Livets gang på landet

En morgentur, før det bliver for varmt

Der ligger stadig morgendis. Bladene er så småt begyndt at vifte for en svag vind, men det bliver varmt igen i dag. Fugtigheden er næsten tropisk, og det er allerede over 20 grader.

Græskarbedet oppe på marken strutter af velvære.

Der er pyntegræskar, der arbejder på at få overraskende farver og former.

Der er UFO-squash, der skal spises helt som almindelige squash, men som bare er sjovere at se på.

Og masser og masser af de kønne og lækre Hokkaido, der kan holde hele vinteren – lad der bare være mange af dem.

Græskarrene elsker varmen. Værre ser det ud for pelsdyrene. De er ikke begejstrede. Hunden ruller sig i det kølende græs, så det ikke er til at se, hvad der er op eller ned eller for eller bag.

Det samme gjorde isbjørnen i Skandinavisk Dyrepark.

Måske skulle vi også rulle lidt rundt i græsset? De må have fat i noget af det rigtige.

God varm weekend.

Rygeost røget i weberen

Forleden blev jeg spurgt, om jeg vidste, hvordan man laver rygeost. Det gjorde jeg ikke – men min bror, der er røg-, støj- og grillmester og min svigerinde vidste det. De laver det ofte, og jeg kan stå inde for, at deres udgave smager rigtig godt. Nu har jeg også prøvet, og nu ved også, hvordan man laver rygeost. Om lidt ved I det også.

Man skal bruge:

2 liter økosødmælk
1/4 liter kærnemælk – også øko

Og så skal man bruge:

1 skål og 2 døgn
1 si og 1 døgn
1 rent viskestykke
En kuglegrill eller røgovn
Kul og 1 par håndfulde rygesmuld eller spåner
Evt. kommen til drys

Hæld 2 liter økosødmælk og 1/4 liter kærne i en skål. Lad det stå på køkkenbordet og syrne i to døgn. Rør i det et par gange om dagen. Efter to døgn på køkkenbordet, skal det hældes over i en si, der er foret med et viskestykke, og dryppe af i et døgn i køleskabet. Vandet, der løber af, er godt at bage med, så smid det ikke ud, hvis du har tid til at sætte brød over.

Vend forsigtigt osten over i en grillbakke til grøntsager – sådan en med huller i bunden – eller brug et stænklåg (uden plastichåndtag).

Tænd op i grillen, blød rygesmuld/spåner ud i vand, mens kullene bliver klar, og ryg så osten i en 20 minutters tid. Drys eventuelt med kommen først. Lad osten køle af, før den skal spises.

På opfordring prøvede vi at smide et par brændenælder på kullene udover rygespånerne – guderne skal vide, at dem har vi nok af.

Om det har gjort nogen forskel for smagen, ved jeg faktisk ikke. Heller ikke, om man kan bruge kun brændenælder til at lave røg med. Det kan man sikkert godt, men så skal der bruges mange, mange brændenælder (så ka’ de lære det).

Jeg gjorde to fejl undervejs – og for at du ikke skal gøre de samme fejl, kommer de her.

Jeg syntes ikke, der var plads til det hele i sien, så jeg delte portionen i 2. Det skal man ikke. Det giver for flade oste. Vent hellere på, at noget af vandet løber igennem, og top op efterhånden.
Det regnede, da vi kom hjem fra Den Gamle By, så vi besluttede os til, at osten sagtens kunne stå og dryppe en dag mere. Det skal man ikke. Det bliver den for tør af.

Men bortset fra det, blev osten god. Den smagte af mere end den færdigkøbte, og vi spiste den med stor fornøjelse – og med purløg.

God fredag – og husk nu, hvad der står på skiltet i Den Gamle By:

Norden rundt på en enkelt dag

I går tog vi på feriens anden – og sidste – rigtige udflugt. Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Det er en halv times tid herfra i bil, så det var ikke så langt i afstand, vi kom. Men vi kom hele Skandinavien rundt, hvad angik vilde dyr. Parken er kæmpestor, og dyrene har virkeligt gode forhold – masser af plads, skygge under store træer og vandhuller/små søer. De ser nu også veltilfredse ud.

Der er elge, ræve og polarræve, hugorm, kronhjorte, vildsvin og bjørne. Både brune bjørne og isbjørne. Der er også ulve. Hegnet omkring deres indhegning viser, hvordan vi skal hegne marker med levende husdyr, hvis ulven bliver udbredt i Jylland, og husdyrene skal forblive i live. De kan sige, hvad de vil, men jeg synes nu, de er nogle fæle fætre.

Men den brune morbjørn, der jo bestemt også er et rovdyr – om end et altædende et af slagsen,

og hendes fire frække unger

charmede os totalt. De ligner teddybjørne, og de er fulde af bjørnebørnenumre.

Ham her – isbjørnen – ser også vældigt tilforladelig ud – men se lige størrelsen på den pote, han graver med? Heller ikke nogen rar fyr at møde i polarnatten. Han ser ud til at slå en proper næve.

Vi så isbjørnemor give mælk til sine to unger. Hun tog sig ikke meget af snakken om offentlig amning eller ej. Ungerne var jo sultne. Heldigvis var de sultne, lige da vi kom, for det var et rørende syn.

Men af alle dyrene, var dådyrene nu dem, jeg syntes bedst om. De er så smukke, har de kønneste øjne, og de kom tillidsfuldt hen til os for at blive fodret i stedet for at se på os som foder.

Dem var der intet frygtindgydende ved – og det var bare dejligt.

Man får gået en del, for parken er stor, og der er passende afstande imellem de forskellige dyrearter. Jeg kan varmt anbefale en tur derud, hvis man kan lide dyr, natur og solskin. Men tag madpakke med – maden er dyr og kedelig derude.

God torsdag.

Genkendelsens glæde i Den Gamle By

Et af de steder, vores gæster i B&B’en næsten altid besøger, er Den Gamle By. Det er også et af mine yndlingssteder, og i går var vi derinde på en lille ferieudflugt. Mest for at se den nye afdeling fra 1974.

1974. Det er egentlig ikke så længe siden – og alligevel. Det er allerede historie nu, og om få år vil det være endnu mere historie.

De fuldt møblerede lejligheder i huset Tårnborg er uovertrufne. Kernefamiliens lejlighed, kollektivet, den kvindelige skoleinspektørs smukke hjem – alle vegne omkring os kunne vi høre genkendelsens glæde hos de andre, der oplevede det samme som os. Der holder biler fra den tid på gaden, cykler fra dengang og endda en vaskeægte Velo Solex. Og forretningerne – det er som at tage en tur tilbage til sin egen barndom. Genkendelsens glæde. Tag selv ind og se det. Det er gennemført det hele.

Nu vi var der, skulle vi også gense alle de skønne huse og haver, som vi plejer. Genkendelsens glæde.

Bag husene er der lavet tidstypiske haver. Både prydhaver og køkkenhaver. Det var ublandet fryd at gå der i solskinnet og se på alle de skønne blomster, de fine køkkenhaver og det smukke haveskur i Apotekerhaven.

Skræpperne ved vandet.

Og drivhusene.

Der fandt jeg endelig ud af, hvad min smukke lilje hedder. Den fra min Mormor, som jeg spurgte jer om for nogle måneder siden. Den her lille skønhed.

Den hedder Zephyrblomst, og det var genkendelsens glæde, da jeg så den i drivhuset – og opdagelsens glæde, da jeg fandt ud af, hvad den hedder.

God onsdag.

De store maskiners tid

De gange jeg har besøgt et storkøkken, har jeg været vildt imponeret af de store maskiner. En vippestegepande, der kan rumme 200 frikadeller, en røremaskine, der er højere end mig, en opvaskemaskine på størrelse med vasketunnelen nede på tanken i Harlev. En dåse flåede tomater med 5 kilo i. Det hele er stort – man føler sig næsten som en lilleput, der er gået forkert.

Men det er ingenting i forhold til de maskiner, der skal til, når der skal laves mad til køerne. Der kan man snakke om storkøkken. For det første er ingredienserne til årets vintermad flere hektar med græs og vårbyg.

Det skal slås. Med en græsklipper, der er 6 meter bred.

Så skal det tørre et par dage og presses. I baller på ca. 500 kilo.

Til sidst skal det pakkes ind i mange lag tynd plastic med en pakkemaskine på størrelse med en campingvogn.

Og stables med en balletang – en overdimensioneret grilltang – to havelåger på pind.

Det er helt klart de store maskiners tid, nu hvor vinterfoderet skal sikres. Der klippes, høstes, pakkes og brummes af store maskiner. Og det er lige imponerende hver gang.

God fredag.

Blomster i varmen

Den tørre varme og ikke mindst den voldsomme vind har været hårde ved haven. Det hele ser lidt forpjusket ud. Planterne hænger lidt med næbbet, og græsset er ved at blive gult. Men i potterne er sommerfuglekarsen igen sprunget ud, og som altid er det en fryd at se de små gule sommerfugleblomster svæve over de grønne blade. Det er virkelig en yndig – og nem – plante, der kan pynte i krukker på terrassen, ude i bedene – og i salatskålen.

Den er let og fin og ikke så prangende som sin mere farvestrålende fætter, tallerkensmækker (også kendt som havekarse eller nasturtium), der ellers også er en skøn og livskraftig plante.

Jeg skrev sidste år om, hvor nem den er -det kan du læse her – så det vil jeg ikke gentage. Men se lige endnu et billede af årets små sommerfugleblomster – de er da søde.

God varm tirsdag.

Hedebølge

Ikke en vind rører sig. Rugen står helt, helt stille på naboens mark.

En solsort i toppen af grantræet synger – ellers ikke en lyd. Græsset er vådt af dug endnu, og der er stadig morgenkølighed i skyggen. Gæsterne er kørt til Djurs Sommerland. Vaskemaskinen kører.

Senere i dag bliver det hedt. Stegende hedt. Man kan allerede mærke, det er på vej. Det er nu, man skal ud og plukke bær, og i eftermiddag er der vist kun én passende aktivitet. En god bog – og måske en lille lur – i flimmerskyggen under de store træer.

God lørdag.

Ferie forude

Der er noget helt særligt over de første dage i ferien. Det er der, det virkelig går op for en, at man har ferie. At de næste tre uger ligger foran en, og byder på uanede muligheder. Her til morgen – søndag midt i juli – er der nok mange, der har den følelse. Den følelse af, at alt er muligt.

Allerede nu ved jeg, at når de tre uger er gået, vil haven være perfekt, huset vil skinne, jeg vil være færdig med at kalke B&B’en, der vil være syet nye hynder til køkkenstolene – og vi vil have været på en masse spændende udflugter og lavet spændende og kreativ mad hver dag. Solen vil selvfølgelig også skinne hver dag, og jeg vil ikke tage et gram på af at spise is og drikke vin. Totalt udhvilet, vil jeg selvfølgelig også være.

Helt realistisk er det – nok – ikke. Men mulighedernes land ligger lige forude, og i dag vil vi starte med at tage det lidt stille og roligt, lade batterierne op, tusse i drivhuset – og bare mærke, at det er ferietid.

God søndag.

En tyr til tøserne

Velkomstkomiteen er på plads.

Alle står ved leddet og venter, mens bilen med den store trailer bakkes ind. De ved, der skal ske noget spændende, og de er på pletten.

Tyren kommer. Årets kalve skal for første gang møde deres far. Han er kommet tilbage for at give dem små brødre og søstre til næste år. Siger vi. Tyren selv siger, at han skal ud til de der lækre damer, han besøgte sidste år, leve af kærlighed og kildevand og adskillige tons græs, sove i smørblomsterne og tygge drøv i skyggen. Sommerlykke.

Han genkender helt klart stedet og tøserne – og de genkender ham. Da han kom her første gang sidste år, blev han høfligt vist rundt i området af førerkoen og inviteret på en lille kop vand ved drikkestedet. I går var der ikke den slags formaliteter. Efter en hurtig snuserunde blev alle dyrene enige om, at det var en god aften til en løbetur. Og så drønede de ud over stepperne – over mod skoven, hvor de foretrækker at sove for tiden.

Der var nu også ved at være uro i flokken. Kalvene er kommet til verden og er temmelig selvhjulpne nu, og køerne slås hele tiden – bare sådan for at få tiden til at gå. Når tyren kommer, bliver der ro. Det er ikke sådan, at han nu bestemmer. Nixen. Førerkoen bestemmer suverænt. Men han er et fokuspunkt for dem alle sammen både store og små, og han soler sig i opmærksomheden. De næste tre måneder står i Amors tegn.

God torsdag.

Klokkeren slår til

Vil I vide, hvordan det er gået med at ringe med kirkeklokken? Den store, gamle kirkeklokke i Skivholme Kirke? Den, der blev støbt i 1613, altså for 400 år siden, som har en imponerende diameter på næsten en meter, og hvis ringerlaug, Bondemanden og jeg nu er med i?

Jo tak. Det går godt. Det er faktisk ikke så svært – men tung at få i gang, det er den. Og heller ikke så let at få til at stoppe igen.

Det er en særlig, lidt højtidsstemt følelse at stå der – helt alene i den gamle kirke. Man holder rebet, kikker på kalkmalerierne, på den gamle madonna af træ fra 1200 tallet (hvad hun dog har måttet lægge øre til igennem alle de år – ikke mærkeligt, hun ser lidt stiv ud i blikket)

og så intenst på det ur, der er anbragt, så kun klokkeren kan se det. Der skal jo ringes til tiden. Man venter på, at urets sekundviser kommer hele vejen rundt – og så… så trækker man. Først stille og roligt, men fast, føler klokken begynde at vippe – at svare på ens træk.

Man lægger flere kræfter i, til det først slag høres, og så giver man den alt, hvad man kan, til klokken selv finder rytmen. Dens enorme tyngde gør, at man kun skal holde den i gang efter det. Den ringer højt, klart og rent ud over markerne og landsbyen. Det er en dejlig lyd.

Efter en tid lader man den ringe sig selv lidt til ro, før man holder fast – igen alt hvad man kan – for at stoppe den. Det er her, man kan få en flyvetur. Når rebet er i ro, og klokken blevet stille, tager man et andet reb – det til bedeslagene. Tre gange tre slag. Så langsomt, at der er tid til eftertanke hos dem, der hører den. Tid til at tænke på alle dem, der har ringet med klokken igennem de 400 år. Tid til måske at bede en lille bøn. For fred i sindet hos sig selv og andre. For at de ting, man nu går og slås med vil få et lykkeligt udkomme. Eller måske bare en tak for en smuk sommerdag som i lørdags – og… for, at man ikke klokkede alt for meget i det.