God gammeldags rødkål

Der er mange, der aldrig har prøvet at lave rødkål selv, og det er faktisk synd – for det er billigere end det købte, og det smager hundrede gange bedre.

Man tager et rødkålshovede – et smukt, stort, grådugget rødkålshovede, som man skærer midt over

Billede1

og derefter snitter i småstykker. Fortsæt med at læse “God gammeldags rødkål”

Rødbedesalat med peberrod, løg og kapers

En lækker og frisk rødbedesalat, jeg fik første gang i kantinen, da jeg arbejde hos Oracle. Det er mange år siden, men salaten husker jeg. Nu har jeg lavet den selv, og her får du opskriften.

Man skal bruge:

1 kg rødbeder
1 finthakket lille løg
2 spsk kapers – hak dem lidt, så smagen slipper ud
Revet peberrod efter smag

Sennepsdressing:
2 spsk æbleeddike
1 tsk flydende honning
1 tsk Dijon sennep
3 spsk olivenolie

Kog rødbederne i en halv times tid med skal på. Tag dem af blusset, hæld vandet fra, og hæld straks iskoldt vand på og lad dem stå lidt. Det sprænger rødbederne, så de bliver møre. Gnub ‘frakken’ af dem og skær dem i tern. Bland dem med de øvrige ingredienser og lad salaten trække lidt.

Salaten smager godt til al slags kød. Vi spiste salaten sammen med en T-bone steak, nogle af de sidste kartofler og bønner fra haven og de absolut sidste hestebønner.

Så kan det vel ikke blive meget bedre.

God mandag.

Crepes som i Frankrig

Crepes! Crepes! Crepes!

Alle vegne lokker sjove skilte ind i cafeer, hvor le chef står og laver de helt friske crepes på en stor rund varmeplade. Der er mange slags fyld. Søde crepes, salte crepes, crepes med kødfyld, med fiskefyld eller vores yndling: crepes med ost, skinke og æg. Fortsæt med at læse “Crepes som i Frankrig”

Chili con Suppe

Chili con Suppe er der nok ikke noget, der hedder?

Nogle vil sikkert sige, at det da bare er en tynd kop Chili con Carne. Men så er det altså en rigtig god kop tynd Chili con Carne. En suppe med saft og kraft, der passer til en dag, hvor man trænger til et boost. Fortsæt med at læse “Chili con Suppe”

Myntegele og klassisk engelsk Mint Sauce

I England er mynte et must sammen med lam. Det gælder både den klassiske myntegele og den specielle engelske Mint Sauce med eddike. Når man nu er ude og plukke, kan man ligeså godt plukke til begge dele på én gang.

Fortsæt med at læse “Myntegele og klassisk engelsk Mint Sauce”

Zucchini Frittata sandwich

Zucchini, squash, courgetter – hvad end man kalder dem, så gror de som vilde. Og man mangler altid opskrifter til fornyelse af repertoiret. Man får øje på en lillebitte squash i bedet, kigger væk, og når man kigger igen, ligger der et kæmpe monster fra det ydre rum.

En af vores yndlingsopskrifter med squash er sandwich med squashomelet. Det fine italienske navn? Zucchini Frittata? Det lyder godt, men det er såmænd bare det, en squashomelet hedder, der hvor den kommer fra: sandwichbaren på hjørnet overfor San Marco klostret i Firenze, hvor der ligger en kaffe/sandwichbar med et kæmpeudvalg af lækre sandwiches. Vi valgte squashomelet i en blød, lidt sød bolle, og en klassiker var født.

Til omeletten skal man bruge:

1 ikke for stor squash skåret i tynde skiver – fjern evt. kernerne, hvis squashen er stor
1 hakket løg
2 fed hakket hvidløg
3-4 æg
2 spsk vand pr. æg
1 spsk friskrevet parmesan
Olivenolie
Salt og peber

Svits squash, løg og hvidløg på en pande i olivenolie, til det bliver blødt.

Pisk æg, vand og parmesan sammen og hæld det over i panden. Fordel fyldet jævnt, skru ned og læg et stykke sølvpapir over panden. Lad omeletten stivne langsomt.

Svampene var friske, lækre markchampignon, vi fandt i engen – i tide, inden ormene tog dem, eller køerne trådte på dem. De skal bare svitses i smør med lidt hvidløg i skiver som en ekstra delikatesse.

Læg stykker af omelet i en bolle – her en hjemmebagt, blød burgerbolle – og guf så løs. Det er rigtig god frokostmad til at nyde ude – på Restaurant Flimmerskyggen, Cafe den lille Terrasse, Femøren eller et andet godt sted i haven, hvor vind- og solforhold passer.

Det var så én squash. Nu må vi finde på noget til de 80 andre.

God mandag.

Haps, haps, haps – Prikbladet Perikon

I går fandt jeg Prikbladet Perikon

oppe ovenfor skoven i det lille stykke, vi har lagt an som vildtremise. Der har ellers ikke været meget af det i år, men der var nok. Nok til et lille glas snapsekoncentrat. Perikonsnaps smager forrygende. Og så får det sådan en flot rød farve.

Det er allerhelst de halvt udsprungne blomsterknopper, man skal bruge. Men en blanding af blomster og halvt  udsprungne knopper kan også gøre det.

Fyld et glas med blomster og knopper, hæld neutral snaps som Brøndum over, sæt låg på og lad det trække. Den røde farve kommer næsten med det samme – smagen udvikles over tid. Lad det trække mindst 14 dage og meget gerne længere.

Efter trækketiden kan koncentratet fortyndes med mere snaps efter smag. Man skal prøvesmage. Nogle gange. Før man får den rigtige blanding, skal der flere smagsprøver til. Så vent, til du er sikker på, at du ikke skal køre mere den dag.

For ikke at opfordre til umådeholdenhed skal der lige indskydes – efter man har fortyndet brygget, har det godt at at stå og lagre – så længe man nu har tålmodighed til – men en glemt flaske bagerst i skabet smager allerbedst – når man finder den.

God fredag.

Dexter højrebssteg med sommerligt tilbehør

En højrebssteg på ben

og noget af alt det spiselige fra haven lige nu. Til sammen et måltid, der får de små, madglade engle til at synge med mad i munden. Det hele er så lækkert, så friskt og så nyt.

Hestebønner. Bittesmå squash. Pluksalat med bladselleri, tahinedressing og ristet sesam.

Rosmarinkartofler – og en lille klat skysovs. Det ville da være synd at spilde den gode kraftsky fra stegen. (Skysovs er meget let at lave: hæld stegeskyen fra fadet, skum fedtet af, kog op, tilsæt en sjat fløde, lad koge lidt og jævn det så med en smule maizena udrørt i koldt vand – giv det evt. en klat kulør.)

Stegen blev stegt efter helt den sædvanlige metode.  Stor eller lille steg – det gør ingen forskel: Gnid stegen med et overskåret hvidløgsfed og derefter med salt og peber. Læg lidt hvidløg under stegen, og sæt fadet ind i ovnen på 225 grader i et kvarter. Skru ned til 160 og vent, til kernetemperaturen er 60 grader for rødt kød, 63 for medium. Tag stegen ud og lad den trække i 20 minutter, før du skærer den.

Hestebønnerne, der blev sået i foråret, er blevet store. Bønnerne, som egentlig er en slags ærter, ligger smukt på rad i bælgen, der er foret med et tykt, hvidt, fløjlsagtigt for – nærmest som i et smykkeskrin. De skal bare tages ud af bælgen og dampes i et par minutter.

De små squash skal behandles med den ære, som årets første af alle slags fortjener. Her blev de skåret i skiver, blandet med hvidløg i tynde skiver, et drys salt, et drys chiliflager og vendt i olivenolie. 10-15 minutter i ovnen på 200, mens stegen trækker.

Rosmarinkartofler er resten af de kogte kartofler, man fik kogt for mange af dagen før. De skæres i tern, dryppes med olivenolie, der drysses friskhakket rosmarin ud over, og så kan de følges med squashene i ovnen, når stegen er taget ud. En slags ovnbrasekartofler.

Tahinedressingen er lavet af et par spiseskefulde tahine (sesampasta – bedst fra indvandrerbutikker – eller af og til fra Rema1000) rørt med vand til en ‘dressingagtig’ konsistens, tilsat to fed knust hvidløg, lidt salt og saften fra en halv citron.

Herude på landet lever vi nemlig som grever og baroner, gør vi så. Med den forskel, at vi selv både har dyrket og lavet maden, og det er en følelse i særklasse. Greverne og baronerne er nok ligeglade med, hvem der har dyrket og lavet maden, bare det er veltillavet af gode varer og smager godt. Og det kan du jo også være, hvis du må ty til grønttorvet efter de lækre sager. Jeg har i øvrigt set hestebønner på grønttorvet i Aarhus og i Bazar Vest.

God mandag.

Solbær til surt og sødt – og snaps

I slutningen af juli er solbærrene modne. Smukke, skinnende, mørke, krydrede bær med smag af sommer og solskin.

Det tager sin tid at plukke dem, men der er nu noget meditativt over at plukke bær. Fortsæt med at læse “Solbær til surt og sødt – og snaps”

Dyreryg fra sommerbuk

Vildtretter kan let gå hen og blive lidt vinterlige. Men der er jo også noget, der hedder en sommerbuk. Bukkejagten går fra 16. maj til 15. juli, og til sådan en sommerbuk skal tilbehøret være lettere og mere sommerligt end til rådyrstegen midt i den mørke vinter.

Lørdagens gæstemiddag stod på dyreryg. Et af de lækreste stykker, som man gemmer til en speciel lejlighed.

Og sommertilbehøret? Bortset fra, at den klassiske vildtsovs var et must, er der mange muligheder med alle de nye grøntsager, der er lige nu. Med haven fyldt med nye kartofler var vi kommet et godt skridt hen ad vejen. Og ny salat – også fra haven – pluksalat og rucola drysset med glaserede valnødder og portvinssyltede tranebær  – to klassikere, der kan bruges ved enhver lejlighed, når der er vildt på bordet.

En dyreryg er ikke så svær at stege. Man fjerner senerne helt ind til kødet, gnider med salt og peber og lægger nogle smørklatter på, for at det ikke skal blive tørt. Det er den største risiko ved vildtkød. Der er praktisk talt intet fedt i det, så noget må tilføjes for at holde på kødsaften. Smørret får kødet til hurtigt at brune, så saften bliver inde. Det smelter af og kan skummes af stegeskyen, inden man laver sovsen. Man kan tænke på smørret som en slags indpakning.

Varm ovnen op til 225 grader og sæt kødet ind til bruning i et kvarter. Skru så ned til 150 grader og lad det stå en halv times tid. Mål kernetemperaturen. For dyreryg er 65 grader fint. Lad stegen trække på et bræt på køkkenbordet i en 20 minutters tid, før du skærer kødet fra benene.

Rigtig gæstemad. Og det var jo godt, for der var gæster hele vejen fra Sjælland. Hr. og Fru Grøn (Fru Grøn er den berømte skaber af det fænomenale knækbrød) og deres smukke hund, Albert. De to hunde kunne bestemt også godt lide de stykker dyreryg, der fandt deres vej. De kan tigge i tandem – fire bedende hundeøjne på én gang. Og hvilket hjerte er hårdt nok til at modstå det?

God tirsdag.