Stop op og se på småt og stort

Når man bor, som vi gør, og har så mange projekter i gang hele tiden, må man prøve at lære, at man aldrig bliver færdig, og at man – hvis man også skal have glæde af det hele – er nødt til at stoppe op og kigge på blomsterne undervejs.

Man tænker nok, at ‘når vi er færdige, så…’

Men færdig er man aldrig. Så tvangsstop skal der til. Og så skal man selvfølgelig også kigge og nyde både udsigt og blomster, mens man graver og går med trillebøren.

I dag har vi samlet og fyldt højbede. Og jeg har nydt synet af de små blomstrende stenbedsplanter hver gang, jeg er gået forbi pavillonen. Stenbedsplanterne fra Den Alpine Have i Herskind.

Langt mindre en planteskiltet er den. Måske kun 5 centimeter med blomst. Men dens blomstrende krone fanger blikket. Mon ikke den blomstrende del går ud efter blomstring? Det plejer de jo, den slags. Men der er nye små sideskud, og så er det jo bare deres tur til at tage over.

Små skønheder som den lille floks, Miss Daisy hedder den, og den lille sedum glæder faktisk øjet lige så meget, som de store skønheder gør. De seks smukke og store damer har fulgt vores arbejde på sikker afstand hele dagen. Det er da hyggeligt.

God Kristi Himmelfarts aften.

 

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

En dejlig overraskelse

I dag skulle jeg have været til København. Til et møde. To timers møde og 7 timer i toget. Jeg slap. Søde kolleger har lovet at tage over for mig – sådan nogle kolleger er man nu heldig med. Så jeg skal ingen steder udover på arbejde helt almindeligt. Se det er en dejlig overraskelse.

Var tidligt nok oppe til at nå toget og står nu med en hel ekstra time, før jeg skal køre. Tror, den skal bruges på en havetur med kræene – med blik ud over landskabet, som solen i dag skinner så gavmildt på.

Der er alligevel ikke tid nok til at begynde at ordne alt det her…

… så de her og alle chilierne kan blive plantet.

Det må blive i weekenden. De står såmænd også fint i potterne indtil da.

Nej – jeg sætter lige lidt vasketøj over og fejer foran B&B’en – og så tager vi en hyggehavetur – hunden, katten og jeg.

God torsdag!

Åben have? Uha – nej.

For en tid siden læste jeg, at den kendte og fantastisk dygtige havearkitekt Kjeld Slot var holdt op med at have åben have. Og hvorfor? Jo, folk brokkede sig over, at der var ukrudt i haven. Den var ikke perfekt nok.

Hmmm, tænker jeg så. Hvad er det for et sygeligt krav om perfektion, der har overtaget overalt? Et krav, som bringer rigtig meget utilfredshed med sig?

Din krop skal være perfekt, og er du 60, skal du ligne en på 30. Din bolig skal være perfekt – med wellnessrum i stedet for badeværelse, og med den helt rigtige kombination af nyt og gammelt – dyrt forstås. For din økonomi skal også være perfekt. Hvorfor er der mon så mange, der hopper på kviklån af den ene og anden slags, hvis de ikke synes, de bør have en hel masse, de ikke har råd til?

Dine børn skal være perfekte. Yummy Mummies har per definition perfekte børn, og de skal henholdsvis drives og roses frem til at blive stjerner – også selvom de måske er ret almindelige unger. Hvorfor er der mon så mange unge, der får en depression?

Din have skal være perfekt. I hvert fald, hvis du vil vise den frem. Selv en havearkitekt med fantastiske ideer må ikke have nullermænd i krogene – eller skvalderkål i hækken.

Sidste år besøgte jeg flere haver, og de skønneste af dem havde fået hård kritik. En fik personlig kritik for at være uprofessionel, og en anden blev kritiseret for at have for meget græs. Jamen – hvor er vi henne? Er øjnene blevet lukket for skønhed og erstattet af falkeblik, der fokuserer på selv den mindste afvigelse?

Derfor når nogen spørger, om vi vil være med til at have åben have? Så er svaret nej tak. Venner, familie og B&B gæster må gerne gå rundt, som de lyster. Men den frådende kritikerhob må gerne blive hjemme.

En have er en meget følsom og personlig ting. Man lægger sit hjerte i den, og man bliver ked af det, hvis man får uvenlig kritik. En have er også altid i udvikling, og der vil altid være steder, der står lidt tomme, indtil tingene vokser op. En stor have har altid steder, man ikke rigtigt har styr på.

Det vil jeg ikke udsætte mig selv for, for jeg er så glad for vores have i dens tilstand af stadig udvikling.

Nu, hvor åben have sæsonen begynder, vil jeg gerne opfordre til, at man ser på de store linjer, når man er ude. At man kigger efter ideer og gode indfald, nyder haveejerens engagement og ikke søger efter ukrudt eller noget at brokke sig over.

Ja – det mener jeg faktisk om hele livet – perfekt behøver det slet ikke at være for at være godt. Rigtig godt.

God onsdag.

Af alle tulipaner…

De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.

Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,

over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.

Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…

Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.

De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.

De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…

Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.

Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.

Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.

De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.

Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.

Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.

God tirsdag.

P.S. Jeg glemte noget

I går, da jeg skrev om rust i haven, glemte jeg noget. Noget rustent og absolut vigtigt. For noget af det bedste rust, jeg har i haven, er nu engang den store jernkurv fra Anettes Flora.

Solidt smedearbejde og alligevel med en lethed over sig. Den står ude ved pavillonen – altid med årstidens blomster. Den er så harmonisk i formen og dejligt stor med plads til mange blomster.

Sommerblomster,

Sensommerflor.

Og forårets kønne, små hornvioler.

Der er flere, der har fortalt om deres forhold til pynt i haven – nogle elsker overdådighed, nogle enkelthed, andre funktionalitet. Det er da heldigvis individuelt, hvad vi godt kan lide at se på. ‘Vi danskere’ (min hadevending nummer 1) er nemlig slet ikke spor ens – heller ikke når det kommer til haver. Der er plads til mange former for haver og havemennesker. Heldigvis da. Hvor skulle ny inspiration da ellers komme fra?

God torsdag.

Hvidt forneden, hvidt foroven

Det er hvidt derude. Ikke af sne, som i den triste, men smukke vintersang, men af blomster. En overdådighed af blomster. Mirabellerne blomstrer i hegnet og langs vejen, så man får helt åndenød af fryd og glæde. Hvidt foroven.

Her et kig ned ad vejen mod der, hvorfra min verden går. Hjemme. Altid et skønt syn, men særlig smukt lige nu.

Der er mange mirabelletræer i hegnene omkring os, og i den smukke dag i går lyste de om kap med solen. Tusinder og atter tusinder af de spinkle blomster.

I den vilde del af skovhaven – i den helt vilde del, hvor naturen går sin gang,

lyser skovbunden også hvidt. Hvidt forneden.

Anemonerne blomstrer også helt overdådigt lige nu. Hver for sig som de fineste små stjerner,

og sammen som et hvidt tæppe.

Klatter af anemoner har også sneget sig ind i havens bede. I bedene har de selskab af de gule anemoner og af de hvide, fyldte anemoner, der lige knapt er sprunget ud endnu. De fyldte og de gule er haveblomster hos os, men de vilde er alle vegne. De charmer sig ind, hvor de har lyst, og det er de velkomne til.

Lidt tilfældighed og glade overraskelser gør kun godt – både i haven og i resten af livet.

God mandag.

Den hyggeligste indgang

Hos os er det som de fleste andre steder på landet. Det er bagdøren, der bliver brugt mest.

Man kan se, den bliver brugt. Både på slid, på sorte potespor på kattelemmen og på mængden af pynt og potter omkring døren. Derfor er det også den indgang, der virker mest levende.

Det gamle ‘våbenhus’ – den knast i sortmalet træ, der er bygget til huset som baggang engang i 70erne, giver et hyggeligt hjørne til pynt hele året. Bagdøren er mest af glas, og man kan ikke hænge en krans på den, som vi altid gør på hoveddøren. Men heldigvis kan der da hænge noget på trævæggen.

Lige nu er der lyserøde bellis og hornvioler i den fine hængepotte fra Bonderosen. Den har efterhånden fået lidt patina – men sådan går det jo med os alle sammen…

De lyserøde bellis siger forår som få kan gøre det.

Men – hvor går det dog hurtigt med det forår. De første forårsblomster er allerede afblomstret – hvordan skete det egentlig? Mirabellerne er sprunget ud, og den sædvanlige ‘når mirabellerne blomstrer’-storm har hærget i går og især i nat. I dag er det stilnet lidt af – lad os nu bare sige, at vi har haft forårsstorm nok for i år.

God fredag.

PS:ave

Påskeliljetid og blomstrende mirabeller

En kold og tåget morgen er ved at forandre sig til en solrig dag. Det har da været de smukkeste dage.

Hunden og jeg har været på havetur for at kigge på påskeliljer og for at inspicere alt det, der skal gøres i påskeferien. Jeg er frygteligt bagud efter at have været slået af pinden i tre uger. Tre uger, hvor alt er vokset, og hvor mirabellerne er sprunget ud.

Påskeliljerne står i grupper hist og her i de vilde områder omkring haven. De lyser på en baggrund af grønne skvalderkål.  Løgplanterne er ligeglade med skvalderkål. Deres løg ligger dybt, og de er i god vækst, før skvalderne begynder vokse for alvor.

De fleste af påskeliljerne i det vilde område er knaldgule, gammeldags påskeliljer.

De passer ikke så godt ind i blomsterhaven, hvor deres gule farve virker lige lovligt grel, men der i det vilde, der passer de perfekt. Den gamle ‘påskeblomst, hvad vil du her’ påskelilje. Gul som solen, gul som den vorterod, der også blomstrer på skråningerne nu – påskegul.

Det ser så rigtigt ud. Hvert år tænker jeg, at der skal plantes flere, og hvert år kommer der da også flere til. Men der er plads til mange flere endnu.

I Skotland står påskeliljerne som et tæppe op mod Edinburgh Castle – du kan se billeder på en skotsk blog her – sådan måtte det også gerne være hos os – for selvom det er uden slot, er det da med pavillon. Og lidt har vel også ret.

Jeg kan næsten ikke vente. I påskeferien skal haven ordnes for alvor. Aldrig har jeg været så sent på den. Og selvom jeg ved, at det er der ikke noget at gøre ved, piner det mig alligevel. Så: Påskeferie – kom nu!

God tirsdag.

Er der kommet flere slags hornvioler til?

Er det bare mig, der har fået øjnene op, eller har der virkelig været flere spændende farver hornvioler i handelen i år? Ikke kun de særlige med navneskilte – for der kan man jo forstå det – men i de helt almindelige kasser med 8 potter for 50,- ?

Først fandt jeg den smukke måneskinsgule, som jeg blandt andet satte i det gamle fuglebad, der var revnet.

De ser så fine, lette og glade ud.

Lidt senere fandt jeg de her i en usædvanlig og meget smuk rødlilla farve. Uimodståelige…

De er nu plantet i den flotte jernkurv, jeg købte hos Anettes Flora i sommer, da vi kom hjem efter besøget hos Tante Grøn. Sådan en kurv er dejlig at have – den tager sig lige godt ud med alle årstiders blomster.

Der var også næsten sorte hornvioler – samme farve som de meget mørke petunia, jeg havde i krukkerne sidste år. Dem købte jeg ikke nogen af, for man skal jo vælge, selvom det er svært.

Vi går og venter på, at resten af verden får farver igen. Det har været det skønneste vejr, og man kan se knopperne på træerne vokse fra dag til dag. Rødellene ved bækken ser næsten lodne ud i toppen.

Græsset er begyndt at vokse lidt i totter, men det er så bart, så bart endnu. Det varer nu ikke længe, og i mellemtiden kan hornviolerne lyse op i krukker og kurve i haven.

God onsdag.