Stort og småt fra hverdagen på landet
Egentlig er det ret hyggeligt, når det rigtige vintervejr kommer. Når frosten ligger dekorativt på havens planter, og der ikke er andet, man kan foretage sig derude end at nyde det.
Så sent som i går fik jeg splittet juletræet ad Fortsæt med at læse “Egentlig er det ret hyggeligt”
I pakken med anmeldereksemplarer af bøger fra Koustrup & Co., som jeg fik i efteråret, var også denne.
Fantasilater med undertitlen Eventyrlige Blomstersalater – en bog af Aiah Noack om spiselige blomster i haven og naturen. Fortsæt med at læse “Fantasilater – en boganmeldelse”
En blog om livet på landet må også tage noget af det knapt så idylliske med. Det er her et indlæg om skår i glæden. Om håb og om skuffelser. Om Fie.
Fie er ikke let. Hun kan være den sødeste hund, men hun får raserianfald, hvor hun knurrer, gør – og bider. Fortsæt med at læse “Det man kalder en ‘problemhund’”
I dag er Fie en lykkelig hund.
Hun har fået et charolais-ribben. Det er cirka en halv meter langt…
Når man går ind på yr.no for at se vejrudsigten, viser de et lille kort i højre side. Jeg har aldrig kigget sådan særlig meget på det, men det gjorde jeg i dag.
Der er nogle begivenheder, der gentager sig hvert år på cirka samme tid. Målepinde for årets gang.
I januar er en af målepindene at købe de første tulipaner.
En anden er at lave appelsinmarmelade. Fortsæt med at læse “Målepinde i januar”
I de senere år har jeg lagt mig noget ud. Det er jeg selvfølgelig ikke helt tilfreds med, selvom det ikke er noget, jeg tænker meget over. Det er mest, når jeg ser mig selv på billeder og tænker: Hvem er den lille, kugleformede kone?
Det var gået ligesådan for Claus Dalby, og sidste år gik han i gang med at lægge kosten om. Han har tabt 40 kilo siden. Fortsæt med at læse “Slank med Claus Dalby?”
Som Pippi Langstrømpe siger: Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt. Ikke noget dårligt valgsprog at gå gennem livet med…
De lange, mørke vinteraftener er som skabt til nørkleri.
En halv vintønde til haven var lige det, jeg havde ønsket mig til jul, og en morgen et par dage før jul, hvor husbonden var på kundebesøg, og jeg var hjemme endnu, hørte jeg en lastbil brumme ude ved hoveddøren. Der stod fragtmanden. Med noget, jeg vist ikke skulle have set før juleaften.
Lørdag, hvor solen skinnede, blæsten glimrede ved sit fravær, og haven lignede noget, der havde været udsat for en slem storm (det havde den jo altså også…) var jeg i haven for første gang i år.
Og se, hvad jeg fandt…
