Læg sommer på lager – i glas og flasker, i fryser – og i deko-kassen

Humlekopper

Det er sensommer nu, snart falder bladene ned, som Marie K. synger. Vi kan se det, mærke det – ja endda lugte det i den kølige morgenluft. Der er æbler på træerne, der hyben i hækkene, modne hyldebær, chili og tomater – både røde og grønne. Jeg lægger på lager nu, så der kan hentes sommer frem hele vinteren.

I denne uge har jeg syltet grønne tomater – på polsk, for de smager bare så godt. Ingen vanille, kun allehånde og laurbærblade i den lette eddikelage.

Sammen med hundene har jeg plukket hyldebær (hvorfor er hyldebuske altid omgivet af menneskeædende brændenælder?), kogt dem sammen med æbler fra hegnet, ladet dem dryppe natten over, kogt op og sukret og hældt på flasker. Nu er der til at give varmen efter en kold tur ud en vinterdag.

Hver dag mærker jeg på hortensiaernes blade. Når de føles læderagtige, kan de plukkes og tørres til dekorationer og kranse.

Kastanjer, agern og bog drysser fra træerne, og det samme gør de dekorative grønne, lavduske. Der bliver samlet og brugt og lagt på lager.

Den tæppedannende pileurts afblomstrede aks kan tørres. De er så kønne i dekorationerne – også til jul. De holder farven meget længe.

Tæppedannende pileurt

Humlekopper fra humlehegnet holder også deres lysegrønne farve meget længe, når man tørrer dem. Her ligger de både omkring kanden med blomster og er med i buketten.

Humlekopper
Sensommerbuket

Sankthansurterne i buketten sætter hurtigt rødder i vand og kan plantes ud i haven, så man får nye planter. Det er nemlig også plantetid nu.

Hyben er det lidt sent til efterhånden. Men har du endnu ikke nået det, kan du med lidt omhu sagtens finde til et glas syltede hyben – eller en pose frosne.

Hyben

Vent lidt med Mariebærrene. De skal være helt modne, helt røde, før du kan plukke dem til tørrede dekorationer. Plukker du dem for tidligt, bliver de rynkede. Jeg plukker om en uge eller to, regner jeg med. Det skal jo også være før, fuglene spiser dem.

Mens jeg venter, vil jeg plukke chili, købe peberfrugter og lave en portion jalapeno jam. Det er noget af det bedste, hvis man kan lide blandingen af stærkt, syrligt og sødt. Og hvem kan ikke det?

Sensommer og tidligt efterår er en skøn tid for en samler. Håber, du kan bruge et par af ideerne? Jeg går lidt amok, når vi kommer til den her tid, og jeg har kun nævnt nogle få af alle de ting, der er at finde og gemme 🙂

God fredag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.