Livets gang på landet

Skovhaven i april

Skovhaven er i fuld gang med årets første blomstring. Anemonerne står i fuldt flor på skrænten og oppe i det, der engang for 40 år siden var en æblehave. Siden har det ligget vildt hen, og kun et par enorme gamle æbletræer står tilbage.

I bedene muntrer de gule anemoner sig.

Og de hvide kugleprimula er næsten helt runde.

De primula, der i Skivholme altså hedder aurikler, hvad end de er det eller ej, blomstrer i alle kroge og hjørner. De sår sig selv og laver deres egne farvekombinationer.

De små, lysegule minipåskeliljer blomstrer også, så det er en lyst.

Foråret er de små blomsters tid, og i april stjæler de hele billedet. Man må langt ned på maven for at fange dem på billederne, for de er kun 20 cm høje.

Senere på sommeren kommer de store planters tid. De er allerede på vej. Kongelys har fået deres første og endnu små blade, sølvlys ligeså. Og i hjørnet foran rododendronbedet stikker bronzeblad deres første skud op.

At sådan et lille blad bliver så kæmpestort i løbet af sommeren for så at forsvinde og komme igen næste år, ja det er da næsten utroligt. Naturens små – og store – mirakler.

God søndag.

P.S. Jeg glemte noget

I går, da jeg skrev om rust i haven, glemte jeg noget. Noget rustent og absolut vigtigt. For noget af det bedste rust, jeg har i haven, er nu engang den store jernkurv fra Anettes Flora.

Solidt smedearbejde og alligevel med en lethed over sig. Den står ude ved pavillonen – altid med årstidens blomster. Den er så harmonisk i formen og dejligt stor med plads til mange blomster.

Sommerblomster,

Sensommerflor.

Og forårets kønne, små hornvioler.

Der er flere, der har fortalt om deres forhold til pynt i haven – nogle elsker overdådighed, nogle enkelthed, andre funktionalitet. Det er da heldigvis individuelt, hvad vi godt kan lide at se på. ‘Vi danskere’ (min hadevending nummer 1) er nemlig slet ikke spor ens – heller ikke når det kommer til haver. Der er plads til mange former for haver og havemennesker. Heldigvis da. Hvor skulle ny inspiration da ellers komme fra?

God torsdag.

Haven ruster nu ikke helt lige med det samme

‘Nu skal det hele heller ikke komme til at ligne Tivoli!’ er en bemærkning, jeg af og til hører derhjemme. Bondemanden er ikke helt så vild med pynt til haven, som jeg er. Det er da også rigtigt nok, at haven ikke ligefrem skal sovses til i pynt og dimser.

Men… lidt skal der nu til. Der er så meget dejlig havepynt, og især det rustne er kønt sammen med det grønne. Og kønt i den bare vinterhave. Og i foråret og efteråret – og indimellem. Rustne plantestøtter, rustne klatrestativer til planter – og lidt rustent, der bare er pynt. Både inde i den ‘civiliserede’ del af haven og i det vilde, hvor det overrasker, fordi man hverken venter det eller får øje på det lige med det samme.

Den lille fugl på en rosenkvist er bare er til pynt. Den har slået sig ned i en potte med hornvioler lige indenfor døren i drivhuset væk fra den bidende vind.

Den lille fugl kom med hjem fra Blomsten & Krukken i Mariager i påskeferien, og den ser ud til at have fundet sig godt til rette i Skivholme. Som om den aldrig har boet andre steder. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, pipper den til svalerne, der svæver over azaleabedet.

Den lille engel, der flyver over den store potte ved bagdøren nikker samtykkende og rækker hånden frem i velkomst til den nye rustne beboer.

Omme fra skovhaven rapper de rustne ænder deres besyv med, og et rustent hjerte nikker venligt fra sin plads over potten med bjergfyr. Hvor der er hjerterum, er der haverum, som det gamle ordsprog vist nok siger.

Isfuglen i fuglebadet mener bestemt, at irret er pænere end rustent. Men isfugle er nu også lidt eksotisk anlagt. De viser sig heller ikke for alle og enhver. Kun én gang har vi set en ved bækken.

Jeg tror nok, der er plads til lidt mere, uden det ligner Tivoli… Jeg er faktisk helt sikker. For det er nu også nyttigt bare at være køn og give anledning til et lille smil på vej gennem haven.

God onsdag.

Glædelig Påske!

En lille sang – en lille salme. Grundtvig, naturligvis. Bare for at sige: Glædelig Påske! Om lidt er der afgang til Sjelle, hvor der er påskegudstjeneste i dag, og så skal vi synge den her og alle de andre dejlige påskesalmer – og fejre, at mirakler findes. Det ved vi jo godt i det små i hverdagen, ikke?

Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige

Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!

Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.

N.F.S. Grundtvig 1846

Glædelig Påskedag.

Påskeklokker i Mariager

I går tog Bondemanden og jeg på påskeferieudflugt. Til Mariagers velbevarede idyl, der minder om dengang, det var før.

Målet var at besøge Blomsten & Krukken for at hente min julegave – en smuk støbejernskrukke – og samtidig hilse på Marianne, der er kvinden bag Blomsten & Krukken. Det er så hyggeligt at møde de folk, man kommunikerer med på nettet, i det virkelige liv.

Vi kørte rundt i de smalle gader og beundrede de kønne byhuse, og vi var ikke i tvivl om, at vi havde fundet det rigtige sted, da vi fik øje på dette syn:

Inde bag det hyggelige, gule hus var der fristelser i overmål. Kassevis af skønne, blomstrende påskeklokker i alle tænkelige nuancer.

Spændende jernting til haven

og de fineste forårs- og påskedekorationer.

Bag huset er pladsen kreativt udnyttet til sidste centimeter – og hvad gør man, når man bor op ad en høj skrænt? Så bygger man da haven opad.

Et spændende sted at gå på opdagelse. Jeg behøver nok ikke sige, at vi kom hjem med lidt mere end oprindeligt planlagt? Hvem kan modstå så skønne påskeklokker? Vi kunne i hvert fald ikke, så bestanden herhjemme blev udvidet en del…

Hvis du kommer til Mariager, der virkelig er et besøg værd, så gå ned ad Østergade og kig ind hos Blomsten & Krukken i nummer 28. Åbningstider kan du se på hjemmesiden, hvor du også i webshoppen kan se og bestille både spændende og anderledes stauder og smuk jernpynt til haven.

God onsdag.

Påskepynt til døren

Påskekransen er på plads og hængt op på døren. På den fine, hvide og nymalede dør. Der er ikke meget, der hygger som en krans på døren, synes jeg. Den i år er lavet på samme krans som sidste år.

Sidste år havde jeg limet vagtelæg på kransen, men grådige fugle prikkede hul på æggene, så der hurtigt kun var en krans med æggeskaller tilbage. Skidt måde at behandle naboens børn på, må man vel synes…

I år skulle der derfor mere hårdfør pynt til. I en lille rede bundet af de stive stængler fra pletter i luften og foret med kokosfiber og mos, ligger der en lille ælling af keramik.

Sød og blød ser den ud, men den skal nok give æggetyve og andre rovfugle ondt i næbbet, hvis de forsøger sig.

Jeg håber, de erkender det i tide, så den får lov at hænge.

Det har været en travl weekend med masser af gøremål. Fredag var der landsbydag (mere om det ved en senere lejlighed), lørdag gik med at gøre pavillonen ren: vaske træværk, pudse vinduer og give gulvet olie. Pavillonen skal jo også gøres påskeklar. I dag er smuldret med masser af praktiske ting, der skulle gøres. Nu er det ved at være tid til en kop te, og så er den weekend brugt op. Dejligt at kunne se frem til påskeferien.

God søndag.

Helstegt dyreryg

Af og til skal man have lov at skeje lidt ud og forkæle sig selv og hinanden med luksusmad og god køkken-hyggetid. Det gjorde vi lørdags og lavede helstegt dyreryg. Sådan en lå der nemlig i fryseren.

En dyreryg er ikke svær at stege. Man fjerner senerne helt ind til kødet, gnider med salt og peber og lægger tynde skiver smør på kødet, for at det ikke skal blive tørt.

Det er den største risiko ved vildtkød. Der er praktisk taget intet fedt i det, og noget skal der til for at holde på kødsaften. Smørret får kødet til hurtigt at brune, så saften bliver inde. Det smelter af og kan skummes af stegeskyen, inden man laver sovsen. Man kan tænke på smørret som en slags indpakning.

Varm ovnen op til 225 grader og sæt kødet ind til bruning i et kvarter. Skru så ned til 150 grader, hæld lidt vand ved og lad dyreryggen stege en halv times tid. Mål kernetemperaturen. For dyreryg er 65 grader fint. Lad stegen trække på et bræt på køkkenbordet i en 20 minutters tid, før du skærer kødet fra benene.

Man kan lave mange slags tilbehør til dyreryg, men den gode, klassiske vildtsovs vil vi nødigt undvære. Den passer så perfekt til kødet, og den virker meget mere avanceret, end den er.

Til sovsen skal man bruge:
Ribsgele, blå ost, stegeskyen, piskefløde, salt og peber.

Skum stegeskyen af for fedt – det er bare smeltet smør, for der er ikke fedt i kødet – kog den op og tilsæt et par spiseskefulde ribs- eller druegele samt en god spiseskefuld blå ost. Kog det sammen og hæld fløde i – et par deciliter – og lad det koge et par minutter. Smag til – måske skal der lidt mere ost eller gele i.

Jævn eventuelt sovsen lidt med Maizena udrørt i koldt vand og giv den lidt kulør, hvis den ser for kedelig ud. Smagen er i hvert fald ikke kedelig.

En god salat til vildtkød må gerne være med både nødder og bær. Her var den med glaserede valnødder.

God mandag aften.

Liv og pippen i haven

Når man sidder og heler, har man god tid til at kigge ud af vinduet. Bare sidde og kigge på landskabet, på rådyrene, der græsser på marken overfor, og på fuglene. Der er så mange, og de elsker vores solsikkebar.

Der er alle de ‘almindelige’, som jeg egentlig elsker allerhøjest, men også de mere eksotiske som kernebideren og stillitsen, som jeg altid prøver at få billeder af. Fortsæt med at læse “Liv og pippen i haven”

Skovhaven gav hul i hovedet

Skovhaven, som vi begyndte at arbejde på sidste år, ligger mellem vejen og skrænten op til marken. Skrænten er høj og stejl og dækket af træer. Store træer, små træer, gamle træer og nye selvsåede træer.

Det blev der gjort noget ved i weekenden. Bondemanden greb først buskrydderen og derefter motorsaven.

Fortsæt med at læse

Årets første hornvioler

Efter gårsdagens indlæg om at være ‘perfekt’, mødte jeg her til morgen en, der bare var perfekt helt af sig selv. Ikke på nogen demonstrativ måde, nærmest tværtimod. Ikke selv-iscenesat perfekt, men bare helt naturligt perfekt, fordi den ikke kan andet. En lille hornviol.

Årets første hornvioler er så stor en glæde, og den her med sine sart lysegule yderblade – måneskinsgule, som Claus Dalby kalder det – og den stærkt gule midte med de fine tegninger er helt uimodståelig. Fortsæt med at læse “Årets første hornvioler”