Vi er nok alle sammen helt enige om, at en have, der passer til klimaet, til landskabet og til området i det hele taget, er den smukkeste. En have i Toscana skal – og kan ikke være – som en bondehave eller villahave i Danmark. Eller omvendt. Det går bare ikke, for det, der kan vokse et sted, dur slet ikke et andet sted. Denne have var perfekt tilpasset det varme, solrige og tørre klima, hvor frost er en sjælden gæst. Og så var den så uendeligt smuk.
Toscana er bakket, og det var haven også. Store sandstensblokke holdt jorden på plads, så den ikke gled ned fra skråningen.
I bedet voksede tørketålende stauder og prydløg. Alt var holdt i grågrønne, hvide, rosa og lyslilla nuancer. Elegante farver, der gav ro til øjnene med cypresser og pinjer i baggrunden.
Overalt havde meksikansk bakkestjerne sået sig selv og væltede ud over stenene.
En gammel dør stod som pynt ved området, hvor morgenmad og frokost blev serveret.
Mellem bordene stod gamle oliventræer, underplantet med blomstrende haveverbena.
Der var frugt på oliventræerne.
En sti førte bagom bedet på skråningen
og op til en frugthave med ferskner og abrikoser og op til poolen, hvorfra man kunne nyde det storslåede landskab og se ned til husene og haven på skråningen.
Lidt roser var der også – jeg må altså skaffe plads til sådan en gul skønhed.
Jeg har virkelig sjældent set noget så smukt og eksotisk på den gode måde. Ikke prangende og spraglet, men roligt, elegant, afdæmpet og med en enorm wow-effekt.
Skulle man efterligne det lidt herhjemme, skulle man nok satse på granit og ikke på sandsten. Sandstens porøse overflade ville hurtigt blive dækket af mos her hos os. Granitsten, prydløg, stauder, Nordens Oliven og blomstrende buske, der blev holdt i ave, kunne måske give lidt af den samme stemning?
Jeg går i tænkeboks for at se, om ikke et eller andet kan flyttes/graves/plantes herhjemme – der skal af og til så lidt til at skabe en helt ny stemning et sted i haven.
God onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 