De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.