Påskens sidste lammerester og markens liljer

Til sidst var der bare småstykker af lammekøllen tilbage. Ikke noget at skære af, bare stykker pillet af benene, ureelle småstykker og et par uspiste afskårne skiver. Nogle ville nok smide det ud og sige ‘lam nok for nu’. Men den slags madspild bekymrer vores hund.

Billede1

Hun syntes det ville være en skam, og at alle rester kan ryge i hundemaden rub og stub. Og det var der også noget af det, der gjorde. For hunden skal jo også vide, det er påske, ikke? Og katten med.

Men de brugbare stumper fik vi i hjemmelavede wraps. Drysset liberalt med shawarmakrydderi fra Kilic (det uden tilsætningsstoffer) og stegt på panden, før det blev ‘wrappet’ sammen med en salat med frisk mynte, iceberg og de sidste af en pakke cherrytomater i gul og rød. Og dryppet med en dressing af yoghurt, mynte og hvidløg. Ægte restemad af bedste skuffe.

Billede2

Sådan blev påsken spist op. Det er blevet april og tid til at vende blikket mod mere forårsagtige retter – hvis altså bare det ville holde op med at være nattefrost. Om dagen ser det jo meget tilforladeligt ud – bortset fra, at sneen ikke smelter i skyggen – men om natten er det stadig en fem-seks graders frost. Sidste år var vi på Sicilien ved den her tid – badet i frisk forårssol og med blomster alle vegne.

Der forstod jeg endelig, hvad det var for nogle ‘markens liljer’, der nævnes i salmerne. Jeg har altid troet, at det var noget botanisk ukorrekt pjat. Men omkring Middelhavet – helt nede i varmen – vokser der de skønneste vilde liljer. Og de vokser vildt på grøftekanter, mellem oliventræer, i vinmarkerne – alle vegne, hvor et lille liljefrø kan slå sig ned.

Billede2

Så det var bare min uvidenhed, der forhindrede mig i at tro på dem – hvor meget andet forhindrer ens uvidenhed en i at tro på? Det er et godt efter-påske spørgsmål at tænke over, mens man støvsuger.

God 2. påskedag.

Feriemad: Basaren møder Skivholme

Her møder de helt lokale produkter den store verden. Et stykke Dexter klump af egen avl, skåret i tynde strimler, marineret, lynstegt og rullet ind i tyrkiske fladbrød fra basaren sammen med agurk (fra naboen), salat fra haven, tomat og rødløg.

Hurtig mad – fast food af den bedste slags. Nemt, sundt (NB: uden at smage sundt!) og lækkert.

Marinaden til kødet var ganske enkelt shawarma krydderi rørt ud i lidt rapsolie til en tynd grød. De tynde strimler kød blev vendt rundt i blandingen og fik lov til at stå og trække i nogle timer. Derefter blev de lynstegt i rapsolie på en varm pande – steg dem gerne i flere hold, så panden bliver ved med at være rigtig varm. På den måde steger kødet i stedet for at koge, og det bliver ikke tørt og sejt.

Som dressing lavede jeg endnu en portion af tahinedippen  – rørt lidt tyndere end dagen før, så den bedre kunne dryppes på kødet og salaten.

På udflugten til basaren havde jeg købt en velsignet mængde krydderier hos Købmand Kilic . Blandt andet Shawarma krydderi.

Normalt er jeg ikke meget for færdige krydderiblandinger. Der er tit alt for meget salt i dem – og kemisk smagsforstærker, der kan lugtes på lang afstand. Ikke et egnet fødeemne – alt for mange E-numre. Men den her bestod ifølge varedeklarationen udelukkende af rigtige, stødte krydderier, chili, paprika, hvidløg, spidskommen og salt, så jeg vovede pelsen. Og det blev godt. Ingen skummel bismag.

Så var der bare tilbage at åbne en flaske vin og dække bordet – gode opgaver for Bondemanden, mens jeg varmede fladbrødene.

God onsdag.