Frøken Solskin

Det begyndte faktisk med en fejl. En fejl, jeg gjorde under landsbydagen i sidste uge. Havde det ikke været for den fejl, var jeg nok slet ikke kommet til at snakke med Frøken Solskin, så det var da en heldig fejl.

Frøken Solskin Glas er en af de kreative udstillere fra landsbydagen, og på hendes udstilling faldt jeg for en lille, glad glaskylling til ophæng.

Den lå i en kasse med kyllinger af mange slags – alle sammen til den rørende sum af 20 kroner stykket.

Jeg fik kyllingen pakket ind i silkepapir, betalte og puttede den i tasken. Senere var der nogen, der spurgte mig, hvad jeg havde købt, og jeg pakkede kyllingen ud for at vise den frem. Og fik øje på et prismærke på bagsiden: 45 kroner. Jeg havde kun betalt 20.

Fuld af dårlig samvittighed ilede jeg tilbage til Frøken Solskin, men hun ville ikke have flere penge. Det var jo hende, der var kommet til at putte den i kassen med kyllinger til en tyver, sagde hun. Det var rigtig sødt af hende, for jeg var da helt indstillet på at betale min gæld.

Frøken Solskin har sit værksted hjemme, hist hvor vejen slår en bugt, lige før skoven på vejen mellem Sjelle og Galten – cirka fem minutter herfra. Der sælger hun sine frembringelser, og der er masser af smukke og søde ting. Både små og store.

Frøken Solskin sælger også nogle af sine produkter i Brugsen i Herskind, og – hør nu godt efter – af og til hos Billigblomst på Viborgvej. Måske har du lagt mærke til den lille udstilling af glasvarer tæt på kassen? Kig efter næste gang, du er der.

Du kan også følge Frøken Solskin Glas på Facebook. Der finder du også adresse og kontaktoplysninger.

Indlægget er ikke sponsoreret – hvis man ser bort fra den lidt for billige kylling. Det er en del af en række indlæg om spændende steder og spændende shopping lige i nærheden af os i Skivholme, der vil komme gennem hele turistsæsonen. Indlæggene vil blive tagget ‘lokale attraktioner’, så hold øje med det tag, hvis du kommer på de her kanter.

God lørdag.

Kreative kræfter

Inspireret af vores nabokommunes højt besungne status som europæisk kulturhovedstad var temaet for årets landsbydag ‘Kulturby’.

Det gav områdets kreative kræfter mulighed for at vise lidt af alt det, de kan og gør.

Borum Eshøjs Venner udstillede nogle af de flotte kostumer fra Borum Eshøj spillene.

(Kender du ikke Borum Eshøj, så kig her – eller tag en tur på Moesgaard Museum, hvor de begravede fra højen er udstillet som del af den meget flotte udstilling om bronzealderen.)

Sygruppen i Sognegaarden viste nogle af de dragter, de er i gang med at sy til alle Skanderborg Provstis præster til årets store Lutherfejring.

Den fine, gamle symaskine er i øvrigt til salg – er du interesseret, kan jeg formidle kontakt.

Krea Kids fra Herskindskolen viste nogle af deres flotte frembringelser.

Krea Kids er et koncept, udsprunget og udført af den lokale kunstner Kirstine Korshøj Jørgensen, hvis malerier også var udstillet. Her viser Mads stolt sin mors malerier frem.

Krea Kids børnene mødes en gang om ugen, lærer om kunst og prøver selv teknikkerne af – med stort held. En skam, at man skal være ‘kid’ for at være krea kid, ikke? Mere om Kisser en anden gang, for vi har planer om en udstilling af hendes malerier i vores Bed & Breakfast hen over sommeren.

Frøken Solskin Glas havde en flot salgsudstilling. Også Frøken Solskin kommer der mere om meget snart.

Derudover var der skolens børnekor – søde og rørende og som sædvanligt mesterligt ledet af Anne-Marie Elbech, der også er en fremragende organist. Der var ung, lokal rock – seje var de.

Der var foredrag, fællesspisning, børnediskotek, snak og hygge.

Vi kan godt være stolte af alt det, der foregår i vores område. Et hjertesuk kunne dog være, at det altid er de samme, det hænger på. Alt for mange kommer bare, smækker rumpetten i sædet og bliver siddende tungt med kaffekoppen.

De får ikke mange point hos mig – nej op med rumpetten og hjælp til og vær med. Det behøver ikke være så svært, vel? Og det er meget sjovere at være aktiv end passiv.

God mandag.

Sku’ vi ikke lige tage en kop te – allesammen?

De dage, hvor vi begge to er ude af huset det meste af dagen, tager vi tit lige en kop te til at lande på, når vi kommer hjem. Det er hyggeligt med en lille pause, før vi går i gang igen.

Udover os – husets tobenede – er der to andre, der holder af sådan en hyggestund. De holder sig tæt på, meget tæt på, i tilfælde af, vi skulle tabe et eller andet spiseligt. Kattekræet, Puma, har sin helt egen, insisterende måde at anbringe sig selv i centrum.

Med et enkelt blødt hop springer han op og lander på en bar plet på bordet, hvor han først ligger og spinder og lader sig tilbede, før han falder i dekorativ søvn, så vi ikke nænner at flytte ham.

Så vi er som oftest tre omkring bordet og én på bordet til eftermiddagsteen.

Hunden holder opmærksomt øje med det hele, får en kæletur og en kiks eller to og lægger sig så til at sørge lidt ved døren, klar til dagens næste punkt: gåturen. Det kan kun gå for langsomt. Og det er da mærkeligt, at vi skal bruge krudt på sådan et kattedyr? Man kan vel kalde det en slags søskendejalousi, hvis man vil.

Når dyrene bliver så gamle, som vores efterhånden er, er der opbygget hundreder af små vaner og ritualer. Meget kan man sige om dyr, men mønsterbrydere er de ikke. Det skal være, som det skal være, så man kan forstå verden.

Og i en forståelig verden er der masser af klap, leg, ture og godbidder.

God fredag – håber den bliver med klap, leg, godbidder og ture.

Nu skal der snart kalkes igen

Mens jeg har gået og helet, har jeg haft god tid til at kigge på og mentalt forberede alt det, der skal gøres ude i foråret.

Vind og regn har været hårde ved de gamle bygninger, og det er – som hvert forår – ved at være tid til at kalke igen. Det er lidt af et smadder, og der går meget god tid med det. Tid, som jeg hellere ville have brugt i haven og på at komme videre med projekt ‘den hvide have’, som jeg laver i samarbejde med KridtvejsPlanter.

Vintergækkerne blomstrer lystigt, og spirer til flere slags hvide narcisser og tulipaner er kommet op. Det kribler i fingrene for at komme i gang med det næste bed.

Men mure, der skal kalkes, skal altså kalkes, hvis de ikke skal komme til at se ufatteligt forfaldne ud.


Det er endnu lidt tidligt at begynde at kalke – og heldigvis for det, for jeg skal stadig passe lidt på med at køre for hårdt på efter mit uheld sidste søndag.

Men pludselig er vejret der. Det må ikke regne, solen må ikke skinne for meget, og der må ikke komme frost, før kalken er hærdet af. Kalk er en primadonna at arbejde med. Så er det sagt. Men kalkede vægge har altså det smukkeste, hvide skær. (Hvis du har har lyst, kan du læse mere om kalk her.)


Jeg har kigget lidt på spandene, børsterne og afdækningsmaterialerne ovre i værkstedet. Der skal nyt til i år. Børsterne er slidte, og afdækningsdugen er stiv af spildt kalk.


Nu er der bare det, at jeg virkelig ikke ret godt kan lide at komme i byggemarkeder. De er store, man farer vild, kan aldrig finde noget, og der er aldrig nogen, man kan spørge. Det kan godt være et kvindeligt mindreværdskompleks, der stikker hovedet frem, men alligevel…

I stedet tyr jeg til nettet. Hos Engelbert-Strauss, som jeg har skrevet om før, kan man købe masser af pensler, børster og alt muligt andet til en ret fornuftig pris, og man kan sidde i ro og fred og bladre i sortimentet. Du kan se mere her.

Der var også nogle kønne viskestykker, nogle gode rengøringsbørster og noget slet ikke så dårligt arbejdstøj, jeg kunne lade mig friste af. De har mange sjove og gode ting hos Engelbert-Strauss – gå ind under ‘products’ på deres side, hvis du vil have et overblik.

Lisbeth fra Høneballehaven

foreslog mig, at jeg købte en hjelm der, så jeg ikke får en gren i hovedet en anden gang. Det dumme er, at jeg faktisk har en hjelm. Den lå bare i kælderen den dag, og der hjalp den altså ikke meget.

Indlægget er sponsoreret, men historien er min egen.

God tirsdag.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Venner trods alle forskelligheder

Alle, der har hund og kat ved, hvor forskellige de er. Derfor er det også en ekstra glæde, når de kan enes – ja ligefrem holder af hinanden.

Billede12

De har en vidt forskellig tilgang til verden. Hunden er altid glad og meget umiddelbar. Halen står aldrig stille.

billede5

Katten er mere uudgrundelig og diskret i sin måde at gøre opmærksom på sig selv. En let udstrakt pote betyder det samme, som når hunden kaster sig på gulvet med maven i vejret og halen vildt logrende. Nemlig: kærlighed udbedes, tak.

Han kan ligge længe med stor værdighed og være totalt fokuseret på noget, vi andre ikke ved, hvad er.

billede3

Altid værdig, også når andre måske har ladet sig rive en anelse med…

Billede2

Men der er mange ting, de er enige om. Blandt andet, at man godt kan være venner, selvom man ikke ser helt ens på verden.

billede1

God tirsdag.

Urimeligt tyranni

I forgårs kom vores genbo over for at fortælle, at han havde set tre suspekte typer stå ud af en bil og gå hen og åbne portene til vores maskinhus. Den ene talte i mobiltelefon – og det lød østeuropæisk. De kørte, da de så, han havde set dem. Siden har vi ikke slappet meget af – og ingen af os var hjemme hele dagen i går, hvor jeg helst ville have stået og holdt vagt – med kagerullen under armen og et bistert glimt i øjnene.

For hvad mon sådanne typer kan finde på, hvis de opdager, der ikke er noget at hente? At der ingen diesel er? At der ikke er bærbare computere, ingen fladskærmsfjernsyn – og heller ingen dyre smykker?? Jeg forestillede mig et ødelagt hjem og væltede blomsterkrukker.

Billede3

En ting var i hvert fald sikker – hunden skulle ikke være alene hjemme. Så hun kom med mig på arbejde. Det lykkedes faktisk at bestille noget – en hel del endda. Men det var lidt som at have et lille barn med – et, der ikke syntes, det var særlig sjovt at være på arbejde vel at mærke. Som løb hen til døren, når hun hørte skridt eller stemmer, peb, hvis hun var alene på kontoret et øjeblik, blev bange for printeren – men gladeligt spiste halvdelen af min madpakke.

Og så var det skønt at komme hjem og se, at der ingenting var sket. At hus og have var helt som i morges, da vi kørte.

Billede2

At rodet i drivhuset var mit eget rod.

Billede1

Og at det samme gjaldt køkkenets kaos. Det var ene og alene selvforskyldt.

Og hunden? Hun mere eller mindre sov resten af dagen, efter vi kom hjem, mens jeg ryddede op, bagte brød og gjorde rent i B&B’en. Det var nemlig hårdt at gå på arbejde, syntes hun.

Billede4

Er det dog ikke træls, at man sådan skal lade sig tyrannisere? Helt personligt så jeg gerne lukkede grænser for alle med et brækjern bag i bilen. Men det er vel ikke til at se på dem, at de er dem, de er. Var det dog bare som med Bjørnebanden i Anders And – DEM kan man genkende hvor som helst.

God fredag.

Hvorfor folk på landet elsker hvide vintre

Jamen, det er jo oplagt. Det giver sig selv. Det er helt klart. Meget simpelt og helt forståeligt. Ikke til diskussion. Fakta.

Hvide vintre er energibesparende.

Grønne vintre sparer ikke energi. Ikke min i hvert fald.

Og det skyldes…

…mudder.

Mere mudder.

Og endnu mere mudder.

Hvis det så bare blev derude. Men det gør det ikke.

 

 

Her kommer mutter med kost og spand…..

God rengøringslørdag.