Livets gang på landet – Side 133 – Dalsgaard i Skivholme

De store maskiners tid

De gange jeg har besøgt et storkøkken, har jeg været vildt imponeret af de store maskiner. En vippestegepande, der kan rumme 200 frikadeller, en røremaskine, der er højere end mig, en opvaskemaskine på størrelse med vasketunnelen nede på tanken i Harlev. En dåse flåede tomater med 5 kilo i. Det hele er stort – man føler sig næsten som en lilleput, der er gået forkert.

Men det er ingenting i forhold til de maskiner, der skal til, når der skal laves mad til køerne. Der kan man snakke om storkøkken. For det første er ingredienserne til årets vintermad flere hektar med græs og vårbyg.

Det skal slås. Med en græsklipper, der er 6 meter bred.

Så skal det tørre et par dage og presses. I baller på ca. 500 kilo.

Til sidst skal det pakkes ind i mange lag tynd plastic med en pakkemaskine på størrelse med en campingvogn.

Og stables med en balletang – en overdimensioneret grilltang – to havelåger på pind.

Det er helt klart de store maskiners tid, nu hvor vinterfoderet skal sikres. Der klippes, høstes, pakkes og brummes af store maskiner. Og det er lige imponerende hver gang.

God fredag.

Blomster i varmen

Den tørre varme og ikke mindst den voldsomme vind har været hårde ved haven. Det hele ser lidt forpjusket ud. Planterne hænger lidt med næbbet, og græsset er ved at blive gult. Men i potterne er sommerfuglekarsen igen sprunget ud, og som altid er det en fryd at se de små gule sommerfugleblomster svæve over de grønne blade. Det er virkelig en yndig – og nem – plante, der kan pynte i krukker på terrassen, ude i bedene – og i salatskålen.

Den er let og fin og ikke så prangende som sin mere farvestrålende fætter, tallerkensmækker (også kendt som havekarse eller nasturtium), der ellers også er en skøn og livskraftig plante.

Jeg skrev sidste år om, hvor nem den er -det kan du læse her – så det vil jeg ikke gentage. Men se lige endnu et billede af årets små sommerfugleblomster – de er da søde.

God varm tirsdag.

Hedebølge

Ikke en vind rører sig. Rugen står helt, helt stille på naboens mark.

En solsort i toppen af grantræet synger – ellers ikke en lyd. Græsset er vådt af dug endnu, og der er stadig morgenkølighed i skyggen. Gæsterne er kørt til Djurs Sommerland. Vaskemaskinen kører.

Senere i dag bliver det hedt. Stegende hedt. Man kan allerede mærke, det er på vej. Det er nu, man skal ud og plukke bær, og i eftermiddag er der vist kun én passende aktivitet. En god bog – og måske en lille lur – i flimmerskyggen under de store træer.

God lørdag.

Ferie forude

Der er noget helt særligt over de første dage i ferien. Det er der, det virkelig går op for en, at man har ferie. At de næste tre uger ligger foran en, og byder på uanede muligheder. Her til morgen – søndag midt i juli – er der nok mange, der har den følelse. Den følelse af, at alt er muligt.

Allerede nu ved jeg, at når de tre uger er gået, vil haven være perfekt, huset vil skinne, jeg vil være færdig med at kalke B&B’en, der vil være syet nye hynder til køkkenstolene – og vi vil have været på en masse spændende udflugter og lavet spændende og kreativ mad hver dag. Solen vil selvfølgelig også skinne hver dag, og jeg vil ikke tage et gram på af at spise is og drikke vin. Totalt udhvilet, vil jeg selvfølgelig også være.

Helt realistisk er det – nok – ikke. Men mulighedernes land ligger lige forude, og i dag vil vi starte med at tage det lidt stille og roligt, lade batterierne op, tusse i drivhuset – og bare mærke, at det er ferietid.

God søndag.

En tyr til tøserne

Velkomstkomiteen er på plads.

Alle står ved leddet og venter, mens bilen med den store trailer bakkes ind. De ved, der skal ske noget spændende, og de er på pletten.

Tyren kommer. Årets kalve skal for første gang møde deres far. Han er kommet tilbage for at give dem små brødre og søstre til næste år. Siger vi. Tyren selv siger, at han skal ud til de der lækre damer, han besøgte sidste år, leve af kærlighed og kildevand og adskillige tons græs, sove i smørblomsterne og tygge drøv i skyggen. Sommerlykke.

Han genkender helt klart stedet og tøserne – og de genkender ham. Da han kom her første gang sidste år, blev han høfligt vist rundt i området af førerkoen og inviteret på en lille kop vand ved drikkestedet. I går var der ikke den slags formaliteter. Efter en hurtig snuserunde blev alle dyrene enige om, at det var en god aften til en løbetur. Og så drønede de ud over stepperne – over mod skoven, hvor de foretrækker at sove for tiden.

Der var nu også ved at være uro i flokken. Kalvene er kommet til verden og er temmelig selvhjulpne nu, og køerne slås hele tiden – bare sådan for at få tiden til at gå. Når tyren kommer, bliver der ro. Det er ikke sådan, at han nu bestemmer. Nixen. Førerkoen bestemmer suverænt. Men han er et fokuspunkt for dem alle sammen både store og små, og han soler sig i opmærksomheden. De næste tre måneder står i Amors tegn.

God torsdag.

Klokkeren slår til

Vil I vide, hvordan det er gået med at ringe med kirkeklokken? Den store, gamle kirkeklokke i Skivholme Kirke? Den, der blev støbt i 1613, altså for 400 år siden, som har en imponerende diameter på næsten en meter, og hvis ringerlaug, Bondemanden og jeg nu er med i?

Jo tak. Det går godt. Det er faktisk ikke så svært – men tung at få i gang, det er den. Og heller ikke så let at få til at stoppe igen.

Det er en særlig, lidt højtidsstemt følelse at stå der – helt alene i den gamle kirke. Man holder rebet, kikker på kalkmalerierne, på den gamle madonna af træ fra 1200 tallet (hvad hun dog har måttet lægge øre til igennem alle de år – ikke mærkeligt, hun ser lidt stiv ud i blikket)

og så intenst på det ur, der er anbragt, så kun klokkeren kan se det. Der skal jo ringes til tiden. Man venter på, at urets sekundviser kommer hele vejen rundt – og så… så trækker man. Først stille og roligt, men fast, føler klokken begynde at vippe – at svare på ens træk.

Man lægger flere kræfter i, til det først slag høres, og så giver man den alt, hvad man kan, til klokken selv finder rytmen. Dens enorme tyngde gør, at man kun skal holde den i gang efter det. Den ringer højt, klart og rent ud over markerne og landsbyen. Det er en dejlig lyd.

Efter en tid lader man den ringe sig selv lidt til ro, før man holder fast – igen alt hvad man kan – for at stoppe den. Det er her, man kan få en flyvetur. Når rebet er i ro, og klokken blevet stille, tager man et andet reb – det til bedeslagene. Tre gange tre slag. Så langsomt, at der er tid til eftertanke hos dem, der hører den. Tid til at tænke på alle dem, der har ringet med klokken igennem de 400 år. Tid til måske at bede en lille bøn. For fred i sindet hos sig selv og andre. For at de ting, man nu går og slås med vil få et lykkeligt udkomme. Eller måske bare en tak for en smuk sommerdag som i lørdags – og… for, at man ikke klokkede alt for meget i det.

God mandag.

Midsommer

Danmark nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

En smuk Sankt Hans aften. Vi er lige kommet hjem fra bål og ude med hunden. Klokken lidt over ti skinner solen på træerne mellem haven og engen.

Fortsæt med at læse “Midsommer”

Valnøddepesto

På vej hjem fra brunch i søndags kom jeg forbi Gartnergården i Skødstrup. Ja – forbi og forbi – Suzukien nægtede at køre videre, før jeg havde været inde og købe en bakke danske jordbær. Sådan er det med gamle biler, de begynder at vide bedre end en selv, hvad man gerne vil, og så drejer de bare af og åbner ens tegnebog. Sådan er de.

Men tilbage til Gartnergården. Der havde de – udover de fineste danske jordbær – masser af andre lækkerier og fristelser. Blandt andet valnøddepesto. Den var fantastisk – men dyr – så nu har jeg eksperimenteret mig frem til en opskrift, der ligner den rigtig meget. Laver man den selv kan man få en hel skålfuld for det, en lille (meget lille) bøtte kostede.

Fortsæt med at læse “Valnøddepesto”

Fru Lauridsens Saftige Ølboller

Øl og havregryn – klassiske ingredienser, der indgår i enhver stor og stærk dansk dreng – og har gjort det gennem århundreder. Tænk Foska-drenge, små Ota bøger og Morten Korch. Klassisk nordisk køkken. Øl og havregryn. Gode danske landbrugsprodukter – uændrede gennem årene og fra før verden gik af lave. Og rigtig gode at blande til de lækreste, saftige ølboller.

Fortsæt med at læse “Fru Lauridsens Saftige Ølboller”

Haveaffald

For lang tid siden, da vi boede i byen, var der en ordning med haveaffald. Vi havde en beholder til haveaffald stående ved siden af skraldespanden, og den blev tømt af haveaffaldsbilen en gang om måneden. De flinke haveaffaldsmænd tømte beholderen over i bilen, og bilen tyggede småbrummende blade, grene, bark og ukrudt sammen til kompostmasse. Det var en glimrende ordning.

Her har vi også en haveaffaldsordning.