Oksebov som i Toscana

Jeg havde lagt opskriften her ind på lageret af gamle indlæg. Men så var der en kvinde i nød, der skrev til mig:

Kære Karen
Jeg laver ofte din skønne opskrift på oksebov som i Toscana og har lige opdaget at opskriften ikke lægger på jeres hjemmeside mere.
Hele familien er i panik da det er vores yndlings søndags simreret.
Jeg håber at du kan hjælpe os med din opskrift.
På forhånd 1000 1000 tak.

Så jeg fandt den frem igen, og nu er den tilbage på plads – omend først i rækken:

Tænk dig til Toscana – vin, olie, solmodne tomater og friske grøntsager. Sol, varme og duften fra cypresserne. Ømme fødder efter at have gået hele dagen i varmen. En knurrende, sulten mave. Solen er ved at gå ned.

Billede2

En fredelig plads, et glas vin og spisekortet slået op på Secondi – kødretterne.

Saftig, mør oksebov braiseret i vin, tomater, gulerødder, løg og bladselleri –  på italiensk, forstås.

Billede1

Når der nu ikke står en italienstur på programmet, er hjemmelavede færdigretter i fryseren en god ting.

Man skal bruge:

1 stykke oksebov med ben på ca. et kilo
1 ds tomater (plus lidt tomatforstærker: et drys sukker og et drys chili)
2 løg i både
4 fed hvidløg i tynde skiver
2 gulerødder i tern

2 stængler bladselleri i tern
Tørret timian ca. 1 tsk.
Tørret oregano ca. 1 tsk.
2 dl hvidvin
2 dl vand
Salt 
Olivenolie til at brune kødet i

Brun kødet på begge sider og tag det op. Svits gulerødder, løg og bladselleri. Læg kødet tilbage igen og hæld vin, vand og tomater ved. Tilsæt de tørrede krydderier inklusive et drys sukker og et drys chili til at forstærke tomatsmagen. Normalt ville jeg også have brugt lidt æbleeddike, men syren fra vinen erstatter eddiken.

Bring i kog og skru ned, så det simrer, og lad det så simre, til kødet er mørt og smagen kogt godt sammen. Det tager en time til halvanden.

Kan spises med pasta og parmesandrys. Eller med en eller anden form for kartofler, hvis man foretrækker det. Let mad, men alligevel kraftigt  smagende. Krydret, fyldigt – som fra varmere himmelstrøg.

Billede1

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.