Kraftig gulerodssuppe med ingefær, spidskommen og chili

En smukt gylden og kraftig gulerodssuppe, der varmer helt ind i sjælen, er lige, hvad man har brug for efter at have været ude i det evigt silende og dryppende efterårsvejr.

Suppen er hot – med spidskommen, ingefær og chili, og den varmer helt ned i tæerne.

Man skal bruge:
3 store gulerødder
3 mellemstore kartofler
1/2 stor porre eller en hel mindre
1 lille løg
Ristet og stødt spidskommen, rist selv, det færdige lugter af armsved – det GØR det altså.
1 spsk revet frisk ingefær
2 fed hele hvidløg
Chili efter smag
Salt
Ca. 1 liter god suppe
Frisk koriander til drys

Gør grøntsagerne i stand og skær dem i småstykker, riv ingefær, rist og stød spidskommen i en morter, og svits det hele hurtigt i lidt olie en gryde. Hæld suppen på og lad grøntsagerne koge møre – det tager en 20 minutters tid. Blend med stavblenderen og smag til med salt og chili. Simpelt.

Kartoflerne jævner suppen, så der er ingen brug for fløde. Kan du mærke, det klør, lige der hvor helgenglorien er ved at vokse ud?? Gør kort proces med det og spis nybagt brød med smør til – det genopretter balancen.

Rigtig god weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Kraftig gulerodssuppe med ingefær, spidskommen og chili”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: