Du ved, hvordan et bed kommer til at se ud, hvis man forsømmer det lidt et par uger på den her årstid. Bare mens man er på ferie? Hvis man så har forsømt hele haven i et års tid? Det er et mareridt.
At jeg så har en undskyldning, hjælper ikke. Men først den lange tid med ondt i hænderne, så den tid, det tog at finde ud af, hvad der var i vejen, ventetid på operationerne og den lange tid, der gik, før jeg igen var nogenlunde normal – ja, det har sat sine spor.
Nu tager jeg det stille og roligt. Ligesom når man skal spise en elefant: En bid ad gangen. Et bed ad gangen – og tid til at nusle krukker og andet knapt så krævende ind imellem. For helt gode er hænderne heller ikke. Det kan tage meget lang tid.
Jeg startede med drivhuset. Altid et overskueligt projekt. Nu står der tomater og chiliplanter, og der er pyntet. Dipladeniaerne er på plads og ved at få knopper, og der står småplanter, der vokser og skal plantes ud. Og så er der det lille italienske bord med den gule dipladenia og vinstokken. Det er nu, som det skal være.
Så var det bedet foran drivhuset. Væk med blade og gammel flis, ompotning af de større krukkeplanter, flere sten og et par træstammer til at holde på den nye flis. Nu er det også, som det skal være.
Så var det den nederste terrasses tur. Blade og skidt væk, feje og luge og til sidst en gang blæst med bladpusteren. Den puster er god til fliser og fjerner også drys fra kastanjen og ahorntræerne.
Åh ja – kastanjen. Den er så uendeligt smuk lige nu på trods af den stride blæst, der får blomsterbladene til at falde som en mindre snestorm.
Skovhaven – tja – jeg har måttet tage trædestenene op og lægge dem igen, for de var begravet af de muntre muldvarper, der havde holdt vinterfest i haven. Heldigvis kunne trædebregnerne reddes, og de vokser nu glade igen.
Alligevel ser der nu altid så dejligt ud – haven og udsigten op ad vejen holder. Den store renovering der må vente en omgang.
Det er nemlig blomsterhavens tur. Bedene er totalt overgroede. Foran huset er det invaderet af skovvalmuer – smukke, men aggressive og med dybe pælerødder. De kvæler alt. Det bed må ryddes helt i dybden, og de gode planter må genplantes. Næste år er der sandsynligvis en million frøplanter fra valmuerne, men de kan nappes i tide, mens de er små.
Bedene i rundingen omkring terrassen er overtaget af skvalderkål. Den skal man være over hele tiden, og det har jeg ikke været. Også der skal der graves i dybden, og de gode planter skal genplantes.
Langs hækken? Tja, nærmest samme fremgangsmåde. Og så skal der selvfølgelig kantes hele vejen rundt.
Det bliver en lang omgang, der kommer til at tage resten af sommeren. Haven er jo trods alt på omkring 5.000 m2. Der er lang vej rundt. Jeg er dog optimistisk. For der er så meget, der blomstrer på trods og dukker op midt i det vilde.
Godt, jeg har en svaghed for sunde, seje og hårdføre planter.
Og endnu en gang tak til flere – I ved, hvem I er – for alle de fine slags storkenæb, akelejefrøstjerner og andre sunde overlevere jeg har fået forærende. De kan, de vil og de modstår alle de agressive og ubudne gæster i haven.
God torsdag.
Dalsgaard i Skivholme 