Når man virkelig føler, verden er af lave – både ude i verden og på den mere hjemlige, politiske scene. Når man oplever, at en ny regering kan bringe en til ren fortvivlelse. Når man begræder basale værdiskifter, som skiftet fra at sige tak for mad til landbruget til at ville nedlægge et helt erhverv. Er det så alderen, der trykker?
Når man ikke jubler over gratis offentlig transport til alle unge under 22, fordi man selv bor et sted, hvor de unge er afhængige af, at deres forældre kører dem, fordi der ingen offentlig transport er. Er man så blevet en gammel, sur kone, hvis man ikke har lyst til at være med til at betale gildet?
Når man ikke tror, fødevarepriserne vil falde, fordi større og fordyrende krav til producenterne udligner den lovede momsbesparelse.
Når man ser, at naturen omkring os bliver hegnet ind, spærret for de omkringboende og fyldt med dyr, der ingen mad må få.
Når man hører, at de vil fjerne klitplantagerne og lade sandflugt overtage markerne igen. Når god landbrugsjord bliver plastret til med solceller, og smuk uberørt natur fyldt med støjende vindmøller, der klipper lyset i stykker. Når man derfor ikke jubler over den udlægning af grøn omstilling. Er man så bagstræberisk – og dermed trykket af alderen?
Når man føler, at kløften mellem land og by er øget så meget, at der ingen vej er tilbage? At man end ikke taler samme sprog? Når man virkelig er bange for, at ens hunde skal blive dræbt af ulve på en gåtur på marken, og den angst bliver afvist af ‘eksperter’ fra byen? Selvom hunde på landet er blevet dræbt af ulve i år?
Når man ser en formand for en interesseorganisation, en der end ikke er valgt til Folketinget, blive minister for den organisations mærkesag? Når en, der har været med til at bryde landets love og klistre sig fast på vejen i klimaets navn kan blive valgt til Folketinget?
Når én mand med ministersyge styrer en regeringsdannelse for selv at blive minister og derfor dropper alle politiske holdninger?
Når man bliver rystet i sin grundvold, hver gang man åbner en avis eller nyhedsudsendelse og ser Rusland, USA og Kina dele verden imellem sig, mens de hensynsløst slår ihjel til højre og venstre – og vi her i landet bare mumler videre om CO2 mål, mens hver dags krig udleder mere CO2, end vi kunne klare på et årti?
Når en ung, mand med ni knivstik dør i håndjern, da politiet automatisk antog, han var angriberen, fordi hans hud var hvid? Er det så den politisk korrekte tankegang og hjernevask, der er gået for vidt, eller er jeg blevet for gammel til at forstå, at hvid hud betyder racistisk voldsmand?
Når man hylder islamistiske terrorister og hader jøder, og det ikke bliver set som en afskyelighed, men bare som mainstream holdninger.
Er det så verden, der er af lave, eller er det bare alderen, der trykker?
Det er bare lidt at det, der rumsterer i mit frustrerede hovede lige nu. Der er meget, meget mere og mange flere absurditeter. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Andet end at holde op med at tie, fordi de holdninger, jeg har, ingen gang på jord har hos de for tiden toneangivende. Og så ellers se at få lavet noget god mad og komme i haven i stedet for at hænge med mulen.
Det er grundlovsdag i morgen. I år føles det som lidt af en joke, men mon man alligevel ikke skulle lave sig et par grundlovskager i håbet om, at det her ikke kan fortsætte – eller bare for at trøstespise lidt?
God torsdag, trods alt.
Dalsgaard i Skivholme 