De tulipaner, der blev lagt i krukker i efteråret, er begyndt at vise deres sande jeg – deres ‘true colours’, som man siger på engelsk.. De er ikke helt som billedet på posen med løg.
Især en ser ud til at være lidt ubeslutsom. Og især den er nok den, jeg mest håber at se igen næste år.
Fortsæt med at læse “Fejlfarver?”Det hele er ikke lysegult og hvidt i vores forårshave. I efteråret købte jeg nogle tulipanløg, jeg har glædet mig så uendeligt meget til at se, når de sprang ud.
Nu er der her. La Belle Epoque hedder de. Fortsæt med at læse “La Belle Epoque”
Der er ikke meget, der er skønnere end en buket tulipaner. Knitrende, friske, farverige tulipaner. Tulipaner skal der bare til i januar.
De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.
Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,
over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.
Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…
Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.
De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.
De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…
Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.
Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.
Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.
De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.
Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.
Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.
God tirsdag.
Man putter et løg i jorden i oktober. Så venter man. Så let er det at få en date med en tulipan. Næsten. For der kan komme en sulten mosegris forbi. Så venter man forgæves, som ham der går frem og tilbage foran restauranten, mens han skiftevis ser på uret og spejder op og ned ad gaden efter den udeblevne skønhed.
Ræven kan også godt lide at grave tulipanløg op, så det er alligevel lidt at et sats.
Sidste år kørte jeg forbi et sted, hvor der midt på en græsgrøn skråning stod en enkelt rød tulipan. Den lyste og så meget stolt og selvsikker ud, som den stod der. Som om den vidste, at den var blikfanget, og at man kun lagde mærke til skråningen, fordi den stod der og lyste rødt mod det grønne.
Dalsgaard i Skivholme 