Egentlig skulle jeg bare hente lidt flere nematoder til sneglebekæmpelse, da jeg besøgte Zinkbakken forleden. Men… så let går det aldrig, vel? Rygrad som en regnorm – let at friste. Især når det gælder rustent jern.
Jeg fik jo lige lov at komme en tur med ud på lageret og se på vinternyhederne. Fortsæt med at læse “Lidt mere rustende jern”
I går, da jeg skrev om rust i haven, glemte jeg noget. Noget rustent og absolut vigtigt. For noget af det bedste rust, jeg har i haven, er nu engang den store jernkurv fra Anettes Flora.
Solidt smedearbejde og alligevel med en lethed over sig. Den står ude ved pavillonen – altid med årstidens blomster. Den er så harmonisk i formen og dejligt stor med plads til mange blomster.
Sommerblomster,
Sensommerflor.
Og forårets kønne, små hornvioler.
Der er flere, der har fortalt om deres forhold til pynt i haven – nogle elsker overdådighed, nogle enkelthed, andre funktionalitet. Det er da heldigvis individuelt, hvad vi godt kan lide at se på. ‘Vi danskere’ (min hadevending nummer 1) er nemlig slet ikke spor ens – heller ikke når det kommer til haver. Der er plads til mange former for haver og havemennesker. Heldigvis da. Hvor skulle ny inspiration da ellers komme fra?
God torsdag.
‘Nu skal det hele heller ikke komme til at ligne Tivoli!’ er en bemærkning, jeg af og til hører derhjemme. Bondemanden er ikke helt så vild med pynt til haven, som jeg er. Det er da også rigtigt nok, at haven ikke ligefrem skal sovses til i pynt og dimser.
Men… lidt skal der nu til. Der er så meget dejlig havepynt, og især det rustne er kønt sammen med det grønne. Og kønt i den bare vinterhave. Og i foråret og efteråret – og indimellem. Rustne plantestøtter, rustne klatrestativer til planter – og lidt rustent, der bare er pynt. Både inde i den ‘civiliserede’ del af haven og i det vilde, hvor det overrasker, fordi man hverken venter det eller får øje på det lige med det samme.
Den lille fugl på en rosenkvist er bare er til pynt. Den har slået sig ned i en potte med hornvioler lige indenfor døren i drivhuset væk fra den bidende vind.
Den lille fugl kom med hjem fra Blomsten & Krukken i Mariager i påskeferien, og den ser ud til at have fundet sig godt til rette i Skivholme. Som om den aldrig har boet andre steder. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, pipper den til svalerne, der svæver over azaleabedet.
Den lille engel, der flyver over den store potte ved bagdøren nikker samtykkende og rækker hånden frem i velkomst til den nye rustne beboer.
Omme fra skovhaven rapper de rustne ænder deres besyv med, og et rustent hjerte nikker venligt fra sin plads over potten med bjergfyr. Hvor der er hjerterum, er der haverum, som det gamle ordsprog vist nok siger.
Isfuglen i fuglebadet mener bestemt, at irret er pænere end rustent. Men isfugle er nu også lidt eksotisk anlagt. De viser sig heller ikke for alle og enhver. Kun én gang har vi set en ved bækken.
Jeg tror nok, der er plads til lidt mere, uden det ligner Tivoli… Jeg er faktisk helt sikker. For det er nu også nyttigt bare at være køn og give anledning til et lille smil på vej gennem haven.
God onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 