Forleden spurgte Sanne i kommentarerne, om vi da slet ikke havde fået kalve i år. Jo da – det har vi. Indtil videre render der tre små kviekalve rundt i engen, og der er flere i vente.
De er altså ikke ret store – især ikke, når de putter sig i græsset. Og det gør de meget, for de er jo babyer, og selvom de kan løbe som vinden, skal de først og fremmest sove og spise og vokse. Helt ligesom alle andre babyer.
Hvem siger, at man ikke kan holde fest uden alkohol? Se bare et par billeder fra vores daglige ungdyrfest – med fri bar.
I nat har vi fået to små, nye kalve. Eller små og små – de var flotte og store – et par og tyve kilo. Nummer 8 og nummer 12 er nedkommet med henholdsvis nummer 62 og 63. Rutinerede damer, der kan det der med at kælve.
Kalvetiden er over os, og damerne vælger som sædvanlig at kælve i de fjerneste hjørner af engen eller græsmarken. Fortsæt med at læse “Familieforøgelse”
Velkomstkomiteen er på plads.
Alle står ved leddet og venter, mens bilen med den store trailer bakkes ind. De ved, der skal ske noget spændende, og de er på pletten.
Tyren kommer. Årets kalve skal for første gang møde deres far. Han er kommet tilbage for at give dem små brødre og søstre til næste år. Siger vi. Tyren selv siger, at han skal ud til de der lækre damer, han besøgte sidste år, leve af kærlighed og kildevand og adskillige tons græs, sove i smørblomsterne og tygge drøv i skyggen. Sommerlykke.
Han genkender helt klart stedet og tøserne – og de genkender ham. Da han kom her første gang sidste år, blev han høfligt vist rundt i området af førerkoen og inviteret på en lille kop vand ved drikkestedet. I går var der ikke den slags formaliteter. Efter en hurtig snuserunde blev alle dyrene enige om, at det var en god aften til en løbetur. Og så drønede de ud over stepperne – over mod skoven, hvor de foretrækker at sove for tiden.
Der var nu også ved at være uro i flokken. Kalvene er kommet til verden og er temmelig selvhjulpne nu, og køerne slås hele tiden – bare sådan for at få tiden til at gå. Når tyren kommer, bliver der ro. Det er ikke sådan, at han nu bestemmer. Nixen. Førerkoen bestemmer suverænt. Men han er et fokuspunkt for dem alle sammen både store og små, og han soler sig i opmærksomheden. De næste tre måneder står i Amors tegn.
God torsdag.
De ligner dem fra sidste år – indrømmet. Men de er så fuldstændigt nye, de har deres små vakkelvorne ben, der alligevel kan styrte af sted over stok og sten. Deres øjne har stadig det blå skær. De vejer ikke mere end en 18-20 kilo. Og deres nysgerrighed, livsenergi og tossestreger kalder smilet frem. Små krudtugler.
Man bliver helt rørt, når man ser dem stå der og få mælk, mens man kan høre den højlydte, energiske sutten, der efterlader dem med mælkeskæg i hele hovedet.
Efter et solidt måltid skal der hviles lidt.
Og så er der en, der ånder lettet op. Endelig, endelig kigger de ikke mere på de kedelige køer. Nej – de leger med mig.
Men glæden er kort – for arbejdet venter.
Og så er der jo ikke andet at gøre end at lægge sig til at vente – på næste tur ud på marken.
God søndag.
Man hører meget om ulvene syd for Silkeborg for tiden – en er der i hvert fald og måske flere? Nogle synes, det er en god ting – biodiversitet og alt det der. Det er dem, der siger, at ulven nok bare vil æde løs af den store rådyrbestand, og at det da ikke gør noget.
Jeg tror ikke, rådyrene ser det helt på samme måde? Fortsæt med at læse “Ulven kommer?”
Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.
De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig. Fortsæt med at læse “Børnebanden samles”
Søndag morgen bød på to nye glædelige begivenheder. Henholdsvis en lille kviekalv og en lille tyrekalv. Nr. 36 og 37.
Her 37, der fik grime på, så han kunne holde sig i ro, mens han fik sine – alt for store, alt for gule – øremærker sat i. Fortsæt med at læse “Og så kom nr. 36 og 37”
I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.
Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?
Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på. Fortsæt med at læse “Årets første kalv”
Dalsgaard i Skivholme 