører ikke rigtigt for mig. Måske skulle jeg leje en nørd i en time? Nej – jeg prøver igen.

Som trøst for, at du har klikket ind på et så kedeligt indlæg, får du et smukt billede af en af de skønne akelejefrøstjerner, der blomstrer her og der og alle vegne lige nu. Frydefulde maj.

Hvis du vil hjælpe med at se, om det med Bloglovin’ virker, kan du trykke på linket herunder og følge Dalsgaard i Skivholme derinde. Hvis det ikke virker – ja, så dropper jeg det altså – i denne omgang.

Follow my blog with Bloglovin

Der er jo vigtigere ting end at være med på alle de sociale medier, man kan finde. For eksempel at være førerhund for hunden, nu hvor græsset er vokset den over hovedet.

Men – det skulle bare være så smart, det der med Bloglovin’. Så prøv lige… og fortæl mig, hvis det virker.

Fortsat rigtig god onsdag!

Køer i marken igen

Så er der igen liv i marken. Seks, smukke charolais kvier kom hertil i går aftes, og efter en nat i fangfolden, hvor de kunne vænne sig til lyde og lugte – og falde lidt til ro efter køreturen – er de nu sluppet fri i engen.

De har været hele vejen rundt. Snuset, smagt, kigget og løbet. De bliver vist nogle trætte køer i aften…

Engen er stor, og i det grønne synes de ikke af meget. Da vi skulle have fat i dem enkeltvis i morges for at få grimerne af dem, så de altså noget større ud. Pyha. Men nu er de fri, og så skal de nok falde til ro. De skal bare lige have uroen ud af kroppen – håber jeg…

God onsdag.

Højbede – med sneglekant – på terrasser i marken

Hvad er det nu, de har gang i? Der er gravet etager ind i markkanten? Var det ikke der, de havde køkkenhave før? Det ser da forfærdeligt ud.

Jo, men… det bliver ikke ved med at se sådan ud. På hver af de tre terrasser kommer der til at stå et stort højbed. Et højbed med sneglekant.

De tre højbede kommer til at rumme vores køkkenhave i år – og i mange år fremover. Det er sneglenes skyld det hele. Sidste år fik vi intet ud af køkkenhaven. Absolut intet. De åd det hele. 3-4 af de ækle fyre kunne sidde og mæske sig i en squashblomst. Kålplanterne var fyldt med dem. Salaten forsvandt, næsten før den kom op. De åd simpelthen alt undtagen kartoffelplanterne.

Når en køkkenhave ligger i markkanten, som vores gør, er det stort set umuligt at bekæmpe de slimede uhyrer med ølfælder, nattejagt og deslige. De vandrer ind som en ødelæggende hær, og de æder alt på deres vej. Efter sidste år har vi simpelthen kastet håndklædet i ringen og købt hjælp i form af højbede.

Stigningen i markbedet er så stor, at højbedene skal stå på terrasser for at stå lige. Nærmest som en olivenplantage på en bjergskråning i Toscana. Der er gravet ud, så der er plads til højbedene og plads til at gå omkring dem.

De tre højbede er samlet af sektioner på 1,2 m, så bredden bliver 1,2 m og længden 3,60. Det giver masser af plads til det, vi skal dyrke. Squash, græskar, bønner, bladselleri, salater – alt sammen snegleføde af højeste karat. Men nu kan de ikke komme til fadet. Kanten holder dem væk. De kan simpelthen ikke vride sig rundt i den vinkel.

Jeg skal nok vise billeder fra udviklingen af projektet, når det kommer længere frem. Lige nu kan man ikke se meget, men jeg er så glad for, at vi endelig er kommet i gang, og jeg kunne ikke vente med at fortælle om projektet – til glæde og forhåbentlig inspiration, hvis du også bor med græsmarker omkring din have.

Indlægget er skrevet i samarbejde med zinkbakken.dk, hvor vi har købt bedene. De har rigtig mange lækre ting derude i Låsby, hvor de bor. Vi var glade for at det lå i nærheden, men de sender selvfølgelig i hele landet.

Prøv at tage et kig på deres website. Det smarte system med samlesæt gør, at man kan lave store højbede eller små højbede, præcis som man har lyst. De har meget mere end det – men kig selv – jeg har fundet nok til en meget lang ønskeseddel og mange havedrømme. Du kan læse mere om zinkbakken.dk i en artikel hos Havefolket.dk – den finder du lige her: Zinkbakker i metermål.

God mandag aften.

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

Værtindegaver – 3. afsnit af Stafetten

Det er blevet fredag igen og tid for Stafetten. I dag er det Nana med bloggen Mit Landliv, der skriver om sit bud på værtindegaver. Det er Nanas søde og kønne høns, der står for det praktiske i forbindelse med gaveproduktionen.

Foto: Nana Hecquet

Nana er selv ansvarlig udbringning – og for indpakningen (en disciplin, hvor hun er en sand mester).

Det er dejligt, når man sådan kan dele opgaverne.

Kig ind og se, hvor smukke hønsegaverne kan blive. Nanas indlæg finder du her: Værtindegaver fra hønsene.

God fredag.

Stafetten er et samarbejde mellem bloggene Mit Landliv, Aargang 73,  Fifty Fabulous og mig. 12 fredage, 12 indlæg og 12 ideer til værtindegaver – skrevet efter tur af en af os fire.

De tidligere indlæg finder du her:

Kurv med hjemmelavet konfekt

Noget med noget i

En dejlig overraskelse

I dag skulle jeg have været til København. Til et møde. To timers møde og 7 timer i toget. Jeg slap. Søde kolleger har lovet at tage over for mig – sådan nogle kolleger er man nu heldig med. Så jeg skal ingen steder udover på arbejde helt almindeligt. Se det er en dejlig overraskelse.

Var tidligt nok oppe til at nå toget og står nu med en hel ekstra time, før jeg skal køre. Tror, den skal bruges på en havetur med kræene – med blik ud over landskabet, som solen i dag skinner så gavmildt på.

Der er alligevel ikke tid nok til at begynde at ordne alt det her…

… så de her og alle chilierne kan blive plantet.

Det må blive i weekenden. De står såmænd også fint i potterne indtil da.

Nej – jeg sætter lige lidt vasketøj over og fejer foran B&B’en – og så tager vi en hyggehavetur – hunden, katten og jeg.

God torsdag!

Gult, hvidt og grønt i forårshaven

I haven, i hegnene, på markerne – alle vegne lyser det gult. Sådan en diset morgen i maj er udsigten fra min computerplads ovenpå et studie i gult og grønt.

Rapsen blomstrer, så luften er tyk af pollen. Man kan dufte den helt ind i stuen. Mælkebøtterne lyser gult i græsmarkerne (til Bondemandens store fortrydelse) og ranunkelbusken er sprunget ud i al sin solskinsgule pragt.

Også Mahoniebusken blomstrer.

Det er som om blomsterne vil minde solen om, at den gerne må skinne. Og alligevel er det regnen, der har kaldt alt det grønne frem. Det er næsten overvældende, som alt er blevet grønt i de sidste dage. Som en grøn eksplosion. Selv egetræerne langs vejen er ved at springe ud.

Hægen med den dejlige duft af forsommer blomstrer i hegnet. Fine, hvide klaser af duftende blomster.

Duften af hæg bliver til ‘duften’ af kattetis, hvis man tager den ind. Hæg skal nydes i det fri.

Tulipanen Spring Green er sprunget ud i det hvide bed.

Der er forårsfest derude. I haven og i hegnet. Det er lige skønt hvert år. Lige overvældende og fantastisk. Planter, blomster, græs og træer – mild luft og fuglesang. Som der står i andet vers af den dejlige ‘Det dufter lysegrønt af græs’:

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Det er sådan det er lige nu. Solen ved at bryde igennem disen her i Skivholme, og endnu en dejlig majdag ligger forude. Det er da næsten synd at tage på arbejde…

God onsdag.

Vitello tonnato – en lettere udgave

I fredags på Store Bededag var vi i Aarhus Teater – til Jesus Christ Superstar. Inden mødtes vi med en flok familie her til en tidlig og let aftensmad. Det var dejligt sommervejr, og vi skulle spise allerede klokken fem. Ikke vejr til gryderetter – der måtte noget koldt og lækkert til. Det blev til en lettere udgave af den klassiske Vitello Tonnato – koldt kalvekød med tunsauce.

Den klassiske udgave er med tun og mayonnaise – her er brugt creme fraiche 6% i stedet for.

Men først kødet. En roastbeef af inderlår er perfekt.

Den skal koges. Det kræver lidt mod at koge så lækkert kød, men det bliver godt. Rigtig godt.

Til kogelagen skal du bruge:
Vand, så det dækker kødet
3-4 fed hvidløg
1 stængel bladselleri
1 løg
Et par kviste rosmarin
Salt

Bring vandet i kog med løg, hvidløg, bladselleri, løg, rosmarin og et drys salt. Læg kødet i og lad det koge i 30-35 minutter. Kernetemperaturen skal være 60 grader. Tag kødet op og lad det køle helt af, før du skærer det i tynde skiver.

Til tunsaucen skal du bruge:
1 dåse tun
2,5 dl cremefraiche 6%
En stor spsk kapers
1 tsk koncentreret tomatpure

Blend det hele sammen til en blød og lækker konsistens, smag til med salt og peber og stil det på køl.

Jeg lavede dobbelt portion, for vi var mange, og der skulle da ikke mangle noget.

Skær kødet i tynde skiver, dryp med tunsauce og pynt eventuelt med ekstra kapers. Stil en skål med tunsauce på bordet – den mængde, der ser dekorativ ud på fadet, er slet ikke nok, for det smager af mere…

En salat og et godt brød passer fortrinligt til. Det smager af sommer – sommer i Italien.

God mandag aften.

Er æggeskyer det nye sort?

De seneste dage har der været rigtig mange opslag på min opskrift på æggeskyer. Den er fra 2014.

Faktisk har et par tusind mennesker været inde og kigge på opskriften i løbet af ugen. Det har undret mig en del. Hvorfor lige det indlæg? Og hvorfor lige nu – næsten tre år efter, det blev skrevet?

Så prøvede jeg at google æggeskyer. Måske kunne jeg finde ud af det ad den vej. Det viser sig, at BT har opdaget æggeskyerne.

Du kan læse artiklen her.

De har ikke linket direkte til mit indlæg – så var nettet nok brudt sammen, når man tænker på, hvor mange der læser BT, og hvor mange, der normalt er på linjen hertil. Men den afledte interesse må være skyld i det. Andre forklaringer kan jeg ikke finde.

Det er da også en både dekorativ og lækker ret, de fine skyer, så prøv dem og vær med på moden.

Selv kan jeg kun sige, at det da er ret sjovt at være firstmover for en gangs skyld. Jeg plejer da ellers altid at være sidst med det første og ikke først med det sidste. Det er nærmest en livsstil. Men denne gang er det omvendt. Det var jo helt tilbage i 14, jeg første gang lavede æggeskyer. Længe før BT fik øje på dem.

Med næsen i sky: God lørdag.