Korianderpesto og kokos-lime marineret kylling

I går valgte vi at spise på Café Det Rodede Landkøkken. Restauranten er udsmykket med  nyvaskede spande og beholdere til mælk til kalve, en stak avispotter på et hjørne af køkkenbordet, som om nogen lige var blevet afbrudt i at rulle potter, en hundekurv – komplet med hund – og en buket blomster fra haven. En helt særlig stemning, man kun finder der – en charmerende blanding af køkken, bryggers og spiseplads. Meget autentisk.

Det landlige understreges af menuen, der består af solid bondekost. Dagens ret var kokos- og limemarinerede kyllingeindefileter med korianderpesto og basmati ris. Typisk solid bondekost- i hvert fald for bønder i Sydøstasien.

Til marinaden skal man bruge:

1 lille dåse kokosmælk
Saft fra 1 lime
1 tsk farin – hvis man midlertidigt er løbet tør for palmesukker
1 spsk revet ingefær
1 tsk sambal oelek – efter smag – start evt. med lidt mindre og put mere i, når du smager retten til

Til selve retten:
300 g kyllingeinderfileter
1 lille hakket løg
3 fed hakket hvidløg
200 g grønne bønner – man kan købe sådan nogle halv-meterlange bønner i asiatiske butikker – men ellers dur almindelige bønner altså også.

Bland ingredienserne til marinaden, dump kyllingestykkerne i og lad dem stå, mens du laver korianderpestoen.

Korianderpesto:

1 stort bundt koriander
1/2 lille løg
50 g kokosmel
2 spsk farin
1 godt nip salt
2 gode spsk revet ingefær
Saften fra 1 lime
1/2-1 tsk sambal oelek – det er din mund, så bestem selv

Blend det hele og lad det stå og trække lidt.

Fisk kyllingstykkerne op fra marinaden og steg dem i lidt olie sammen med løg og hvidløg. Hæld resten af marinaden over, bring det i kog og kom også bønnerne på panden. Lad det hele koge, til bønnerne er møre, og sovsen er kogt ind, til den tykner. Smag til med salt og chili – evt. lidt fish sauce, hvis du har det. Ellers går det også uden.

Hot og spicy, frisk og grønt – spis med ris og korianderpesto.

Vi bruger mest basmatiris. Bondemanden tilbød faktisk at skrælle ris til aftensmaden – men jeg kunne jo med mine store sprogkundskaber fortælle ham, at basmati betyder ‘forskrællet’ på indisk. Det, syntes vi nu begge to, var ret smart fundet på af inderne.

God fredag.

Der går ikke røg af et lam, hvis der ikke er grill

Pinsemiddagen valgte vi at indtage på Cafe Den Lille Terrasse. Den med blomsterudsigt og bindingsværk. Man skal jo veksle lidt.

Efter en kølig drink – mousserende rosévin med hyldeblomst, var appetizeren et par kapitler krimi, mens grillen blev klar.

Menuen lød på grillede, marinerede lammesteaks, myntehvidløgsdip og grillede asparges med bacon (den totalt oversete krydderurt) og nye kartofler. Enkel og lækker mad. Fortsæt med at læse “Der går ikke røg af et lam, hvis der ikke er grill”

Tærte og flimmerskygge

Når vi spiser ude, har vi forskellige yndlingsspisesteder.

For eksempel terrassen inde i staudehaven, terrassen foran B&B’en, Femøren, og pladsen under de store træer, hvor der hele dagen er flimmerskygge. Vi vælger efter vejr og især vind.

I går blev det Restaurant Flimmerskyggen med en løgtærte med bacon og en frisk tomatsalat med rødløg og basilikum. Let skygge med solstrejf og en fantastisk udsigt.

Fortsæt med at læse “Tærte og flimmerskygge”

Mynte og lam

Vores seneste pakke lam fra den lokale lammeavler indeholdt også hakkekød. Lammehakke er som regel temmelig fedt. Det skal krydres, så det frisker lidt på det, og det skal steges så langsomt, at det overflødige fedt smelter ud.

Her er en lækker opskrift på lammedeller med frisk mynte, hvidløg og chili.

En krydderblanding, der, når den er rørt ud i olie, også gør sig fortrinligt som grillmarinade til lammesteaks.

Rør 500 g hakket lammekød med en god håndfyld hakket mynte, 3 fed presset hvidløg, et æg, salt og 1/2 tsk sambal oelek. Form små kødboller og steg dem på en varm pande i 5 minutter på hver side. Smid det frasmeltede fedt ud.

De smager godt med mynte- og hvidløgsdip til, nye kartofler og auberginesalat.

Et måltid, der kan holde vampyrerne væk.

Hvis det da passer, at vampyrer ikke kan lide hvidløg. Jeg ved det ikke – jeg har aldrig mødt en. Men… vi spiser jo også meget hvidløg…

God onsdag.

Oksegryde med kommen og røget paprika

Gryderetter ser mere eller mindre ens ud. Man kan ikke se smagen. Man kan ikke fotografere den.

Men forestil dig, at du har redet på den ungarske steppe hele dagen – skiftevis i sol og piskende regn – på vej med en taskefuld vigtige dokumenter. Du er øm i hele kroppen, træt og sulten. Du kommer til en rejsestald, og allerede på mange meters afstand kan du lugte kød, der simrer i en krydret sovs.  Udmattet klavrer du af hesten, overlader den til stalddrengen, så den kan få hø og vand, og vakler hjulbenet til bordet, hvor du får stillet en skudefuld gryderet med kartoffelmos foran dig. En oksegryde med peberfrugter, løg, kommen og røget paprika. På få minutter er maden væk, du får endnu en portion, som du spiser lidt langsommere, mens du mærker styrken vende tilbage til kroppen.

Sådan ser smagen ud.

Vil du prøve det samme – bare uden hest? Måske efter en hård dags arbejde i haven?

Så skal du bruge:

500 g oksekød i tern – gerne klump (og selvfølgelig gerne Dexter!)
1 stort løg i tynde både
3 fed hakket hvidløg
3 peberfrugter
1 tsk kommen
1 spsk røget paprika
1 nip chiliflager
1 spsk tomatpure
1/2 dl fløde
vand, salt og peber

Brun oksekødet, tilsæt løg, peberfrugter, hvidløg, kommen, røget paprika og chiliflager. Hæld vand på, så det dækker. Bring det i kog, lad det simre i en times tid, tilsæt tomatpure og fløde, kog igennem og smag til med salt og peber.

Spis med entusiasme og kartoffelmos eller ris.

Nu er du klar til at dejse om i halmmadrassen på rejsestaldens loft.

God mandag.

Flaskebørn på fire ben og restemad med myntedip

Det er ikke altid, naturen opfører sig ordentligt. Eller retfærdigt. Når man skal prøve at råde bod på det, kan man godt blive både afmægtig, vred, ked af det og træt – meget træt. Men lykkes det, er det det hele værd, og man kan ikke blive gladere.

Den seneste lille kalv blev afvist af sin mor. Og ikke høfligt afvist. Koen ville ikke kendes ved kalven overhovedet. Kalven blev ikke gjort ren, og da den rejste sig op på sine små, nye, vaklende ben for at få sin livsvigtige råmælk, fik den et spark og en skalle. Alle forsøg – og det var mange – på at få moderen til at passe kalven mislykkedes.

Nu har vi et flaskebarn.

En lille kviekalv på 17 kilo, som vi skal hjælpe til at overleve og blive stor. Vi varmer mælk og giver flaske fire gange i døgnet. Den lille er glad for sin mad, men hvor er det synd, at den ikke har sin mor. Og for os er det tidskrævende. Tid, som vi i forvejen altid har for lidt af, når alting skal passes.

Med al det renderi og puslen og nuslen om den lille regnede jeg ikke med, at jeg ville få tid til at lave nogetsomhelst til aftensmad – endsige at skrive om det. Men det er jo ikke kun kalven, der skal fodres med jævne mellemrum, og alle kan jo trænge til en pause.

Heldigvis har vi lageret. Jeg har før nævnt det. Lagre. Landbolivets specialbutikker. Lagre er vigtige, når man har langt til butikker og ikke meget tid. Lager i fryseren, lager i skabet.

I fryseren var der et stykke af påskens stegte lammekølle, der kunne tøs op hurtigt. Det blev lunet i ovnen, indpakket i sølvpapir, mens nogle kartoffeltern stegte med. Og en klat græsk yoghurt blev lavet til den lækreste myntedip med hvidløg. Arbejdstiden var 10 minutter – ovntiden cirka 40. Det gav lige tid til at kigge en ekstra gang til den lille og nusle den lidt.

Til myntedippen skal man bruge 2-3 dl græsk yoghurt, en god håndfuld hakket frisk mynte fra haven, hvidløg efter smag – 2 fed er fint – og et drys salt. Rør det sammen og lad det stå og trække lidt.

Sådan fik vi alligevel god aftensmad, der blev også en opskrift hertil, og alle blev mætte – ikke mindst trængte den sultne bondemand, der havde været ude og passe kalven i timevis (hvor han ellers skulle have været på bukkejagt).

Her til morgen kom kalven muntert travende for at få sin morgenflaske. Nu har den fået sine øremærker på – vi håber, alt går godt. Det ser det ud til.

Men lad os alligevel håbe, at de næste kalve bliver født af mere egnede mødre. Man kan gøre meget som menneske, men street cred i cow world får en kalv nu bedst af en ko.

God Kristi Himmelfartsdag.

Forret med rådyrmørbrad, glaserede valnødder og portvinssyltede tranebær

Sikke en lang overskrift – og så skulle der faktisk have stået: Forret med rådyrmørbrad, sukker- og chiliglaserede valnødder, portvinssyltede tranebær på blandet salatbund med krydderurter fra haven.

Bukkejagten starter på onsdag, og der skal optimistisk skaffes plads i fryseren. Ikke at det betyder meget, at man tager  en rådyrmørbrad eller to ud. En rådyrmørbrad er meget, meget lille. Næsten som en lammemørbrad, som man også kan bruge til retten, hvis man ikke lige har rådyr i fryseren. Som al mørbrad er kødet mørt og mildt, når man først har fjernet senerne. Hunden stiller sig gerne til rådighed for bortskaffelse af eventuelle fraklip. Det var nærmest et samarbejdsprojekt. Jeg skar, hunden glubskede bidderne ned, og så var der jo ryddet op.

Rådyrmørbraden – beregn én pr. person – skal krydres med salt og peber, brunes godt hele vejen rundt, stege et par minutter på hver side og ligge og trække på et bræt i en 10 minutters tid.

Men først skal man lave tilbehøret. Det kan man sagtens gøre i løbet af dagen, når man har et ledigt minut.

De portvinssyltede tranebær:

1/2 dl portvin, 2 spsk sukker, 1 god håndfuld tørrede tranebær

Hæld portvin, sukker og tranebærrene i en lille gryde, bring i kog, fjern fra blusset og lad bærrene suge portvinen til sig.

Og de glaserede valnøddekerner:

50 g valnøddekerner
30 g sukker – ca. 3 spsk
25 g vand
Lidt revet citronskal og et nip chiliflager
1 spsk vand

Bland nødder, sukker, vand, citronskal og chiliflager i en lille gryde og bring det i kog. Kog for god varme under omrøring, til sukkeret bliver brunt. Stop før, det bliver sort (!) Det går hurtigt. Kom 1 spsk koldt vand i og rør hurtigt rundt en gang. Hæld nødderne over på bagepapir til afkøling og skil dem ad.  Pas på – de er ekstremt varme.

Gå så ud og pluk en håndfuld blandede krydderurter, hak dem og læg dem på tallerkenerne på en bund af salat. Dryp med lidt valnøddeolie – jeg fandt valnøddeolie fra spiZe i Rema 1000, så det var ikke så svært at finde, som jeg frygtede.

Steg mørbraden – skær den stegte mørbrad i skiver, anret den ovenpå salaten og pynt med valnødder og tranebær.

En meget fin og meget velsmagende forret, der så næsten ‘Molskro-agtig’ ud – et nyt ord i vores ordforråd. Den mætter overraskende meget, så tænk på en let hovedret – eller hold en god lang pause mellem retterne.

Det er ikke lynmad. Det er festmad. Hver ting tager faktisk ikke så lang tid at lave, der er bare mange af dem. Men det var jo lørdag. En travl lørdag, hvor meget blev nået, og det skulle fejres. Ethvert påskud gælder her i huset – der er altid en grund til at fejre et eller andet. For eksempel, at æbletræet over bænken i hegnet er ved at springe ud.

God mandag.

Nippemad: Muffins med ost, løg og bacon

Det er lang tid siden, jeg har lavet noget med bacon – den oversete krydderurt. Jeg indrømmer det gerne: Jeg elsker bacon. Det er utrendy. Jeg ved det godt. Man skal hellere bruge italiensk pancetta. Det er faktisk også bacon, men det er trendy bacon – og dyrt bacon. Pyt med det. Jeg ved, at jeg har mange fæller ude i verden. Både åbenlyse og skabs-baconelskere. Denne opskrift er dedikeret til alle os, der elsker bacon.

Til de utrendy muffins skal man bruge:

1 hakket løg
4 skiver bacon skåret i små tern
100 g revet ost – jeg bruger emmentaler
200 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt og lidt peber
1 æg
1,5 dl mælk
2 spsk rapsolie

Hak løget og skær 4 skiver bacon i små tern. Svits bacon og løg i 2 spsk rapsolie, til løgene er klare. Hæld 1,5 dl mælk over blandingen, så den køler lidt af.

Bland melet med bagepulver og salt og peber. Hæld løg og baconblandingen med mælk i, rør ægget i og til sidst osten.

Fordel dejen i en muffinform – en 12 hullers – og bag på 200 grader i 25 minutter. Tag dem ud af formen, så snart de er færdige. Det giver sprød bund.

Hvis man kan vente med at spise dem, til man ikke brænder tungen, er det en god ide. De smager allerbedst, når de er lune.

God fredag.

Krydret, frisk, sødt og sprødt – salat med æble og basilikum

Efter besøget på Molskroen i lørdags har planen været at forsøge sig frem med en salat med æble og basilikum, inspireret af deres ‘syltede æblekugler vakumeret med basilikum’. I går blev konceptet testet, og det virker. Æble og frisk basilikum er en ny blanding i min mund, men helt klart også et nyt hit. Krydret, frisk, sødt og sprødt på én gang.

Bondemanden var enig, og der blev ingen rester.

Skræl et æble og skær det i tynde skiver. Læg skiverne i salatskålen og dryp med lidt citron, så de ikke bliver brune.

Skær agurk i meget tynde skiver, en lille tomat i små både, hak lidt rødløg, skær lidt iceberg og hak en god håndfuld friske basilikumblade. Bland det hele sammen og dryp det med basilikumolie.

Basilikumolien lavede jeg ved at blende rapsolie med rigeligt basilikum. Nu skal den stå og trække i nogle dage, hvorefter den skal sies, så kun den fine grønne og duftende olie er tilbage. I går tog jeg bare et par skefulde af olien fra glasset, hvor det står og trækker. Det er ikke blevet smukt endnu, men det smager, som det skal.

Salaten blev spist til en rest lasagne og med hjemmelavede hvidløgsbrød – brød smurt med superstærkt hvidløgssmør og ristet i oven.

Nem og god mad til en onsdag, hvor vejret rettede sig, og alle var i sving ude til klokken alt for mange.

Bondemanden fræsede urtehaven. Hunden legede med sin bold, katten med en ny ven, som den senere åd. Og jeg – jeg priklede alle kålplanterne, der nu er voksne nok til at få en potte hver. Om kort tid skal der plantes til i urtehaven. Så er alt stort nok til at undgå de sultne fasaners og duers grådige næb.

Godt torsdag.

 

Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig.

De store kalve fra sidste år er lukket inde i en indhegning for sig selv. Ellers mobber de alle de nye kalve. Det er vel en slags ‘søskendejalousi’ – de små kommer og tager mors opmærksomhed og får al mælken, som de ellers har fået en sjat af i ny og næ hele vinteren.

Men efter et par dage er der også fryd og gammen i den nye indhegning. De nye magtstrukturer er på plads, og de leger også som de store unger, de er. Og de får specialforplejning – deres helt egen wrapballe som supplement til græsset, der godt nok vokser, men som ikke er næringsrigt nok endnu.

De har deres eget vandkar – og det er den bedste underholdning, man kan tænke sig. Noget at stimle sammen om.

De nybagte mødre går sammen med deres kalve.

Og dem, der endnu ikke har kælvet, bliver tungere og mere besværede fra dag til dag.

Det er en frugtbar tid på landet – kalve og lam springer på markerne, kornet gror, græsset gror, fuglene synger og frugttræerne blomstrer. Vi priser forårets frodighed og liv i høje toner, men formålet er ikke skønheden – det er et biprodukt, vi kan nyde. Formålet er formering, mad og vinterforråd. Årets gang. Der er noget rart og jordnært, i ordets mest bogstavelige betydning, ved at vide, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

God onsdag – vi må ud og tælle kalvene.