Oksehalesuppe

Endnu en gammel ret – en ‘brug det hele’ ret. Den slags retter, der er gode og fulde af smag. Det gælder om at bruge hele dyret, når man har slagtet, og oksehalesuppe er en lækker efterårs- og vinterret.

Man skal bruge:
2 kilo oksehaler
1/2 lille selleri
2 store gulerødder
1 løg
1 porre
1 persillerod
3 laurbærblade
Vand
En sjat sherry
Meljævning
Salt

Gør grøntsagerne i stand og skær dem i små tern. Brun oksehalerne i smør i en stor gryde. Tag dem op af gryden og svits grøntsagerne i gryden. Læg oksehalerne ovenpå, dæk med vand, bring i kog, skum af og lad dem simre i 3 timer.

Det er første del, og her plejer jeg at stille gryden køligt til næste dag – ude i baggangen, faktisk. Det gør nemlig anden del både lettere og mere behagelig. Når suppen er kold, er det let at fjerne fedtet, der er stivnet på toppen. Og man brænder ikke fingrene på kødet.

Fjern nu fedtet, fisk oksehalerne op og pil kødet af dem. Kom kødet tilbage i suppen. Bring suppen i kog igen og smag til med salt og sherry. Jævn den med lidt meljævning – husk at lade den koge godt igennem, så meljævningen ikke kan smages. Suppen skal helst være lidt tyk i det – og smagen skal være mørk og god. Nogle giver suppen en klat sovsekulør.

Hvis nu du synes, at tre timer og mad over to dage er ganske uoverskueligt, så tænk lige om igen. Man kan hakke grøntsagerne og brune halerne, mens man laver den almindelige aftensmad en helt almindelig hverdag. Gryden kan stå og simre, til man skal i seng. Næste dag klarer man lige del to, og så er der mad – måske endda til flere dage.

Langsom madlavning betyder heldigvis ikke, at man skal stå og stirre stift på gryden i tre timer.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

7 kommentarer til “Oksehalesuppe”

      1. Så absolut da…jeg er i mit eget lille rige,kan hygge, skælde ud på mig selv når jeg begår fejl glæde mig når alt kører efter en snor,glæde mig over at konen synes at det dufter himmelsk.glæde mig over det endelige resultat.

        Like

Der er lukket for kommentarer.