I sidste uge skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.
Det første tema vi har valgt til Stafetten er temaet Værtindegaver – den lille ‘i stedet for en blomst’, man har med til værtinden for at vise, man er glad for at se værtsfolkene og glad for at være inviteret.

En værtindegave fra mig er oftest mere eller mindre hjemmelavet. Og tit er det ‘noget med noget i’. En køn dåse med småkager, et glas syltetøj lavet af bær fra haven, en udendørs dekoration i en kurv eller en køn skål med en blomst i.
Normalt finder jeg det ‘noget’, der skal ‘noget’ i undervejs. Samler til huse. På loppemarkeder, hos Søstrene Grene, hos Tigeren eller andre steder, hvor jeg lige falder over det. Patentglas, glasvaser, potter – aldrig noget særlig dyrt, men ting, der med en lille indsats kan blive til noget særligt.
Her en gammel tekande uden låg fra et loppemarked. Den er perfekt til pletter i luften og en god gave til en romantisk sjæl.

Gamle kagedåser får et lag kalkmaling og lidt decoupage, før der kommer småkager i.

Potter og skåle kan nogle gange bruges, som de er, men ellers får de også lidt kalkmaling. Glas får en køn stofhætte på og en sløjfe af havesnor eller blonde.
Sidst jeg var hos klunserne faldt jeg over et godt glas. Men… det havde en bred, rød gummiring om maven, hvor der med store bogstaver stod Bodum. Ikke særlig dekorativt.

Til gengæld havde glasset fine proportioner, og det var tætlukkende. Det fik en tur i opvaskemaskinen, og det brede, røde gummibånd blev erstattet af et blondebånd og en lille helgenmedaljon. Fra funktionel retromode til nostalgisk romantik i en håndevending.

Nu er glasset klar til næste gang, vi skal i byen. Det er blevet til ‘noget’, der skal ‘noget’ i.
Og hvad skal det så være? Syltetøj med jordbær og ribs? Små fine citronmarengs? Alteabolsjer? Chokolade? Hæfteplaster med blomster på? Små frøposer med frø fra haven? Eller noget helt andet? Indholdet kommer helt an på, hvem der får glasset. For en gave skal jo passe til den, der får den.
Værtinden skal jo nødig stå og tænke over, hvornår genbrugspladsen åbner, mens hun jævner sovsen, vel?
God fredag.
Det var det første indlæg i stafetten om værtindegaver. Jeg glæder mig til at se, hvad de andre finder på, til at læse med og blive inspireret, og jeg giver stafetten videre til Malin, der har bloggen Aargang 73. Læs med i næste uge.