Pasta med laks, asparges og limesovs

Skoven er sprunget ud.

Bøgetræernes kroner står nu lysegrønne over de blomstrende fuglekirsebær. Den skønneste, skønneste tid.

Over marken svæver gulspurvekrattet som en hvid sky af slåenblomster.

Det hele står i grønt og hvidt, let og frisk, alle skarpe kanter glattet ud af nyt løv og hvide blomster.

Sådan blev aftensmaden også.

Grønne asparges, hvid pasta og sovs, grønne limefrugter. Et forårsfad.

Man skal bruge:

2 lakseportioner (en pr. mund)
1 pk frisk pasta
1 bundt asparges
2 limefrugter
1 lille hakket løg
2 dl vand
1 tsk honning
1,5 dl fløde
Salt, peber og blå birkes til laksen.

Hak løget og svits det klart i en klat smør. Tilsæt saft fra den ene lime, 2 dl vand og 1 tsk honning, lidt salt og peber og lad det koge godt sammen i et par minutter. Tilsæt fløden og lad også den koge godt sammen med resten. Jævn evt. med lidt maizena udrørt i koldt vand, og smag til med salt og peber.

Skær de grønne asparges i stykker på ca. 2 cm og damp dem i 3 minutter.

Sæt vand over til pasta og kog den, mens du laver laksen.

Drys sorte birkes over laksen på oversiden og klap dem lidt fast. Steg laksen i lidt smør i en lille dyb pande. Når laksen er sat over, lægger man et stykke sølvpapir over panden. Så behøver man ikke at vende laksen, så alle de fine sorte korn ryger af.

Bland nu de grønne asparges i sovsen, hæld sovsen over den afdryppede (og kogte) pasta, læg laksestykkerne i midten og pynt med den sidste lime skåret i tynde skiver.

Nå, er der vel nok nogen, der vil sige. Hvis det skal være et forårsfad, hvorfor er laksen så sort? Joh det – den skal ligne de bede, der endnu ikke er sået noget i, fordi det bliver ved med at være nattefrost her inde i landet. Minus tre i går nat. Men det må da få en ende.

God tirsdag.

Smuk mad

Lørdag var vi til konfirmation – en dejlig dag, der blev holdt på Molskroen ved Femmøller Strand. Et smukt sted,

hvor de virkelig kan lave lækker mad i en klasse, hvor de fleste hjemmekokke giver op. Ikke så meget med hensyn til smagen, for god smag kan de fleste  godt trylle frem, hvis de bare har de rigtige råvarer. Men det kunstneriske indtryk. Pynten. Maden er smuk som en blomsterdekoration. Her et billede af forretten.

Det er næsten umuligt at lave hjemme, for der skal så uendeligt lidt til af hver ingrediens, og hver ingrediens er kunstfærdigt præpareret på en måde, der tager tid at lave. Syltede æbler i små kugler, vakumeret med basilikum, så de blev helt grønne og smagte af både æble og basilikum. Små tapioca gryn udblødt i eksotiske eddiker. 8 gryn på hver portion. Og en selleripure, der så ud som om, den var skåret i supertynde skiver og lagt over den saltede torsk. Smukt. Men – helt ærligt – hånden på hjertet – hvem har tænkt sig at udbløde 16 tapioca gryn for at lave fredagsnippemad til to? Nej, vel? Og en ‘vakumeringsmaskine’ – hvis det da hedder sådan – er heller ikke noget, de fleste har i køkkenet.

Der er kun ét at gøre. Nyde synet og smagen, når man er så heldig at være inviteret et sted, hvor de virkelig kan det der, og lade sig inspirere af det. Måske lidt æbler i salaten sammen med friske basilikumblade næste gang? Måske en klat selleripure til fisk en anden gang? Måske lave en basilikumolie til at dryppe fine grønne dråber på selleripureen? Så er vi ovre i den overkommelige del, hvor det er muligt at være med, og stadig holde fast i en del af festmadens herlighed hjemme på en hverdag.

Der er jo flest hverdage.

God mandag.

Nippemad: Små urtepandekager med hot hvidløgsdip

Krydderurter kan man ikke blive træt af. Og pandekager kan varieres i det uendelige. Kombinationen af krydderurter og pandekager er noget af det mest forårslækre. Og med en god hvidløgsdip med chili, bliver de ikke ringere.

Man skal bruge:

150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
2,5 dl mælk
1 æg
Et par håndfulde hakkede blandede krydderurter – purløg, løvstikke, citronmelisse, oregano – hvad man nu har – men nok

Bland mel, salt og bagepulver. Rør mælken i og til sidst ægget. Pisk det sammen, til det er en jævn dej uden klumper. Bland krydderurterne i dejen, og lad den stå lidt og trække.

Steg pandekagerne i smør på en pande – på stor pande er der plads til fire ad gangen.

Til dippen skal man bruge:

2 dl græsk yoghurt 10%
1/2 tsk salt
2 store fed hvidløg

Sambal oelek efter smag – et nyåbnet glas er ultra-super-stærkt – som en steppebrand mod ganen – så vær varsom – en lille smule kan gøre det. Man skal jo også kunne smage pandekagerne.

Rør det hele sammen og lad det trække i køleskabet, mens pandekagerne bliver stegt.

Kan med fordel nydes ude sammen med et glas – eller to – kold hvidvin. Husk også et glas vand, hvis du alligevel fik for meget sambal oelek i dippen.

Ekstra vand er nu altid godt, når det er varmt.

For nogen er en gang ekstra vand dagens bedste underholdning. Vandslangen er sjov at lege med – at prøve at fange strålen – at pjaske koldt vand på et varmt hovede – kigge fascineret på boblerne – smage på dem – nyde livet.

God Store Bededag – lad os håbe, den aldrig bliver aflyst.

Havepesto

Nu er krydderurterne ved at være så store, at man bare kan plukke løs af dem. Løvstikke, purløg, persille, citronmelisse, mynte – de myldrer op.  Især mynten myldrer – og især, hvor den ikke skal. Der er rosmarin og salvie i potter, og nysået koriander i drivhuset.

Det er igen blevet tid til at lave den lækre havepesto.

Man skal bruge to gode håndfulde blandede krydderurter. Halvdelen må gerne være purløg.

Derudover skal man bruge:

3 spsk fintrevet frisk parmesan
1 håndfuld mandler, smuttede og ristet på en tør pande
1 tsk salt
1-2 fed hvidløg – efter smag
1/2 dl rapsolie
Lidt vand

Riv parmesanen, pil hvidløgsfeddene, smut og rist mandlerne, skær purløget i lidt mindre stykker, og kom det hele i blenderen. Kør det til en jævn masse. Hvis det virker for tørt, kan man tilsætte mere olie eller vand.

Det smager forrygende til frisk pasta, men er også godt i sandwich eller bare som dip.

Hurtig mad til en dag, hvor man hellere vil være i haven end i køkkenet.

God torsdag.

Mindre kan gøre det

Har man ikke en hel dyrekølle i fryseren, og det har man sjældent, hvis der ikke er en jægersmand m/k i familien, kan man stege en lille vildtsteg på helt samme måde som en stor.

Det er kernetemperaturen i kødet, der er afgørende, og derfor er det ikke dumt at anskaffe sig et stegetermometer, hvis man ikke har et. Ikke nødvendigvis et af den slags, der kan snakke. Dem bliver man lige så sur på, som man gør på GPS damen. Næ, bare et, der kan vise, hvor varmt kødet er indeni.

En steg – uanset om det er rådyr eller okse – skal brunes først. Jeg sætter ovnen på 250 grader, og når den er varm, kommer stegen ind. Og stegetermometret har jeg sat i, inden stegen kommer ind. Et kvarter skal den stå og brune. Derefter skal temperaturen sættes ned, mens stegen stadig står i ovnen. 150 grader er fint.

Vildt skal op på 65 grader, hvis det ikke skal være rødt. Og det skal vildt altså bare ikke være. Oksesteg/kalvesteg skal kun op på 60 grader.

Når man tager stegen ud, stiger kernetemperaturen stadig lidt. Det skal den også. Og mens stegen trækker, kan man lave tilbehøret færdigt. Til vildt er en salat med nødder i perfekt.

En steg – stor eller lille – kan laves på samme vis. Så hold dig ikke tilbage – eksperimenter – man må godt lege med maden, når man først er voksen.

Er man kalv, leger man i maden.

God tirsdag.

Helstegt dyrekølle

Nu kunne man jo godt tro, at det hele gik op i nye kalve. Især fordi der kom to mere her til morgen. 38 og 39. To tyrekalve.

Men der var skam også tid til gæster. Bondemanden – i sin egenskab af jægersmand – nedlagde et rådyr i efteråret, så det endte med en helstegt dyrekølle, med kartofler, klassisk vildtsauce, bønnesalat (mere herom en anden dag) og en salat med nødder og solbær i en mild olie/eddike dressing. En klassisk vildtmenu.

Fortsæt med at læse “Helstegt dyrekølle”

Når bunden er god… laksetærte med asparges

I begyndelsen af firserne var tærter super moderne. Madtærter. Man kaldte dem quiche – udtalt kiiiish – med et indforstået ‘jeg har styr på de sidste trends’-blik. Man fik kiiiish ved enhver lejlighed. Af svingende kvalitet. Tit med halvrå porrer og hårde salte fetaklumper. Rigtig ‘damemad’, som mænd ikke ville røre. Godt tænkt. Måske man skulle lade tærterne gå over i historiens glemsel?

Nej, for er den lavet rigtigt, smager en kiiiish rigtig godt – også for mænd – spørg bare Bondemanden ham selv.

Fortsæt med at læse “Når bunden er god… laksetærte med asparges”

Aubergine med tomat og parmesan

På vores ferie til Sicilien fik vi en ret med auberginer lagt i lag med tomatsovs og revet parmesan mellem lagene. Den smeltede på tungen og smagte, så englene synger. Efter et par timer begyndte vi bare at få den der fæle fornemmelse af at have spist frituremad. Hvor kom den fra? Vi havde jo kun spist grillet fisk og så de der auberginer?

Snydt. Vel havde vi ej. Det viste en opskrift i den sicilianske kogebog, jeg faldt for i lufthavnen.

Fortsæt med at læse “Aubergine med tomat og parmesan”