Stegte sild i eddike – de bedste

Stegte sild i eddike. En af mine absolutte fiskefavoritter på et frokostbord i efteråret og om vinteren. Men hvor er man tit blevet skuffet over færdigkøbte af slagsen. En vandet, ukrydret lage, der kan få enhver sild til at begræde sit usle endeligt og urealiserede potentiale.

Opskriften her er på stegte sild i eddike, der smager, som de skal. Hemmeligheden er – som altid – spar ikke på krydderierne og sukkeret. Opskriften er på en stor portion – det er jo tit noget, man laver til mange, og ellers holder de sig fint en 5-6 dage i køleskab.

 

Ingredienser:
12 ferske sildefiler
Rugmel til at vende dem i
Smør til stegning

Til lagen:
3 dl vand
1 spsk hel allehånde
1 spsk hele korianderfrø
1 spsk hele nelliker
1 spsk hele peberkorn
6-7 laurbærblade
500 g sukker
3/4 liter lagereddike
Masser af løgringe

Kog krydderier og sukker sammen med vandet – lad det koge nogle minutter til sukkeret er opløst, og hele køkkenet dufter af krydderierne. Hæld eddiken i og giv det et opkog.

Del sildene i to på den lange led – brug en saks – og klip rygfinnen af i samme hug. Skyl dem grundigt.

Billede1

Vend sildene i rugmel og steg dem i smør ved god varme – ca. 3 minutter på hver side.

Billede2

Skær løg i ringe, og læg de stegte sild lagvis i en skål med løgringe imellem. Lad det første lag være løg, så sildene løftes fra bunden af skålen og lagen kan trænge ind.

Hæld den varme lage over og lad hele herligheden køle godt af. Lav dem dagen før, de skal bruges – de har godt af at stå og trække i mindst et døgns tid.

God mandag.

P.S. Put filteret fra emhætten i opvaskemaskinen den dag, du har stegt sild.