Skovhaven i april

Skovhaven er i fuld gang med årets første blomstring. Anemonerne står i fuldt flor på skrænten og oppe i det, der engang for 40 år siden var en æblehave. Siden har det ligget vildt hen, og kun et par enorme gamle æbletræer står tilbage.

I bedene muntrer de gule anemoner sig.

Og de hvide kugleprimula er næsten helt runde.

De primula, der i Skivholme altså hedder aurikler, hvad end de er det eller ej, blomstrer i alle kroge og hjørner. De sår sig selv og laver deres egne farvekombinationer.

De små, lysegule minipåskeliljer blomstrer også, så det er en lyst.

Foråret er de små blomsters tid, og i april stjæler de hele  billedet. Man må langt ned på maven for at fange dem på billederne, for de er kun 20 cm høje.

Senere på sommeren kommer de store planters tid. De er allerede på vej. Kongelys har fået deres første og endnu små blade, sølvlys ligeså. Og i hjørnet foran rododendronbedet stikker bronzeblad deres første skud op.

At sådan et lille blad bliver så kæmpestort i løbet af sommeren for så at forsvinde og komme igen næste år, ja det er da næsten utroligt. Naturens små – og store – mirakler.

God søndag.

Svævende, hvide kugler

Hvide kugleprimula. Som blomstrende snebolde på lysegrønne stængler.

Billede5

To potter med hvide kugleprimula har fundet vej til vores have. De er utroligt smukke, og selvom jeg har hørt, at de ikke altid trives i haven, har jeg de bedste forhåbninger. Primula har det med godt at kunne lide jorden i vores have, og de vokser og selvsår og blander sig muntert.

Billede4

Det gælder både de almindelige primula, som vi fik de første af fra nabo Villy,

Billede3

og de mere ualmindelige, der er kommet hertil fra det fjerne Bilkaland i en gammel Suzuki.

Billede2

Primula er nok bare velegnede til det miljø og klima, vi har her. Og de passer så godt i en landhave, hvor de står som farverige – eller kridhvide – klatter under buske og i bedkanter.

Billede5

Kugleprimula har vi jo så ikke haft før. Men der er altid plads til en ekstra primula. Og om de vil være lige så voksevillige som de andre, får tiden vise. Men hvorfor skulle de egentlig ikke være det?

Billede6

Til en start får de lov at stå i potterne og pynte på betonbordet uden for B&B’en. Når de er afblomstret, kan der blive en plads til dem ved siden af feen Azalea. De er lige fine og vil sikkert have meget at snakke med hinanden om.

God fredag.

Primula og tazetter – duft og farveglæde

Den kolde vind bliver ved. Til marv og ben går den, og den har regn med iskerner med sig. Forårsfornemmelserne må igen sættes på hold. Ude i hvert fald. Det er jo også februar i en uge endnu, så vinter er tilladt ude. Inde ser det bedre ud. Der blomstrer det på livet løs.

Billede6

Primula. De bedste humørspredere man kan tænke sig. Farver, lys, livslyst og glæde. Det er det, primula giver, når man fylder en skål med dem og sætter den på stuebordet.

Billede1

De holder ikke så længe derinde. Ude – i potter – går det bedre, og planter man dem ud i haven, er der gode chancer for, at de kommer igen. Ofte med lidt mere afdæmpede farver – faktisk er det næsten kun de blå og de hvide, der holder farven helt. I denne uge vil jeg plante nogle ude i potter ved døren – hvide med gul midte skal de være – sammen med nogle dufttazetter. Ligesom i vindueskarmen i køkkenet. Dufttazetter er så smukke og også lidt eksotiske at se på, og så har de den dejligste duft.

Billede1

God mandag.

Lørdag: sol, frost og blomster

Det er vinter, det er sol, og det er løøøørdaaaag! Så smukt derude. Et hav af lys over rimdækket græs.

Billede3

Himlen er så blå, så blå, og køerne solbader på række.

Billede2

Mosharen er stiv af kulde.

Billede4

Det er vandet i fuglebadet også.

Billede5

Og bladene på de rimdækkede rododendron.

Billede6

Inde er der lyst, varmt og fyldt med blomster.

Billede8

De skønneste primula i en helt særlig farve – en blanding af rosa og lys gul. Mon de holder farven, når de senere bliver plantet ud i haven?

Billede7

Spætten hakker i kastanjetræet, duerne kurrer og gør sig til, musvitterne pipper, og der er gjort rent. Lørdag er en dejlig dag, og denne lørdag er helt fantastisk dejlig.

Håber, din lørdag er lige så skøn.

Pink primula og efeu

Pink og grønt. Hvor er det farver, der gør godt i øjnene. Klar, ren primulapink og mørk grøn efeu. Dejligt, der er efeu i haven, for der er ikke meget andet bladgrønt at hente i derude lige nu.

Billede4

Vores efeu stammer ovre fra vores skov, hvor den kravler op ad træernes stammer.

Billede2

Vi har indført den i skyggehaven, hvor den kravler op ad skrænten mellem haven og marken.

Billede6

Fadet stammer fra min mormor, og det bliver flittigt brugt.

Billede1

Til lasagne og andre ovnretter, til at forspire i – der kan stå mange små avispapirpotter i det – og – selvfølgelig – til dekorationer. For hvilket fad eller hvilken skål bliver ikke brugt til dekorationer?

Hvis du vil lave en af samme slags, skal du bruge:

1 blok oasis
2 pink primula i potte
Efeuranker
Lidt vindseltråd til at holde lidt styr på efeurankerne

Læg oasis i blød og gå ud og klip efeu af.

Skær oasisblokken i stykker, så den kan danne en tyk kant rund i fadet. Stik rankerne i, form dem til en rede og hold dem på plads ved hist og her at binde nogle af rankerne sammen med vindseltråd. Stil så potterne i hullet i midten og pynt med et æg af en slags.

Billede5

En dejligt oplivende skål at have stående nærmest hvorsomhelst. Holder man oasisen våd, kan rankerne overleve længe. Også længe nok til at blive til en påskerede om et par uger. Og er man heldig, slår de rod og og kan plantes ud.

God onsdag.

Aurikler

Aurikler, Primula auricula, er en stor, stor glæde at have i haven. I massevis.

Den er en lidt gammeldags blomst, der får en til at tænke på stråtækt idyl og velpassede gamle haver. Haver, hvor bedene er indrammet af en krans af aurikler i mange farver. Hvor en lille rund kone kommer ud af en lav dør, strækker ryggen og står tilfreds og betragter sin blomstrende have, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Jeg fik mine af en nabo. En klump jord med bitte, bittesmå selvsåede planter. De nye planter er meget små, og man skal være lidt fingernem, når de skal plantes.

De blev priklet i bakker, stod sommeren over og voksede sig store og stærke, og så blev de plantet ud i bedene i september. Næste forår stod i de blomst. Siden har jeg gentaget processen mange gange, og nu er der aurikler mange steder i haven. Til farvefryd og glæde.

De sår sig selv med en livskraft så stor, så ser man en have med aurikler, kan man sikkert tiltuske sig et par småplanter til at starte bestanden op. De krydser sig også på kryds og tværs, og der kommer nye farvekombinationer hvert år. Tit kommer der også en efterblomstring i efteråret.

Som sagt, kræver de små planter fintfølende fingre, når de skal prikles. Men så går det også af sig selv. Og det er jo dejligt, når noget går af sig selv.

God fredag.