Anemoner trives rigtig godt i vores skovhave. Det er nok, fordi den i realiteten er mindre have og mere skov. Lysåben skov.
Anemoner har brug for lyset i det tidlige forår. Når bladkronen lukker sig over dem, visner de lige så stille væk og sover sommer- og vintersøvn indtil næste forår.
Fortsæt med at læse “De andre anemoner”I går var Rosie og jeg alene hjemme. Så vi besluttede, at vi skulle en tur over til skoven og se på anemoner. Skovbunden plejer at være dækket af anemoner i april.
I år var der ikke så mange, som der plejer at være. Det har været en hård vinter, og rådyrene har skrabet ned i jorden for at spise anemonernes rødder.
Fortsæt med at læse “På anemonetur”Nu dækker anemonerne skrænten og den gamle frugthave. I tusindtal.
Det er et dejligt syn. Anemonetæpper med solpletter. Fortsæt med at læse “Mirabeller og anemoner”
I søndags så jeg årets første anemoner i haven.
På de få dage fra i søndags til i dag er der kommet mange, mange flere. Der er små grupper i alle bede, for de spreder sig ind i haven fra skoven på skrænten, hvor de står som hele tæpper. De er velkomne. Fortsæt med at læse “Anemonernes poesi”
Skovhaven er i fuld gang med årets første blomstring. Anemonerne står i fuldt flor på skrænten og oppe i det, der engang for 40 år siden var en æblehave. Siden har det ligget vildt hen, og kun et par enorme gamle æbletræer står tilbage.
I bedene muntrer de gule anemoner sig.
Og de hvide kugleprimula er næsten helt runde.
De primula, der i Skivholme altså hedder aurikler, hvad end de er det eller ej, blomstrer i alle kroge og hjørner. De sår sig selv og laver deres egne farvekombinationer.
De små, lysegule minipåskeliljer blomstrer også, så det er en lyst.
Foråret er de små blomsters tid, og i april stjæler de hele billedet. Man må langt ned på maven for at fange dem på billederne, for de er kun 20 cm høje.
Senere på sommeren kommer de store planters tid. De er allerede på vej. Kongelys har fået deres første og endnu små blade, sølvlys ligeså. Og i hjørnet foran rododendronbedet stikker bronzeblad deres første skud op.
At sådan et lille blad bliver så kæmpestort i løbet af sommeren for så at forsvinde og komme igen næste år, ja det er da næsten utroligt. Naturens små – og store – mirakler.
God søndag.
Det er hvidt derude. Ikke af sne, som i den triste, men smukke vintersang, men af blomster. En overdådighed af blomster. Mirabellerne blomstrer i hegnet og langs vejen, så man får helt åndenød af fryd og glæde. Hvidt foroven.
Her et kig ned ad vejen mod der, hvorfra min verden går. Hjemme. Altid et skønt syn, men særlig smukt lige nu.
Der er mange mirabelletræer i hegnene omkring os, og i den smukke dag i går lyste de om kap med solen. Tusinder og atter tusinder af de spinkle blomster.
I den vilde del af skovhaven – i den helt vilde del, hvor naturen går sin gang,
lyser skovbunden også hvidt. Hvidt forneden.
Anemonerne blomstrer også helt overdådigt lige nu. Hver for sig som de fineste små stjerner,
og sammen som et hvidt tæppe.
Klatter af anemoner har også sneget sig ind i havens bede. I bedene har de selskab af de gule anemoner og af de hvide, fyldte anemoner, der lige knapt er sprunget ud endnu. De fyldte og de gule er haveblomster hos os, men de vilde er alle vegne. De charmer sig ind, hvor de har lyst, og det er de velkomne til.
Lidt tilfældighed og glade overraskelser gør kun godt – både i haven og i resten af livet.
God mandag.
Skovbunden er hvid.
Det vilde stykke mellem plænen og engen er hvidt – og gult.
Skråningerne er hvide.
Det er anemonerne – de dejlige, dejlige anemoner.
Nydes med øjnene og med fuglesang som tilbehør.
God tirsdag.
Dalsgaard i Skivholme 