Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler.
Alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler.
Smuk sang, smuk melodi. Svalerne er fløjet, og fuglestemmerne er også dalet – hvis man da ser bort fra rågerne, de fem ravne i træerne ved bækken og natuglen, der skriger sin uforløste kærlighed ud og håber, at en anden ugle vil høre den. Vi kan godt høre den. Så meget, at det af og til kan være svært at sove.
Men det er ved at være sandt. Nu falmer skoven. Jeg har altid syntes, det var sært at synge, at skoven falmede, når den i virkeligheden glødede. Men det med at falme kommer hurtigt efter. Træerne begynder at blive tynde i toppen. Grenenes silhoutter er begyndt at dukke frem.
De er bare for trætte til at bære på flere blade i år. Udkørte. Trænger til hvile. Naturen skruer ned for blusset for at samle kræfter; for at sove som en bjørn, der først vågner til foråret.
Man skulle måske have været en bjørn? En bjørn kan sove i fire måneder og kun tære på fedtlaget, slet ikke på musklerne. Slankekur nummer ét. Men nej. Mennesker forventes altid at være på toppen. Det kan altså godt være noget belastende en gang i mellem, men det nytter vist ikke at brokke sig.
Det regner med blade. Gule og røde blade, der falder forbi vinduet og snuden, når vi går tur. I hegnet er det blevet lidt sværere at finde sit formiddagsæble.
Græsplænen er fuld af blade – blade, som køerne meget gerne vil have. Så det skal de få. Vi går ud med riven, hunden og mig. Og vi river og river – ja – ok – en af os vil hellere rulle sig i dyngen af blade. Men det skal jo også passes.
I nat går vi over til vintertid. Vi må sove lidt længere i morgen uden at stå senere op. Slet ikke så ringe. Der er da meget at nyde, selvom næste sang bliver denne:
Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund.
Farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund.
God lørdag.
Dalsgaard i Skivholme 