De små primula er begyndt at springe ud i haven. Sjovt nok ser nogen af dem slet ikke ud som sidste år, hvor de blev købt og plantet, mens de var i blomst. De har skiftet farve.
Sidste år var de meget lysere, ja næsten hvide. Fortsæt med at læse “Farveskift i primula”
Nå – det var det med de georginer. Den grumme historie. Ægte bekendelseslitteratur, hvor man afslører sine værste skyggesider. For tro det eller ej. Jeg fik aldrig gravet georgineknoldene op sidste år.
De skulle have været taget op i oktober, hvor de fik den første frost, men den måned gik mere eller mindre helt og aldeles med vores runde fødselsdage. Fortsæt med at læse “En georgine-dårlig samvittighed”
Ikke et ord om sygdom, pandemi eller noget som helst af den slags i dag. For se. Snepryd blomstrer rundt omkring i haven, og det er sådan en glad lille blomst. Den er tidlig, og den er hårdfør. Vi har den rundt omkring i små grupper.
Jeg kan faktisk ikke huske, jeg nogensinde har lagt løg til dem. De er kommet med planter, jeg har fået, og så har de stille og roligt bredt sig fra et enkelt løg til sådan en lille flok hist og her. De er rigtig gode til at selvså. Fortsæt med at læse “Snepryd – som en forårshimmel”
Hvor er der dog mange slags primula til. Jeg er lige ved at forstå, at man kan blive primula-nørd. Men også kun lige. For det med at blive samler af et eller andet er slet ikke mig. Alligevel falder jeg gerne for noget, der er nyt og anderledes end det sædvanlige.
Sådan en primula, faldt jeg over i fredags. En lille fin en. Fortsæt med at læse “Primula Rosea”
Måske du husker, jeg besøgte Gartneriet Råhøj i september? De fine trifolium planter – kløverplanterne, som jeg fik med hjem derfra, holder sig fint endnu.
Det skulle de også kunne – det er jo planter, der kan overvintre. Er det koldere vintre, fryser de tilbage, men de kommer igen. I år er de kun blevet lidt mindre og mere kompakte, og de står stadig, så man kan se deres fine farver og tegninger. Fortsæt med at læse “Trængsel foran drivhuset”
Da jeg første gang så påskeklokker, var det i England. I Cambridge i det meget tidlige forår.
Jeg var helt sikker på, de var alt for eksotiske til at kunne vokse hos os i vores absolut ikke England-agtige klima. Men jeg tog grundigt fejl. Fortsæt med at læse “Så eksotisk, at man undrer sig”
Der er virkelig sket fremskridt på lysfronten. I dag, da jeg hentede avisen ude i postkassen før morgenmaden, kunne jeg faktisk se både postkassen og avisen i den.
Og der var en pippen af fugle, så jeg næsten – næsten – havde lyst til at blive ude. Kun næsten, for jeg havde bare tæer… Fortsæt med at læse “I dag var det lyst, da jeg hentede avisen”
Det er ved at være slut med erantis for i år.
Nu er det, man skal lade de henvisnende erantis stå – også selvom de ikke er pæne at se på længere. For hemmeligheden bag succes med erantis er moderat dovenskab. Eller sagt med et andet ord: uforstyrrethed. Fortsæt med at læse “Hvordan man får erantis til at sprede sig”
Når jeg kigger Facebook, ser jeg mange, der viser billeder af blomster, der blomstrer i haven lige nu. Primula, vintergækker og erantis. I weekenden, hvor det ikke var bælgmørkt, mens jeg var hjemme, gik jeg en runde for at se, om der også var liv at spore i haven hos os. Ikke voldsomt, var svaret.
Men de små erantis, vinterblomsterne, er begyndt at kigge op. Fortsæt med at læse “Gudskelov for de stedsegrønne”
En pause i opskrifterne i dag. Det er nemlig en god dag at bevæge sig lidt ud af køkkenet, hvis man vil nå at se efterårsfarverne, før de drysser helt. De efterårsfarver, der lyser næsten stærkere i gråvejr end i solskin. Og det er jo godt nok, for gråvejr er vist vejrmenuen her i weekenden.
Rosenhækken ud mod engen står lysende gul, og det samme gælder korkelmen, der Fortsæt med at læse “Efterår”
