Der er borgerkrig blandt havens beboere. Krigen om de bedste redepladser. Stærekassen er den absolut mest populære. I vinter har den fungeret som nattely for utallige spurve, der sover i klump derinde. Men de er væk nu for at bygge deres egne reder i buskene.
Der kommer nye beboere – eller wannabe beboere rettere sagt. Spætmejsen kommer først, og forsøger at holde bastionen. Den bliver jaget væk af flagspætten, der dog er for stor til at komme ind. Den prøver at udvide hullet ved hjælp af den ene trommesolo efter den anden, hvad huset også bærer præg af efterhånden.

Men som det sker hvert år, ender det med, at de smukke stære kommer skræppende og sætter de andre på plads. Han rydder ud i det gamle redemateriale, og begynder at samle nyt. Vi bidrager med halm og hundehår fra børsten.

Men aldrig så snart har han bygget reden færdig og har fået fløjtet en Fru Stær til sig, før der igen er rav i den.

To nye stære kommer til og forsøger at jage ham ud. Kampen går over flere dage. Det er svært at sige, hvem der bliver vinder af årets ret til luksusdomicilet. Vi holder med ham, der kom først. Han har lavet alt arbejdet og fortjener at høste frugterne af det. Men så retfærdig er verden ikke – det bliver den stærkeste stær, der vinder.
En af dem er nu inde i huset, hvor han sidder og holder vagt. Vi kan ikke se, hvem der er hvem.

Men det er helt sikkert, at der ikke går længe, før der er først æg og så unger i reden – og de to, der vandt huset i år, vil få travlt med at hente uanede mængder af stankelsbenslarver til de små. De små, der næste år vil komme tilbage og prøve at blive dem, der skal bo i kassen og blive jaget væk af nogle andre, der jages væk igen.
Den evige kamp.
God tirsdag.