Bryllup i Toscana og en smuttur til Rom

La Pimpinilla di Semifonte

Hvis man har bare et gram af romantik i sig, bliver man næsten svimmel af fryd ved tanken om et bryllup midt i Toscanas vidunderlige natur. Pinjer, cypresser i silhouet mod horisonten, cikader, sol og varme. Vin- og olivenmarker. Gule sandstenshuse, historiens vingesus – og det smukkeste og lykkeligste brudepar, man kan forestille sig.

Brudepar

Brylluppet blev holdt i hjertet af Toscana, på en agriturismo udenfor den lille by Barberino Val d’Elsa. La Pimpinella di Semifonte hedder den, hvis du får lyst til en ferie i Toscana, og det tror jeg, du gør, når du har set billederne derfra. Tryk på pilene for at gå frem og tilbage.

Der var den mest vidunderlige have, som fortjener et indlæg for sig selv, for der er også ideer til de hjemlige og køligere himmelstrøg.

Brudeparret fik lov at låne værtens Vespa, der var behørigt pyntet til lejligheden.

Brudepar på scooter

Maden var fantastisk. Traditionelt toscansk køkken, der er berømt for sin enkelhed og intense smag, der stammer fra de lokale, solmodnede grøntsager og krydderurter.

Den fineste parmesankiks

Og omgivelserne – ja, det er jo Toscana, nok den smukkeste del af Italien.

Udsigt i Toscana

Vi fløj til Rom, lejede en bil og kørte dertil på lige godt tre timer. Dagen efter brylluppet vendte vil tilbage til Rom, hvor vi blev et par dage for at se de største seværdigheder.

Peterskirken – inklusive en tur helt op i kuplen (550 trappetrin i 37 graders varme!).

Peterskirken i Rom

Vi så længe på Michelangelos hjerteskærende smukke Pieta i kirken. Smuk, selvom hun var bag skudsikkert glas. Tænk, at det dog skal være nødvendigt. Sikke en ond verden.

Michelangelos pieta i Peterskirken

Vi var i Forum Romanum og Colosseum, ved den meget overvurderede spanske trappe og den store Trevi fontæne med sit mylder af mennesker.

Colosseum

Vi boede på et lille hotel i gå-afstand fra de store seværdigheder, og vi fik gået en del. Faktisk sagde min skridttæller 20.000 skridt om dagen – stadig i 37 graders varme. Om aftenen faldt temperaturen til omkring 30-32 grader, og det føltes som en lettelse efter dagens brændende sol.

Vi var nu ikke spor kede af at flyve hjem igen, hente hundene på vejen fra Billund og komme hjem til de noget nådigere temperaturer i Skivholme.

I Frankfurt lufthavn

Nu har vi prøvet Rom, og det var nok det. Men Toscana vender vi tilbage til, som vi har gjort det med jævne mellemrum i de sidste mange, mange år.

Vejskilt i Marcialla

God torsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.