Stort og småt fra hverdagen på landet
Danmark, nu blunder den lyse nat
bagved din seng, når du sover…
De lyse nætter topper. Nattergalen synger nede ved bækken, og ved halv tolv tiden i nat var himlen endnu rosa efter solnedgangen. Eller var det rosa før solopgangen? Knap nogle timer skiller de to. Fortsæt med at læse “Danmark, nu blunder…”
I går kom sommeren for alvor til Skivholme. Bierne summer i snebærbuskene på skrænten, fuglene synger, så det runger under løvtaget i skyggehaven, og køerne ligger dovne og tygger drøv i græsset ovenfor skoven.
Hylden er sprunget ud, og den søde, krydrede duft driver ind gennem åbne døre og vinduer. Fortsæt med at læse “Sommer i Skivholme”
Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver
Mmm mmm mm dada sommervind
Mmm mmm mm dada lyse sind…
Sommersang, sommervind – det er sommer, og livet er godt. Nu kommer det gode vejr. Snart er der også ferie.
Nu er det jo altså fredag i dag – så mon ikke det var på tide at finde en højalkoholisk anvendelse for lidt af årets hyldeblomstsaft? En rigtig forbudt-for-børn sag, der kan holde leveren på dupperne?
Til én drink skal man bruge:
2 cl hyldeblomssaft
2 cl gin
2 dl danskvand med brus
Isterninger
Bland gin og hyldeblomstsaft i et højt glas og top op med danskvand – en perlende gudedrik – kølig af is, bitter af gin, sød af saft, duftende frisk af hyldeblomster.
Eller bland en sjat hyldeblomstsaft i et glas hvidvin – den perfekte velkomstdrink til en sommerfest.
Lav hyldeblomstsaftevand med brusende danskvand til chaufførerne. De skal ikke snydes – og lidt brus kan de da tåle.
Hylden har efterhånden blomstret en tid, men det er ikke for sent at plukke. Der er masser endnu. Alle vegne.
I haven og på skrænten. I hegnet
og i kanten af skoven.
Det første hold hyldeblomstsaft er på flasker – og taget med til København ‘i stedet for en blomst’. Det andet hold står og trækker. Her er vores families gamle opskrift på hyldeblomstsaft:
30 store klaser hyldeblomster, rystet fri for smådyr, men endelig ikke skyllet
2 liter kogt vand
2,5 kg sukker
80 g vinsyre
Hæld det kogende vand over sukkeret og rør rundt, tilsæt vinsyren og rør rundt, tilsæt blomsterne og rør rundt. Lad det nu stå køligt og overdækket i en 4-5 dage, og rør i det et par gange om dagen. Si blomsterne fra – brug et klæde, lagt i en si – og hæld saften på rene (og atamonskyllede) flasker.
Det er et kraftigt koncentrat, der kan holde næsten ubegrænset på grund af sukkeret og vinsyren. Vinsyren giver den tørre syrlighed til den søde saft, der gør, at saften rammer lige der i halsen, hvor man er tørstig – både med og uden alkohol.
Nu vil den opmærksomme læser tænke – det er fredag morgen, og hun har lige skrevet det her indlæg. Hvornår har hun så drukket drinken/drinksene? Og taget billederne? Her til morgen? Er de faldet til druk der i Skivholme? Næh, kære læser – for din skyld har jeg og den langmodige bondemand ofret os og taget en drink i går. Så du kan få opskriften i dag. Det var hårdt. Men man må jo tænke på almenvellet.
God fredag.
Nu er bærrene dryppet af, og det er tid til at finde de fine flasker frem. Skold flaskerne og skyl dem med atamon for at undgå mug. Det er nemlig heller ikke sundt.
Mål saften af og hæld den op i en gryde. Tilsæt 400 g sukker og 1 tsk vinsyre pr. liter saft. Bring det i kog og lad det koge i et par minutter.
Nu kan saften hældes på flaskerne. Smuk, smuk mørk saft.
Når man skal drikke sin hyldebærsaft hælder man en sjat i bunden af et krus og hælder kogende vand på.
Det smager simpelthen skønt. Sødt og syrligt på én gang. Hyldebærsaft giver energi, banker kulden ud af kroppen og kan holde vintersnuen på afstand.
Er skaden sket, og er man blevet forkølet, kan man tilsætte en sjat snaps eller vodka. Det bliver man vist nok ikke rask af, men det gør det en anelse sjovere at være syg.
God torsdag.
Her er så opskriften på det hyldeblomstkoncentrat, som kan puttes i – næsten – alting.
Hylden er omgærdet af mange historier og myter. Efter sigende må man ikke plukke af en hyld, uden at takke Hyldemor. Hyldemor er hyldetræets skytsånd – og – siges det – lig med Freja, den gamle nordiske frugtbarheds- og kærlighedsgudinde. Hende vil vi gerne være på god fod med, så husk et lille tak, når du plukker.
Hyld beskytter mod troldtøj, og alle dele af hylden bruges til naturmedicin. Bladene skulle være gode at lægge på et sår, så der ikke går betændelse i det. Hyldebærsaft er godt mod forkølelse, og det samme er hyldeblomst te – te lavet på tørrede hyldeblomster. Barken bruges til plantefarvning, og afkog af bladene skulle kunne skræmme bladlus over til naboen.
Spiser man Sct. Hans nat en hyldeblomst, skulle det kunne forhindre, at man blev syg resten af året. Det er da værd at prøve?
Bor man så langt fra Diagonalstræde, at man skal lave sin egen tryllestav i stedet for at købe en hos Ollivanders (Leverandør af fine tryllestave siden 382 f.kr. jvf. Harry Potter), er det også en hyldegren, man skal bruge. I det hele taget et nyttigt træ – livskraftigt og kønt.
På den her årstid er det blomsterne, det gælder.
Jeg laver et kraftigt koncentrat efter en gammel, gammel opskrift, min mor engang fik af en, der selv havde fået den af en, og så videre.
30 store klaser hyldeblomster, rystet fri for smådyr, men endelig ikke skyllet
2 liter kogt vand
2,5 kg sukker
80 g vinsyre
Hæld det kogende vand over sukkeret og rør rundt, tilsæt vinsyren og rør rundt, tilsæt blomsterne og rør rundt. Lad det nu stå køligt og overdækket i en 4-5 dage, og rør i det et par gange om dagen. Morgen og aften for eksempel. Så skal blomsterne sies fra, og saften skal hældes på rene og atamonskyllede flasker. Det er lidt klistret arbejde.
På grund af det høje sukkerindhold holder saften i årevis. Og den er så koncentreret, at der kun skal meget lidt saft til i forhold til vand, når man laver saftevand.
Der vil efter nogen tid danne sig en brun ‘prop’ i toppen af flasken. Det er bare pollen. Saften er ikke blevet dårlig.
Koncentratet kan bruges til uendeligt mange ting – men man bør unde sig en sommerdrink med lige dele gin og hyldeblomstkoncentrat, toppet op med danskvand og et par isterninger.
Skål og god torsdag.
Jeg ved det. I tror, jeg har fået hyldegalskab.
At al den hyld, der vokser omkring mig, er steget mig til hovedet og har gjort mig skør, så jeg nu putter hyldeblomstsaft i alt. Det gør jeg ikke. Næsten ikke i hvert fald. Og kun om sommeren – næsten i hvert fald. Men der er meget, der har godt af at få sin sødme fra et lille skvæt hyldeblomstkoncentrat.
For eksempel gin – eller hvidvin – eller kartoffelsalat. Kartoffelsalat fås i mange variationer, men den her, den er god – lidt anderledes, men ikke så forfærdeligt anderledes, at man ikke kan kende sin kartoffelsalat igen.
Det er svært at angive præcise mål til dressingen, men cirka
2 dl cremefraiche (det var 9%, der var i køleskabet)
En stor håndfuld blandede finthakkede krydderurter, kørvel, citronmelisse, salvie og løvstikke
En stor håndfuld fintklippet purløg
En lille sjat hyldeblomstkoncentrat
Salt og peber
Kogte, kolde kartofler
Agurk i små tern
Rør dressingen sammen, bland kartofler og agurk i, pynt med lidt tomater – og et drys kørvel, hvis du da ellers husker at gemme lidt til pynt. Det gjorde jeg ikke, og det regnede voldsomt, så det blev kun til tomatpynten. Men kørvel er så kønt…
En let, frisk og duftende kartoffelsalat – kan spises til alt – og helt også uden noget til.
(Så længe hun ikke putter hyld i hundemaden, går det vel… lyder det fra vor kompetente madanmelder, som puster voldsomt efter at have motioneret et par måger på marken.)
God onsdag.
Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.
Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.
Gulspurvekrattet ligger oven for marken over skoven. Det er tæt, uigennemtrængeligt tæt, medmindre man er en fugl eller måske et mindre pattedyr. Det er et slåenkrat, mørke grene med lange torne. Inde i krattet vokser knudrede gamle hyldetræer, hvis tykke stammer man kun dunkelt aner gennem krattets tætte mørke. Man kan gå rundt om det – og altid finde læ for vinden et sted. Ikke engang vinden trænger igennem Gulspurvekrattet.
Helt nede ved jorden et sted er der et rundt hul. Det ligner en port – en lav og smal vej til krattets indre. Her går ’nogen’ tit. Men hvilke ’nogen’? Ræven er det ikke, for det ville man kunne lugte – ræve lugter fælt. Og rævelugt gør hunde kulrede. Hunden er ikke kulret. Grævlingen? Ham har vi set tøffe rundt på sin jagt på regnorm og mirabeller. Han ligner en bjørn i en alt for stor pelspyjamas. Efterladenskaber tyder på, at det nok er grævlingen. Men er det kun ham eller også skovfolket? Nisser? Højden på hullet passer til nissers standardmål.
Men dem, der bevisligt er krattets faste beboere, er gulspurvene. Der lever en lille flok af dem derinde. På hyldens allerøverste grene sidder de i godt vejr og vipper, og forår og sommer kan man høre deres karakteristiske sang: 1-2-3-4-5-6-syyyyyyyv gentaget med samme entusiasme i en uendelighed. Deres knaldgule fjer lyser som mælkebøtter i trætoppene.
Om foråret tager krattet festdragten på – et hvidt pur af slåenblomster, en hvid sky, der svæver over marken. Det er der faktisk ikke så længe til.
Om efteråret står det med orange blade og blå frugter. Det er faktisk ikke så længe siden.
Vi har prøvet at lave slåensnaps. Det var mundsammensnerpende bittert – måske var det os, der havde den forkerte opskrift. Eller måske var det bare det, at Gulspurvekrattet ikke har tænkt sig at være til gavn for andre end de vingede og firbenede, der søger ly og læ derinde, sommer og vinter. Et lille stykke ældgammel natur, kroget, tornet, tæt. Det giver ikke noget fra sig, det er et af de steder. Et af de steder, der holder på sine hemmeligheder.
