Et fyldt farsbrød med masser af grøntsager i midten er slet ikke det værste, man kan blive udsat for. Retten er det, man kan kalde en ‘undgå madspild’ opskrift, for den kan varieres i det uendelige.
Thai inspireret nippemad varmer godt en kold novemberaften.
De sprøde små rejetoast er fejlsikre – de virker hver gang og rammer smagsløgene lige på det rigtige sted. Især hvis de bliver dyppet i den stærke, søde thailandske dipsauce.
Endnu en gammel ret – en ‘brug det hele’ ret. Den slags retter, der er gode og fulde af smag. Det gælder om at bruge hele dyret, når man har slagtet, og oksehalesuppe er en lækker efterårs- og vinterret.
En smukt gylden og kraftig gulerodssuppe, der varmer helt ind i sjælen. Suppen er hot – med spidskommen, ingefær og chili, og den varmer helt ned i tæerne.
Man skal bruge: 3 store gulerødder 3 mellemstore kartofler 1/2 stor porre eller en hel mindre 1 lille løg Ristet og stødt spidskommen, rist selv, det færdige lugter af armsved – det GØR det altså. 1 spsk revet frisk ingefær 2 fed hele hvidløg Chili efter smag Salt Ca. 1 liter god suppe Frisk koriander til drys
Gør grøntsagerne i stand og skær dem i småstykker, riv ingefær, rist og stød spidskommen i en morter, og svits det hele hurtigt i lidt olie en gryde. Hæld suppen på og lad grøntsagerne koge møre – det tager en 20 minutters tid. Blend med stavblenderen og smag til med salt og chili. Simpelt.
Kartoflerne jævner suppen, så der er ingen brug for fløde. Kan du mærke, det klør, lige der hvor helgenglorien er ved at vokse ud?? Gør kort proces med det og spis nybagt brød med smør til – det genopretter balancen.
Borlottibønner er italienske af oprindelse, men de vokser rigtig godt her – også i det klamme sommervejr, vi har haft. Når andre bønnetyper skravler og ikke rigtig bliver til noget, er der masser af borlottibønner med de flotte røde og hvide bælge.
Også bønnerne er brogede, og de smager rigtig godt, når de er kogt og krydret.
Skal der være gilde, så lad der være gilde. Menuen til Bondemandens fødselsdagsfest lød – i al sin enkelhed – på hjemmelavet rejesalat, ribbenssteg fra den gode gris – med rødkål, en rød og mør roastbeef af egen avl, forskellige oste og den smeltende, lækre mandelmarengslagkage, jeg fortalte om i går. En rigtig herrefrokost. Men det var jo også en rigtig herre, der havde fødselsdag.