Små’folk’ i marken

Forleden spurgte Sanne i kommentarerne, om vi da slet ikke havde fået kalve i år. Jo da – det har vi. Indtil videre render der tre små kviekalve rundt i engen, og der er flere i vente.

De er altså ikke ret store – især ikke, når de putter sig i græsset. Og det gør de meget, for de er jo babyer, og selvom de kan løbe som vinden, skal de først og fremmest sove og spise og vokse. Helt ligesom alle andre babyer.

Billede6

Fortsæt med at læse “Små’folk’ i marken”

Familieforøgelse

I nat har vi fået to små, nye kalve. Eller små og små – de var flotte og store – et par og tyve kilo. Nummer 8 og nummer 12 er nedkommet med henholdsvis nummer 62 og 63. Rutinerede damer, der kan det der med at kælve.

Billede2

Kalvetiden er over os, og damerne vælger som sædvanlig at kælve i de fjerneste hjørner af engen eller græsmarken.  Så job nummer 1 er at finde dem. Job nummer 2 er at snige sig ind på dem, mens de sover og give dem grime på, så de store, grimme øremærker kan blive sat i.

Billede8

Det er lettest, hvis det sker med det samme. Helst første gang, de falder i søvn efter at have fået mælk. Der sover de så godt, at de næsten ikke opdager det.

Der er de heller ikke så hurtige eller så stærke endnu, at de kan rive sig løs og stikke af. Det kan de allerede dagen efter. For de er stærke, og de har firbenstræk. Og de er jo ikke dumme, kræene. De vil ikke have de mærker på – eller i det hele taget rodes med. De vil bare have lov at være i fred i en mælke- og græsfyldt idyl.

Billede7

Og det får de også, når mærkerne er kommet på. Men loven siger mærker indenfor de første 7 dage, eller der falder brænde ned. Det må vi jo så rette os efter.

God fredag.

En tyr til tøserne

Velkomstkomiteen er på plads.

Billede1

Alle står ved leddet og venter, mens bilen med den store trailer bakkes ind. De ved, der skal ske noget spændende, og de er på pletten.

Billede2

Tyren kommer. Årets kalve skal for første gang møde deres far. Han er kommet tilbage for at give dem små brødre og søstre til næste år. Siger vi. Tyren selv siger, at han skal ud til de der lækre damer, han besøgte sidste år, leve af kærlighed og kildevand og adskillige tons græs, sove i smørblomsterne og tygge drøv i skyggen. Sommerlykke.

Han genkender helt klart stedet og tøserne – og de genkender ham. Da han kom her første gang sidste år, blev han høfligt vist rundt i området af førerkoen og inviteret på en lille kop vand ved drikkestedet. I går var der ikke den slags formaliteter. Efter en hurtig snuserunde blev alle dyrene enige om, at det var en god aften til en løbetur. Og så drønede de ud over stepperne – over mod skoven, hvor de foretrækker at sove for tiden.

Billede3

Der var nu også ved at være uro i flokken. Kalvene er kommet til verden og er temmelig selvhjulpne nu, og køerne slås  hele tiden – bare sådan for at få tiden til at gå. Når tyren kommer, bliver der ro. Det er ikke sådan, at han nu bestemmer. Nixen. Førerkoen bestemmer suverænt. Men han er et fokuspunkt for dem alle sammen både store og små, og han soler sig i opmærksomheden. De næste tre måneder står i Amors tegn.

God torsdag.

Kalvetid

De ligner dem fra sidste år – indrømmet. Men de er så fuldstændigt nye, de har deres små vakkelvorne ben, der alligevel kan styrte af sted over stok og sten. Deres øjne har stadig det blå skær. De vejer ikke mere end en 18-20 kilo. Og deres nysgerrighed, livsenergi og tossestreger kalder smilet frem. Små krudtugler.

Billede2

Man bliver helt rørt, når man ser dem stå der og få mælk, mens man kan høre den højlydte, energiske sutten, der efterlader dem med mælkeskæg i hele hovedet.

Billede1

Efter et solidt måltid skal der hviles lidt.

Billede5

Og så er der en, der ånder lettet op. Endelig, endelig kigger de ikke mere på de kedelige køer. Nej – de leger med mig.

Billede4

Men glæden er kort – for arbejdet venter.

Billede3

Og så er der jo ikke andet at gøre end at lægge sig til at vente – på næste tur ud på marken.

God søndag.

Ulven kommer?

Man hører meget om ulvene syd for Silkeborg for tiden – en er der i hvert fald og måske flere? Nogle synes, det er en god ting – biodiversitet og alt det der. Det er dem, der siger, at ulven nok bare vil æde løs af den store rådyrbestand, og at det da ikke gør noget.

Jeg tror ikke, rådyrene ser det helt på samme måde? De ville nok foretrække, at ulvene åd løs af den store menneskebestand. Der er nok af dem, og de gør skoven til et usikkert sted med deres mountainbikes og orienteringsløb. Men ulve æder sjældent mennesker, og det er nok farligere at være et lille rådyrkid. De ligger ‘parkeret’ det meste af dagen, og får kun besøg af deres mødre i ny og næ.

Det, der bekymrer mig, er kalvene. Vores små kalve.

Billede2

En ulv er – som alle rovdyr – en opportunist, der tager det nemmeste bytte først.

En nyfødt kalv, født i engen en tidlig forårsmorgen, er ikke noget svært bytte. En nyfødt Dexter kalv er jo en lille sag på små 20 kilo. Nærmest kun et mellemmåltid. Hvis moderen er i nærheden og i fin form, sker der nok ikke noget.

Billede1

Men hvad var der sket med lille Heldig, hvis det havde været en ulv og ikke Bondemanden, der først havde set, at moderen var bedøvende ligeglad med kalven, og at den lå der helt alene og forsøgte at komme på benene?

Der er ikke så langt fra syd for Silkeborg til Skivholme, og de siger, at ulve vandrer vidt omkring. Jeg kan ikke lide ulve. Og så hul i den del af biodiversiteten. Det syntes Rødhætte også – og hendes bedstemor var helt enig.

God ufarlig onsdag.

Heldig og Fennikel

Der er mange, der har spurgt om to ting:

Hvordan går det med den lille kalv, som moderen ikke ville have?

Og hvordan går det med de fennikel, du såede?

Til begge spørgsmål er svarene heldigvis: Godt!

De små fennikelplanter blev plantet ud i Pinsen. De står fint, og de er begyndt at få spæde, men rigtige, fennikelblade.

Til gengæld er de fennikel, jeg såede ude, ikke kommet op. Det kan måske være et spørgsmål om tid, men fremover jeg vil nok foretrække kun at forspire dem. De er så små, de spirer, at man dårligt kan se dem, og står de i hver sin lille avispotte og samler kræfter til udelivet, tror jeg på, at de kommer bedre. Det er jo også en vindomsust have med stiv lerjord, vi har. Et mere beskyttet sted, gik det måske bedre med at så direkte.

Egentlig gælder det samme for kalven, som er kommet til at hedde Heldig. Efter de første 10 dage i drivhuset – stalden – blev også hun plantet ud i Pinsen. Hun voksede fint, og det var på tide, at hun kom ud og lærte kolivet at kende. Hun er som en fisk i vandet. Hun klarer sig godt og er ikke blevet en outsider i flokken. Hun har stadig grime på, så vi kan tage fat i hende, hvis det bliver nødvendigt, men den ryger også snart.

Nu lever hun det vilde kalveliv sammen med de andre kalve. De leger – jagten går over stok og sten, når de leger løbeleg med hinanden. Og så sover de. Godt, trygt og længe.

De store køer tager sig godt af hende. Revser hende, når hun laver ulykker, skubber hende i den rigtige retning, når hun vil gå for langt væk, og sørger for, at hun sover midt inde i flokken om natten. De er nogle gode og ansvarlige køer. Tingene skal gå ordentligt for sig i cow-world, og det sørger de for.

Fodringen kan de dog ikke klare. Det er stadig os, der kommer med mælken – nu i en spand og ikke i en flaske, og nu tre gange i døgnet og ikke fire. Når Heldig får øje på en af os, kommer hun styrtende, mens hun slikker sig sultent om munden. Hun er glad for sin mad. Når hun er færdig med spanden, skal vi hygge og kæle lidt. Hun læner sig op ad vores ben og bliver kløet på ryggen, og så går hun ellers ud til sine legekammerater igen.

Det ser ud til, at det er endnu en gruelig historie, der ender godt.  Vi er også heldige.

God søndag – vi har lige noget mælk, der skal varmes…

Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig.

De store kalve fra sidste år er lukket inde i en indhegning for sig selv. Ellers mobber de alle de nye kalve. Det er vel en slags ‘søskendejalousi’ – de små kommer og tager mors opmærksomhed og får al mælken, som de ellers har fået en sjat af i ny og næ hele vinteren.

Men efter et par dage er der også fryd og gammen i den nye indhegning. De nye magtstrukturer er på plads, og de leger også som de store unger, de er. Og de får specialforplejning – deres helt egen wrapballe som supplement til græsset, der godt nok vokser, men som ikke er næringsrigt nok endnu.

De har deres eget vandkar – og det er den bedste underholdning, man kan tænke sig. Noget at stimle sammen om.

De nybagte mødre går sammen med deres kalve.

Og dem, der endnu ikke har kælvet, bliver tungere og mere besværede fra dag til dag.

Det er en frugtbar tid på landet – kalve og lam springer på markerne, kornet gror, græsset gror, fuglene synger og frugttræerne blomstrer. Vi priser forårets frodighed og liv i høje toner, men formålet er ikke skønheden – det er et biprodukt, vi kan nyde. Formålet er formering, mad og vinterforråd. Årets gang. Der er noget rart og jordnært, i ordets mest bogstavelige betydning, ved at vide, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

God onsdag – vi må ud og tælle kalvene.

Årets første kalv

I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.

Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?

Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på. Fortsæt med at læse “Årets første kalv”