Her til morgen lå rimtågen tykt over engen. Det så næsten ud som om, man kiggede ud over en fjord og ikke over en eng. Ovenover var solen på vej op over bakkekammen og kastede gyldent morgenlys på de smukke efterårsblade.

Efteråret kan virkelig være smukt, når det er som nu.

Selvom der er så meget at skrive om, holder bloggen dog en lille pause. Vi har alvorlig sygdom i familien, og det fylder for meget til, at jeg kan fortsætte som om, alt er normalt. Det er det nemlig ikke.
Jeg vil ikke skrive mere om det, for den her blog skal ikke være en sygejournal. Når overskuddet vender tilbage, gør jeg også. Og måske også en gang imellem, hvor det at skrive simpelthen er min sikkerhedsventil, der skal i brug.
Men der er lige nu for meget, og jeg håber, du vil kigge ind igen, når der kommer nyt her. Indtil da har jeg da godt nok også skrevet meget gennem årene. Siden 2012 er det væltet ud med have, natur, mad og almindelige betragtninger. Du kan dykke lidt ned i bedre tider der, hvis du får Skivholme-abstinenser 🙂

Her op ad formiddagen var der kun små rester af tågen tilbage i bunden af engen – Elverpigernes Eng. Frosten veg for solens varme og kun i den dybe skygge fra skoven var græs og blade stadig dækket af tyk rim.

Jeg håber, symbolikken i det er et tegn på bedre tider forude?
Rigtig god torsdag!
Det gør mig virkelig ondt at høre, at I har alvorlig sygdom tæt på. Jeg håber, at der er en behandling, der virker, og at du/I har styrke til at stå det igennem.
Gode ønsker og tanker herfra.
De bedste hilsner
Bodil.
LikeLike
Mange gode ønsker for dig og din familie. Jeg håber, I kommer godt igennem sygdommen og ud på den anden side. Der er bare alt for meget af den slags lige nu, så lad os håbe, at de skønne morgener er et løfte om bedre tider forude.
LikeLike
Mange kærlige hilsner til dig og dine nærmeste. Pludselig kan alt ting vende rundt og fokus flyttes – I ønskes alt det bedste. Kh Jette
LikeLike
Hvor trist at læse om sygdom i din nærmeste familie. Jeg sender dig varme ønsker og håber på det bedste for dig og hele familien.❤️🌹❤️
V.h. Birte
LikeLike
Kære Karen,
Det gør mig virkelig ondt at høre. Jeg håber inderligt, at du/I kommer godt igennem de alvorlige helbredsmæssige udfordringer, du skriver om. Jeg sender jer mine varmeste tanker og ønsker jer alt det bedste i den svære tid.
Pas rigtig godt på hinanden – og på jeres hunde. ❤️
Mange kærlige hilsener
Birgitte
LikeLike