Grænsekontrol mod skvalderkål

På skrænten bag skovhaven mellem haven og marken, hvor vi ryddede en del træer og buske væk i foråret, vokser masser af efeu og bregner. Begge dele er kommet af sig selv.

Der vokser selvfølgelig også skvalderkål. De er også kommet af sig selv. Man kan sige, at det er Dalsgaards signaturplante, og en stor del af min energi bliver brugt i kampen mod dem. Vi har virkelig meget skvalderkål – se bare, hvad der vokser rundt om udsigtshaven…

Inde i bedene vil jeg altså ikke have dem. Og jeg har prøvet et nyt fif. Jeg har gravet en rende mellem bedet og skrænten i skovhaven. En rende cirka 25 cm dyb.

Den rende skulle være dyb nok til, at skvalderen ikke kan sende rodskud ind i bedet. Renden skal graves længere og gå hele vejen langs skrænten i skovhaven. Grænsekontrol.

Jeg læste om den teknik sidste år, og i år prøver vi den af. Det ser ud til at virke. Skvalderkålens rødder ligger i de øverste 15-20 cm af jorden. Længere nede er der ikke flere. Nu går jeg langs renden og fjerner de skvaldere, der forsøger at komme over.

Vi holder nemlig et skarpt øje med forsøget, for det er da så dejligt med et bed uden skvalderkål. Ret eksotisk på de her kanter.

Billederne blev taget for en tid siden, mens rododendronerne stadig blomstrede. Det er midt i juli nu, og det virker stadig.

Der skal altså graves render…

God fredag.

Fredløs i kamp mod skvalderkål

Kampen mod skvalderkålene er en evig kamp. For nogle år siden skrev jeg om, hvordan vi flyttede store klumper af gule fredløs fra højbedene foran B&B’en ud i det vilde område mellem haven og engen, hvor de måtte tage chancen for overlevelse mellem skvalderkål og brændenælder. Det kan du læse om her.

De første år skete der ikke meget. Men nu – nu begynder de at brede sig.

De får kamp til stregen. Der er både skvalderkål og brændenælder at slås mod. Men de breder sig, og det andet utøj må efterhånden vige. Næste år er der nok endnu flere.

Skulle der komme til at mangle, er jeg langt fra færdig med at tynde ud i junglen i bedene, hvor der er masser at tage af endnu.

Men – det kan altså lade sig gøre at lade fredløs tage kampen op mod skalderkål. Og man må da sige, at de pynter der i det vilde.

May the best plant win!

God onsdag.

Der må være en kant

At bede bliver der, hvor de skal blive, kræver en kant. Bede skal afgrænses af et eller andet – sten, en skåret kant, træ – et eller andet. De to bede foran huset i blomsterhaven har fået ny kant i går. En kant af brosten.

Det ser ret kurfyrsteligt ud, og det får også planterne til at tage sig bedre ud, at kanten er i orden. Det har givet et stort løft til den del af haven.

Der er sået græs i den bare jord, gravearbejdet efterlod. Nu får vi se, hvor meget græs der kommer, for der er en, der synes rigtig godt om at lege i den tørre jord…

… og om at rulle sig i den tørre jord.

Pyt – det skal nok komme – og vi skal jo alle sammen være der, ikke?

God fredag – den sidste inden ferien for mit vedkommende. Slet, slet ikke så ringe.

Hjemme i haven

At komme ud og se andres haver er rigtig godt. Også for ens egen have, fordi man kommer hjem fyldt med inspiration til forandringer og forbedringer.

Af og til kan man godt blive sådan lidt gnavende utilfreds med, hvad man har nået derhjemme, når man kommer hjem fra et smukt, toptunet og inspirerende sted.

Travlhed på arbejde og i B&B’en i den sæson, hvor det hele vokser så vildt, og man slet ikke kan følge med er en del af frustrationen. Så er det, man har godt af at gå en tur rundt i blomsterhaven mellem bygningerne og bare kigge. For der er jo skønt.

Solen skinner på et væld af frodige stauder, og himlen er blå, selvom det blæser.

Roserne blomstrer…


i  alle bedene.

Tæppepileurten blomstrer, som om den var betalt for det. Godt med sådan nogle trofaste slidere.

Udsigten er som altid skøn fra alle dele af haven.

Og det nye ‘Fru Pedersen-skilt’ er hængt op på det (skal vi kalde det ‘rustikke’ i stedet for ‘faldefærdige’) bindingsværk.

Det er ikke perfekt, men gør det egentlig noget? Man kan jo ikke sprede sig mere tyndt, end man nu engang kan – og det er godt at have noget at stræbe efter.

Der er jo dejligt i haven på trods af ‘ugræs, der er føget over hegnet’ og et rodet hjørne hist og her, ikke? Den slags er bare det, der hedder livet – det er ikke perfekt, men det er da godt – og slet ikke til at undvære…

God onsdag.

Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige

(Sponsoreret indlæg)
Der er ikke ét sted på vores grund, der er rigtig fladt. Er det fladt, er det, fordi der er gravet ud til det. Det kræver lidt snilde, fantasi – og masser af praktisk hjælp fra folk med store maskiner, hvis vi skal bruge flad jord.

Derfor har det også taget lang tid, før de højbede, vi købte hos Zinkbakken omkring Påske, blev klar til brug. Selve det at samle bedene tager ikke lang tid. De er lavet i moduler på 1,2 m, og vi har tre gange tre sektioner. Det er faktisk gjort i en håndevending.

Det, der har taget lang tid, har været forberedelserne. Det med at gøre noget plads flad. Tre terrasser skulle graves ud i kanten af græsmarken, der hvor vi også før havde vores markbed med køkkenhave. Det er næsten som terrassehaverne omkring Middelhavet – bortset lige fra klimaet…

I går kom vi til sidste fase i projektet. Halleluja – endelig.

Bondemanden hentede 10 rummeter træflis i kornvognen og kørte – med stor forsigtighed – det tunge læs fra savværket og først ned ad den stejle markvej, og så op ovenfor pavillonen, hvor bedene ligger.

Skråt er det – det hele – og ikke altid lige nemt at køre på. Slet ikke med tungt læs. Vi kunne ikke have gjort det i dag, hvor det regner.

Men det lykkedes, og vi gik i gang med sidste fase af projektet.

Først blev der igen jævnet ud på terrasserne – denne gang bare med skovlen. Knotter og sten blev fjernet. Der blev lagt ukrudtsdug og kørt trillebør efter trillebør af det fine, lyse træflis ovenpå. Det dufter så dejligt, sådan noget nyt træ.

Højbedene er med sneglekant. Det var egentlig hovedformålet med hele øvelsen. At vi kunne få vores grøntsager og salater for os selv uden at dele med de slimede uhyrer. At det så også kom til at se rigtig godt ud, er nu heller ikke så galt igen.

Og sikke en fornøjelse det er, at se på kålplanterne nu. Ingen sneglespor eller -bid. Overhovedet. Uhyrerne kan simpelthen ikke krænge sig omkring kanten.

Flisen vil blive mørkere med tiden, og højbedene vil ruste, som de skal. Det hele kommer til at se mere naturligt ud. Men lige nu frydes vi over, at det hele står så flunkende nyt og fint – og at det endelig, endelig, endelig er færdigt.

Når alt er vokset til i løbet af sommeren, kommer der flere billeder. Og til næste år kan der blive sået og plantet i god tid. Der er det hele jo klart til brug i foråret. Et forår uden entreprenørmaskiner.

Jeg tror, vi bliver meget, meget glade for vores nye køkkenhave.

God torsdag.

En kragerede ned gennem drivhuset

Vores drivhus står beskyttet i læ af skrænten og de høje træer. Det er gammelt. Mindst 20 år gammelt, for det var langt fra nyt, da vi kom hertil i 2003. Det har holdt til orkaner og storme uden ulykker. Det er et rigtig godt drivhus.

Men – i et af de høje træer på skrænten har der i mange år været en stor kragerede. I vinden i går rev den sig løs fra sin plads der højt oppe i trækronen, og den faldt meget målbevidst lige ned i – og igennem – drivhuset.

Fire ruder røg som en eksplosion, og der var glas overalt. Sikke et held, der ikke var nogen i huset, da det skete…

Det tog meget lang tid at rydde op, og jeg tænkte ikke ligefrem pæne ting om krager imens – ikke andet end, at de da er ret kvikke til det der med at bygge.

For sikke et bygningsværk. Et par hundrede pinde er samlet og flettet sammen. Dernæst er der bygget en indre rede af birkekviste, og til sidst er alt kittet sammen med jord – med mudder. Som et lerklinet hus. Det har taget kragerne lang tid at flyve næbfuld efter næbfuld jord op til reden.

Nu er der ryddet op, fjernet glas, fejet og dækket af med plast.

Og nu ved jeg, hvordan en kragerede er bygget. Slet ikke uinteressant – selvom det måske er en viden, jeg godt kunne undvære?

God mandag.

Stop op og se på småt og stort

Når man bor, som vi gør, og har så mange projekter i gang hele tiden, må man prøve at lære, at man aldrig bliver færdig, og at man – hvis man også skal have glæde af det hele – er nødt til at stoppe op og kigge på blomsterne undervejs.

Man tænker nok, at ‘når vi er færdige, så…’

Men færdig er man aldrig. Så tvangsstop skal der til. Og så skal man selvfølgelig også kigge og nyde både udsigt og blomster, mens man graver og går med trillebøren.

I dag har vi samlet og fyldt højbede. Og jeg har nydt synet af de små blomstrende stenbedsplanter hver gang, jeg er gået forbi pavillonen. Stenbedsplanterne fra Den Alpine Have i Herskind.

Langt mindre en planteskiltet er den. Måske kun 5 centimeter med blomst. Men dens blomstrende krone fanger blikket. Mon ikke den blomstrende del går ud efter blomstring? Det plejer de jo, den slags. Men der er nye små sideskud, og så er det jo bare deres tur til at tage over.

Små skønheder som den lille floks, Miss Daisy hedder den, og den lille sedum glæder faktisk øjet lige så meget, som de store skønheder gør. De seks smukke og store damer har fulgt vores arbejde på sikker afstand hele dagen. Det er da hyggeligt.

God Kristi Himmelfarts aften.

 

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

En dejlig overraskelse

I dag skulle jeg have været til København. Til et møde. To timers møde og 7 timer i toget. Jeg slap. Søde kolleger har lovet at tage over for mig – sådan nogle kolleger er man nu heldig med. Så jeg skal ingen steder udover på arbejde helt almindeligt. Se det er en dejlig overraskelse.

Var tidligt nok oppe til at nå toget og står nu med en hel ekstra time, før jeg skal køre. Tror, den skal bruges på en havetur med kræene – med blik ud over landskabet, som solen i dag skinner så gavmildt på.

Der er alligevel ikke tid nok til at begynde at ordne alt det her…

… så de her og alle chilierne kan blive plantet.

Det må blive i weekenden. De står såmænd også fint i potterne indtil da.

Nej – jeg sætter lige lidt vasketøj over og fejer foran B&B’en – og så tager vi en hyggehavetur – hunden, katten og jeg.

God torsdag!

Åben have? Uha – nej.

For en tid siden læste jeg, at den kendte og fantastisk dygtige havearkitekt Kjeld Slot var holdt op med at have åben have. Og hvorfor? Jo, folk brokkede sig over, at der var ukrudt i haven. Den var ikke perfekt nok.

Hmmm, tænker jeg så. Hvad er det for et sygeligt krav om perfektion, der har overtaget overalt? Et krav, som bringer rigtig meget utilfredshed med sig?

Din krop skal være perfekt, og er du 60, skal du ligne en på 30. Din bolig skal være perfekt – med wellnessrum i stedet for badeværelse, og med den helt rigtige kombination af nyt og gammelt – dyrt forstås. For din økonomi skal også være perfekt. Hvorfor er der mon så mange, der hopper på kviklån af den ene og anden slags, hvis de ikke synes, de bør have en hel masse, de ikke har råd til?

Dine børn skal være perfekte. Yummy Mummies har per definition perfekte børn, og de skal henholdsvis drives og roses frem til at blive stjerner – også selvom de måske er ret almindelige unger. Hvorfor er der mon så mange unge, der får en depression?

Din have skal være perfekt. I hvert fald, hvis du vil vise den frem. Selv en havearkitekt med fantastiske ideer må ikke have nullermænd i krogene – eller skvalderkål i hækken.

Sidste år besøgte jeg flere haver, og de skønneste af dem havde fået hård kritik. En fik personlig kritik for at være uprofessionel, og en anden blev kritiseret for at have for meget græs. Jamen – hvor er vi henne? Er øjnene blevet lukket for skønhed og erstattet af falkeblik, der fokuserer på selv den mindste afvigelse?

Derfor når nogen spørger, om vi vil være med til at have åben have? Så er svaret nej tak. Venner, familie og B&B gæster må gerne gå rundt, som de lyster. Men den frådende kritikerhob må gerne blive hjemme.

En have er en meget følsom og personlig ting. Man lægger sit hjerte i den, og man bliver ked af det, hvis man får uvenlig kritik. En have er også altid i udvikling, og der vil altid være steder, der står lidt tomme, indtil tingene vokser op. En stor have har altid steder, man ikke rigtigt har styr på.

Det vil jeg ikke udsætte mig selv for, for jeg er så glad for vores have i dens tilstand af stadig udvikling.

Nu, hvor åben have sæsonen begynder, vil jeg gerne opfordre til, at man ser på de store linjer, når man er ude. At man kigger efter ideer og gode indfald, nyder haveejerens engagement og ikke søger efter ukrudt eller noget at brokke sig over.

Ja – det mener jeg faktisk om hele livet – perfekt behøver det slet ikke at være for at være godt. Rigtig godt.

God onsdag.