Genkendelsens glæde i Den Gamle By

Et af de steder, vores gæster i B&B’en næsten altid besøger, er Den Gamle By. Det er også et af mine yndlingssteder, og i går var vi derinde på en lille ferieudflugt. Mest for at se den nye afdeling fra 1974.

Billede5

1974. Det er egentlig ikke så længe siden – og alligevel. Det er allerede historie nu, og om få år vil det være endnu mere historie.

De fuldt møblerede lejligheder i huset Tårnborg er uovertrufne. Kernefamiliens lejlighed, kollektivet, den kvindelige skoleinspektørs smukke hjem – alle vegne omkring os kunne vi høre genkendelsens glæde hos de andre, der oplevede det samme som os. Der holder biler fra den tid på gaden, cykler fra dengang og endda en vaskeægte Velo Solex. Og forretningerne – det er som at tage en tur tilbage til sin egen barndom. Genkendelsens glæde. Tag selv ind og se det. Det er gennemført det hele.

Nu vi var der, skulle vi også gense alle de skønne huse og haver, som vi plejer. Genkendelsens glæde.

Billede2

Bag husene er der lavet tidstypiske haver. Både prydhaver og køkkenhaver. Det var ublandet fryd at gå der i solskinnet og se på alle de skønne blomster, de fine køkkenhaver og det smukke haveskur i Apotekerhaven.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Skræpperne ved vandet.

Billede3

Og drivhusene.

Billede7

Der fandt jeg endelig ud af, hvad min smukke lilje hedder. Den fra min Mormor, som jeg spurgte jer om for nogle måneder siden. Den her lille skønhed.

Billede3

Den hedder Zephyrblomst, og det var genkendelsens glæde, da jeg så den i drivhuset – og opdagelsens glæde, da jeg fandt ud af, hvad den hedder.

Billede4

God onsdag.

Italiensk oksebov med bønner

På ferie i Toscana for nogle år siden fik vi et frygteligt tordenvejr. Vinden piskede, lynene flammede, hele verden rystede af tordenbrag, og regnen hamrede ned. Mens det var værst, sad vi på en hyggelig restaurant i Marcialla – en meget lille landsby på en bakketop med vidt udsyn over landskabet

og spiste en lækker gryderet af oksebov med hvide bønner. Det kom vi i tanke om, da det tordnede i weekenden, og nu hvor vi holder ferie hjemme, fik vi lyst til at tilføje lidt Marcialla til Skivholme – en anden lille landsby på en bakke med en dejlig udsigt.

Billede1

Man skal bruge:

500 g oksebov i tern
1 stort hakket løg
1 ds tomater (+ det sædvanlige: 1 drys chili, 1 drys sukker og 1 dryp æbleeddike)
1 glas hvidvin
3 fed hakket hvidløg
250 g udblødte og kogte hvide bønner
2-3 kviste rosmarin
Salt og peber
Olivenolie

Sæt bønnerne til at trække i rigeligt vand om morgenen. Lav bare en stor portion – dem, du ikke skal bruge i dag, kan fryses efter kogning og være klar til brug en anden gang – det tager samme tid at koge en stor og en lille portion bønner. De skal ligge i vand i mindst 8 timer. Kog dem i frisk letsaltet vand med en sjat olie og en kvist rosmarin i cirka en halv time og lad dem trække i vandet i en halv time mere. Smid vandet ud.

Det var bønnerne.

Skær okseboven i tern og brun ternene i olivenolie på en pande. Flyt dem over i en gryde og lad løgene stege stille på panden, til de er bløde, men ikke brune. Kom dem over til kødet og hæld en dåse tomater og et glas hvidvin ved, tilsæt rosmarinen og bring det til at simrekoge.

Når gryden simrer stabilt, kan man holde fri. For nu skal det hele bare stå og simre, til kødet er mørt. Det tager halvanden time – cirka. Når kødet er mørt, tilsætter man bønnerne og lader dem koge med i en 10 minutters tid.

Billede1

Det er mad, der tager kort tid at forberede – det er kun kogetiden, der er lang.

God mandag.

De store maskiners tid

De gange jeg har besøgt et storkøkken, har jeg været vildt imponeret af de store maskiner. En vippestegepande, der kan rumme 200 frikadeller, en røremaskine, der er højere end mig, en opvaskemaskine på størrelse med vasketunnelen nede på tanken i Harlev. En dåse flåede tomater med 5 kilo i. Det hele er stort – man føler sig næsten som en lilleput, der er gået forkert.

Men det er ingenting i forhold til de maskiner, der skal til, når der skal laves mad til køerne. Der kan man snakke om storkøkken. For det første er ingredienserne til årets vintermad flere hektar med græs og vårbyg.

Det skal slås. Med en græsklipper, der er 6 meter bred.

Billede1

Billede3

Så skal det tørre et par dage og presses. I baller på ca. 500 kilo.

Billede4

Til sidst skal det pakkes ind i mange lag tynd plastic med en pakkemaskine på størrelse med en campingvogn.

Billede5

Og stables med en balletang – en overdimensioneret grilltang – to havelåger på pind.

Det er helt klart de store maskiners tid, nu hvor vinterfoderet skal sikres. Der klippes, høstes, pakkes og brummes af store maskiner. Og det er lige imponerende hver gang.

God fredag.

Varmrøget ørred på weberen

Varmrøget ørred direkte fra grillen, en krydret kold sovs med sure agurker, kapers og forårsløg, hjemmebagte amerikanske biscuits og græsk kålsalat. Det var tirsdagsmenuen –  man har jo ferie.

Billede3

Det er nemt at bruge sådan en grill med låg på som røgeovn. Meget nemmere end de gammeldags røgeovne, hvor fisken skulle hænges op – og faldt ned. Man kan købe røgespåner i en pose – eller man kan selv gå ud og høvle lidt af et aromatisk træ. Spånerne skal ligge i vand i en halv times tid – lad det blive 45 minutter, så passer det med den tid, det tager for kullene at blive klar. På den måde er der mindre for den sommervarme hjerne at holde styr på.

Spånerne lægges oven på de varme kul – og så kommer der gang i røgeriet. Hold dig på den rigtige side af vinden – eller græd med ynde.

Billede1

Man skal bruge:

1/2 fersk ørred – vi havde købt en i Rema1000 på tilbud
1 spsk flydende honning
Salt og evt. et drys chiliflager

Tø ørreden op, smør den med honning og drys den med salt og lidt chiliflager. Lad den trække, mens grillen varmer op, og lad den stå i den varme røg med låg på i 20 minutter. Det var det.

Billede2

Til den kolde sovs skal man bruge:

2 dl cremefraiche – vælg fedtprocent efter egen lyst
1 spsk Hellmans (eller anden god) mayo
2 spsk hakket forårsløg
2 spsk hakket syltet agurk
2 spsk grofthakkede kapers
1 tsk dijonsennep
Friskkværnet peber

Rør det hele sammen og lad det stå og trække lidt. Den er lækkert frisk og passer perfekt til den røgede smag.

Kålsalaten er der opskrift på her – og de amerikanske biscuits gemmer vi til en anden gang – men de er bestemt også værd at prøve.

God onsdag.

Blomster i varmen

Den tørre varme og ikke mindst den voldsomme vind har været hårde ved haven. Det hele ser lidt forpjusket ud. Planterne hænger lidt med næbbet, og græsset er ved at blive gult. Men i potterne er sommerfuglekarsen igen sprunget ud, og som altid er det en fryd at se de små gule sommerfugleblomster svæve over de grønne blade. Det er virkelig en yndig – og nem – plante, der kan pynte i krukker på terrassen, ude i bedene – og i salatskålen.

Billede4

Den er let og fin og ikke så prangende som sin mere farvestrålende fætter, tallerkensmækker (også kendt som havekarse eller nasturtium), der ellers også er en skøn og livskraftig plante.

Billede1

Jeg skrev sidste år om, hvor nem den er -det kan du læse her – så det vil jeg ikke gentage. Men se lige endnu et billede af årets små sommerfugleblomster – de er da søde.

Billede5

God varm tirsdag.

Grillet Græsk Gimmerlam

Varmen kalder på Bondemandens indre grillkonge. Han rasler med Weberlåget, griber stegegaflen og ser mageløst maskulin ud. Kriger og jæger, åben ild og sydende fedt. Grrrr.

Billede6

Min ydmyge rolle er at tage det rigtige kød op fra fryseren og sørge for en god marinade – og lidt tilbehør. Varmen i går lagde op til noget fra de varme lande – en rigtig græsk grillmarinade med citron og krydderurter som dem, der klynger sig til de solsvedne, uvejsomme græske bjerge – oregano og rosmarin.

Billede1

Man skal bruge:

Lammesteaks – én pr. person
3 fed hvidløg
Saft og skal af en økocitron
2 spsk frisk hakket rosmarin
2 spsk frisk hakket oregano (tørret kan også bruges)
1 dl olivenolie

Pres hvidløg, hak krydderurterne, riv citronskallen og pres saften ud af citronen. Bland det hele med olien. Smør kødet godt ind i blandingen og lad det ligge og marinere et par timer. I plasticpose eller under et fluenet – det er småkrybets årstid.

Som tilbehør lavede vi græske kartofler og græsk coleslaw af sommerhvidkål.

Billede3

Og låget på vinglasset? Det er for at snyde de små, forslugne alkoholikerfluer, der insisterer på at bade i vinen og gå til grunde i den med et saligt udtryk i fluefjæset. Det må de gøre et andet sted end i mit glas.

God mandag.

Hedebølge

Ikke en vind rører sig. Rugen står helt, helt stille på naboens mark.

Billede5

En solsort i toppen af grantræet synger – ellers ikke en lyd. Græsset er vådt af dug endnu, og der er stadig morgenkølighed  i skyggen. Gæsterne er kørt til Djurs Sommerland. Vaskemaskinen kører.

Senere i dag bliver det hedt. Stegende hedt. Man kan allerede mærke, det er på vej. Det er nu, man skal ud og plukke bær, og i eftermiddag er der vist kun én passende aktivitet. En god bog – og måske en lille lur – i flimmerskyggen under de store træer.

Billede6

God lørdag.

Grillet lammebov – hvad med resterne?

Hel, grillet lammebov er noget af det bedste, man kan få fra grill.

Som en klog mand en gang sagde: Da gud havde skabt grillen, tænkte han lidt over, hvad han skulle bruge den til, og så opfandt han lammet. Det skulle være ganske vist.

Hvis man får rester af sådan en grillet steg, er kødet tit lidt hårdt i skorpen dagen efter, lidt uspiseligt, med mindre man har hundetænder. Hunden nikkede ivrigt til det, men resterne skulle nu mestendels i menneskemaver. Vi lavede krydrede kødboller af de knap 150 gram kød, der var tilbage, når fedt og sener var fjernet, og det kan godt anbefales.

Billede1

Til kødbollerne skal man bruge:

150 g stegt lammekød – de hårde dele kan sagtens gå med
2 kogte kartofler (også rester) revet på den grove side af rivejernet
1 fed hvidløg, revet på den fine side af jernet
1 æg
1 spsk mel
1 drys chilipulver
1 drys stødt spidskommen
1 drys salt
Olivenolie til stegning

Kom kødet i minihakkeren og hak det grundigt. Riv kartoflerne, tilsæt resten af ingredienserne og rør det sammen til fars. Steg små kødboller – form dem med en teske, så bliver de fine.

Dertil fik vi hjemmelavede wraps, fintsnittet iceberg, tomatbåde, løgringe og resterne af gårsdagens mynte-tzatziki.

Billede2

God restemad, der fik ryddet op i køleskabet.

Og er alle resterne så brugt nu? Nej, der er wraps i overskud – dem tager vi til frokost som quesadillas i dag. Det er en af grundene til, at jeg aldrig laver ugeplaner for madlavningen. Det ene måltid griber ind i det næste, der levner rester til det tredje og så videre. Mere om det i  morgen.

God mandag.

Ferie forude

Der er noget helt særligt over de første dage i ferien. Det er der, det virkelig går op for en, at man har ferie. At de næste tre uger ligger foran en, og byder på uanede muligheder.  Her til morgen – søndag midt i juli – er der nok mange, der har den følelse. Den følelse af, at alt er muligt.

Billede5

Allerede nu ved jeg, at når de tre uger er gået, vil haven være perfekt, huset vil skinne, jeg vil være færdig med at kalke B&B’en, der vil være syet nye hynder til køkkenstolene – og vi vil have været på en masse spændende udflugter og lavet spændende og kreativ mad hver dag. Solen vil selvfølgelig også skinne hver dag, og jeg vil ikke tage et gram på af at spise is og drikke vin. Totalt udhvilet, vil jeg selvfølgelig også være.

Billede6

Helt realistisk er det – nok – ikke. Men mulighedernes land ligger lige forude, og i dag vil vi starte med at tage det lidt stille og roligt, lade batterierne op, tusse i drivhuset – og bare mærke, at det er ferietid.

God søndag.

Rigtige gammeldags frikadeller

Nu kan erfarne husmødre/fædre godt stoppe med at læse – for de kan lave frikadeller med lukkede øjne (hvordan mon sådan nogle egentlig ser ud??) Men lur mig, om ikke der er folk derude, der tror, det kun er deres mormor, der kan lave rigtige frikadeller? Sådan er det ikke. YOU CAN DO IT!

Fortsæt med at læse “Rigtige gammeldags frikadeller”