Pyntegræskar

Det er ikke kun et godt svampeår i år. Det er også et godt græskarår. De har myldret frem, og nu er det tid til at høste dem. Græskar i alle farver og størrelser – både spiselige og absolut uspiselige. For pyntegræskar skal man ikke spise. De er faktisk giftige, næsten allesammen. Nogle få er ikke – men hvem har tænkt sig at lægge krop til en tester?

Smukke, det er de. Faktisk er de en dekoration i sig selv. Her er resterne af mine – de blev plukket i går:

Billede5

De kan bruges både ude og og inde.

Inde på et fad sammen med et par lys og en blomst.

Billede1

Eller ude i opstillinger med lidt efterårsplanter.

Billede4

De kan pynte fra nu af, og til det bliver den tid, hvor julepynten overtager. For – helt klart – ingen årstid uden pynt. Det ville da blive så kedeligt.

Jeg købte en lille plasticbakke med frø og jord i Netto i foråret. Den kostede en tier, og den har givet omkring 100 pyntegræskar. I frøpris er det 10 øre stykket. Så kommer der jo vand, såjord, gødning og tid til – men alligevel er det fundet til de penge. Jeg såede frøene i avispapirpotter i maj måned, og plantede dem ud i markbedet i begyndelsen af juni.

Nu kan du nok spørge om, hvad man dog skal med 100 pyntegræskar? Det er også flere, end jeg troede, jeg ville få ud af det, men jeg har brugt dem som ‘i stedet for en blomst’, og en kassefuld fik jeg byttet til et par skønne, store kuglekrysantemum i en blomsterbutik inde i Aarhus. Og så står de hist og her og allevegne i haven og huset og pynter stille og roligt. Det er alt, hvad man kan forvente af et pyntegræskar. Men er det ikke også nok?

Billede3

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Pyntegræskar”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: