Der er borgerkrig blandt havens beboere. Krigen om de bedste redepladser. Stærekassen er den absolut mest populære. I vinter har den fungeret som nattely for utallige spurve, der sover i klump derinde. Men de er væk nu for at bygge deres egne reder i buskene.
Der kommer nye beboere – eller wannabe beboere rettere sagt. Spætmejsen kommer først, og forsøger at holde bastionen. Den bliver jaget væk af flagspætten, der dog er for stor til at komme ind. Den prøver at udvide hullet ved hjælp af den ene trommesolo efter den anden, hvad huset også bærer præg af efterhånden.
Men som det sker hvert år, ender det med, at de smukke stære kommer skræppende og sætter de andre på plads. Han rydder ud i det gamle redemateriale, og begynder at samle nyt. Vi bidrager med halm og hundehår fra børsten.
Men aldrig så snart har han bygget reden færdig og har fået fløjtet en Fru Stær til sig, før der igen er rav i den.
To nye stære kommer til og forsøger at jage ham ud. Kampen går over flere dage. Det er svært at sige, hvem der bliver vinder af årets ret til luksusdomicilet. Vi holder med ham, der kom først. Han har lavet alt arbejdet og fortjener at høste frugterne af det. Men så retfærdig er verden ikke – det bliver den stærkeste stær, der vinder.
En af dem er nu inde i huset, hvor han sidder og holder vagt. Vi kan ikke se, hvem der er hvem.
Men det er helt sikkert, at der ikke går længe, før der er først æg og så unger i reden – og de to, der vandt huset i år, vil få travlt med at hente uanede mængder af stankelsbenslarver til de små. De små, der næste år vil komme tilbage og prøve at blive dem, der skal bo i kassen og blive jaget væk af nogle andre, der jages væk igen.
Den evige kamp.
God tirsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Der er mange mennesker, der har det hele lige foran næsen – det kræver et åbent sind og åbne øjne at se det. I mine øjne er man forpligtet til at give de gaver videre til sine børn og børnebørn, fra de er helt små, så de aldrig mister evnen til at forundres – og glædes. Jeg har lært mine børn, at det er de gratis glæder, man overlever på!
Ja, møgunger kommer i alle størrelser 🙂
LikeLike
Tak Karen, for en meget fin beretning fra jeres have. Din obsersvationsevne fornægter sig ikke, og når du kombinerer den med dine fine fotografiske evner, bliver resultatet derefter. Var man ikke klogere, kunne man fristes til at spørge, “Hvor har du dog været på ferie, siden du har kunnet tage et billede af de to smukke fugle?!” Flagspætten er heldig med, at dens kranium er konstrueret, så den ikke banker sig til en kraftig hjernerystelse – eller endda bevidstløshed – vedholdenhed og tempo er dens mellemnavne.
Jeg blev inspireret til at skrive en hilsen til Hans af hans kokkeevner i soldatertiden 🙂 under “Rådyrhalsen”!
LikeLike
Tak søde Elsebeth – du skamroser mig helt vildt. Jeg er jo så heldig at have det hele lige uden for døren.
Og naturen er en forunderlig ting – tænk, at der findes fugle med løse ophæng til hjernen, så de kan lege slagboremaskiner – det er da fænomenalt. Og stærene også – de er smukke med deres metallic look prikkede dragter. Og. Og. Og.
Jeg så godt dit svar til Hans – og jeg morede mig i mit stille sind. Din metode med rosinboller er den sødeste, og den jeg vil foretrække – men soldaternes er den sjoveste – sikke nogle møgunger 😀
LikeLike