Beef Stew – oksegryde med rodfrugter

Sådan en simregryde med oksekød og masser af de gode rodfrugter er ikke noget nyt. Men der er nogle små kneb, der får den til virkelig at smage af noget, og dem deler jeg i dag.

En gryde fuld af smag og gode sager.

Beskrivelsen er lang – men hold ud. Din næste gryderet bliver fantastisk.

Fortsæt med at læse “Beef Stew – oksegryde med rodfrugter”

Ideer til de svære udskæringer

Hvis du har bestilt 1/4 eller 1/8 Charolais, står du snart med en masse dejligt kød. Kød fra kødkvæg. Fra mark til fryser. Kød fra dyr, der har levet frit og godt.

Så vidt, så godt. Du ved sikkert, hvilke retter du vil lave af alt det fine kød. Bøffer, stege, hakkekød. Men der er måske nogle stykker, du ikke helt har styr på? Fortsæt med at læse “Ideer til de svære udskæringer”

Italiensk oksebov med bønner

På ferie i Toscana for nogle år siden fik vi et frygteligt tordenvejr. Vinden piskede, lynene flammede, hele verden rystede af tordenbrag, og regnen hamrede ned. Mens det var værst, sad vi på en hyggelig restaurant i Marcialla – en meget lille landsby på en bakketop med vidt udsyn over landskabet

og spiste en lækker gryderet af oksebov med hvide bønner. Det kom vi i tanke om, da det tordnede i weekenden, og nu hvor vi holder ferie hjemme, fik vi lyst til at tilføje lidt Marcialla til Skivholme – en anden lille landsby på en bakke med en dejlig udsigt.

Billede1

Man skal bruge:

500 g oksebov i tern
1 stort hakket løg
1 ds tomater (+ det sædvanlige: 1 drys chili, 1 drys sukker og 1 dryp æbleeddike)
1 glas hvidvin
3 fed hakket hvidløg
250 g udblødte og kogte hvide bønner
2-3 kviste rosmarin
Salt og peber
Olivenolie

Sæt bønnerne til at trække i rigeligt vand om morgenen. Lav bare en stor portion – dem, du ikke skal bruge i dag, kan fryses efter kogning og være klar til brug en anden gang – det tager samme tid at koge en stor og en lille portion bønner. De skal ligge i vand i mindst 8 timer. Kog dem i frisk letsaltet vand med en sjat olie og en kvist rosmarin i cirka en halv time og lad dem trække i vandet i en halv time mere. Smid vandet ud.

Det var bønnerne.

Skær okseboven i tern og brun ternene i olivenolie på en pande. Flyt dem over i en gryde og lad løgene stege stille på panden, til de er bløde, men ikke brune. Kom dem over til kødet og hæld en dåse tomater og et glas hvidvin ved, tilsæt rosmarinen og bring det til at simrekoge.

Når gryden simrer stabilt, kan man holde fri. For nu skal det hele bare stå og simre, til kødet er mørt. Det tager halvanden time – cirka. Når kødet er mørt, tilsætter man bønnerne og lader dem koge med i en 10 minutters tid.

Billede1

Det er mad, der tager kort tid at forberede – det er kun kogetiden, der er lang.

God mandag.

Oksebov som i Toscana

Jeg havde lagt opskriften her ind på lageret af gamle indlæg. Men så var der en kvinde i nød, der skrev til mig:

Kære Karen
Jeg laver ofte din skønne opskrift på oksebov som i Toscana og har lige opdaget at opskriften ikke lægger på jeres hjemmeside mere.
Hele familien er i panik da det er vores yndlings søndags simreret.
Jeg håber at du kan hjælpe os med din opskrift.
På forhånd 1000 1000 tak.

Så jeg fandt den frem igen, og nu er den tilbage på plads – omend først i rækken:

Fortsæt med at læse “Oksebov som i Toscana”

Gryde med okse, bacon og dijonsovs

Det er blevet lidt skarpere i luften. Lidt som om vi nærmer os det ‘rigtige’ efterår.

Voldsomme regnbyger afløses af klar himmel med hvide skyer – og tilbage igen. Vinden napper i kinderne, næsen drypper efter hundeturen, og man får lyst til lidt mere efterårsagtig mad. Lidt mere fortættede smagsindtryk, der passer til vejret og til de mere og mere intense farver derude.

Til en gryde med oksekød og bacon i sennepssovs skal man bruge:

800 g oksekød i tern – jeg brugte Dexter bov
2 store løg i tern
2 gulerødder i tern
1 stang bladselleri i tern
1 pk bacon (den kendte og elskede krydderurt) i tern
 2 spsk sennep – Dijon eller den franske med kornene i  – ikke i tern (!)
1 dl fløde
1 dl hvidvin
1 par kviste timian
Vand, så det dækker kødet
Mel til at vende kødet i

Steg baconternene til det værste fedt er smeltet af og hæld dem over i en gryde. Vend kødternene i mel og brun dem. Hæld kødet over i gryden. Tilsæt løg, gulerødder og bladselleri, sennep, timian, vin og fløde. Hæld vand på, så det lige dækker. Lad det simre, til kødet er mørt – 1 – 1 1/2 time. Hvis sovsen er for tynd, så jævn den lidt. Smag til med salt, peber og måske lidt mere sennep. Pas på med saltet – der er salt i både bacon og sennep.

Smager godt med kogte kartofler til – og en spidskålssalat med et af de allersidste spidskål fra haven.

Solid, men lækker kost. Passer godt til en dag, hvor man har været meget ude og slæbe på tunge ting – stablet brænde for eksempel? Det er jo ved at være den årstid.

God torsdag.