Påskens sidste lammerester og markens liljer

Til sidst var der bare småstykker af lammekøllen tilbage. Ikke noget at skære af, bare stykker pillet af benene, ureelle småstykker og et par uspiste afskårne skiver. Nogle ville nok smide det ud og sige ‘lam nok for nu’. Men den slags madspild bekymrer vores hund.

Billede1

Hun syntes det ville være en skam, og at alle rester kan ryge i hundemaden rub og stub. Og det var der også noget af det, der gjorde. For hunden skal jo også vide, det er påske, ikke? Og katten med.

Men de brugbare stumper fik vi i hjemmelavede wraps. Drysset liberalt med shawarmakrydderi fra Kilic (det uden tilsætningsstoffer) og stegt på panden, før det blev ‘wrappet’ sammen med en salat med frisk mynte, iceberg og de sidste af en pakke cherrytomater i gul og rød. Og dryppet med en dressing af yoghurt, mynte og hvidløg. Ægte restemad af bedste skuffe.

Billede2

Sådan blev påsken spist op. Det er blevet april og tid til at vende blikket mod mere forårsagtige retter – hvis altså bare det ville holde op med at være nattefrost. Om dagen ser det jo meget tilforladeligt ud – bortset fra, at sneen ikke smelter i skyggen – men om natten er det stadig en fem-seks graders frost. Sidste år var vi på Sicilien ved den her tid – badet i frisk forårssol og med blomster alle vegne.

Der forstod jeg endelig, hvad det var for nogle ‘markens liljer’, der nævnes i salmerne. Jeg har altid troet, at det var noget botanisk ukorrekt pjat. Men omkring Middelhavet – helt nede i varmen – vokser der de skønneste vilde liljer. Og de vokser vildt på grøftekanter, mellem oliventræer, i vinmarkerne – alle vegne, hvor et lille liljefrø kan slå sig ned.

Billede2

Så det var bare min uvidenhed, der forhindrede mig i at tro på dem – hvor meget andet forhindrer ens uvidenhed en i at tro på? Det er et godt efter-påske spørgsmål at tænke over, mens man støvsuger.

God 2. påskedag.