Husker I Elverpigernes Eng? Indelukket i bunden af engen mellem bækken og skoven, som køerne afgræsser i den sidste del af sommeren, og der hvor elverpigerne danser ved midsommer?
Nu er den klar til ballet. Den grundige afgræsning i eftersommeren har efterladt engen i fineste stand.
I England fik vi en gang stegt ungand i en sovs af friske kirsebær – og vi ved jo fra julemaden, at det, der passer til and, også passer til gris. Til jul er det rødkålen, men til en sommersteg er kirsebær en rigtig god ide. Fortsæt med at læse “Svinekam med kirsebær”
Før det voldsomme tordenvejr væltede ind over os og ruskede de blomstrende syrener og kastanjer, var det varmt, og solen skinnede. Bierne summede i blomsterne, fuglene sang, kalvene legede galopleg på marken, og hunden og jeg gik havetur. Lutter idyl. Om end en smule varmt for en hund.
Vi nåede at se, at nu blomstrer den hvide løjtnanthjerte også, og at bonderoserne står på spring.
Men som i uhyggelige film kom der pludselig et langtrukkent vindstød – med lyd. Vi kiggede bagud i den retning, vinden kom fra – og så, himlen bag os var sort. Lillasort.
De sorte skyer var ved at sluge os, og vi fløj ind i køkkenet, hvor det på ingen tid blev buldermørkt. Og så brød det løs. Lyn og torden, hamrende regn mod ruder. Ruskende vind i de store træer. Det var så voldsomt, at den modige jagthund blev knapt så modig og sprang op for at sidde på skødet. En skødehund på 20 kilo lander tungt og fylder en del, skulle jeg hilse og sige. Men der blev vi siddende og passede på hinanden, til det hele drev over et kvarter senere.
Så kom lyset igen, det dryppede fra træer og buske, solsorten begyndte igen at synge, og stæren gik igen i gang med at fodre sine store, sultne unger. Se det grådige næb, der stikker op inde i kassens hul.
En sommerstorm. Kort og dramatisk. Heldigvis kort. Sådan et uvejr er mere voldsomt, når man bor, hvor der både er vidt udsyn og store træer. Blæsten tuder, træerne svajer faretruende, og vinden pisker regnen ind gennem ådalen.
Heldigvis ser det ud til at blive en dejlig weekend.
God fredag.
Det der kyllingelevermos, du ved – det der italienske mos, man putter på de der små stykker ristet brød til forret nede i Talien? Hvad er det nu, det hedder? Nåh – du mener crostini di figatini di pollo? Ja, netop – det der mos.
Hjemme hos os hedder det altid ‘det der kyllingelevermos, vi fik i Firenze’, og det er et hit som nippemad.
Man skal bruge:
250 g kyllingelever
1 spsk smør til at stege i
1 hakket løg
2 spsk let hakkede kapers
1-2 spsk koncentreret tomatpure
1 glas hvidvin
Lidt salt og peber – og eventuelt rosmarin.
Steg kyllingelever og løg i smør på en pande.
Når løgene er ved at være bløde, hælder man vin og kapers ved (og rosmarinen, hvis man vil have rosmarin i) og lader vinen koge næsten helt væk. Sådan.
Så er leveren gennemstegt, og det hele skal op i blenderen. Kør det grundigt, så det bliver en fløjlsblød blanding, hæld det over i en skål og smag til med tomatpure. Der skal nok ikke mere salt i, for de små grønne kapers er meget salte.
Server med små stykker ristet italienerbrød – og et par andre slags crostinipålæg. For eksempel svampe sauteret i olivenolie med hvidløg, drysset med citronskal og persille, eller hakket tomat med olivenolie, knust hvidløg og basilikum.
Nippemad til en sommeraften.
God mandag.
I dag får du opskriften på et dejligt fiskefad – en slags ‘fiske-crumble’ med et sprødt låg. Under låget gemmer der sig først i bunden et lag kogte kartofler, så et lag fisk og til sidst en lækker grøntsagsblanding med spinat, løg og gulerødder.
Fortsæt med at læse “Fiskefad med grønt og sprød citrontopping”Hægen er sprunget ud. Hægen med de små hvide blomsterklaser, der minder lidt om små, hvide syrenklaser. Den har en særlig duft. En varm duft. En duft af forsommer.
Man ser sjældent hæg i haver. Som oftest står den i hegn, hvor den kan blive en imponerende stor busk.
Ordet hæg stammer fra ordet hæk, og det er den god til at være. Den tåler de hårde vintre og vinde og springer glad og fro ud sammen med bøgetræerne.
Duften er krydret og sød. Plukker man hæg til sine vaser, ser det kønt ud – men inde kommer den til at lugte lidt af kattetis. Lidt meget. Så nyd hægen ude – som buske i hegnene – eller i en vase på havebordet efter gåturen.
Når nu dagens efterårsagtige regnvejr er overstået – så gå ud og snus dig frem til duften af forsommer.
God onsdag.
I weekenden er det pinse. Pinsesolen skal danse, hvis den da ellers får lov for regnen, og skoven skal blive rigtig grøn. For til pinse skal skoven nemlig være rigtig grøn.
Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn,
så skal vi derud hver en gårdmandssøn,
og så er det skikken nu her til lands
at svinge de piger i lystig dans.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Den er ved at være der.
Bøgen er sprunget ud og lyser lysegrønt over fuglekirsebærrene, der kun så småt er begyndt at blomstre. Snart står de som en hvid sky mod de grønne blade.
Gulspurvekrattets slåen blomstrer – der bor vist nogen derinde, der lugter en del af ræv.
På marken ovenfor skoven kan en lille kalv få sig en lur tæt op ad sin store mor. Lykken er.
Postbudets søn – den lille brune – er blevet en stor, flot fyr, som går sammen med de andre kalve fra sidste år og nipper græs og gør, hvad sådan nogle nu ellers går og gør. Tygger drøv og den slags meningsfyldt ko-beskæftigelse.
Lydsporet til det hele er fuglesang – pip og fløjt fra buske og træer, lærkens triller højt oppe og ikke mindst gøgens kukken, der sammen med mælkebøtterne fortæller os, at det altså er maj. Om natten kan vi høre nattergalen nede fra Elverpigernes eng.
Så skidt med, at det regner lidt, for det hele emmer af frodighed, liv og vækst. Endnu en herlig morgen i Skivholme.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Og så kan I også nynne på den resten af dagen.
God onsdag.
Første gang jeg hørte om tunsovs til pasta var jeg lidt tvivlende. Tun er da noget, man putter på rugbrød ikke? Eller noget man griller som steaks. Men nej – ikke kun. Tunsovs til pasta med kapers, peberfrugt og hakkede oliven er rigtig lækkert – og billigt.
Man skal bruge:
1 dåse tun
1 hakket løg
1 peberfrugt i små tern
1 spsk hakkede kapers (hak dem for at få smagen ud)
20 grofthakkede oliven – uden sten
Chiliflager efter ønske og behov eller lidt sambal oelek
1 dl fløde
1 dl vand
1 dl hvidvin
Salt og peber
Lidt olie til at stege i
Sauter det hakkede løg, til det bliver blødt og klart, tilsæt tun, peberfrugt, kapers, oliven og et skud chili, hvis du kan lide det. Hæld vin og vand på og lad det koge igennem. Tilsæt fløden og lad det koge igennem igen – jævn evt. med lidt Maizena. Smag til med salt og peber.
Bland med friskkogt pasta og spis med overraskende glæde.
Eventuelle rester smager godt kolde i et pitabrød til madpakken – men de er også meget populære hos hunden og katten, så….. Jeg har en gang lavet retten med tern af resterne af en stegt tunsteak – det blev også godt – og det så lidt pænere ud. Men den slags rester har man jo sjældent.
Det regner nu. Og de hårdt tiltrængte dråber vil få træer og buske til at springe ud i eksplosionsagtig fart. Snart skal græsset slås. Nede i skoven er bøgetræerne begyndt at springe ud, mirabellerne blomstrer, og i morgen er det Kristi Himmelfartsdag. Man kan næsten sige, at i aften er ‘virtuel fredag’.
God onsdag.
De ligner dem fra sidste år – indrømmet. Men de er så fuldstændigt nye, de har deres små vakkelvorne ben, der alligevel kan styrte af sted over stok og sten. Deres øjne har stadig det blå skær. De vejer ikke mere end en 18-20 kilo. Og deres nysgerrighed, livsenergi og tossestreger kalder smilet frem. Små krudtugler.
Man bliver helt rørt, når man ser dem stå der og få mælk, mens man kan høre den højlydte, energiske sutten, der efterlader dem med mælkeskæg i hele hovedet.
Efter et solidt måltid skal der hviles lidt.
Og så er der en, der ånder lettet op. Endelig, endelig kigger de ikke mere på de kedelige køer. Nej – de leger med mig.
Men glæden er kort – for arbejdet venter.
Og så er der jo ikke andet at gøre end at lægge sig til at vente – på næste tur ud på marken.
God søndag.
Det er ikke altid, der er stille ude på landet. Her i den første rigtigt lune forårsweekend brummer det af traktorer, der slæber tunge læs. Solen glimter i blankslidte plovskær.
Køerne tager solbad.
Det er endnu ikke for varmt for dem, så de nyder det. I træerne langs bækken synger myriader af fugle. Der bliver brændt bål, vasket drivhuse, forårsklargjort i haverne – og også inde er foråret kommet.
De små liljeløg, jeg fik af min mor i februar, er begyndt at blomstre. De står i fuld sol i vindueskarmen og elsker det, ser det ud til.
Og nu vil jeg gerne spørge alle jer plantekyndige derude: Hvad er der for en fin og køn lilje, jeg har fået? Hvad hedder den? Jeg har prøvet at Google den – men indtil videre uden held. Det er en gammel en – stammoderen til utallige liljeløg stod i min mormors stue. Det kunne da være sjovt at vide, hvad den hedder, så man kan titulere sådan en skønhed korrekt.
Jeg må ud igen. Kun en tåbe frygter ikke haven, som man siger, og der er meget, der skal nås. Det har varet alt for længe. Vi er bagefter på grund af de lange kolde forår. Men nu sker det. Så jeg ordner i haven med rive, greb og trillebør, mens de store maskiner brummer på markerne omkring mig. Nu er verden endelig i lave igen. Og i morgen er der nok ømme muskler.
God søndag.
Dalsgaard i Skivholme 