Træmanden kom forbi

Træmanden med sin flismaskine

Siden juli måned, hvor det blev aftalt, har jeg glædet mig til den dag, hvor træmanden skulle komme forbi. To store projekter, der var lidt uoverskuelige for os, blev klaret på under et par timer med de store, professionelle maskiner og en erfaren maskinfører. En stor cypres blev væltet, og hækken blev skåret ind og ned.

Cypressen var bare blevet for stor. Den dækkede et helt vindue i stuen og ragede op til vinduet på førstesalen, som den også truede med at dække. Den var ellers så lille, da den blev plantet. Faktisk var det en af de små julecypresser, man kan købe i supermarkederne, og den startede sit liv hos os i en krukke i vores gamle hus.

Den store cypres foran huset
Man ser tydeligt, hvordan cypressen dækkede vinduet.

Den kom med hertil og blev plantet i bedet. Der kunne den godt lide at være, og den skød støt og roligt i vejret. Det er egentlig lidt synd at fælde sådan en flot sag, der har en historie, og som har givet ly til så mange fuglereder gennem årene. Men den tog lyset i stuen, og den slubrede alt vandet i bedet i sig, så intet andet kunne gro der.

Nu er der nye planer for det bed, og de omfatter altså ikke noget, der kan blive 12 meter højt og tre meter bredt. Den pink Annabelle hortensia er flyttet ud af krukken og ind i bedet.

Pink Annebelle i krukke

Cypressens to stammer blev skåret ned, så der kan stå en krukke på den ene stamme og klatre en clematis op ad den anden. Jeg har kig på sådan en Princess Diana her. Fotoet er fra Plantetorvet, hvor jeg har tænkt mig at bestille en.

Clematis Princess Diana

En rose skal der også i. Jeg tænker, jeg flytter en af de to Fru Hviid roser over i bedet.

Fru Hviid rosen

Bøgehækken plantede vi, da vi flyttede ind i 2003. Vi var så glade for, at den efterhånden dækkede fint ud mod vejen, der virkelig ligger alt for tæt på huset. (Eller også er det omvendt.)

Bøgehækken ud mod vejen

Alligevel var den efterhånden blevet alt, alt for høj og bred. Med den store hækklipper tog det ingen tid for træmanden at skære den ind og ned. Nu ser den virkelig ikke pæn ud. Heldigvis skyder den igen allerede til foråret, og så bliver det godt igen.

hækken er klippet ind og ned

Af og til må man bare erkende, at man må have professionel hjælp til noget derhjemme. Vi slår os lidt i tøjret, for det koster, og den slags har vi altid selv gjort før. Man bliver bare ikke yngre eller stærkere, og vi har jo heller ikke det professionelle udstyr. Alt var klippet ned og lavet til flis på under to timer. Der var slet ingen oprydning, og det betyder sandelig også noget.

Godt, der findes træmænd!

God søndag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.