Mortens Aften – andebryst med varme krydderier og æbler

Efter en lang og begivenhedsrig weekend – mere herom i et senere indlæg – blev det Mortens aften. Det nåede vi ikke at gøre meget ved sidste år, men i år havde vi planlagt det hele lidt bedre, og der lå to optøede andebryster klar, da vi kom hjem søndag sidst på eftermiddagen.

Andebryster er lige til at gå til, og vores blev tilberedt med varme krydderier og en lækker æblesovs.

Man skal bruge:
2 andebryster
5 enebær
5 hele allehånde
5 kardemommekapsler – tag frøene ud
Salt og peber

1 æble
3 spsk æblesirup eller æblegele
3 dl vand

Grøntsager efter smag til tilbehør.

Rids skindsiden på andebrysterne i tern. Giv krydderierne et gok i morteren og gnid andebrysterne med krydderblandingen. Drys dem også med salt på begge sider.

Steg dem på skindsiden i 8-10 minutter ved jævn varme, så det meste af fedtet smelter af.

Billede3

Skræl æblet og skær det i små tern imens.

Billede8

Vend andebrysterne og giv dem fem minutter på den anden side. Tag dem af panden og lade dem ligge og trække. Jeg kan ikke lide rosa andebryst – jeg vil gerne have and gennemstegt, så hvis du vil have det rosa, må du stege det lidt mindre.

Hæld det meste af fedtet fra panden, og rist æbleternene i det fedt, der er tilbage. Tilsæt æblesirup/gele og vand. Lad det simre, mens andebrysterne trækker, æblerne koger lidt ud og jævner sovsen, og smag så til med salt, peber og måske lidt mere sirup.

Skær kødet i tynde skriver på skrå og spis med glæde, mens du måske tænker lidt over, hvorfor generationer af ænder til evig tid skal ædes, fordi de hjalp en mand i Frankrig til en succesrig karriere i kirken. Martin af Tours, som Mortensaften er opkaldt efter. Det handler nok ikke så meget om Martin/Morten, men mere om, at ænder smager så godt.

Billede6

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: